BØRNEOPDRAGELSE – Råber du i frustration af dit barn og skælder ud, når det ikke gør, som det får besked på? Eller er du nærmere så bange for det, at du i forsøget på at undgå en konflikt lader barnet sætte retningen i hverdagen? Eller foretrækker du at bære det på hænder og fødder gennem tilværelsen, så det kan indfri sit unikke potentiale? Ja, så er du som forælder henholdsvis Too Hard, Too Soft eller Too Much, skriver psykolog Maja Kellberg i denne guide til, hvordan man kan komme ud af et uheldigt opdragelsesmønster.
Det er ikke nemt at være barn i dag.
“Man må ikke være for introvert, men heller ikke være for ekstrovert. Man skal være god til at tage initiativ til lege, men man må ikke sætte sig på dem. Man må i det hele taget hverken være for passiv eller for aktiv, for tilpasset eller for udfordrende. Det er godt, hvis man kan lide at deltage i en konkurrence, men man skal helst ikke være for glad for at vinde”.
Sådan beskriver forsker Eva Gulløv samfundets mange forventninger til børn i dag, og det er et pres, som i den grad også er delt af børnenes forældre.
Som forælder har man nemlig fået den utaknemmelige opgave at få særdeles impulsstyrede, aktive, uregulerede og uforudsigelige små mennesker til at blive til samvittighedsfulde, tålmodige, loyale og helst kærlige og empatiske unge mennesker, der vælger den rigtige ungdomsuddannelse på det rigtige tidspunkt og i det rigtige tempo.
Det er en kompleks opgave, og uanset hvordan man griber den an, så er der altid nogen, der synes, at man skulle have gjort det anderledes.
Det er ikke børnene, der skal fikses, men dig som forælder, der skal ændre på din måde at tænke om barnet på og gøre op med den måde, du griber opdragelsen af dem an på
I forsøget på at gøre det rigtige søger man muligvis hektisk på nettet efter nogle smarte genveje til at fikse børnene, men smarte genveje i børneopdragelsen virker ligesom rynkecreme… ikke.
I denne artikel er der ingen smutveje til at fikse børnene – tværtimod lugter det af hårdt arbejde. Det er nemlig ikke børnene, der skal fikses, men dig som forælder, der skal ændre på din måde at tænke om barnet på og gøre op med den måde, du griber opdragelsen af dem an på. Og det kræver i manges tilfælde hårdt arbejde at ændre på sine grundlæggende antagelser om børn. Måske føler du allerede, du gør det perfekt, og så er artiklen ikke noget for dig.
Hvis du derimod har brug for at blive klogere på et eviggyldigt diskussionsemne – opdragelse – kan du læse med her. I det følgende vil jeg præsentere tre forskellige opdragelsesstile, som jeg ofte tager afsæt i, når forældre efterlyser gode råd til den daglige opdragelsesopgave, ligesom jeg vil komme med et par gode råd til, hvordan man løser udfordringerne forbundet med hver stil.
De tre opdragelsesstile er inspireret af den amerikanske forsker Diana Baumrind, der har forsket i forskellige opdragelsesstile og deres betydning for børnenes trivsel og udvikling. Her maler jeg dog med den brede pensel under overskrifterne: Too Hard, Too Soft og Too Much.
Too Hard
Når man som forælder er Too Hard, så er man faldet i fælden med at ville kontrollere barnet, og skældud er blevet en automatiseret reaktion, når børn ikke gør, som de får besked på, selvom de har fået at vide, hvad de skal gøre.
Alle truslerne eller skælduden er et udtryk for en akut afmagtsfølelse, der kommer, når man må konstatere, at ressourcerne ikke længere rækker. Træthed efter en lang arbejdsdag eller manglende nattesøvn kan få selv de mest velfungerende forældre til at miste overblikket og brænde sammen.
Det er imidlertid en udpræget misforståelse, at børn og unge, der “ikke kan høre efter”, bliver bedre til at lytte, hvis de bliver mødt af voksne, der råber og hidser sig op.
Skældud virker forløsende for dem, der giver dem, men for børnene sker der fejllæring. De lærer som regel, at de er forkerte og ikke gode nok. At komme hjem til tiden, at lade være med at slå lillesøster eller at lade være med at sige tissemand læres meget hurtigere ved at forældrene giver retningsangivende informationer i et roligt tonefald.
Små, umodne hjerner, der bliver mødt med skældud og modvilje udvikler et overfølsomt nervesystem over for voksne, der hæver stemmen eller råber af dem
Hvis vi forestiller os, at vi var medarbejdere på en arbejdsplads, hvor chefen skældte os ud, hvis vi ikke forstod, hvad opgaven gik ud på første eller anden gang, så ville vi sandsynligvis skynde os at komme derfra så hurtigt som muligt eller klage over arbejdsmiljøet.
