Lykke Møller Kristensen: Først gav vi dem en telefon og frit spil – og så gav vi dem en straf

i Featured/Danmark/Digitalt/Kultur/Liv & Mennesker af

DIGITALT – 1005 danske unge står sigtet i en historisk sag om børneporno, delt via Messenger.  Alle er enige om, at de unge fortjener straf, og de udråbes som hensynsløse møgunger fra den generation, der for år tilbage hyldede de unge som digitalt indfødte. Hvad missede vi, hvor er mellemleddet, spørger ekspert i børn og sociale medier, Lykke Møller Kristensen, der peger på en helt afgørende komponent: forældregenerationens fravær og blinde vinkler.

Lad mig slå fast med det samme: Den verserende meget omtalte straffesag om delinger af børneporno blandt unge og sigtelser af 1005 unge mennesker er helt efter bogen.

Der er ikke andet at sige, end at gør man noget ulovligt, kan man straffes, og her er der tale om noget ulovligt. Ikke mindst er der tale om grænseoverskridende adfærd.

Sagen, hvor de unge er blevet sigtet for at have delt en video af to 15-årige, der har sex – et overgreb hvor pigen er nærmest bevidstløs – handler om en mulig overtrædelse af straffelovens paragraf 235 om deling af børneporno.

I de tilfælde, hvor de sigtede er under 18 år, er forældre og sociale myndigheder underettet.  Og den er blevet slået stort op både i de etablerede medie og på nettet. De unge får en hård medfart på sociale medier, det samme gør deres forældre og overskrifter som børneporno og hævnporno, nøgenbilleder og børneattest mixes med ord som møgunger, curling, elendige forældre, dårlig opdragelse, forbandede svin og så videre.

Unges sociale mediekultur afspejler også fraværende voksne
Men vi misser noget afgørende i den nuværende dækning, og det kan betyde, at sagen muligvis ikke får den ønskede effekt.

Hvormed jeg mener, at det sagtens kan være, at børn og unge stadig ikke forstår, hvad ordentlig adfærd dækker over. Samt at de stadig ikke kender love og regler.

Hovedløs færden ville nogle måske kalde det. Jeg kalder det symptomer på en social mediekultur, vi selv har skabt. Ved ikke at være der selv, selv om vi som forældregeneration også bruger en stor del af vores timer på sociale medier. Vi har ikke været der. Vi har ikke været nærværende og dannende nok, når det kommer til mobiler, sociale medier, online spil og apps

Vi mangler simpelthen at tage udgangspunkt i børn og unges faktuelle færden og ikke det, vi anser som hensigtsmæssigt eller – som i denne sag – uacceptabelt

Ikke kun for de involverede i denne og andre kendte sager. Ikke kun for de nuværende 1005 sigtede unge. Ikke kun for deres forældre. Men for mange tusinde unge.

Fra mit arbejde med børn og unges færden på sociale medier, rådgivning og workshops om emnet ved jeg, at omfanget af grænseoverskridende adfærd og delinger af ulovlige billeder og video er massivt, og at det rammer mange unge i en eller anden form hver eneste dag.

Hovedløs færden ville nogle måske kalde det. Jeg kalder det symptomer på en social mediekultur, vi selv har skabt. Ved ikke at være der selv, selv om vi som forældregeneration også bruger en stor del af vores timer på sociale medier. Vi har ikke været der. Vi har ikke været nærværende og dannende nok, når det kommer til mobiler, sociale medier, online spil og apps.

Jeg er interesseret i at forstå, hvad der er sket fra vi som digitale frontløbere i Danmark indgik en forunderlig pagt om at blive digitale med hovedet under armen, til i dag, hvor hammeren endelig falder, uden at vi af den grund lader til at forstå, hvad der sker

Og det selv om studier viser, at børn og unge meget gerne ville have kendt reglerne og talt med os om de ting, der bekymrede dem, så er det stadig som om, vi tager for givet, at børn og unge selv kan regne det hele ud, når det kommer til deres sociale medie liv.

