Bryder mod bokser: Mark O. har historien med sig i buret mod Patrick Nielsen

af i Historie/Sport

SPORT // HISTORIE – Set i den sportslige kontekst af international MMA (Mixed Martial Arts) er matchning af en bokser mod en dygtig bryder en kliche – nærmest en slidt kliche. Den er set flere gange før. Kampen mellem Mark O. Madsen og Patrick Nielsen i aften er det seneste forsøg på at afgøre et spørgsmål, som man allerede kendte svaret på for hundrede år siden.

Det blev blæst ud med gul på diverse nyhedssider, da Mark O. Madsen i start april annoncerede den næste modstander i sin nye MMA-karriere. I aften, lørdag den 8. juni, mødes han i buret med bokseren Patrick Nielsen, der aldrig har kæmpet under MMA-regler før.

I det år, der er gået siden Madsen, den mest succesfulde danske bryder i moderne tid, officielt skiftede trikoten ud med et par 110 gram lette Mixed Martial Arts-handsker, er det lykkedes ham at ændre dansk MMA. Den velfortalte (og veltilrettelagte) historie om den respekterede sportsmand og familiefars kamp for at nå til MMA-sportens største forbund, amerikanske Ultimate Fighting Championship (UFC), har fået etablerede danske medier, der ellers har holdt sig fra at dække sporten som andet end en kuriositet, til at ændre praksis.

Matchning af en bokser mod en dygtig bryder er en kliche – nærmest en slidt kliche. Den er set flere gange før.

Madsens entre har kastet en glans af opmærksomhed over sporten og givet den en legitimitet, der er kommet både dansk MMA og de etablerede danske kæmpere til gode. Anerkendelsen er dem velundt, og den ændrede tone omkring sporten har nok en del af æren for, at UFC endelig har annonceret deres ankomst til Danmark i september.

Om kampen mod Nielsen må dog siges, at legitimiteten er på pause, mens der er fuld skrue på opmærksomheden. Set i den sportslige kontekst af international MMA er matchning af en bokser mod en dygtig bryder en kliche – nærmest en slidt kliche. Den er set flere gange før.
Her er de tre mest berømte eksempler, der viser, hvorfor bryderen er så massiv favorit mod bokseren.

  1. Lebell vs. Savage – Salt Lake City, Utah – 2. december 1963

En kold decemberaften i 1963 samledes 1.500 tilskuere på et stadium i Salt Lake City, Utah. Aftenens hovedattraktion, der også blev TV-transmitteret, var en kamp mellem bokseren Milo Savage og Gene LeBell. Lebell var en personlighed inden for show-wrestling, men også en af Amerikas mest dekorerede judo-udøvere – en japansk kampstil, der ligesom brydning handler om at kaste og kontrollere sin modstander. Begge kæmpere var iført en gi, en kampsportsdragt. Lebell måtte ikke slå, den ret tilfaldt kun bokseren Savage. Til gengæld måtte Lebell bruge hele sit judo-arsenal – heriblandt de stranguleringer eller ledlåse, som i moderne kampsport går under den fælles betegnelse ”submissions”.

Sådan en submission havde Lebell haft lejlighed til at vise aftenen før. En lokal nyhedsvært dummede sig ved på live-TV at bede Lebell bevise, at judoens stranguleringer faktisk virkede. Den 31-årige judomester greb prompte nyhedsværten, kvalte ham bevidstløs, hapsede hans mikrofon og proklamerede, at nu var det Gene Lebells show, og i morgen ville han gøre det samme ved Milo Savage.

Forudsigelsen ville vise sig at holde stik. Trods en hård indsats fra Savage, der ifølge Lebell havde søbet sin gi til i vaseline, lykkedes det judo-mesteren at få et greb og kaste den lokale bokser i gulvet. LeBell snoede sig fast på Savages ryg og kvalte ham bevidstløs med en submission, der i judo kaldes hadaka-jime.

Teknikken kendes i dag bedre som en rear-naked choke, og er den mest succesfulde submission i moderne MMA. Lebell trådte triumferende hen over hjemmefavorittens slappe krop, mens publikum bombarderede ringen med skrald og flasker.

  1. Gracie vs. Jimmerson – Denver, Colorado – 13. november 1993

Godt 30 år senere står bokseren Art ”King Arthur” Jimmerson og tripper i en hotellobby i Denver. Dagen efter skal han deltage i det første stævne for det nyetablerede UFC. Og han var den suverænt bedst betalte kæmper. ”Hvordan skal han komme forbi det her, hva!” Jimmerson kaster et par af sine præcise og lynhurtige jabs afsted mod en stor mand, der stod sammen med ham i lobbyen.

Manden var ’Big’ John McCarthy, en erfaren politimand og kampsportsekspert, der skulle være kampleder for UFC-stævnet. ”Art” svarede han ”hvor ofte er det lige, at du ender i clinch med din modstander i bare en enkelt runde boksning? Og der prøver I ikke engang at clinche?” McCarthy førte Jimmerson ind i et tomt konferencelokale og demonstrerede, hvor nemt det er for en trænet bryder at gribe og vælte en novice. Jimmersons overraskelse forplantede sig hurtigt til bekymring. ”Holy shit,” husker McCarthy, at bokseren sagde.

