LIGESTILLING & BØRNEOPDRAGELSE // KLUMME – Hvorfor er det, at dygtige skolepiger mister deres superkræfter og opgiver at blive borgmestre, rockstjerner og virksomhedsejere? Og hvorfor skal mænd være solidariske med hunkønsvæsnerne, der overhalede dem allerede i 6. klasse?
Jeg ved godt, at kvinder har masser at kæmpe for i dag. Ligeløn, lige barsel og bedre repræsentation i bestyrelseslokalerne og på musikscenerne. Jeg ved det, fordi jeg har en avis og en kæreste, der jævnligt minder mig om det, og fordi jeg omgiver mig med mennesker, der synes, at ligestilling er et supervigtigt tema. Så der er ikke så meget at rafle om. Danmark er ikke i mål endnu, heller ikke efter endnu en bølge MeToo, og der er al mulig grund til at fortsætte kampen.
Men jeg ved det ikke fra mit eget liv. Jeg har aldrig oplevet uretfærdigheden selv – jeg vil snarere sige tværtimod. Jeg har i hele min barndom været omgivet af stærke kvinder, der tog sig af alt fra bleskift til punkterede bildæk. Jeg boede i flere år alene med min power-mom, der fiksede alt, og da jeg kom i børnehave og skole, blev jeg overladt til stærke selvstændige kvinder, der lærte mig at stave og lægge to og to sammen.
I Danmark dyrker vi nemlig stadig idealet om den gode pige som hende, der er omsorgsfuld, køn, høflig, omgængelig og god til at sidde stille
I klassen sad der også en masse dygtige piger, der lavede deres ting, rakte fingeren i vejret og knækkede alle skolekoderne. De havde allerede fra 6. klasse en udstråling og en styrke, der virkede fascinerende og skræmmende på samme tid, og jeg kan huske, at jeg opfattede dem som en slags overnaturlige væsner, som ikke havde noget med mig og de andre fodbolddrenge at gøre.
Da vi nåede udskolingen, snuppede pigerne de høje karakterer, og i weekenderne droppede de os på stribe til fordel for de store drenge på gymnasiet. Jeg lærte hurtigt, at det er pigerne, der bestemmer i skolen og i nattelivet.
Og måske er denne meget synlige kvindestyrke en del af udfordringen, når det handler om at få ændret nogle grundlæggende strukturer. Måske har de fleste af os mænd oplevet et hav af stærke piger og kvinder derhjemme og i skolen, og måske er det derfor svært for os at forstå, hvorfor kampen er så vigtig. For hvorfor pokker skal vi være solidariske med en flok overnaturlige væsener, der er dygtigere end os selv og ovenikøbet bestemmer, hvem vi må gå i seng med?
Søde piger, friske drenge
Men det skal vi jo, fordi det er et faktum, at vi på et tidspunkt overhaler dem indenom og snupper de mest prestigefyldte jobs på arbejdsmarkedet.
Men hvorfor er det, at de dygtige skolepiger mister deres superkræfter og opgiver at blive borgmestre, rockstjerner og virksomhedsejere?
Jeg tror, at en del af svaret ligger i opdragelsen og synet på drenge og piger generelt.
Kun på den måde kan vi få ændret strukturerne og give fremtidens kvinder den power og selvsikkerhed, som det kræver at slå dørene ind på rådhusene og i bestyrelseslokalerne
I Danmark dyrker vi nemlig stadig idealet om den gode pige som hende, der er omsorgsfuld, køn, høflig, omgængelig og god til at sidde stille, mens drenge i højere grad omtales som nogen, der har masser af energi og skal brænde noget krudt af. Det er i Danmark langt mere socialt acceptabelt, at en dreng bøvser, praler eller konkurrerer uhæmmet, end at en pige gør det, ligesom det stadig er sejt, hvis en ung mand er sammen med mange kvinder, mens det ikke gør sig gældende for pigerne.
På den måde bliver vi ved med at opdrage en masse piger til at passe ind i skolesystemet og en masse drenge til at passe ind på de dele af arbejdsmarkedet, hvor det er en fordel at være kompetitiv, frembrusende og have spidse albuer. Der eksisterer altså stadig nogle ret tydelige forestillinger omkring rigtig og forkert drenge- og pigeadfærd.
Men det er altså pokkers svært det her. For vores forestillinger om søde piger og friske drenge sidder dybt i os, og jeg har selv mærket, hvor svært det var for mig at sige ja, da min søn insisterede på at ville have et par pink og lilla enhjørningesutsko, som han kunne bruge ovre i skolen. Og jeg ved også, at jeg vil have svært ved det, hvis han en dag kommer og siger, at han vil stoppe til fodbold og begynde til ballet.
Men det er nok lige præcis i sådanne situationer, at man skal finde modet til at ændre sine vaner og undgå at sætte sine børn i kønsspecifikke kasser eller påvirke dem til at gøre noget drenge- eller pigeagtigt.
Hvis vi virkelig ønsker at stille kønnene lige, er det formentlig afgørende, at vi tør se på drenge og piger som små mennesker, der alle sammen rummer noget maskulint og noget feminint, som det er helt naturligt, at de udtrykker på alle mulige måder.
Så mit forslag er, at vi sammen kæmper for pigernes ret til at være vilde og frembrusende (og drengenes ret til at være stille eller vælge pink og lilla enhjørningesutsko). Kun på den måde kan vi få ændret strukturerne og give fremtidens kvinder den power og selvsikkerhed, som det kræver at slå dørene ind på rådhusene og i bestyrelseslokalerne.
Tak fordi du læste med.
Læs også Jesper Koerstz Jensens kronik “The mental load: Er mor klar til at slippe kontrollen?”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
