ESSAY – Men så en påskemorgen skete det. Og oven i købet på kirkelivets vigtigste dag – eller måske netop derfor. Min mor kom ind og vækkede mig og sagde, at nu skulle vi i kirke. ”Nej, jeg skal ikke i kirke,” svarede jeg og vendte mig om på den anden side og rævesov videre. ”Jo du skal. Det er påskemorgen. Vi skal i kirke!” ”Nej jeg skal ikke i kirke,” sagde jeg meget højt og bestemt. ”Jamen, hvorfor ikke?” ”Fordi jeg ikke vil. Og jeg bestemmer selv.” Hvad min mor fortalte de øvrige kirkegængere om årsagen til mit pludselige fravær, aner jeg ikke. Det har ikke været nemt for hende, men jeg havde simpelthen fået nok af Gud og kirke og kastede mig i stedet over franske filosoffer som Albert Camus. Poul Arnedal ser tilbage på en barndom præget af religiøsitet og fortielser. Senere fandt han tilbage til en anden slags tro.
Jeg var fem år, da den store omvæltning skete.
Min mor tog mig og min storebror med på ferie hos min mormor og morfar på Fyn, og da vi var vel ankommet, sagde hun ganske udramatisk: ”Nu får I ikke jeres far at se igen!” Og det gjorde vi heller ikke. Jeg så ham faktisk aldrig igen.
Vi børn fik aldrig noget at vide om skilsmissen (vi havde jo allerede på forhånd fået udfaldet at vide af vores mor), men faktum er, at min far ingen samkvemsret fik. Eneste kontakt var et par tilfældige breve adskillige år senere og så et enkelt kidnapningsforsøg
Min far var toldassistent ved cementfabrikken Dania mellem Mariager og Hadsund, og vi boede i en tjenestebolig lige ud til Mariager Fjord, hvor træskibe sejlede med cement til resten af Norden.
Fra vinduet i hans toldkontor lærte han mig at kende forskel på en skonnert og en galease, og jeg var med ham, når de engelske skibe kom og lossede kul til cementfabrikken.
Begge mine forældre var kristne af overbevisning. Min mor kom fra en stærk grundtvigiansk baggrund, hvor hun var blevet holdt i stramme tøjler af min morfar. Min far havde tilhørt den stærkt moralske Oxfordbevægelse.
Men bortset fra aftenbønnen og kristendommens usagte tilstedeværelse var det ikke noget, der umiddelbart dominerede dagligdagen for os børn. Og jeg husker kun at have været med i kirke en enkelt gang, mens jeg boede ved Mariager Fjord.
I min erindring er der heller ikke spor af voldsomme opgør mellem mine forældre – bortset fra et enkelt tilfælde, hvor jeg hørte min mor bebrejdende sige til min far: ”Det var ikke det, præsten sagde til os, da vi stod foran alteret og blev gift.” Hvad det var, præsten ikke sagde, er aldrig gået op for mig, men det har sat sig dybt i mig.
Kidnapningsforsøg
Vi børn fik aldrig noget at vide om skilsmissen (vi havde jo allerede på forhånd fået udfaldet at vide af vores mor), men faktum er, at min far ingen samkvemsret fik. Eneste kontakt var et par tilfældige breve adskillige år senere og så et enkelt kidnapningsforsøg.
Det var en sommerdag ikke så lang tid efter, vi var kommet til Fyn.
Min fem år ældre storebror og jeg sad på trappen op til verandaen ud mod vejen i min morfar og mormors hus, da der kørte en bil op foran trappen. En dame rullede vinduet ned, og det viste sig at være en af mine fastre. Ved rattet sad et andet medlem af min fars familie. ”Vil I ikke med ud og køre en tur?” spørger damen ud ad vinduet.
”Jo,” svarer jeg, ”men vi skal lige ind og spørge min mormor først.” Vi havde jo nøje lært, at vi ikke måtte tage med fremmede.
Og da vi kort efter kommer ud på verandaen sammen med min mormor, var bilen forsvundet. Det var det sidste, jeg så til den del af familien de næste fyrre år.
