KUNST & POLITIK // DEBAT – DR’s dækning af kunstneren Lars Vilks’ tragiske død ligner et politisk bestillingsarbejde, hvor myten om ”den kontroversielle kunst” skal opretholdes for enhver pris. Også selv om den fremmedgør og stigmatiserer værdikonservative minoriteter, skriver museumsdirektør, Jon Eirik Lundberg, Læsø Kunsthal.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mandag d. 4. september gik det op for offentligheden, at kunstneren Lars Vilks var omkommet i en voldsom bilulykke sammen med sine to livvagter. Den pansrede Volvo brød i 160 km/t tværs gennem et autoværn og kolliderede frontalt med en lastvogn, så begge køretøjer brød i brand. Kun lastvognchaufføren overlevede med nød og næppe.
Nu skulle Danmarks største medie informere læserne om dette.
Den belarussiske diktator Lukashenko har arresteret kunstneren Ales Pushkin med en anklage om, at at han er ”højreekstrem”. Pushkin har værker med i udstillingen
Journalist Jakob Busk Olsen skrev artiklen ”Lars Vilks provokerede til det sidste, mens den svenske kulturelite ”holdt sig for næsen”. Han fortæller, at Vilks medvirker i udstillingen ”Political Art”, som vises i Polens største center for samtidskunst, Ujazdowski-slottet i Warszawa. ”Udstillingen er blevet kritiseret for at fremme højreekstremisme”, hævder DR’s journalist ud af det blå.
Jeg har læst det meste af kritikken af udstillingen, og denne påstand er ny for mig. ”Fremme højreekstremisme”? Hvordan?
DR er jo ikke på Lukashenkos side
Den belarussiske diktator Lukashenko har arresteret kunstneren Ales Pushkin med en anklage om, at han er ”højreekstrem”. Pushkin har værker med i udstillingen, og åbningsceremonien var – med fire etager høje bannere monteret på Ujazdowski-slottets facade – også en kampagne for at få ham løsladt.
Derfor giver Busk Olsens anklage ingen mening, for DR mener helt sikkert ikke det samme som Lukashenko. Så jeg henvender mig straks til DR.
Nu kan man altid mene, at ens forventninger til medierne ikke skal skrues for højt op, især ikke efter det blev offentlig kendt, at mediebranchen generelt hælder stærkt mod venstre. Men DR rummer også et stort engagement for ytringsfriheden.
Da jeg konfronterer journalisten, forsvarer han påstanden om, at udstillingen er ”kritiseret for at fremme højreekstremisme” ved at henvise til forskellige artikler og udsagn. Men ingen af disse kilder har set udstillingen. De kritiserer den ikke – de fremsætter anklager imod den.
Kunstneren Emma Elliott fremhævede ved åbningen ironien i, at hun, hvis værk i udstillingen handler om, at diktaturer knebler kvinder, netop bliver forsøgt kneblet
Professor Jacob Wamberg ved Aarhus Universitet har eksempelvis påstået adskillige gange i ét og samme interview, at udstillingen er ”højreorienteret”. Den observation forankrer han ikke i noget værk, men i en tese om at Ujazdowski Castle centre for Contemporary Art er en kommunikationskanal for den polske regering.
Organisationen Unge Kunstnere og Kuratorers (UKK) formand, Gro Sarauw, følger op på den påstand og hævder, at undertegnede er ”en marionet for den polske regering”. Det skulle være derfor, at jeg var med til at skabe udstillingen. Men det kan ikke kaldes ”en kritik”. Det er en plat konspirationsteori.
Misforståelser i DR’s redegørelse
Min klage går videre i systemet og ender ved generaldirektør Maria Rørbye Rønns bord. Hun har modtaget en redegørelse, som hun er enig i. Redegørelsens konklusion er, at jeg ikke skal have medhold i klagen.
I redegørelsen påstås det, at udstillingen er blevet kritiseret af 20 jødiske organisationer. Dermed refereres der til et brev, offentliggjort dagen før udstillingens åbning. Ingen af underskriverne havde set udstillingen.
Det var heller ikke den, de reagerede på, men nærværet af Dan Park. Brevskriverne blev inviteret til at se udstillingen og deltage i debat om den, men det tilbud tog de ikke imod.
Et par dage inden udstillingen åbnede, modtog de kvindelige kunstnere samt israeleren Marc Provisor et brev fra det ”antifascistiske miljø”. En anonym sammenslutning af aktører under navnet ”Antifascistisk Dag” fremførte de efterhånden velkendte beskyldninger mod udstillingen. Afsenderne forsøgte at intimidere modtagerne til at trække sig.
Samtlige kunstnere valgte at blive. Kunstneren Emma Elliott fremhævede ved åbningen ironien i, at hun, hvis værk i udstillingen handler om, at diktaturer knebler kvinder, netop bliver forsøgt kneblet.
Udstillingens ”kritikere” har altså ikke set den, men de fremfører grove og substansløse anklager mod arrangører og kunstnere og forsøger at aflyse medvirkende kunstnere. Dette ændrer, som jeg ser det, hele historien om, at ”Vilks provokerede”.
Skandinavisk fortælling fuld af disproportion
Jeg foreslog derfor journalisten, at han i hvert fald kunne kvalificere sin påstand med lidt information om denne kontekst. Men det ville han ikke. Og grunden til han ikke ville det, er bekymrende.
Når Vilks kommer ud af den skandinaviske kontekst og bliver vist i Polen, opstår en ny læsning af hans værker. De etablerede fortællinger om ”Rondellhunden” ophæves. Værket bliver læst på en anden måde. Det er ikke længere de skandinaviske mediehuse, der står for formidlingen.