Det samme gælder for børnene. De er i gang med at lære, hvordan man skal begå sig i livet. Små, umodne hjerner, der bliver mødt med skældud og modvilje udvikler et overfølsomt nervesystem over for voksne, der hæver stemmen eller råber af dem.
Børnenes nervesystem brænder hurtigere og hurtigere sammen efter hver omgang skældud. Det vil sige, at man som forælder kan opleve, at børnene reagerer stærkere og stærkere og hurtigere og hurtigere – selvom man nærmest kun har løftet et øjenbryn.
Børn, der udviser stærke følelser ved et løftet øjenbryn, har brug for præcis det modsatte af skældud og irettesættelser. Deres hjerner er i konstant alarmberedskab, hvilket hæmmer for læring og god trivsel. Rolige voksne, forudsigelighed og struktur er nøgleordene her.
Kendetegn ved Too Hard-forældrestilen:
- Man sætter konsekvent den berømte fod ned (Hvis ikke du gør, som jeg siger, så ryger du i seng!)
- Skældud er svaret, når Karoline siger “tissemand” for 20. gang ved middagsbordet
- Uforudsigelig voksenadfærd, hvor barnet aldrig ved, hvornår der falder brænde ned
- Negative fortolkninger af barnets adfærd og intentioner
Lad være med at tro, at børn opfører sig uhensigtsmæssigt med vilje. Når man er Too Hard, er man tilbøjelig til at tænke om børnene, at de er udspekulerede og blot forsøger at få deres vilje
Forslag til justeringer:
- Drop skældud og truende kropssprog i mødet med barnet. Forældre, der reducerer brugen af skældud i opdragelsen til et absolut minimum, kan sagtens være tydelige voksne i kravsituationer alligevel. Når de voksne kan regulere sig selv og stopper med at overvælde barnet med egne følelser, vil barnet opbygge tillid til de voksne
- Lad være med at tro, at børn opfører sig uhensigtsmæssigt med vilje. Når man er Too Hard, er man tilbøjelig til at tænke om børnene, at de er udspekulerede og blot forsøger at få deres vilje. Selvfølgelig skal man aldrig stole på små børn, men ikke fordi de lyver eller er beregnende – dette kræver en langt mere moden hjerne – men fordi de gør det, deres hjerner er udviklet til, det vil sige at udtrykke deres umiddelbare behov uden at skele til gældende love, værdier og retningslinjer
Hvis du stadig tænker, at Too Hard er vejen frem, så er det værd at læse nedenstående kedelige oversigt over mulige konsekvenser af en rendyrket opdragelsesstil som Too Hard.
Børn, der igennem de første barndomsår er vokset op i ovenstående atmosfære, er tilbøjelige til at udvise denne adfærd senere i livet:
- Børn, der forsøger at beskytte sig mod de voksnes krav, skældud og potentiel straf, ved for eksempel at lyve
- Børn, der ikke spørger om hjælp
- Børn, der kan risikere at mobbe andre, fordi de mangler empati (empati bliver født af empati og ikke af at få masser af skældud)
- Børn, der føler sig ensomme og forkerte og har et meget lavt selvværd (sådan en som mig sender man uden for døren og jeg er ikke værd at være sammen med)
Too Soft
I 1967 blev det forbudt herhjemme at anvende fysisk afstraffelse i skolen. Det samme blev forbudt for forældre i 1997 (!). Heldigvis, og i tiden efter fik vi ryddet ud i de mest hardcore udgaver af Too Hard.
Udfordringen for de fleste af os forældre efterfølgende har været at finde en måde at håndtere konflikter med vores børn på. Uden at anvende fysisk afstraffelse, vel at mærke, og det har resulteret i en del forældre, som helt undlader at gå ind i konflikter med børnene.
Når man er Too Soft, lister man musestille rundt efter børnene i hele huset, sniger sig ind på dem på listefødder og spørger med en stemme, der er smurt med smør: “Mor tænker, om det vil være okay, at vi lige går hurtigt ud på badeværelset og giver dig en tør numse – altså, hvis du er klar og har lyst, og det ikke forstyrrer dig, musse?”
Hvis man som forælder er Too Soft, er man, indlysende nok, det stik modsatte af Too Hard – og det er mindst lige så utrygt for et barn
Kropssproget er underdanigt og spørgende, hvilket børnene sanser meget hurtigt. I modsætning til Too Hard, så bliver der her ikke stillet tydelige krav fra forældrenes side. Selv en enkel ting som at tage nattøj på og gå i seng kan trække ud i uendelighed.