Danmarks første Friskole
Med ankomsten til Fyn begyndte en ny tilværelse, hvor kristendommen fik en meget mere fremtrædende rolle. Byen, jeg var havnet i, hed Dalby og lå på halvøen Hindsholm nord for Kerteminde. Det var her, min morfar havde været sadelmager siden omkring 1910, hvor han giftede sig med min ti år yngre mormor, der var født i 1891, og havde bygget huset med et værksted i den høje kælder.
Det sprog vil jeg ikke høre. Hvad ville du gøre, hvis den onde virkelig kom og lynede?
Og det var også landsbyen, hvor Christen Kold i 1852 havde åbnet Danmarks første friskole inspireret af Grundtvigs tanker. Min mor og hendes to yngre brødre havde gået i Dalby Friskole. Mine bedsteforældre havde meget tidligt ’løst sognebånd’ for at blive medlem af valgmenigheden, hvis kirke lå ved siden af friskolen.
Eter sommerferien begyndte min 10-årige storebror i Dalby Friskole. Og som det også senere viste sig at være kutyme i Odense, var førstelæreren eller ’forstanderen’ i friskolen også kordegn i valgmenigheden. Det var med andre ord et veletableret og sammentømret grundtvigiansk miljø, jeg var havnet midt i, og som plejede neutral omgang med landsbyens øvrige indbyggere, hvoraf mange tilhørte den lokale folkekirke.
Det skal i den forbindelse siges, at medlemmerne af valgmenigheden også var medlemmer af folkekirken, men blot havde ’løst sognebånd’ i modsætning til søsterretningen inden for den grundtvigiansk kirkebevægelse, frimenighederne, som havde meldt sig ud af folkekirken. Og for at fuldende forvirringen så var og er der også mange grundtvigianere inden for den almindelige folkekirke.
En prunkløs og enkel gudstjeneste
Det næste godt et år boede jeg og min storebror hos vores bedsteforældre i Dalby, hvor min mormor overtog den daglige aftenbøn. Min mor havde hurtigt fået arbejde som sygeplejerske på sygehuset i Odense, hvor hun flyttede ind på et værelse, mens hun fik ordnet skilsmissen og fandt en passende lejlighed, som vi alle tre kunne flytte ind i.
Derfor så vi hende kun i weekenderne, når hun kom og besøgte os. Da var det en fast rutine, at vi hver søndag kl. 10 gik til højmesse i valgmenighedskirken og hørte på pastor K.C. Holm, der senere blev biskop i Odense.
Ligesom kirken, der kun var dekoreret med en enkelt frise af en vinranke hele vejen rundt i skibet og et maleri med en scene fra Det ny Testamente som altertavle, var selve gudstjenesten også prunkløs og enkel, og her lærte jeg efterhånden alle salmerne og det kirkelige ritual udenad.
Engang imellem fik jeg lov at sidde oppe ved siden af organisten, så jeg kunne se ned i nakken på alle kirkegængerne, og hvor jeg nemt kunne også udpege min morfar, som havde en tydeligt ar som et kors i nakken. Det var dog ikke udtryk for en særlig religiøsitet, men resultat af en lidt klodset doktor, som havde fjernet en fedtknude.
”De glade kristne”
Kirken spillede på alle måder en central rolle. Når jeg f.eks. var ude og lege eller spille fodbold med min kammerat Jørgen Larsen (som senere endte på B1909’s divisionshold), var det en fast regel, at jeg skulle komme hjem, når klokkeren i valgmenighedskirken ringede solen ned.
Mine bedsteforældre kaldte sig ”de glade kristne” i modsætning til de strenge kristne fra Indre Mission
Udover aftenbønnen var det selvfølgelig en uskreven regel, at man ikke måtte bande eller tage Guds navn forfængeligt. Og på et tidspunkt viste det sig, at det ikke kun drejede sig om Guds navn.
