
FJENDEN SOM FÆLLESSKAB // KRONIK – Menneskets historie er voldens historie, for vi kommer desværre sjældent med fred, skriver filosof Peter Schjødt i denne kronik, hvor han beskriver menneskets trang til at føre krig set gennem filosofiens prisme.
Den 20. juli 1969 landede to amerikanske astronauter som de første mennesker på Månen, hvor de efterlod en plade med indskriften “Vi kom i fred for hele menneskeheden.” Det hører til undtagelsen, at mennesker udelukkende kommer i fred, men man kunne jo ikke sende den besked til et eventuelt Måne-folk, at vi muligvis kommer i fred, men mest sandsynligt med konflikt, krig, død, ulykke og generel nederdrægtighed.
Eller måske endda med samme bundløse had og grænseløse vold, som vi aktuelt ser i Mellemøsten, hvor man næsten kan glemme, at krig ikke føres af vrede guder, men af mennesker som os selv. Jeg forestiller mig, at astronauternes budskab om fred var udtryk for den samme længsel, som man føler i dag; en længsel efter at kunne have forhåbninger om menneskets fredsommelighed. Længslen efter at kunne række ud over den øjeblikkelige tilstand i Mellemøsten, Ukraine og utallige andre steder og gøre “noget” for freden.
Nederdrægtighedens verdenshistorie
Siden budskabet om menneskehedens fredelige hensigter i 1969 blev bragt til Månen, har der været omkring 120 krige her på Jorden. Aktuelt vurderer FN, at der i hvert fald er 30 igangværende krige eller krigslignende konflikter rundt omkring i verden.
Verdenshistorien er også nederdrægtighedens historie, og menneskets historie er voldens historie, fra de tidligste stammekrige til moderne terrorisme og truslen om hele klodens undergang i en atomkrig. Det estimeres, at i perioden 1989-2022 har krige og krigslignende tilstande kostet over tre millioner mennesker livet og sendt over 50 millioner på flugt.
Fred er ikke menneskets normaltilstand. Det er omvendt
Med en stadig mere effektiv og sofistikeret dræberteknologi fortsætter mennesket med at føre krige, ikke blot for at sikre egen overlevelse og adgang til livsvigtige ressourcer, men i høj grad også for abstraktioner som religion, nationale værdier og grænser, som det antages at være værd at dræbe og blive dræbt for.
Omfanget af denne nederdrægtighed må betegnes som en generaliseret menneskelig kapacitet til had, vold og krig – og til at skabe menneskelig lidelse. Fred er ikke menneskets normaltilstand. Det er omvendt. Krigen og konflikten er normaltilstanden, som i kortere eller længere perioder afbrydes af fred.
Syndebukken
Den franske filosof René Girard forsøgte at undersøge, hvorfor mennesker meget ofte netop ikke kommer i fred? Hvorfor krig, vold og konflikt er en konstant faktor under stort set al menneskelig aktivitet? Girard viste, hvor vigtigt det er for samfund og andre menneskelige grupperinger at forenes omkring oplevelsen af at være oppe imod en fælles syndebuk, hvordan forskellige små og store befolkningsgrupper har forenet sig til homogene enheder, først og fremmest gennem skabelse af syndebukke og udfoldelse af syndebukke-vold.
Begrebet om syndebukken er lånt fra religiøse ritualer og var oprindeligt reserveret det rituelle drabsoffer. For Girard er syndebukken imidlertid også et kendt fænomen i de mere jordiske og politiske verdensbilleder. Begrebet om syndebukke kan således bruges som beskrivelse af ethvert fænomen, som et samfund vælger for at kunne forenes i kampen mod en fjende (vi kunne også tale om fjendebilleder), med det formål at skabe indre samling, enhed, opbakning og stabilitet.
Girard brugte forestillingen om en syndebuk til at finde mening i det, som historisk er sket igen og igen og lige nu bl.a. sker i Mellemøsten. Et fænomen, som virker bizart og svært at fatte, når det gang på gang genopføres og altid med store menneskelige lidelser til følge: gensidige massakrer, trusler om udslettelse, ekstrem vold drevet af had og uforsonlighed.
Mennesker slås, fordi de er ens
En vigtig pointe hos Girard er, at mennesker ikke kun slås, fordi de er forskellige, men fordi de er ens. Vi har altid den samme fjende, nemlig de andre (syndebukken), og glemmer, at for de andre er det os, som er de andre og dermed syndebukken. Heri ligner de to parter hinanden, og ofte er kampen mod de andre vigtigere end de grusomheder, som parternes egne befolkninger må gennemleve med krig og uhæmmet vold.
Begge parter ønsker at eksistere, men har gjort sig til hinandens forbandede tvillinger og er blevet fordoblet i gensidig vold. Som forfatteren Milan Kundera skrev i en anden sammenhæng, så ligger det bedrageriske ved had i, “at det binder os sammen med modstanderen i et tæt favntag”.