Forældre, der er Too Soft, kan man høre med papirtynd stemme sige til børn, at “nu er der spejlæg til aftensmad”. Efterfulgt af små nervøse tics, når forældrene gang på gang må konstatere, at projektet må forkastes, fordi barnet hellere vil have hårdkogte æg. Basta!
Det er også flere gange set, at denne forældretype i fuld alvor har sat sig ned foran barnet i dagplejen eller institutionen, kigget barnet dybt i øjnene og forsigtigt spurgt: “Er det okay, at far går nu?”
Når forældre lister langs fodpanelerne i institutionen og hele vejen hen til blå stue krydser fingere for, at Amalie please please please bare denne ene gang vil gå frivilligt med hjem, uden at der først skal være en konflikt, og uden at man behøver at lokke med alverdens lækkerier, som man tilfældigvis har liggende ude i bilen, så skal alarmklokkerne ringe.
Lige så lidt som små børns hjerner lærer af skældud, lige så forvirrede bliver de af at opdage, at far eller mor ikke har en plan og stiller alt for mange spørgsmål
I hverdagen stiller forældrene med denne opdragelsesstil spørgsmål som perler på en snor:
- Er det okay, at vi tager til stranden i dag?
- Hvad kunne du tænke dig til aftensmad i dag?
- Må mor sidde her?
- Er det okay, at jeg går nu?
- Ku’ du tænke dig at komme med hjem nu?
- Vil du gerne blive lidt længere?
Hvis man som forælder er Too Soft, er man, indlysende nok, det stik modsatte af Too Hard – og det er mindst lige så utrygt for et barn. Det er utrygt, når forældre ikke giver retning, ikke holder fast i selv små krav, eller stiller alt for mange spørgsmål til, hvad barnet synes, tror, mener, tænker og føler.
Stil tydelige krav. Børn kommer ikke til børnepsykolog, fordi man som forælder har holdt fast i, at de skal med hjem fra vuggestue eller børnehave
Lige så lidt som små børns hjerner lærer af skældud, lige så forvirrede bliver de af at opdage, at far eller mor ikke har en plan og stiller alt for mange spørgsmål. Børns hjerner er udviklede til at indgå i sociale samspil, og derfor er det naturligvis vigtigt at inddrage børnene i deres eget liv. Men kun i passende omfang.
Når de bliver bedt om at forholde sig til, om det er okay, at deres far eller mor går på arbejde, så er det lige så forvirrende, som det ville være for os andre, hvis vores chef kom forbi vores kontor og spurgte, om vi måske syntes, at det ville være okay, at hun smuttede til møde med bestyrelsen.
Den form for usikkerhed og vaklen hos dem, der skal forestille at have ansvaret, skaber utryghed og forvirring hos børn såvel som hos medarbejdere.
Kendetegn ved Too Soft-forældrestilen:
- Den voksne undgår alle former for konflikter – man går på listefødder rundt om barnet
- Man vakler og udviser usikkerhed
- Man inviterer små børn i alderen 0-3 år til meningsløse dialoger om opgaver, som den voksne skal tage ansvaret for
- Man kompenserer for den dårlige samvittighed ved at give efter for barnet
Forslag til justeringer:
- Stil tydelige krav. Børn kommer ikke til børnepsykolog, fordi man som forælder har holdt fast i, at de skal med hjem fra vuggestue eller børnehave. Inden de åbner døren ind til institutionen, bør mor og far ranke ryggen og med klart kropssprog signalere, at chefen har styr på opgaven
- Anerkend barnets behov, men hold fast i din beslutning. Sig for eksempel “Hold op, hvor du hygger dig med puslespil. Jeg kan godt høre, at du ikke vil med hjem – men det har jeg besluttet, at du skal, for jeg skal hjem og lave aftensmad” eller “Du vil gerne have at mor hjælper dig, men mor skal i bad, så nu bliver det far i stedet”
Børn, der igennem de første barndomsår er vokset op i ovenstående atmosfære, er tilbøjelige til at udvise denne adfærd senere i livet:
- Børn, der ignorerer forældrenes tilstedeværelse, fordi de har forstået det bagvedliggende budskab: “Jeg er så sikker på min rolle som forælder, så det er bedst, hvis du selv tager en beslutning”
- Børn, der opleves af andre som frustrerende og krævende – både blandt familiemedlemmer og personalet i institutionen
- Børn, der er forvirrede og usikre på sig selv og deres omgivelser (Hvor skal jeg gå hen? Hvad skal jeg gøre? Hvem er jeg?)
- Børn, der fratages muligheden for at udvikle en passende robusthed
Too Much
Forældre, der er Too Much, er de rene helikoptere – de overvåger alt, hvad der rør sig omkring barnet.
Alarmklokkerne skal ringe, hvis man som forælder står troligt om morgenen og laver englehop uden for institutionens vinduer, så Sebastian til det sidste er underholdt.