Jeg var en temmelig temperamentsfuld dreng, og engang, hvor jeg var blevet vred på min storebror, råbte jeg efter ham, at han skulle ’den onde lyne’me ikke …”, hvorpå min mormor rejste sig i al sin magt og vælde, og nu var det hendes øjne der lynede, mens hun råbte: ”Det sprog vil jeg ikke høre. Hvad ville du gøre, hvis den onde virkelig kom og lynede?”
På den måde var kristendommen i denne grundtvigianske variation ikke noget, der blev stillet spørgsmålstegn til. Den var et faktum. Men den var ikke missionsk i traditionel forstand. Her måtte der både danses og spilles kort og synges slagere. Mine bedsteforældre kaldte sig ”de glade kristne” i modsætning til de strenge kristne fra Indre Mission.
Tolderen og farisæren
Hvis nogen kom med hentydninger til min far, var det som at bore i et sår, jeg havde fortrængt og troede, jeg havde glemt.
Så da vores nabo, en lille ældre herre ved navn Friis, der både havde en isbutik og en frisørsalon, en dag råbte med sin lidt hæse stemme til mig, da jeg kom gående forbi: ”Nå, der har vi nok den lille tolder!” råbte jeg fem-seksårige, der efterhånden havde taget en del af Jesu lignelse til mig, tilbage:
”Hvis jeg er en tolder, så er du en farisæer!” Grunden til, at jeg husker det så tydeligt, er, at Friis åbenbart har berettet begivenheden for min mormor, som med en vis stolthed (og måske en smule skadefryd) ofte omtalte intermezzoet overfor andre og i mit påhør.
Der måtte være noget helt usædvanligt på færde, siden min mor havde taget mig med til denne fremmedartede forestilling, og jeg kunne kun finde én forklaring: Jorden måtte være ved at gå under!
Og det skal i den forbindelse tilføjes, at det var farisæeren i lignelsen, der var den selvretfærdige, hvad der ikke var gået op for mig, men som min mormor og hendes bekendte selvfølge var helt på det rene med.
Troede jorden skulle gå under
Efter godt et års tid fandt min mor endelig en lejlighed på førstesalen i en villa i Odenseforstaden Dalum, hvor min bror blev meldt ind i den lokale kommuneskole, og jeg skulle passes af familien, der boede i lejligheden i stuen og ejede huset.
De kirkelige vaner ændrede sig også. Ikke at søndagsgudstjenesterne blev forsømt, de blev blot flyttet til Dalum Kirke, som tilhørte den højkirkelige tradition inden for folkekirken. Og gudstjenesten her gav mig et chok, som jeg slet ikke var forberedt på og aldrig har glemt.
”Hjemme” i Dalby havde præsten ikke messet sine bønner i den ensformige sang, som man bl.a. oplever i den katolske kirke – og i en hel del danske folkekirker. Og han havde båret sin sorte præstekjole med den hvide pibekrave under hele gudstjenesten.
Første gang min mor tog mig med i Dalum kirke, begyndte præsten pludselig at messe sine bønner, så hans stemme vibrerede gennem hele det store kirkerum. Samtidig tog han forskellige farverige messehageler på flere gange under vejs. Det gav mig ikke blot et chok, men gjorde mig hunderæd og angst.
Hvorfor opførte præsten sig pludselig så underligt, højtideligt og alvorligt? Der måtte være noget helt usædvanligt på færde, siden min mor havde taget mig med til denne fremmedartede forestilling, og jeg kunne kun finde én forklaring: Jorden måtte være ved at gå under!
En fast og indiskutabel rutine
Det gjorde den så ikke. Men oplevelsen satte sig i mig, selvom jeg efter nogle gange vænnede mig til den nye gudstjenesteform, og den varede heller ikke ved. Efter nogen tid flyttede vores kirkelige søndagsaktiviteter til Valgmenighedskirken i Odense, hvor ritualerne var som i Dalby. Samtidig var der en form for fællesskab omkring menighedslivet, hvor man lærte de andre kirkegængere at kende. Men som så mange andre fællesskaber udgjorde det også en form for social kontrol.