Opinionen har over tid etableret en grå zone mellem skolebørn og terrorister. Sårede religiøse følelser angives som drivkraften bag ”voldsmandens veto”. Dette bruges til at forklare trusler og vold mod kunstnere
Og straks kan man se, at der ikke egentlig er noget ”provokerende” i selve tegningen. Den er simpel i stregen. Lidt uartig som barnet, der siger noget, de voksne ikke vil have bliver sagt. Det er ikke ligefrem verdens undergang.
Men i Skandinavien er der etableret en omfattende fortælling om ”Rondellhunden” som årsag til alverdens konflikter. At Al Qaeda i Irak mener, at tegningen er ud over alle grænser forfærdelig, ja, i sig selv en forbrydelse. Fortællingen om denne ”forbrydelse” bruges til at legitimere terroristernes forfølgelse af kunstneren.
Den skandinaviske fremstilling af værket følger langt hen ad vejen jihadisternes propaganda som en skygge. Tegningen undertrykker etniske og religiøse minoriteter, påstås der. Dem, der kæmper imod tegningen, kæmper en legitim kamp. Vilks’ angribere er pludselig og i grunden meget overraskende, hvis man tænker over det, den svage part, mens den lille tegning er den stærke.
Disproportionaliteten i den skandinaviske læsning fremstår decideret bizar set fra Warszawa. Fællesnævneren i den debat – debatten om ”karikaturkrisen” – er: ”de muslimske borgere tackler ikke satiren”. Opinionen har over tid etableret en grå zone mellem skolebørn og terrorister. Sårede religiøse følelser angives som drivkraften bag ”voldsmandens veto”. Dette bruges til at forklare trusler og vold mod kunstnere.
Terror har ikke noget med etniske mindretal at gøre
I den fremstilling går mange nuancer tabt. Når man laver udstillinger om politisk kunst, bliver man eksempelvis overfaldet fra nær sagt alle sider, men aldrig fra ”parallelsamfundet”. Samtlige aktører, der angriber udstillingerne, hører til den hvide middelklasse.
Historien om mindretallets utrolige sårbarhed og manglende humor er et blændværk, som politiske aktører dækker sig bag. For hvad skulle være problemet, hvis der er nogen, der finder en tegning stødende?
Trusler og vold mod kunstnere, forfattere, medier og lærere kommer fra magtfulde aktører. Den magt de repræsenterer er det ”kontroversielt” at tale om. Det er derfor udstillingen bliver angrebet – og ikke fordi Lars Vilks har provokeret publikum
Jo – ”det kan føre til terror”. Så langt ud er vi altså kommet. Skandinaver tror, terrorister er forbundet med etniske mindretal – selv skolebørn i disse grupper bliver diskret indskrevet i trusselbilledet.
Dette er et resultat af årevis med stigmatisering. Så snart en stemme fra det muslimske miljø protesterer, mister folk enhver sans for proportionalitet. Man foretager undersøgelser, som viser, at der findes borgere, som ikke synes, man skal gøre grin med religion. Dette fremstilles som en trussel mod hele den vestlige civilisation.
Men denne værdikonservatisme medfører altså ikke terror. Terror er politisk krig og har politiske magtstrukturer som afsender. Det er ikke noget, der vokser ud af vilkårlige civilisters ”utilfredshed”.
Men det er netop det, de skandinaviske medier vil have skandinaver til at tro. Og de vil tilsyneladende bruge enhver lejlighed, de har, for at give myten en ny tur i rotationspressen.
Trusler og vold mod kunstnere, forfattere, medier og lærere kommer fra magtfulde aktører. Den magt de repræsenterer er det ”kontroversielt” at tale om. Det er derfor udstillingen bliver angrebet – og ikke fordi Lars Vilks har provokeret publikum.
POV har forelagt kritikken for journalist Jakob Busk Olsen, DR, og modtaget svar fra udlandsredaktør Niels Kvale, der skriver:
“Jeg står gerne på mål for, at vi refererer og omtaler en kritik. Det er et basalt journalistisk værktøj, at kunne referere, at nogen har haft en givet mening/holdning om noget. Dette betyder ikke at vi er enig med denne kritik/holdning. Ej heller om vi finder kritikken berettiget eller ej.
Dette gør medier og journalister hver eneste dag.
Jeg vil derudover henlede jeres opmærksomhed på at, JEL har klaget til DRs uafhængige Seer og lytterredaktør, der har gennemgået sagen grundigt. Hans gennemgang finder I her: https://www.dr.dk/etik-og-rettelser/brugernes-redaktoer/nyheder/klager-mente-dr-omtale-af-udstilling-i-polen-med
Jeg synes at I, i al fairness, bør citere fra konklusionen (side 7):
”DR har ikke betegnet udstillingen som ”statskontrolleret” og medvirkende til at ”fremme højreekstremisme”. Alle nævnte kilder i artiklen leverer dokumentation for sætningen om, at udstillingen er blevet kritiseret for disse ting. Blandt andet det jødiske samfund i Polen, som har demonstreret mod udstillingen.
DR har redigeringsretten til at vælge de kilder, man vil, og da der er tale om en ganske kort omtale af den polske udstilling – set i forhold til artiklens hovedvinkel om den afdøde svenske kunstner, Lars Vilks – var det berettiget at DR refererede troværdige og kendte medier som Associated Press og Politiken”.
Dette er vel og mærke Jesper Termansens uafhængige konklusion efter en grundig gennemgang af klagers påstand.”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