Som i et spejlbillede af hinanden har Hamas og Israel gjort modpartens befolkninger til ikke-mennesker. Ingen er uskyldige, og alle kan dermed angribes
Hamas sendte krigere ind i Israel og kaldte massakren på civile for en retfærdig befrielse fra undertrykkelse. De afviste Israels ret til at eksistere og demonstrerede, at kampen mod Israel er vigtigere end den civile befolknings lidelser i Gaza.
Omvendt lovede Israel at udslette Hamas fra Jordens overflade, og den israelske forsvarsminister Yoav Gallant beordrede en total sejr i Gaza. “Vi kæmper mod menneskedyr, og vi handler derefter,” sagde han, mens Israels præsident sagde, at civile i Gaza er legitime mål. Som i et spejlbillede af hinanden har Hamas og Israel gjort modpartens befolkninger til ikke-mennesker. Ingen er uskyldige, og alle kan dermed angribes.
De to parters syndebukke afspejler hinanden i det, som Girard kaldte for mimesis, en efterligning. På begge sider er det “os”, som er de retfærdige og gode, og “de andre”, som er uretfærdige, onde og dyriske. På begge sider ignoreres prioriteringen mellem gevinst og tab, fordi driften mod at straffe eller hævne sig på syndebukken er større end oplevelsen af et nødvendigt hensyn til egen befolkning og mulighederne for fremtidig stabil sameksistens.
Enhver selvbegrænsning hos parterne er hermed umulig, fordi de ønsker det samme, nemlig eksistens, og udpeger hinanden som den definitive trussel mod mulighederne for denne eksistens (et begreb, som ikke indbefatter muligheden for sameksistens). De kan med andre ord ikke eksistere på samme tid. Den eneste mulighed er eskalation, medmindre nogen stiller sig imellem. Indtil videre har de to parters allierede dog blot opmuntret til eskalation.
Statsministeren raser mod at vise medfølelse
Selv i Danmark kan vi høre statsministeren rase mod et forslag om også at vise medfølelse med den civile palæstinensiske befolkning, da hun havde lagt blomster ved den israelske ambassade: “Israel har ret til at forsvare sig selv, og det vil kræve nogle ofre.” Alene spørgsmålet om hun ville vise samme medfølelse med de civile palæstinenseres lidelse, var “dybt bekymrende”, sagde statsministeren. Der kaldes til enhed, som der altid gøres, når syndebukken skal bekæmpes, og det er let, for syndebukken er jo altid umenneskelig.
Krigens voldsomhed og forsøget på gensidig udslettelse er derfor helt efter syndebukkens grusomme logik, som den danske regeringsleder tilsyneladende støtter sig til. Men hermed forsvinder mulighederne for nuancer også; hun forveksler det helt fornuftige ved ikke at forlade sig på et naivt håb med det brutale ved troen på, at blind hævn fører til den ønskede fred for dem, man holder med.
Når jøderne er væk, bliver der fred, siger Hamas. Når Hamas og palæstinenserne er væk, bliver der fred, siger Israel. Når Ukraine er slået og ophørt med at eksistere, bliver der fred. Når Rusland har mistet alt, bliver der fred. I sin tid ville der komme fred, hvis kommunismen forsvandt. Fra den anden side var det, når kapitalismen faldt. Når den store satan er væk; når slyngelstaterne er væk osv.
Internationalt har mange, både i og uden for Mellemøsten, ikke noget ønske om stabilitet i regionen. Det er den historie, som en dansk statsminister nu er ved at skrive sig ind i
Historien tilbyder utallige eksempler på det håbløse ved denne vej til fred. Navnene kan skiftes ud, og resultatet bliver det samme. Når x er væk, bliver der fred, og vi kan leve i sikkerhed. René Girard spurgte, om der seriøst er nogen, som kan tro på det? I hvert fald er denne ligning for fred blevet gentaget op gennem hele historien.
Intet tyder på, at forestillingen om en eksklusiv og ensidig fred kan blive til en holdbar fred, fordi lige netop løftet om at udslette den anden nødvendigvis må resultere i en eksistentiel kamp, hvor midlerne og grusomhederne tenderer mod det grænseløse.
Det definitive tab ligger skjult i parternes definitive kamp for at udrydde hinanden. Men mange ønsker at polariseringen optrappes. Internationalt har mange, både i og uden for Mellemøsten, ikke noget ønske om stabilitet i regionen. Det er den historie, som en dansk statsminister nu er ved at skrive sig ind i.
Os og de andre
Selvfølgelig bliver vi også som individer taget som gidsler af det menneskelige grundtema om os og de andre. Det er ikke så mærkeligt, for enhver individuel og kollektiv identitet er relationel, og konstitueringen af et mig eller os kræver – som dets hele betingelse – afgrænsningen fra et dig eller et dem. Der er imidlertid altid risiko for, at disse relationer kan blive til ven-fjende-relationer, eller at vi blindt overtager andres ven-fjende-relationer i spørgsmålet om de gode og de onde, og hvem der har moralen på sin side. Som den belgiske filosof Chantal Mouffe skriver, så sker det, når den anden eller de andre, som ellers er blevet betragtet som blot forskellige fra os, begynder at blive opfattet som nogen, der stiller spørgsmål ved hele min eller vores identitet og eksistens – som individ eller som samfund.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her