Det blev en fast og indiskutabel rutine, at jeg deltog i alle søndagsgudstjenester. Eneste grund til fravær var, hvis der lå en fodboldkamp, jeg skulle deltage i på netop dette tidspunkt. For jeg begyndte nemlig også at spille fodbold.
Det var ikke med min mors bedste vilje, at kirken blev droppet til fordel for fodbolden. Men på den anden side var det jo godt, at jeg havde en sund fritidsinteresse.
Efterhånden syntes jeg, det var lidt irriterende at skulle tidligt op hver søndag for at gå i kirke
Sådan blev det ved at gå op igennem barndommen indtil et års tid efter, jeg var blevet konfirmeret.
Efterhånden syntes jeg, det var lidt irriterende at skulle tidligt op hver søndag for at gå i kirke. Ikke fordi jeg gik i byen og drak mig fuld eller lignende, for det fik jeg ikke lov til, for hvad ville andre mennesker så ikke tænke om mig – og om min enlige mor og hendes opdragelse.
Men kirkegangen faldt mig mere og mere ligegyldig og ensformig.
Og min mors fidele stolthed over at kunne vise de øvrige medlemmer af menigheden, hvor gudfrygtigt hun kunne opdrage sin søn, hang mig efterhånden ud af halsen.
Min bror var på det her tidspunkt flyttet til København for at komme i shippinglære, så jeg var ene hane i kurven.
Og menighedsmedlemmerne forekom mig ud fra min stigende selvstændighed mere og mere salvelsesfulde og hykleriske, efterhånden som jeg lærte dem nærmere at kende og fik indblik i, hvordan de selv forvaltede deres dagligdag.
Det første teenageoprør
Jeg var blevet ved med at deltage i den der kirkegang for ikke at såre min mor, der gik så meget op i, hvad andre mennesker tænkte, og havde indgydet mig sin opfattelse af, at det nærmest var syndigt ikke at gå i kirke.
Men så en påskemorgen skete det. Og oven i købet på kirkelivets vigtigste dag – eller måske netop derfor. Min mor kom ind og vækkede mig og sagde, at nu skulle vi i kirke.
”Nej, jeg skal ikke i kirke,” svarede jeg og vendte mig om på den anden side og rævesov videre.
”Jo du skal. Det er påskemorgen. Vi skal i kirke!”
”Nej jeg skal ikke i kirke,” sagde jeg meget højt og bestemt.
”Jamen, hvorfor ikke?”
”Fordi jeg ikke vil. Og jeg bestemmer selv.”
Hvad min mor fortalte de øvrige kirkegængere om årsagen til mit pludselige fravær, aner jeg ikke. Det har ikke været nemt for hende, men jeg havde simpelthen fået nok af Gud og kirke og kastede mig i stedet over franske filosoffer som Albert Camus
Det var mit første teenageoprør. Og fra den dag af og mange år fremover af satte jeg kun mine ben i kirken til bryllupper, begravelser og lignende begivenheder – samt juleaften så længe, at jeg stadig boede hjemme. Og jeg sang ikke længere med på de salmer, jeg kendte så godt, fordi jeg fandt dem falske og hykleriske.
Hvad min mor fortalte de øvrige kirkegængere om årsagen til mit pludselige fravær, aner jeg ikke. Det har ikke været nemt for hende, men jeg havde simpelthen fået nok af Gud og kirke og kastede mig i stedet over franske filosoffer som Albert Camus, og rejste hjemmefra så snart jeg var gået ud af skolen.
Jeg var blevet ateist – eller måske nærmere agnostiker.
Og en del år senere meldte jeg mig ud af folkekirken. Det var nemlig et krav, hvis man var medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP), som jeg havde tilsluttet mig i starten af halvfjerdserne. Man kunne ikke både tilbede på den ene side Jesus og Gud og på den anden side Marx, Mao og Benito Scocozza. Religion var som bekendt opium for folket.
Sådan forblev mit forhold til religiøsitet og al spiritualitet længe efter, jeg havde sagt farvel til den ekstreme venstrefløj.