Derfor er jeg interesseret i at forstå, hvad der er sket fra vi som digitale frontløbere i Danmark indgik en forunderlig pagt om at blive digitale med hovedet under armen, til i dag, hvor hammeren endelig falder, uden at vi af den grund lader til at forstå, hvad der sker.

Ti års frit spil på telefon, tablet og computer
Unge mellem 16 og 20 år har været på sociale medier, sociale spil og apps, online spil og Youtube i otte til ti år. Det startede ikke på en smartphone, men på computer eller iPad.

Først gav vi dem vores computer, så gav vi dem en tablet og så lod vi os imponere over deres evner til at swipe uden at vide, hvad de swipede.

“Han er langt bedre, end jeg,” proklamerede vi overfor vennerne.

Ja Laura kan ikke engang spise morgenmad uden iPhonen,” sagde vi nu til rødvinsaftenen og stemplede ind i den offentlige mening om, at det løb var kørt for os som forældre – for digitale skulle vi være

Så det var oplagt at vores børn arvede vores iPhone i en tidlig alder, og imens vi også efterhånden erstattede musearmen med swipetomleren imponerede vores børn os ikke kun med deres evner udi at swipes, men også udi enormt tidsforbrug.

“Ja Laura kan ikke engang spise morgenmad uden iPhonen,” sagde vi nu til rødvinsaftenen og stemplede ind i den offentlige mening om, at det løb var kørt for os som forældre – for digitale skulle vi være. “Ser dine børn også Youtube dagen lang,” sagde vi senere, hvis ikke vi spurgte hinanden, om de spillede dagen lang. Med andre online.

“Men det er jo så harmløst,” sagde vi. Uden at ane, hvad det egentlig var, vores børn lavede.

Så blev vi i medierne gjort opmærksomme på udfordringer som hævnporno, hård mobning og ulovlige delinger og tog snakken med børnene, tænkte over aldersgrænserne og blev enige med os selv om, at den offentlige debat om at Facebook var en af risikofaktorerne ved del digitale udvikling.

Vi begyndte at diskutere med hinanden om ansvarlighed i forhold til aldersgrænser og fortalte verden, at vores børn ikke var på sociale medier, selv om de forlængst havde skjulte profiler og blokeret os på Facebook og Instagram.

Mens de swipede, downloadede og låste sig inde med telefonen, grundlagde de en færden på sociale medier i al ubemærkethed og ikke mindst i  al social umodenhed. Børn er ikke socialt modne, når de er seks eller 10 år

Vi var enige om, at de unge heldigvis var digitalt indfødte og godt opdragede, selv om deres swipe-evner ikke nødvendigvis gjorde dem socialt eller digitalt modne; snarere var deres swipe-evner deres største trussel.

For mens de swipede, downloadede og låste sig inde med telefonen, grundlagde de en færden på sociale medier i al ubemærkethed og ikke mindst i  al social umodenhed. Børn er ikke socialt modne, når de er seks eller 10 år. Hvis de fik frit spil i skolegården, når det kom til social dannelse, konflikter og empati, ville de lære af hinanden og gøre det, de så virke.

Præcis som de har gjort på sociale medier, siden de loggede på første gang.

De gjorde fra starten det, de så virkede og det, andre gjorde. De blev skolet af “like” og “dele”- kulturen, og de delte alt; fra billeder af kattekillinger til deres resultat i Hayday – eller deres private chats, hvor de havde svinet andre til.

“Screenshot – send” erstattede swipe –  alt imens vi tog for givet, at de havde styr på det, kendte reglerne og i øvrigt kunne regne resten ud.

Og imens vores børn og unge gjorde sig dyrtkøbte erfaringer, hyldede vi digitaliseringen sammen med skiftende ansvarlige ministre. De unge blev digitale eksperimenter med store menneskelige omkostninger i en tid, hvor vi troede, at digitalt handlede mest om teknik og teknologier.

