UDDANNELSE // ARKITEKTUR – Ørestad Gymnasium repræsenterer ligesom panoptikon-fængslet noget så sjældent som konceptarkitektur i reneste form. Der er tale om en arkitektonisk hyldest til den såkaldte reformpædagogik, skriver Erik Jerlung. Derfor er det også tankevækkende at det lige netop var i Ørestad, det gik galt, da undervisningsminister Merete Riisager besøgte gymnasiet.
Bataljen på Ørestad, Slaget på Amager Fælled eller hvad man i fremtiden vil kalde de meget omtalte begivenheder der indtraf på Ørestad Gymnasium, er allerede blevet endevendt, analyseret og fortolket i det uendelige. Et ministerbesøg ender i tumult, ikke-eksisterende mønter bliver til farligt kasteskyts etc. Jeg har ikke tænkt mig at bidrage yderligere hertil.
Til gengæld er det værd at se nærmere på stedet, bygningen, dens indretning samt tankerne bag. Ørestad Gymnasium repræsenterer ligesom panoptikon-fængslet noget så sjældent som konceptarkitektur i reneste form. Der er tale om en arkitektonisk hyldest til den såkaldte reformpædagogik. Og her er det tankevækkende at det netop gik galt, da undervisningsminister Merete Riisager besøgte Ørestad – efter helt problemløse besøg på to andre gymnasier.
Minister for undervisning og bestemt ikke læring, det begreb som hun siden sin tiltræden ofte har undsagt. I stedet for ’læring’ og ’kompetencer’ satser hun på traditionel akademisk dannelse med fokus på viden og kundskaber – formidlet af undervisning. Paradokset er, at hun samtidig er medlem af en regering, der ligesom de foregående har fejret videnssamfundet med massive nedskæringer på uddannelserne. Her er altså linet op til en konfrontation: det rigtige menneske på det forkerte sted, eller måske omvendt?
Gymnasiereformens modelgymnasium
Her skal bemærkes den særlige status som Ørestad Gymnasium har tildelt sig selv som 2005-gymnasiereformens ’flagskib’. Tidligere rektor Kjær Andersen udtalte om skolens pædagogiske linje: ”Vi har det læringsteoretiske udgangspunkt, at man ikke kan lære nogen noget.”[1] Til gengæld kan man skabe et ’læringsrum’ der åbner for elevens selvlæring med lærerne som processens formidlere.
Denne reformpædagogiske fundamentalisme er angiveligt anskueliggjort i selve skolens arkitektur, opbygget omkring en monumental trappe der af rektoren tolkes som en ’videnstrappe’ i pædagogikforskeren Lars Qvortrups[2] forstand:
”Vi bruger vores trappe som metafor for den læringsspiral, som vi arbejder med, at vore elever skal gennemgå i en permanent bevægelse.”[3]
Paradokset er, at Merete Riisager samtidig er medlem af en regering, der ligesom de foregående har fejret videnssamfundet med massive nedskæringer på uddannelserne
I arkitektur og indretning er skolen således en virkeliggørelse af 2005-reformens intentioner. Bygningen er udformet som en hyldest til den bagvedliggende pædagogiske tænkning og til den gymnasiereform, som Ørestad Gymnasium kom til at inkarnere. Arkitekturen er endda tænkt ’maieutisk’ i sokratisk forstand, som livmoder og tempel for ’læring’, jf. denne sangvinske beskrivelse fra arkitektfirmaet:
Ørestad Gymnasium er det første gymnasium i landet, som er skabt ud fra visionerne for indhold, faglighed, organisation og læringssystemer, som indgår i den nye gymnasiereform. Konkurrencens program var bevidst formuleret uden traditionelle betegnelser for rum […].
Projektforslaget er derfor ikke så meget et svar på en bunden opgave, som det er et element i den nødvendige idéudvikling af gymnasieskolen. Fire boomerangformede etagedæk roteres i forhold til hinanden, som lukkeren i et kamera. Herved dannes den stærke superstruktur, som er gymnasiets overordnede ramme – enkel, overskuelig og fleksibel. De fire etagedæk giver plads for gymnasiets fire studiezoner. Hver zone etableres på ét plan, så den organisatoriske fleksibilitet er størst mulig, med mulighed for glidende overgange mellem forskellige rumligheder, læringsmiljøer og gruppestørrelser. Rotationen skyder en del af hvert etagedæk frit ud i det høje centralrum, så det indgår i den såkaldte x-zone – det rumlige udtryk for gymnasiets ambition om tværfaglighed mellem studiezonerne, med fysisk og visuel forbindelse. Etagedækkene åbner sig i midten i en stor cirkulær udskæring, hvor en bred, spiralformet hovedtrappe snor sig opad mod tagterrassen. Hovedtrappen bliver hjertet i gymnasiets liv.[4]
I Qvortrups ejendommelige hybrid af rigid systemteori og angelisk reformpædagogik fører vejen opad trappen såmænd til Gud
Gymnasiets arkitektur er altså ”et element i den nødvendige idéudvikling af gymnasieskolen”. Et uomgængeligt vilkår ligesom konkurrencestaten, der har lagt ideologi til denne type hegemoniske forestillinger. Står vi mon her over for prototypen på fremtidens danske gymnasium? – Næppe. For skræller man den trendforelskede retorik bort, er der snarere tale om en arkitektonisk iscenesættelse af en modernitetsforskrækket romantisk drøm af den type der har hjemsøgt den pædagogiske tænkning siden Rousseau, smukkest formuleret af den svenske reformpædagogik-pioner Ellen Key i 1902:
I framtidens skolbyggnad finnas inga som helst klassrum. Men där finnas olika salar, med rikt material för olika ämnen och bredvid dem arbetsrum, där var och en har sin givna plats för självarbete; […] – I varje rum liksom i byggnaden själv skola arkitektur och dekoration tillsammans bilda ett vackert helt. [5]
Ørestad Gymnasiums ’vakre hele’ er en monumental virkeliggørelse af Keys pædagogiske skolevision. Vægge er flytbare, klasserum er forsynet med glasvægge eller er helt åbne arealer. Synlig læring klippet ud i pap, så at sige. Undervisningsrelationen forudsætter som bekendt en intimsituation som ramme om den overføring, der har gjort det mulig at tradere viden og kundskaber fra generation til generation siden kulturens spæde begyndelse. Men denne institution er her lyst i ban af den reformpædagogisk insisterende arkitektur.