Den velbetalte boksers bekymring var velbegrundet. Han var nemlig den eneste i morgendagens turnering, der ikke har fået sin modstander tilfældigt udtrukket. Hans modstander var nøje udvalgt. I turneringens første runde skulle Jimmerson møde Royce Gracie, den udvalgte repræsentant for en navnkundig brasiliansk familie, der var synonym med brasiliansk jiu-jitsu – en kampstil med aner i judo og et stort fokus på submissions. Gracies storebror var med til at arrangere turneringen, der var planlagt som en magtdemonstration af jiu-jitsu. Det gjordes bedst ved at knuse en repræsentant for den mest anerkendte kampstil – boksning.

I buret aftenen efter var Jimmerson et besynderligt syn iført blot én boksehandske. I kampens første minut dansede de to kæmper nervøst rundt om hinanden, mens Gracie kastede et par halvhjertede spark efter Jimmerson. Med et af sparkene som finte, kastede Gracie sig frem og fik fat i Jimmersons ben. Sekundet derefter var Jimmerson på ryggen. Og sekundet derefter sad Gracie sikkert overskrævs på den hjælpeløse bokser. Modsat Lebell fik Gracie ikke brug for sine submissions. Jimmerson panikkede og gav op.

  1. Couture vs. Toney – Boston, Massachusetts – 28. august, 2010

Efter Jimmersons mindre end prangende præstation i UFC 1, var det ikke mange succesfulde boksere, der stod i kø for at forsøge sig i MMA-buret. Der var masser af snak frem og tilbage mellem sportsgrenens brushoveder, men en reel, højprofileret kamp lod vente på sig.

I 2010 begyndte et medlem af boksningens adel at røre på sig. James ”Lights Out” Toney havde været verdensmester i tre vægtklasser. 13 år efter ydmygelsen af Jimmerson havde UFC for alvor vind i sejlene, og der var rigtige penge i at være hovednavn til et af organisationens stævner. Også for en tidligere verdensmester i boksning.

Toney var kendt for en af sportens mest polerede defensiver og præcise, lynhurtige kontraslag. Men det var farten på hans replikker, som Toney brugte til bringe sig selv i spil overfor UFC.

I januar 2010 dukkede han op til et UFC-stævne, afbrød et interview med organisationens formand Dana White og annoncerede sit ønske om at kæmpe. ”Lad os se, hvem der er bedst – boksning eller MMA”, proklamerede Toney. Den aften forhandlede White og Toney en aftale på plads.

Syv måneder senere trådte Toney ind i UFC-buret foran 14.000 tilskuere i Boston. Over for ham stod Randy Couture, en 47-årig MMA-legende, der havde vekslet sin baggrund som græsk-romersk bryder til UFC-titler i to vægtklasser. I optakten til kampen var der blevet snakket meget om Toneys hårde træning i at forsvare Coutures brydning. Det blev ved snakken.

15 sekunder inde i kampen skød Couture en lav nedtagning langt ude fra. Toney snublede bagover, og Couture parkerede uden problemer sine godt hundrede kilo oven på bokseren, der sprællede som en strandet fisk. I de tre minutter, der gik inden Couture tvang ham til at give op med en strangulering, nåede Toney at modtage godt 40 slag i ansigtet.

En hundrede år gammel sandhed

Couture udradering af Toney er måske den mest præcise allegori for den kamp Madsen og Nielsen skal kæmpe. Den græsk-romerske bryder mod bokseren. Den respekterede sportsmand mod den kæphøje gadedreng. Og så har Madsens cheftræner Martin Kampmann endda brugt en stor del af sin karriere i Coutures træningscenter i Las Vegas.

Men alle tre eksempler taler til den ulige kamp, det altid har været, når brydningen og boksningen tørner sammen i deres rene former. MMA’s stigende popularitet igennem de seneste årtiers har måske udbredt sandheden om, hvor fuldstændig afgørende en fordel det er i et slagsmål at kunne kaste, holde, låse og strangulere sin modstander. Men sandheden har altid været kendt, for dem som havde kampen inde på livet.

I 1919 svarede den tidligere sværvægtsmester i boksning ”Gentleman” Jim Corbert i sin klumme på, hvem der ville vinde i en kamp mellem en bryder og en bokser. Corbert var fra en tid, hvor brydning stadig var en vigtig del af boksekampene, og han var ikke i tvivl:

”Nioghalvfems gange ud af hundrede vil bryderen vinde. Omtrent den eneste chance, bokseren har, er at sende en knockout-slag afsted inden ekkoet af den første gong-gong er forstummet. Hvis det lander, så vinder han. Hvis det misser, så er han væk.”

Den forudsigelse er lige så god, når Madsen og Nielsen kigger på hinanden på tværs af buret i KB Hallen, som den var for hundrede år siden.


Illustration: PR.

Rasmus Damkjær Christensen følger udviklingen dansk og international kampsport tæt og er med til at drive podcasten Bag om Buret, som går bag om sporten og de danske udøvere.

Rasmus arbejder som kommunikationskonsulent på Københavns Universitet. Han har tidligere arbejdet som rådgiver i bureaubranchen og som programmedarbejder i Danmarks Radio.

Han er uddannet cand.mag. i amerikanske studier, har en masteruddannelse i Cross Media Communication og et brunt bælte i brasiliansk jiu jitsu.