USA // NYHEDSANALYSE – John Bolton, kendt sikkerhedspolitisk høg samt fortaler for ’nation building’ og ’regime change’ er ikke længere præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver. ’Jeg fyrede ham’, tweetede Trump. ’For nu lige at gøre det klart: jeg sagde op’, tweetede Bolton tilbage. Bag de to mænds afsked ligger både dybe ideologiske uenigheder, egoer og præsidentens mistanke om illoyalitet og medielækager. Sagen er, skriver Annegrethe Rasmussen, at den neokonservative ideolog Bolton ligger cirka så langt fra Trump, som man kan komme. Efter alt at dømme har præsidenten ikke nogen egentlig udenrigspolitisk linje eller ‘North Star’ ud over at skabe usikkerhed og trække sig fra så meget som muligt på den globale scene op mod valget i 2020 for at tilfredsstille sin hjemligt orienterede base.
WASHINTON D.C. – Præsident Trump har fyret sin tredje nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, efter de to ifølge kilder i både det nationale sikkerhedsråd og Det Hvide Hus ikke har været på talefod i ugevis.
De to mænd var uenige om strategien i Afghanistan – Bolton lagde ikke skjul på, at præsidentens nu aflyste invitation til Kabul om at komme til Camp David for at forhandle direkte med Taleban og den afghanske præsident, ikke var en, sikkerhedsrådgiveren støttede. Dertil var Bolton også modstander af præsidentens venlige linje overfor Ruslands præsident Putin og Nordkoreas diktator, Kim Jong-un og Trumps nyeste antydninger om, at han var åben for at holde samtaler med Irans regering.
Fyringen fremgik af et tweet, som Trump offentliggjorde tirsdag ved middagstid (i øvrigt blot halvanden time før sikkerhedsrådgiveren skulle være mødtes med journalister til en fælles pressekonference med udenrigsminister Mike Pompeo og skatteminister Steven Mnuchin).
Tweetet lød som følger:
I informed John Bolton last night that his services are no longer needed at the White House. I disagreed strongly with many of his suggestions, as did others in the Administration, and therefore….
— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) September 10, 2019
I en efterfølgende kommentar takkede præsidenten dog Bolton for hans arbejde og tilføjede så, at han ville annoncere udnævnelsen af en ny national sikkerhedsrådgiver – traditionelt en meget tung post i det amerikanske sikkerhedspolitiske hierarki på linje med både udenrigsministeren og forsvarsministeren.
Men ikke så snart havde præsidenten meddelt fyringen, før Bolton imidlertid gik ud og modsagde Trump i sit eget tweet, som han i øvrigt prompte sendte videre til flere amerikanske TV programmer, mens nyheden om afskeden blev serveret for amerikanerne over frokosten. Se tweetet og et par af reaktionerne her:
I offered to resign last night and President Trump said, "Let's talk about it tomorrow."
— John Bolton (@AmbJohnBolton) September 10, 2019
https://twitter.com/LisPower1/status/1171458331216502785
Fox News’ studievært Tucker Carlson jublede over fyringen og beskyldte den “venstreorienterede Bolton” for at have unge amerikaneres blod på hænderne
Den populære studievært Rachel Maddow fra det liberale (læs: venstreorientede) MSNBC stolede mere på Bolton end på Trump. Det havde hun en god grund til, tweetede hun:
Tuesday morning's White House press statement about John Bolton's participation at an afternoon event exposes Donald Trump's false story about firing Bolton Monday night. pic.twitter.com/z3dto8D3Gn
— Maddow Blog (@MaddowBlog) September 11, 2019
Jubel hos Fox News: Bolton var venstreorienteret
Hos MSNBC’s konservative rival, kabelkanalen Fox News, var jublen imidlertid stor over, at ‘globalisten’ og den internationalt orienterede Bolton, der er kendt for sin forkærlighed for amerikanske interventioner i verden samt for sin forkærlighed for ‘regime change’, var blevet fyret.
“There was not a human problem John Bolton wasn’t totally convinced could be solved with the elite force of government. That’s an assumption of the left. Not the right. Don’t let the mustache fool you. John Bolton was one of the most progressive people in the Trump administration,” lød det fra stjerne-studieværten, Tucker Carlson tirsdag. ”
Han nævnte dog ikke, at det job, Bolton forlod for at blive sikkerhedsrådgiver, ellers netop var et fast betalt job på som kommentator på Fox News.