Et eksotisk stammeritual
Min mor døde af kræft i efteråret 1981. Et halvt år efter sin 70-års fødselsdag. Hun havde cirka otte år tidligere giftet sig med en enkemand fra menigheden, som var overhoved i et stort og velstående gartnerdynasti i en Odenseforstad.
De sidste måneder inden hun døde, lå hun hjemme i soveværelset og lignede en koncentrationslejrfange. Jeg og min daværende kæreste og vores datter tog fra København og besøgte hende næsten hver weekend.
Det mindede mig grangiveligt om en blanding af en dødsmesse og ’den sidste olie’ og var mig så inderligt imod, at jeg følte mig voldført og ufrivilligt tvangsindlagt til et meningsløst ritual.
En af de sidste gange jeg så hende, kom præsten fra valgmenigheden på besøg og forrettede en lille gudstjeneste ved hendes sengeleje, mens gartneren lå på knæ med foldede hænder ved sengen.
Der var ingen tvivl om, at det bl.a. skete til ære for os. Det mindede mig grangiveligt om en blanding af en dødsmesse og ’den sidste olie’ og var mig så inderligt imod, at jeg følte mig voldført og ufrivilligt tvangsindlagt til et meningsløst ritual.
Men jeg blev der selvfølgelig af hensyn til min mor og sang for en gang skyld med omend tøvende på salmerne.
Og i stedet for at blive vred sagde jeg ret hurtigt til mig selv: ’Poul, hvis du nu havde været ude hos en fremmed stamme i de marokkanske bjerge og oplevet et tilsvarende optrin, så ville du jo betragte det som en eksotisk og spændende begivenhed, som gav dig indsigt i lokalbefolkningens levevis.’
Med den synsvinkel kunne jeg pludselig slappe af og være den betragter, som jeg jo i virkeligheden var. Men det fik mig på ingen måde til at ændre syn på kristendom og religion. Snarere tværtimod.
”Du har et problem dér”
En rejse til buddhistiske klostre højt oppe i Himalaya ændrede heller ikke på min grundindstilling. Det var stadigvæk blot eksotiske oplevelser blandt fremmedartede folkestammer.
Men et eller andet sted var der noget, som begyndte at spire ganske svagt. Min agnostiske side begyndte ganske stille at fortrænge den ateistiske. Jeg husker tydeligt en begivenhed, hvor jeg var ude i den brasilianske amazonjungle og sad i Manaus og drak øl sammen med min rejsekammerat, der på nogen områder var mere venstreorienteret, end jeg nogensinde havde været, da han begyndte at tale om Gud.
Hvorfor er du bange for at tale om Gud? Hvis du er så ligeglad, så betyder det vel ikke noget at tale om det. Jeg tror du har et problem dér
Det havde jeg egentlig ikke så meget lyst til, og så konfronterede han mig med ordene: ”Hvorfor er du bange for at tale om Gud? Hvis du er så ligeglad, så betyder det vel ikke noget at tale om det. Jeg tror du har et problem dér.”
Den sad faktisk. Ikke at jeg var begyndt at tro på ’Gud’, men den spirituelle spire var langsomt gået i gang med at vokse sammen med erkendelsen af, at der var ’mere mellem himmel og jord’, end øjet kunne se, fornuften forstå, og videnskaben sådan uden videre kunne bevise.
Jeg huskede en historie om Niels Bohr, der havde en hestesko hængende over døren på sit hus i Tisvilde som et tegn på held og lykke, og en af hans kolleger der spurgte: ”Jamen, sådan noget tror professoren vel ikke på?” Hvortil Bohr svarede: ”Nej, men jeg har hørt, at det virker alligevel.”
Eller som en klog kvinde sagde til mig engang: ”Selvom du ikke kan se luften, så indånder du den jo alligevel for at kunne overleve.”