Sandheden er, at vi intet har for alvor at holde os til i Danmark. I modsætning til mange andre lande er det her område omgærdet af mange fordomme, løftede pegefingre, “nu må I tage jer sammen” og digital dannelse som overskrift uden noget konkret

Den tyske filosof, Martin Heidegger, sagde i 1953, at essensen af teknologi på ingen måde handler om noget teknologisk. Det handler i stedet om mennesker. Og det er så sandt. Digitalt er mennesker, teknologi handler om, hvordan mennesker bruger teknologien. Sociale medier er kun sociale, fordi mennesker er sociale.

Vi mangler konsensus – digital dannelse er en tom overskrift
Da jeg fornyligt holdt foredrag og efterfølgende deltog i en paneldebat i grænselandet med deltagere fra både Danmark og Tyskland, hvor vi debatterede indsatser og færden i Danmark kontra Tyskland, lød spørgsmålet ofte fra tysk side:

“Men hvad er den offentlige konsensus om det her i Danmark?”
Hos de danske deltagere blev der stille.
“Jo, altså, vi har begrebet digital dannelse,” sagde vi.
“Ah, en guideline til skoler og institutioner?,” lød spørgsmålet.

Sandheden er, at vi intet har for alvor at holde os til i Danmark. I modsætning til mange andre lande er det her område omgærdet af mange fordomme, løftede pegefingre, “nu må I tage jer sammen” og digital dannelse som overskrift uden noget konkret.  Selve temaet sociale medier dækker over mere end 100 undertemaer.

Der er godt nok overskrifter i medierne, men de taler ikke til forældre, fordi ingen forældre kan forestille sig, at deres børn kunne finde på at dele nøgenbilleder eller børneporno. Formentlig heller ikke alle de forældre, der nu offentligt sviner de andre forældre til.

Andres forældres møgunger
I efteråret, da medierne var fyldt med historier om gruppen på Facebook, Offensimentum, oplevede vi nogenlunde det samme. Gruppen havde et meget hårdt indhold. Blandt andet gjorde man grin med en handicappet, som var blevet filmet og delt uden sit samtykke. Det var også hverdagskost, at uskyldige piger blev hængt ud og gjort til grin eller at en filmoptagelse af sex, druk og fester blev delt. Nøgenbilleder kunne endda være en handelsvare.

Her skulle jeg ikke lede længe, før jeg fandt flere eksempler på forældre, hvis børn var med i gruppen Offensimentum. Og endda meget aktive. Imens forældrene skrev harmdirrende indlæg og kommentarer om møgunger og andre forældres manglende evner som forældre

Da historierne begyndte at dukke op i medierne, fik det også forældre op ad stolen. De skrev i mange tråde på Facebook, herunder på opslag fra DR TV-Avisen om de forfærdelige møgunger, der var med i grupperne.

Her skulle jeg ikke lede længe, før jeg fandt flere eksempler på forældre, hvis børn var med i gruppen Offensimentum. Og endda meget aktive.

Imens forældrene skrev harmdirrende indlæg og kommentarer om møgunger og andre forældres manglende evner som forældre.

Hverken i efteråret eller nu forstår vi åbenbart den kultur, der udspiller sig blandt unge og børn helt ned til syv års alderen, som måske nok havde fået forbud mod at komme på Facebook, men forlængst havde spillet sociale apps og fået beskeder i stil  med disse: “Skal du have en varm finger?” eller “Skal vi lege en leg med at vi løfter op i blusen og sender billeder til hinanden?” eller “Hvad er du for en klam person?”

Konsekvenserne er ikke kun de 1005’s lod
Konsekvenserne af vores distance og nu også fordomme er, at de fleste unge på ungdomsuddannelserne har set eller selv oplevet enten hård mobning, ulovlige billeder, en generel hård tone eller kontakt med fremmede med tvivlsomme hensigter.

Børn i indskolingsalderen må selv finde ud af en god måde at svare på,  når de modtager onde kommentarer på Youtube, og de oplever tidligt, at negativ adfærd kan give likes; og at “du er grim” eller “hold kæft en elendig video” er hverdagskost, som ligefrem belønnes af flokken.

Børn på mellemtrinnet er på overarbejde for hele tiden at finde deres rolle i det store – for os usynlige – spil på sociale medier, hvor et manglende like har stor signalværdi eller hvor særlige emojies eller særlige begreber udpeger enkelte som tabere.