Det faktum, at de amerikanske medier stod på den anden ende hele tirsdag for at finde hoved og hale i forløbet, viser først og fremmest, at medierne fortsat ikke har fået nok af det realityshow, som Trump fermt har serveret for især kabel-TV kanalerne, lige siden han besluttede sig for at stille op
Carlson beskyldte derimod den “venstreorienterede Bolton” for at have unge amerikaneres blod på hænderne:
Fox News host Tucker Carlson opened his primetime show Tuesday night by celebrating the ouster of National Security Adviser John Bolton, claiming that the hawkish neo-conservative was actually a “man of the left” and a progressive. Carlson, who privately advised President Donald Trump earlier this year to ignore Bolton and not take military action against Iran, said that Bolton leaving the Trump administration was “great news for America.”
Wall Street Journal : Verden er et farligere sted efter Boltons exit
Langt fra alle konservative meningsdannere er imidlertid enig med Tucker Carlson.
Den konservative, republikanske, avis, Wall Street Journal, offentliggjorde onsdag morgen en usædvanlig kritisk leder overfor Trump. I lederen, der bærer titlen, “John Bolton siger op”, lykønsker avisen en række af verdens tyranner ved navn og slår fast, at “verden er blevet et farligere sted” efter John Boltons afsked. Lederskribenten går også i rette med præsidentens ‘usandheder’ om selve fyringen:
“John Bolton resigned as White House national security adviser on Tuesday, which must delight North Korea’s Kim Jong Un, Iran’s Hassan Rouhani, Russia’s Vladimir Putin and Venezuela’s Nicolás Maduro. America’s adversaries lost a rare internal restraint on President Trump ’s inconstant and transactional security instincts. The world is now a more dangerous place.
Start with the fact that Mr. Trump didn’t tell the truth about firing Mr. Bolton. “I asked John for his resignation” due to policy disagreements, Mr. Trump tweeted. The disagreements were real. But Mr. Bolton says he offered to resign Monday during a conversation with the President on Afghanistan. Mr. Trump said they’d talk again in the morning.
Mr. Bolton went home on what was the 17-month anniversary of taking the job and decided to resign. He submitted his resignation letter Tuesday morning, even as the White House announced he’d be briefing the media on antiterror measures. Shortly thereafter Mr. Trump tried to spin the resignation as his idea with his tweet.”
I virkeligheden er spørgsmålet om, hvem der tog beslutningen ligegyldig i sig selv – bortset fra, at det forløbet igen demonstrerer Trumps ønske om altid at være den, der bestemmer. Og det faktum, at de amerikanske medier stod på den anden ende hele tirsdag for at finde hoved og hale i forløbet, viser først og fremmest, at medierne åbenbart fortsat ikke har fået nok af det realityshow, som Trump fermt har serveret for især kabel-TV kanalerne, lige siden han besluttede sig for at stille op i 2015.
Pragmatikeren Trump ctr. ideologen Bolton
Det interessante ligger i den politiske uenighed og om den siger noget om, hvor man kan regne med supermagten i fremtiden
Det første er nemt at se – det andet noget mere speget.
Angående uenighederne burde det have stået Trump klart fra starten, at de to mænd på ingen måde deler syn på verden eller på USA’s rolle i den.
Pragmatikeren Trump går aldrig af vejen for en god handel – uanset hvem han skal tale med, og han har længe signaleret en foragt, tæt på afsky overfor sit eget partis normalt loyale base af sikkerheds- og udenrigspolitiske veteraner, typisk mennesker, hvis erfaring kommer fra enten efterretningstjenesterne eller Pentagon.
Der er en parallel mellem Trump og Downing Street 10, hvor idéen om en folkelig alliance mellem ‘vælgerne og premierministeren’ på tværs af de traditionelle partistrukturer og ditto partisoldater, også er en, britiske Boris Johnson satser på, vil bære ham igennem for at komme i mål med både en valgsejr og en hard Brexit
Trump ser på dem som cronies og insiders, der er ligeglad med den almindelige amerikaner, mennesker der sidder fast i en insulær elite, der tager til møder og konferencer uden nogen synderlig forståelse for the forgotten men and women, der i Trumps univers er de vælgere, der udgør hans base og som er nøglen til en valgsejr til næste år.