Når ingen kan lære nogen noget, handler det slet ikke om undervisning – der forudsætter at viden tilegnes udefra, fra den Anden, de andre, det sociale – men om den selvavlende læring som arkitektur og indretning skal understøtte.
Religion forklædt som pædagogisk videnskab
Den åndelige arkitekt bag denne åbenlyst platoniske anakronisme er, som Allan Kjær Andersen fremhæver, pædagogikforskeren Lars Qvortrup. Det er hans hierarkisk opadstigende ’vidensordener’ der inkarneres af den centrale trappe. Eller med rektorens ord: ”I alle vore undervisningsforløb er det hensigten, at eleverne skal gennem et forløb, hvor de udvikler viden i disse fire dimensioner.” Det jubilatoriske højdepunkt er der hvor en ganske almindelig gymnasieelev, med ringere baggrundsviden end nogensinde, når op til det højeste punkt, den såkaldte 4. ordens viden, intet mindre end ’grænsen for mulig viden’.
Det lyder som snyd, og det er snyd. Qvortrup selv bliver nødt til at indføre en deus ex machina på dette punkt i argumentationen. I hans ejendommelige hybrid af rigid systemteori og angelisk reformpædagogik fører vejen opad trappen såmænd til Gud. Den ’4. ordens viden’, der er trappens højeste trin, ækvivalerer ganske enkelt med Gud. Inspireret af Niklas Luhman og med brug af Gödels ’negative bevis’, udfolder Qvortrup et svimlende ræsonnement. Han hævder:
At nogen eller noget kan iagttage det, som mennesket ikke selv kan iagttage. At der må være nogen eller noget, der ved det, som ligger hinsides mulig viden. – Men det var også det, Augustin forsøgte at udtrykke i slutningen af 300-tallet: At vi ved, at vi ikke ved, hvad vi ikke ved, og at der derfor må eksistere en videns-instans, som eksisterer hinsides al mulig viden. Det, Augustin kalder Gud som helheden af Søn, Fader og Helligånd,[…] det er det, jeg kalder fjerde ordens viden. [6] (min fremhævning)
Det lyder som snyd, og det er snyd. Qvortrup selv bliver nødt til at indføre en deus ex machina på dette punkt i argumentationen
En ’refleksivt moderne’ Kirkefader for 1700 år siden ligner en decideret tanketorsk. Til den hyperkomplekse argumentation i øvrigt er kun at sige, som københavnerne engang kommenterede en svensk luftskippers uheldige himmelfærd, hvor ballonen revnede: ”Den går inte, Granberg!”
Ræsonnementet minder skuffende om en tilsvarende manøvre hos den ellers geniale franske filosof Emmanuel Lévinas, da han som kulmination på sit værk identificerer den Andens radikale og forpligtende andethed med ”le Tout-Autre”, altså den Absolutte Anden, Gud. Hertil replicerer såvel Alain Badiou[7] som filosofkollegaen François Flahault,[8] at Lévinas i denne ene gestus definitivt suspenderer sin egen tænknings radikalitet og originalitet.
Qvortrup taler på sin side om ”det absolutte andet”.[9] Afstanden mellem radikal andethed og absolut andethed markerer et skel mellem et nyere, fx ’post-strukturalistisk’ paradigme og en humanistisk-teologisk traditions forestilling om et transcendentalt signifié, en absolut videns-instans. Nietzsche kommenterer denne forestilling om et helle uden for spillet med ordene: ”Den sidste illusion, der skal overvindes, er illusionen om den sidste illusions overvindelse”. Og Jacques Derrida indleder såmænd sit filosofiske projekt med en kritik af den type onto-teologi som Qvortrups ræsonnement repræsenterer.
Også jeg må tvivle på hvorvidt Ørestadens elever virkelig når op til den forjættende mystiske vidensoplevelse på øverste trappeniveau. For så vidt målbarhed og målstyring tilhører skolens ideologiske pakke, er disse prætentioner ikke noget der umiddelbart kan aflæses i de beskedne eksamensresultater.
Kildehenvisninger:
[1] Allan Kjær Andersen, ”De sender de bedste de har”, Gymnasieskolen, jan. 2010
[2] Qvortrup, Lars Det vidende samfund: mysteriet om viden, læring og dannelse / Lars Qvortrup. – Kbh. : Unge Pædagoger, 2004
[3] Allan Kjær Andersen, Ibid
[4] http://www.arkark.dk/building.aspx?buildingid=12855
[5] Ellen Key: Barnets Århundrade, Albert Bonniers Förlag, 1927 (1902), s. 69
[6] ”Religionens genkomst. Niklas Luhmans religionsteori”, in: ReligionsvidenskabeligtTidsskrift49, 2007, s. 25.
[7] Alain Badiou: L’éthique. Essai sur la conscience du mal, Hatier, 1994, p.55
[8] François Flahault: La méchanceté, Descartes & Cie, 1998, p. 42
[9] Qvortrup, 2007, s. 16
Topfoto: Ørestad Gymnasium.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