De gør alt hvad de kan for at være med, svare og være tilgængelige, og de vil for alt i verden ikke miste deres streaks, så de lader andre passe deres Snapchat-profil og kaster om sig med passwords og adgang til deres personlige billedarkiver.

Man siger ikke til Laura, at hun er en fed klam luder. Man siger ikke til en fremmed mand, hvor man bor. Man stiller sig ikke nøgen op i skolegården. Man forulemper ikke andre: Man giver ikke high five til en, der netop har svinet et andet menneske til foran alle, vel?

De kan ikke vide sig sikre i omklædningsrum eller rum, hvor der ikke er mobilregler, og de skal svare på op til 200 snaps om dagen.

Unge i udskolingen har stadig ingen idé om, hvordan de sikrer deres profiler, eller hvordan de sørger for, at alle deres venner eller måske hele verden kan se, hvor de befinder sig, når de snapper.

De skal passe på, når der er fester, for der er altid en eller flere, der snapper, når det går alt for vildt for sig. Unges Snapchatrulle er fyldt med billeder af tvivlsom karakter.

Og det, der føles som privat, kan lynhurtigt blive meget offentligt. Selv de private adgangskoder er ikke hellige, for de unge kender hinandens koder og udnytter det, hvis de bliver uvenner. Prøv at spørg dit barn, hvor ofte han eller hun skifter adgangskode? Nogle har haft den samme kode siden 2. klasse. Og hele klassen ved, at det er “blåbamse123”.

En af de vigtigste konsekvenser er, at de fleste børn og unge går og putter med tingene selv. De taler ikke om det. Hverken med hinanden eller med os

Udskolingen og ungdomsuddannelser er tæt på konsekvenserne af deres færden lige nu. Ikke kun de sociale konsekvenser, der betyder, at hvis de har en meget negativ adfærd, så opfatter deres nye venner eller kolleger dem som sådan. Men også andre konsekvenser som afvisning fra udvekslingsophold grudet for mange drukbilleder på Facebook eller fyring grundet medlemskab af hårde grupper.

Men en af de vigtigste konsekvenser er, at de fleste børn og unge går og putter med tingene selv. De taler ikke om det. Hverken med hinanden eller med os.

Den dybere konsekvens af den nuværende dækning er også, at det bliver endnu sværere for dem at gå til voksne nu, hvor afstanden er blevet større. Konsekvenserne af vores manglende indsats og konsensus er med andre ord altid langt større end det, de 1005 sidder med her og nu og i deres fremtid.

Selvfølgelig skal de kende reglerne
“Jeg kender ingen, der kender reglerne for delinger af billeder sådan rigtigt” sagde den ene gymnasieelev efter forleden aften, da medierne i massiv kampagne breakede historien om de 1005 unge, der var blevet sigtet for børneporno.

Men ingen troede rigtigt på dem.

Jeg er sikker på, at de fleste unge ved, at det er ulovligt at sende en sexvideo videre som den, denne sag handler om.

Vi glemte, at vi måske ikke er eksperter i det digitale, men vi er eksperter i at være forældre, at være voksne og i at være fagpersoner. Vi er dem, der skal fortælle dem reglerne og sørge for, at de kan huske dem. Og lment menneskelige regler også gælder på sociale medier, men det er svært at huske på og reflektere over, hvis man aldrig taler om det

Men der er mange unge, der ikke ved, om det også gælder på Snapchat. Om det gælder, når de er til fest og nogle er fulde og bare nøgne i poolen. Eller om det gælder, når de er til sleepover og tager billeder af hinanden kun i trusser og har billedet på telefonen. Eller om det gælder, når de modtager et nøgenbillede, hvor der står “må gerne deles”

Fordi vi glemte, at vi måske ikke er eksperter i det digitale, men vi er eksperter i at være forældre, at være voksne og i at være fagpersoner. Vi er dem, der skal fortælle dem reglerne og sørge for, at de kan huske dem.