Man efterkommer krav fra barnet om, at det er mor, der skal putte om aftenen. Der skal stå et glas med vand ved siden af sengen, der skal synges fire sange, der skal læses tre godnatbøger, lyset skal efterlades tændt osv. osv.
Ikke nok med at man som forælder servicerer og overvåger, om ens barn nu har nok venner i børnehaven og får udviklet alle sine sociale kompetencer, så overvåger man også gerne de andre forældre og personalet
Med denne forældrestil bliver der kun serveret mad og drikke, hvis opskriften findes i bogen Kernesund familie. Børnene bliver meldt til flere forskellige fritidsinteresser, og der bliver uden at skele til bankkontoen hyret personlig lektiehjælp for at sikre sig, at lille Hugo kan nå i mål med den berømte ungdomsuddannelse.
Man afleverer og henter teenagebørn, selvom der kun er 200 meter til og fra skole, og man laver uden at blinke kage til hele fodboldholdet. Man holder sig heller ikke tilbage fra at dømme andre og tilsyneladende mindre engagerede forældre, som – med blikke indstillet på uendeligt – afleverer deres børn til spejder uden selv at deltage i aktiviteten.
Som Too Much-forælder tænker man, at det er for dårligt, at alle andre ikke yder lige så meget, som man selv gør. Burde Amalies forældre ikke støtte op om deres barns fritidsaktivitet i stedet for bare at gå hjem og overlade ansvaret til gruppen af toptjekkede og ambitiøse forældre?
Overdrag barnet noget af ansvaret. Hjælpsomhed, dedikation og støtte skal man fortsætte med, men det er blevet for meget af det gode, når barnet ikke engang behøver at sige, hvad det kunne ønske sig, inden man som forælder har opfyldt behovet hos dem
Og hvad er det da for en uskik, at der er nogle forældre, der har givet deres barn pålægschokolade med i madpakken, når aftalen er, at der er en nul-sukker-politik?
Hvis noget af ovenstående lyder bekendt, ja, så er man ganske enkelt blevet Too Much.
Ikke nok med at man som forælder servicerer og overvåger, om ens barn nu har nok venner i børnehaven og får udviklet alle sine sociale kompetencer, så overvåger man også gerne de andre forældre og personalet.
Kendetegn ved Too Much-forældrestilen:
- Man overvåger snart sagt alt omkring sit barn for at sikre, at det ikke skal blive ked af det, komme galt af sted eller få overset selv det mindste behov
- Man har et ekstremt højt serviceniveau og ikke nødvendigvis på barnets initiativ, men på sit eget, fordi barnet ikke. må. mangle. noget
- Man forventer på vegne af barnet et højt serviceniveau fra andre og utallige særforanstaltninger
- Man gør helt normale børn til børn med “særlige behov”
Forslag til justeringer:
- Overdrag barnet noget af ansvaret. Hjælpsomhed, dedikation og støtte skal man fortsætte med, men det er blevet for meget af det gode, når barnet ikke engang behøver at sige, hvad det kunne ønske sig, inden man som forælder har opfyldt behovet hos dem
- Lad barnet mærke forskellige følelser. Også de negative, der er nødvendige at kende til i livet fremadrettet, såfremt man vil være rustet til et voksenliv, hvor det regner på vej til arbejde, eller man ikke nødvendigvis kommer ind på drømmeuddannelsen
Børn, der igennem de første barndomsår er vokset op i ovenstående atmosfære, er tilbøjelige til at udvise denne adfærd senere i livet:
- Børn, der opfanger, at “de er noget helt særligt, som kræver stor opmærksomhed og hjælp”, godt hjulpet på vej af det bagvedliggende budskab fra forældrene: “Vi er til for dig, og det er resten af verden også”
- Børn, der ikke når at mærke egne følelser, tanker eller behov
- Børn, der mangler copingstrategier i mødet med livets krav og udfordringer
- Børn, der kun ønsker at beskæftige sig med noget, de er motiverede til
- Børn, der risikerer at blive triste og modløse, når voksenlivet nærmer sig, og der ikke er hjælp lige om hjørnet
Maja Kellberg er uddannet cand.pæd.psych. Hun er oplægsholder og læringskonsulent i relation til emner som opdragelse, tilknytning, konflikthåndtering, professionel kommunikation, for tidligt fødte børn, neuropædagogik og børns kompetenceudvikling. Hun har desuden ti års erfaring i arbejdet med børn og unge, børn med ADHD og Autismespektrumforstyrrelser, og i den sammenhæng anvendt neuropædagogikken i samarbejdet med børnene og deres forældre. Hvis du kan lide Majas artikel, kan du donere til hende på MobilePay: 51541920.
Topillustration og fotos: Pixabay og Flickr
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