Her er der i øvrigt en parallel mellem Trump og Downing Street 10, hvor idéen om en folkelig alliance mellem ‘vælgerne og premierministeren’ på tværs af de traditionelle partistrukturer og ditto partisoldater, også er en, britiske Boris Johnson satser på, vil bære ham igennem for at komme i mål med både en valgsejr og en hard Brexit
Trump deler med andre ord ikke det traditionelle republikanske syn på verden, der kort sagt bygger dels på antagelsen om USA som – med Ronald Reagans ord – The Shining City on the Hill, et demokratisk forbillede, som andre lande kun kan beundre og se op til, dels at det også til en vis grad er Amerikas opgave at holde fred i verden og passe på venligstindede, mindre nationalstater, der agerer som allierede.
Neokonservativ høg og idealist
Der er mange nuancer og forskellige internationale skoler, men John Bolton har altid været en neo con og national security hawk og dermed klart ligget i den ‘interventionistiske ende’ af det republikanske spektrum, plus at han i årtier har været kendt som fortaler for unilaterale handlinger fra USA.
Mest kendt er han den dag i dag for sine udtalelser fra 1994 om, at ingen ville opdage, hvis de øverste ti etager af FN-bygningen i New York forsvandt: “The Secretariat building in New York has 38 stories. If it lost ten stories, it wouldn’t make a bit of difference.”
De to sætninger spillede en betydelig rolle tilbage i 2005, da Senatet afviste at godkende Bolton, der derfor forblev ‘fungerende’ FN-ambassadør under George W. Bush:
New York Times bragte i går en oversigt over fem konkrete udenrigs- og sikkerhedspolitiske uenigheder, som har præget Trump og Boltons forhold på det seneste. De kan læses her.
Ifølge Jeremy Bash, tidligere stabschef for Leon Panetta – både i CIA og senere i Pentagon, da Panetta var forsvarsminister – var konflikten mellem de to mænd uundgåelig:
“Trump ønsker ikke at engagere sig, og hans udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke ledet af nogen speciel overbevisning. Han har ikke nogen ‘North Star’, men opfinder sin politik hen ad vejen. John Bolton er en ideolog og en internationalist. Han var og er dybt skeptisk overfor både udsigten til at forhandle med Nord Korea eller regeringen i Iran. Han var også modstander af tilbagetrækningen fra Afghanistan og det var i sidste ende denne modstand, som gjorde udslaget”, siger han.
Trump fandt Bolton illoyal
Bash peger også på, at illoyalitet er et træk, Trump traditionelt slår hårdt ned på, og at præsidenten derudover er kendt for at reagere ekspedit, hvis andre end han selv stjæler rampelyset. Og de amerikanske medier udlagde aflysningen af mødet i Camp David som en sejr for Bolton på de indre linjer. Det har også i et stykke tid været kendt blandt journalister på Capitol Hill, at Boltons stab udlagde teksten i medierne anderledes end i Det Hvide Hus og at sikkerhedsrådgiveren ikke holdt sig tilbage med selv at kontakte kongresmedlemmer og beklage sig over præsidenten.
Det er også en af grundene til, at Trump konsekvent er positiv overfor denne verdens diktatorer og ‘strong men’ – at han mener, han kan lave aftaler med dem uden nogen synderlig forberedelse eller idé om, hvad strategien skal være. Det mente Bolton heller ikke, var en god idé, og bl.a. derfor talte Bolton Trump ud af en potentiel elendig aftale med Nordkorea i februar
Derudover har Bolton haft en velkendt konflikt med udenrigsminister Mike Pompeo, der da også så svært tilfreds ud ved tirsdagens pressemøde, da meddelelsen om Boltons fyring lige var kommet ud. På et spørgsmål om, hvorvidt Trumps udenrigs- og sikkerhedspolitik var a mess – et rod – svarede skatteminister Mnuchin, at det var “det dummeste spørgsmål, jeg nogensinde har fået om denne regering.”
En storsmilende Pompeo tilføjede, at “den nationale sikkerhedsrådgiver arbejder direkte for præsidenten. Præsidenten har ret til at have de mennesker ansat, som han er enig med og som tjener ham og det amerikanske folks interesser.”
