På sporet af verdens ikke-troende: Kampen for anerkendelse i Kenya

af i Liv & Mennesker/Rejse

REJSEBREV // PODCAST – “Der foregår en form for diskrimination. Du kan gå glip af et job. Så slemt er det. Andre mennesker kan ekskludere dig fra fællesskabet. Mange mennesker forstår det ikke. De tror, du er et dårligt menneske, hvis du ikke tror på Gud.” I en serie i POV er Kirstine Kærn rejst ud for at undersøge livsbetingelserne for verdens ikke-troende. I dette afsnit er Kærn ankommet til Kenya, hvor et lille mindretal af befolkningen kæmper for at blive anderkendt som ikke-troende.  

Vi havde lige opdaget løvinden på vejen foran os, da meddelelserne begyndte at trille ind på min telefon. Jeg var sammen med min vært og leder af de kenyanske ateister Harrison. Vi befandt os i Nairobis Nationalpark, der ligger midt i Kenyas hovedstad omgivet af lufthavn og højhuse.

Al-Shabaab havde endnu en gang lavet et terrorangreb i det centrale Nairobi. På området er der både et hotel, flere kontorbygninger og forretninger. Mere end 20 mennesker døde den dag ganske få kilometer fra, hvor vi var.  Al-Shabaab er en islamistisk terrororganisation, der hører hjemme i den sydlige del af Somalia. De har igennem en del år lavet terrorangreb i Kenya, som hævn for at den kenyanske hær tidligere har hjulpet Somalia i forsøget på at få bugt med terrororganisationen.

Det mest kendte angreb er det, der skete i Westgate shopping centret i 2013. Det varede i fire dage med mere end 70 døde og 200 sårede. Dengang boede min ven Peter i Nairobi, og det var meningen at min datter Sofie og jeg skulle besøge ham. På grund af uroligheder omkring det kenyanske præsidentvalg samme år og terrorangrebet nåede vi aldrig at komme afsted.

I Kenya må du tro på en hvilken som helst gud, men du kan ikke sige, at du ikke tror. Vi har så mange problemer, og folk søger religionen som svar” – Moses Alusala

Nu er jeg her så og skal besøge både ateister og humanister i det religiøst konservative Kenya, der også lever med truslen fra fundamentalistiske religiøse grupperinger. De fleste kenyanere er kristne med de protestantiske trosretninger som den største gruppe. Vurderingen er, at under to pct. af befolkningen er ikke-troende. Som i de andre lande jeg har besøgt i Østafrika, er de oprindelige religioner en fast bestanddel af kristendommen. Troen på Gud og Jesus er blandet godt sammen med troen på magi og trolddom.

Kenya er opdelt i 42 stammer med et tilsvarende antal sprog. Den stamme du tilhører, kombineret med dit religiøse tilhørsforhold, betyder alt for din tilknytning til fællesskabet. Det har betydning for, hvem du er, din karriere og din familie. Hvis du ikke er troende, bliver du diskrimineret.

“Nu er det et spørgsmål om menneskerettigheder”

Min vært Harrison, som jeg bor hos, er leder af den ateistiske organisation i Kenya. Han fortæller om sin opvækst:

”Reglen i familien var, at du skulle bede før du sov, bede før du spiste. Du skulle gå i kirke. Jeg var meget aktiv i kirken. Jeg var glad for den del af min opvækst. Det gav mig selvfølgelig en følelse af fællesskab. Jeg boede hos mine forældre og det eneste jeg kunne gøre, var at være aktiv i kirken. Der var ikke plads til at udvide min horisont. Da jeg kom i gymnasiet, var det første gang jeg var væk fra mine forældre. Men det var også første gang jeg fik adgang til viden, der fik mig til at se anderledes på verden.”

I løbet af årene i gymnasiet og på universitetet blev Harrison ateist. Han er nu en meget aktiv debattør. Som han selv siger det, er han den kendteste ateist i Kenya. Han deltager i tv- og radioprogrammer om ateisme, forholdene for ikke-troende, menneskerettigheder, men også om den politiske korruption.

Når du gør noget for første gang, så er der altid en risiko. De fleste gange ved du ikke, hvad der vil ske, men du bliver nødt til at gøre det. Så du gør det og venter” – Harrison

Mens jeg er på besøg, bliver Harrison fyret af sin arbejdsgiver, Centralbanken i Kenya. Som han selv fortæller:

“De [min arbejdsgiver, red.] siger, at jeg bør være politisk neutral. Jeg lavede nogle kritiske tweets om regeringen. Det kunne min arbejdsgiver ikke lide, så de fyrede mig for to dage siden. Nu er det et spørgsmål om menneskerettigheder.”

Kenya har en sekulær forfatning, der er baseret på menneskerettighederne, så alle borgere er sikret retten til fx ytrings- og forsamlingsfrihed. Harrison har derfor anlagt sag mod sin tidligere arbejdsgiver for uretmæssig fyring med udgangspunkt i ytringsfriheden.

Harrison og skribenten foran Karen Blixens hus i Nairobi.

Det er ikke første gang Harrison har været i en retssal. Da de for nogle få år siden etablerede foreningen for ateister i Kenya, mødte de modstand fra både religiøse grupper og staten. Ligesom i Danmark skal organisationer registreres hos de offentlige myndigheder, hvis de skal anerkendes som foreninger med eventuelle skattefordele. Da de i første omgang ville registrere sig, mødte de modstand, fordi ordet ateist indgår i foreningens navn. Efter længere tids diskussioner med de offentlige skrankepaver blev de registreret med navnet Atheists in Kenya.