Regel nummer et: Almene regler for menneskelig omgang gælder også online
Der er ingen forskel på de menneskelige regler, der gælder i den fysiske verden og så de regler, der gælder på sociale medier.

Så når folk spørger mig, hvordan man skal gøre over for de unge, så svarer jeg oftest, at de skal huske på, at alment menneskelige regler også gælder på sociale medier, men det er svært at huske på og reflektere over, hvis man aldrig taler om det. For der sker noget med mennesker, når de sidder bag skærmen.

Man går ikke hen og slår en mand ned på gaden, bare fordi man kan, vel?

Vi lærer børn alle mulige andre love. Man må ikke gå over vejen, når det er rødt. Man må ikke køre for stærkt. Man må ikke stjæle. Selvfølgelig skal vi sikre os, at børn og unge også kender reglerne for delinger af billeder

Man siger ikke til Laura, at hun er en fed klam luder. Man siger ikke til en fremmed mand, hvor man bor. Man stiller sig ikke nøgen op i skolegården. Man forulemper ikke andre: Man giver ikke high five til en, der netop har svinet et andet menneske til foran alle, vel?

Og loven. Vi lærer børn alle mulige andre love. Man må ikke gå over vejen, når det er rødt. Man må ikke køre for stærkt. Man må ikke stjæle. Selvfølgelig skal vi sikre os, at børn og unge også kender reglerne for delinger af billeder.

Man må selvfølgelig ikke dele en sexvideo eller nøgenbilleder, og det er godt, at det får konsekvenser. Men hvis et af målene er at skabe forståelse og ændringer i adfærden – hos voksne omkring de digitalt unge såvel som hos de unge selv – så skal vi tættere på og ikke bygge en mur mellem dem og os eller en historisk distance mellem ‘dengang’ og ‘nu’.
Dengang vi hujede over deres digitale færdigheder og nu, hvor vi chokeres over deres manglende menneskelige færdigheder.

Topfoto: Creative Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lykke Møller Kristensen er 47 år og har et langt CV med udgangspunkt i journalistikken som fag og mennesker som interesse. Siden uddannelsen som journalist i 2001 har Lykke faktisk kun haft et fast job, da hun var i 2014/15 var uddannelseschef og brandmanager for International Business College. Ellers har det været livet som freelancejournalist og redaktør, senere forfatter og masser af foredrag, undervisning og rådgivning, Lykke har ernæret sig ved. Hun har desuden taget uddannelse i kommunikation fra DMJX og flere kurser i både Danmark og udlandet, hvor hun også er en del af en international gruppe, der arbejder på at sikre børn online. I de seneste seks år har Lykke dykket ned i den digitale adfærd og kultur og bruger det meste af sin tid på at holde foredrag og lave temadage, der skal styrke os til at blive klogere på området, både hvad angår trivsel, sikkerhed og kommunikation og retningslinjer.

Tidligere har hun været redaktør på helsemagasinet Naturli' og på DBU's store historiske samling af 973 jyske fodboldklubbers historie og af medlemsbladet Jysk Fodbold. Lykke har skrevet artikler for og til de fleste danske dagblade og magasiner og har især skrevet om livsstil og erhverv, branding og kommunikation - ikke mindst efter at hun i 2010 havde eget kommunikationsbureau, hvor hun hjalp med erhvervsudvikling lokalt i Region Syddanmark samt rådgav en lang række virksomheder i strategisk kommunikation.

Hun er desuden forfatter til fire bøger, hvor den seneste: "Dit digitale barn har brug for en voksen” opsummerer det, hun indtil videre har erkendt igennem de år, hun har arbejdet intensivt med digital kultur og adfærd. Nemlig at børn såvel som voksne har brug for nogle at have dialog med omkring den digitale verden. Hun er desuden forfatter til bøgerne: " Børn & Sociale medier,” "Barn nr. 2 – når familien vokser" samt "En der elsker mig" - og en klummesamling om provinsens branding, som hun skrev som fast klummeskribent i regionale medier. Lykke er fra Jylland men storbymenneske i hjertet – evigt splittet mellem længsel efter puls og behovet for ro.

Seneste artikler om Featured