Amerikas fremtidige udenrigspolitik: usikkerhed og kaos
Tilbage står spørgsmålet om, hvor amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik så ligger nu. Og det er ikke nemt at greje, og den usikkerhed fører i sig selv til turbulens – ikke kun politisk eller sikkerhedspolitisk, men også i verdens nervøse og fluktuerende økonomi, som det står klart pt. med de stærkt skiftende signaler, som den amerikanske præsident har fremsat op til og under handelsforhandlingerne med Kina.
Dertil kommer en følelse af, at Trump til enhver tid foretrækker en ‘bad deal’ frem for ‘no deal’. Det var grunden til, at han var på vej til at holde møde med Taleban i Camp David to dage før 9-11 – en katastrofal timing, som bl.a. John Bolton reddede præsidenten fra at blive til grin over.
Det er også en af grundene til, at Trump konsekvent er positiv overfor denne verdens diktatorer og ‘strong men’ – at han mener, han kan lave aftaler med dem uden nogen synderlig forberedelse eller idé om, hvad strategien skal være. Det mente Bolton heller ikke, var en god idé, og bl.a. derfor talte Bolton Trump ud af en potentiel elendig aftale med Nordkorea i februar.
Også her taler Wall Street Journal i klar tekst:’
“For all of his tough talk, Mr. Trump doesn’t seem to want a tough foreign policy. His desire for deals is the reason he flatters dictators and strongmen on the other side of the negotiating table despite their records. Mr. Trump has told his advisers to tone down criticism of China’s Xi Jinping on Hong Kong and the re-education camps in Xinjiang. Mr. Trump is reluctant to impose sanctions on Turkey for buying Russia’s S-400 missile system, despite a clear violation of NATO commitments. He’d like to loosen sanctions on Mr. Putin’s Russia, and he’d be pleased to sit down with Messrs. Rouhani or Maduro.”
Måske kommer der en strømpil med udnævnelsen af en ny national sikkerhedsrådgiver. Mike Pompeo nævnes som en mand, der har været langt bedre til at tilpasse sig Trumps skiftende meldinger og som måske kan spille den samme rolle, som Henry Kissinger gjorde ved at beklæde begge stillinger på én gang.
Forskellen mellem Trump og Pompeo og så Kissinger er imidlertid, at hvor den realpolitiske Kissinger havde klare udenrigspolitiske mål og ledestjerner, forhandler Trump mestendels spontant og konsulterer ofte kun “sig selv”, som han udtrykte det for nogle dage siden, da han meddelte, at han havde aflyst samtaler med Taleban og den afghanske regering i Camp David.
Trump foretrækker kaos, har han tidligere sagt, og her har han været heldig på udenrigsfronten, eftersom USA ikke har stået med nogen større trussel eller uforudsigelig krise under hans tre år som præsident. Han har derfor ikke betalt nogen pris for sin manglende politik endnu
Den stil levner ofte både stab, medier og allierede intet andet valg end at gætte på, hvad Trump nu vil foretage sig. Det, synes han imidlertid selv, er fint, har han ofte sagt.
At Trump trives i kaos bliver også nævnt mange gange i “Fear”, Bob Woodwards bog om præsidenten, som jeg tidligere har skrevet om her. Samantha Power, tidligere toprådgiver om menneskerettighedsspørgsmål for præsident Obama gjorde onsdag morgen opmærksom på, at der pt. ikke er en director of national intelligence eller en deputy director of national intelligence. Trump har heller ikke nogen chefrådgiver for “Homeland Security”, ligesom 20 chefstillinger i Pentagon også er ubesatte.
Man kan mene, at Trump har været heldig på udenrigsfronten, eftersom USA ikke har stået med nogen større trussel eller uforudsigelig krise under hans tre år som præsident. Beredskabet har ikke været truet og det er ikke faldet i Trumps lod at skulle tage stilling til et giftgas-angreb på børn fra Assad eller en beslutning om at sætte et Navy Seal Team ind mod en terrorleder som Osama bin Laden. Med andre ord er den betydelige usikkerhed, der hersker om, hvad verdens dominerende supermagt egentlig vil, ikke udstillet på samme måde, som slingrekursen i handelsspørgsmål f.eks. er.
Hele forløbet om uenighederne har Washington Post opsummeret her:
Annegrethe Rasmussen får ikke løn fra POV for sit arbejde som USA-korrespondent. Men det kan læserne rette op på. Du kan donere til hendes arbejde – både som skribent og som chefredaktør – på hendes Mobile Pay: 93 85 05 85
Foto: Gage Skidmore, Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her