Nogenlunde samtidig med at Harrison og de andre ateister fejrede registreringen, fik de dårlige nyheder. Flere religiøse grupper havde lagt så stort pres på Rigsadvokaten, at han havde annulleret deres registrering. De endte med at lægge sag an mod Rigsadvokaten for brud på forfatningen. De vandt retssagen og er nu officielt registreret som forening.

Vil vise, at ikke-troende også er gode mennesker

Humanisterne i Kenya lever en lidt mere anonym tilværelse, fortæller lederen Moses Alusala. Det er et bevidst valg, at de ikke vil være synlige i den offentlige debat. Ikke-troende er stigmatiserede og bliver set på som dårlige mennesker. Som Moses fortæller:

”I Kenya må du tro på en hvilken som helst gud, men du kan ikke sige, at du ikke tror. Vi har så mange problemer, og folk søger religionen som svar. Livet bliver svært, hvis du siger, at du ikke tror.”

I stedet for at tage de offentlige diskussioner vil humanisterne vise, at man som ikke-troende kan være et godt menneske. De fleste skoler i Kenya er religiøse, og børnene lærer ikke at stille kritiske spørgsmål. Moses og de andre humanister arbejder på at starte en humanistisk skole, hvor børnene kan lære om kritisk tænkning og få en videnskabelig funderet uddannelse. Som Moses bemærker:

”Det er nemmere at diskutere kritisk tænkning, hvis lader være med at fortælle, at du ikke tror.”

Humanisterne i Kenya henter inspiration fra de humanistiske skoler, der er etableret i Uganda, men mangler som så mange andre ikke-troende organisationer penge til projektet.

“Jeg kan se en holdningsændring”

På min rejse har jeg ikke mødt særlig mange kvindelige ikke-troende. Det er mest mænd, der er aktive i de humanistiske eller ateistiske fællesskaber. En af dem jeg har mødt, er Kay, der bor i Nairobi. Kay er advokat og ceremonileder. Hun er en af de nye ceremoniledere, som jeg har fortalt i min rejseberetning fra Uganda, der lige er blevet uddannet til at varetage humanistiske ceremonier.

Vi har en lang samtale om hendes opvækst, men taler også om fremtiden for ikke-troende. Kay siger:

”Jeg kan se en holdningsændring. [befolkningen i Kenya, red.] prøver at omfavne forskellighederne i samfundet. Jeg tror, at de ved, at bare fordi du er fra en anden kultur eller en anden religion, er du ikke et dårligt menneske. Det er i modsætning til, da jeg var ung og vidste, at hvis nogen var Jehovas vidne eller katolik, så var de djævletilbedere. Det er nogle af de holdninger, du bliver nødt til at aflære.”

En af de ting jeg fejrer er, at igennem de seneste år har jeg været den, der har fået andre ateister til at tænke – ’hvis Harrison kan gøre det, hvad er så problemet? Jeg kan også fortælle andre, at jeg er ateist’. Den dristighed er jeg meget stolt af – Harrison

Men der er stadig udfordringer for især ikke-troende, som Kay fortæller:

”Der foregår en form for diskrimination. Du kan gå glip af et job. Så slemt er det. Andre mennesker kan ekskludere dig fra fællesskabet. Mange mennesker forstår det ikke. De tror, du er et dårligt menneske, hvis du ikke tror på Gud. Men det er kun, indtil de møder dig og finder ud af, at du ikke er en idiot.”

Harrison afventer resultatet fra retssagen

Under mit besøg i Kenya brugte jeg det meste af min tid på at møde de ikke-troende kenyanere, der kæmper for at få lov til at eksistere i en verden domineret af religion og stammetilhørsforhold. Det er en daglig kamp, men den er blevet lettere og det går fremad for dem.

Enkelte ikke-troende er meget synlige i den offentlige debat, og er parate til at tage den risiko, der måtte være. Som Harrison forklarer det:

”Når du gør noget for første gang, så er der altid en risiko. De fleste gange ved du ikke, hvad der vil ske, men du bliver nødt til at gøre det. Så du gør det og venter. En af de ting jeg fejrer er, at igennem de seneste år har jeg været den, der har fået andre ateister til at tænke – ’hvis Harrison kan gøre det, hvad er så problemet? Jeg kan også fortælle andre, at jeg er ateist’. Den dristighed er jeg meget stolt af.”

Mit besøg blev selvfølgelig også meget præget at terrorangrebet. Som i trods fortsatte kenyanerne med deres daglige gøremål tilsyneladende upåvirkede af, hvad der var sket. Harrison har allerede fået et nyt job og afventer resultatet af retssagen. Og den smukke løvinde som vi mødte i Nairobis nationalpark. Vi forstyrrede hende midt i jagten, og hun opgav sit forehavende. Den dag var der ikke nogen impalaer, der måtte lade livet i nationalparken.


Lyt til Kirstine Kærns interviews fra Kenya i podcasten Babel Fish:

Moses Alusala, Kay og Harrison.


Alle fotos skribenten. 

Kirstine Kærn (f. 1971) er blogger, skribent, foredragsholder og producerer podcasten Babelfish. Hun er også næstforperson i Humanistisk Samfund.

Kirstine solgte i 2018 alt, hvad hun ejede for at rejse jorden rundt. Undervejs interviewer hun humanister, fritænkere og ateister for at dokumentere deres livshistorier i podcasten Babelfish. De fortæller om de udfordringer de møder som ikke-troende i en religiøs verden, og hvordan de arbejder for humanisme og menneskerettigheder.

Hun er cand.mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet (1999). Har arbejdet som projektleder, programchef & kvalitetschef i IT-branchen i 20 år samt undervist projektledere og ledere.

Alle bidrag er velkomne på Mobilepay 25188437

Seneste artikler om Liv & Mennesker