CYKLING // KRONIK – Når vi ser de ukuelige helte kæmpe med umulige naturkræfter på Europas stejleste bjergsider, udholde den brændende sol under umenneskelige forhold og sætte livet på spil i vanvittige spurter og nedkørsler, får de os til at drømme om at sidde i kropsnær lycra og ligne en supertrimmet, cyklende reklamesøjle.
Det var den franske filosof og semiolog Roland Barthes, der som den første analyserede Tour de France som Epos eller heltekvad.
Det gjorde han i bogen Mythologies som udkom i 1957, hvor han analyserer en lang række kultur-, medie- og hverdagsbegivenheder med tegnteoretikerens briller.
Der er i bogen et kapitel, hvor han betragter Tour de France som myte.
Et helteepos har sin egen episke struktur, hvor mennesket naturaliseres og naturen menneskeliggøres
Bogen blev oversat til dansk og udkom i 1969 på forlaget Rhodos, men kapitlet om Touren var ikke med, formentlig fordi spinalfuglene i medie- og forlagshusene endnu ikke havde opdaget cykelsportens fascinationskraft.
Barthes analyse er fra før TV-transmissionerne gjorde cykelsport til en industri med milliarder af tilskuere og ufattelige pengemængder. Her er det de trykte aviser, som formidler historierne om disse supermænd og halvguder, der kæmper med de næste ubetvingelige naturvilkår som de ondskabsfulde bjerge, den umenneskelig sol, og de dødstruende nedkørsler.
Et helteepos har sin egen episke struktur, hvor ”mennesket naturaliseres og naturen menneskeliggøres”. Heltene udkæmper homeriske tvister, men så snart vandbærerne (”les domestiques”) viser sig på scenen, så banaliseres helte-eposset til en roman på 21 kapitler.
Barthes analyserer Touren som myte:
”Jeg tror, at Touren er det bedste eksempel på en total myte, som overhovedet kan tænkes, og således er den tvetydig. Touren er både udtryksmyte og projektionsmyte; den er realistisk og utopisk på samme tid.”
Touren som mytologisk fortællefigur er siden forfinet og udbygget af Jørgen Leth og hans mange epigoner.
Det kan ikke udelukkes, at Leth i sin tid har kigget i Mythologies og ladet sig inspirere.
Men hvor Barthes analyserer, producerer Leth & co. mytestoffet til en fortælling, som har indbygget denne dobbelthed i sin struktur – både virkelighedsrelateret og samtidig en lukket fortælling, der lever i sit eget univers.
Medierne, pengene, stofferne – cyklingens forrygende kulisser
Når man som tilskuer kigger på – ikke i TV, men i virkeligheden – er det en forrygende kulisse med de 1000 akkrediterede biler, de tre-fire snurrende helikoptere samtidig i luften, de 200 tohjulede gladiatorer og de mange tusinde entusiastiske tilskuere. Det er et cirkus, og det kan opleves. Men TV-selskabet, der producerer transmissionerne, snyder på vægten.
Alle tror, vi får cykelløbet i realtid, men i virkeligheden sendes udsendelsen med ét minuts forsinkelse, så producerne kan nå at redigere lyd og billeder.
Myterne om de homeriske kampe med naturen og halvguderne imellem udgrænser fuldstændig den fortælling, at Tour de France er et helt og aldeles kommercielt foretagende
Det kom frem under De gule Vestes oprør i 2019, hvor alle demonstrationer på ruten blev klippet væk. Hvis man er opmærksom på lydsiden, kan man også konstatere, at der tit er indlagt kunstig lyd: brølen når man ser køer, og vrinsken når der er heste på skærmen.
Myterne om de homeriske kampe med naturen og halvguderne imellem udgrænser fuldstændig den fortælling, at Tour de France er et helt og aldeles kommercielt foretagende, som blev skabt af medier for at sælge medier, oprindelig aviser.
Historien er, at en skrantende fransk avis om biler, l’Auto, i 1902 får den brillante idé at lave et cykelløb, som kan sælge nogle flere aviser. Ideen slår an og salget stiger og stiger. Det går ganske godt frem til Anden Verdenskrig, hvor cykelløbet stopper på grund af krigen.
Efter tyskernes nederlag beslaglægger den franske stat avisen, som angiveligt har været lidt for tæt på besættelsesmagten. I 1947 giver staten rettighederne til Tour de France til to andre aviser, nemlig Le Parisien Libéré og sportsavisen L’Equipe.
Bag den første står en vaskeægte medie-pengemand, Émilion Amaury, som i 1965 køber sportsavisen l’Equipe og sikrer sig total kontrol med løbets økonomi. Tour de France ejes og drives i dag af Amaurys efterkommere, der kontrollerer en koncern med en omsætning på ikke under 3.3 milliarder kroner og et ukendt overskud.
Myten og virkeligheden er ikke altid lige gode venner
Selve driften af løbet har siden 1992 ligget i hænder på datterselskabet, Amaury Sport Organisation (ASO), der også ejer en række andre store sportsevents som cykelløbene Paris-Roubaix og Paris-Nice, billøbet Rallye Dakar, Maraton i Paris og golfturneringen Open de France.
Tour de France er en veritabel pengemaskine
Tour de France har i dag udviklet sig til at være en veritabel pengemaskine, som tjener styrtende med penge på at kræve afgifter af de byer, hvor løbets etaper, starter og slutter, på TV-rettigheder til et utal af lande og ikke mindst på den kommercielle karavane, der består af mindst 200 biler med fantasifulde udklædninger med annoncørernes produkter.
Hver annoncør betaler 150.000 Euro for at være med i karavanen, som kommer en times tid før de forpustede cykelgladiatorer.
Ifølge franske observatører har Touren historisk også udviklet sig med fremkomsten af nye drugs og stimulanser.
Mytologien storsælger – og vi elsker at lade os bedrage
I starten var det alkohol, der gjorde det muligt for rytterne at udstå strabadserne. Så kom efedrinen, som førte til højere tempo og længere etaper.
Dernæst blev det amfetamin, som kostede den britiske rytter Tom Simpson livet. Så blev det testosteron og senere EPO, som blandt andre Bjarne Riis indtog systematisk. Helt overraskende er han ikke som andre doping-snydere (Armstrong, Landis) blev frataget sin titel. Hvorfor mon ikke?
Tour de France og doping er så uadskillelige som gin og tonic
Der er observatører der har fremsat formodninger om, at rytterne i dag doper sig med syntetiske produkter, bl.a. gensplejset bloddoping, som man endnu ikke kan kontrollere og teste for. Bundlinjen ser her ud til at være, at Tour de France og doping er så uadskillelige som gin og tonic.
Myten og virkeligheden er imidlertid ikke altid lige gode venner. Avisen Le Monde forsøgte for en del år siden af kigge ind i mytens verden. Man lod en veltrænet journalist med det bedste udstyr køre de samme etaper som det officielle program.
Han kunne selvfølgelig ikke gennemføre på samme tid som de professionelle, men han gennemførte løbet og skrev hver dag en artikel i avisen med overskriften: Le Tour du Monde. Løbsarrangørerne og rytterne hadede ham.
Men mytologien i Tour de France er hyperresistent over for punkteringsforsøg: Når vi ser de ukuelige helte kæmpe med umulige naturkræfter på Europas stejleste bjergsider, udholde den brændende sol under umenneskelige forhold og sætte livet på spil i vanvittige spurter og nedkørsler, får de os til at drømme om at sidde i kropsnær lycra og ligne en supertrimmet, cyklende reklamesøjle.
Mytologien storsælger – og vi elsker at lade os bedrage.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