Et farvel der udeblev
I en periode kaldte jeg mig ’skabsbuddhist’, og efterhånden gik det op for mig, at det der med tro og spiritualitet ikke nødvendigvis handlede om at tro på en bestemt guddom. Det handlede om noget meget mere enkelt: Er der et liv efter døden? Eksisterer vores sjæl uafhængigt af vores fysiske krop? Ingen af delene er nogensinde blevet bevist sådan hånd- og nagelfast.
Men det modsatte er heller ikke tilfældet. Og det tiltalte agnostikeren i mig. For når det kom til stykkes, så handlede det om en enkelt ting: Tro!
Det var noget, som jeg tænkte meget over, og som voksede i mig, da jeg var i anden halvdel af fyrrene. Og i en alder af 49 år oplevede jeg endnu et menneske, som var ved af dø af kræft. Han hed Lars og var en meget god og nær ven, som jeg havde kendt 33 år. Da jeg besøgte ham sidste gang, lå han på Rigshospitalet, og både han og jeg vidste, at han kun havde meget kort til tilbage.
Og så sagde jeg det, jeg aldrig havde sagt til nogen før: ”Jamen Lars, jeg er sikker på at vi vil mødes igen
”Jeg kommer for at sige farvel til dig,” sagde jeg til ham.
”Jamen jeg gider ikke sige farvel. Jeg er rasende. Det er uretfærdigt, at jeg skal dø, men jeg er så træt og udmattet, at jeg ikke engang har kræfter til at stå op og smadre det skide fjernsyn, der hænger dér,” sagde han.
Og så sagde jeg det, jeg aldrig havde sagt til nogen før: ”Jamen Lars, jeg er sikker på, at vi vil mødes igen.” Og det blev ikke blot sagt som en trøst, men som en – tro.
”Poul, du ved godt, at jeg ikke tror på den slags hokuspokus. Men jeg gider heller ikke sige farvel til nogen,” og med de ord vendte han sig om på siden og lagde sig til at sove. Han døde få dage senere.
Jeg havde trekvart år tidligere mødt min nuværende kone, og vi havde besluttet os for at gifte os tre måneder senere, og i løbet af vores sidste samtale sagde Lars en ting, som rørte mit hjerte: ”Det eneste opløftende ved al det her lort er, at du og Lotte skal giftes!”
Tilbage til Folkekirken
Brylluppet blev en borgerlig vielse på rådhuset i Rom. Og Lars’ begravelse blev også uden kirkelig indblanding. Han var heller ikke medlem af folkekirken.
Men det var ikke den eneste begravelse, jeg oplevede. Generationen før mig begyndte at uddø, og også flere jævnaldrende satte træskoene, og her oplevede jeg, hvor vigtig det rituel, der knytter sig til en kirkelig begravelse, kan være, når man skal sige farvel til nogen.
Og her nød jeg at kende de gamle salmer og kunne synge med af hjertens lyst. Man behøver jo ikke at være enig i hver en strofe, og man er vel velkommen til at lave sin egen tolkning af salmedigternes tekst.
Er jeg så kristen? Ja, jeg er vel en slags spirituelt søgende kulturkristen. Havde jeg levet i en anden kultur, var det måske blevet en anden religion eller retning inden for kristendommen
På den måde vendte jeg tilbage til Folkekirken, for når jeg selv skulle af sted engang, ville jeg jo gerne have det til at foregå under ordentlige former for mine pårørende og ikke mindst min kone.
Er jeg så kristen? Ja, jeg er vel en slags spirituelt søgende kulturkristen. Havde jeg levet i en anden kultur, var det måske blevet en anden religion eller retning inden for kristendommen.
Men what the fuck? I sidste ende er det vel den samme form for noget guddommeligt, vi tænker på. Og den danske kristendom à la Grundtvig har jeg jo så at sige fået ind med modermælken, hvorfor så pludselig blive hindu, buddhist eller græsk-katolsk?
Amen.
LÆS MERE AF POUL ARNEDAL HER
Topfoto: Den lille familie foreviget da jeg starter i skole. Alle billeder er private fotos
Poul Arnedals essay blev bragt i POV første gang 25. juli 2017
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
