
POLITIK // ANALYSE – Luften er iskold mellem Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, og Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen. Had er et voldsomt ord, men det er tæt på. Og det gælder fra begge sider.
Det danske Folketing udmærker sig normalt ved, at politikere, der er politisk uenige, godt kan have et godt forhold til hinanden personligt. Fx fik Inger Støjberg et godt forhold til daværende politisk ordfører i Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen på en udvalgsrejse til Kenya.
Men det er helt sikkert, at Inger Støjberg og Lars Løkke ikke spiser meget kage sammen.
Jeg bar det i hjertet. Derfor er jeg uendelig trist over, at Lars Løkke Rasmussen ikke bar det i hjertet og nu gør op med den grundsten, det er at få sendt folk hjem, der ikke længere har brug for vores beskyttelse
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne, 28. marts 2021
Had er et voldsomt ord, men det er tæt på. Og det gælder fra begge sider.
Senest krydsede de åbent klinger i Folketingssalen sidste tirsdag.
Inger Støjberg, der var integrationsminister, da Lars Løkke var statsminister og de begge var i Venstre, anklagede sin tidligere chef for at føre en slap udlændingepolitik.
“Jeg bar det i hjertet. Derfor er jeg uendelig trist over, at Lars Løkke Rasmussen ikke bar det i hjertet og nu gør op med den grundsten, det er at få sendt folk hjem, der ikke længere har brug for vores beskyttelse,” sagde Inger Støjberg.
“Det er der ikke tale om. Det er at overgøre og overfortolke ting. Jeg står fuldstændig på mål for, at når man søger asyl, er det, fordi der er en særlig situation, og hvis den ændrer sig, skal man hjem.
Det kan bare ikke være så hårdkogt et synspunkt, for så har man et hjerte af is, hvis man ikke også kan se lidt praktisk på det,” lød svaret fra Lars Løkke på talerstolen.
Tonen var lige så hård fra Inger Støjberg:
“Der er meget sjældent, jeg bliver beskyldt for at have et hjerte af is, men det kan jeg så forstå, at jeg har i dag.
Det var noget, Lars Løkke Rasmussen stod fuldstændig på mål for, troede jeg, da vi lavede det sammen i sin tid. Der er en grund til, at folk skal hjem igen,” sagde hun.
Lars Løkke understregede, at den type diskussioner var en af grundene til, at han dannede Moderaterne.
Inger Støjberg sagde allerede inden valget, at hun ikke ville pege på Lars Løkke som statsminister.
“I og med at han også ønsker at holde os uden for indflydelse, så giver det lidt sig selv. Han ønsker ikke, at vi er del af noget som helst. Det ville jo svare til, at jeg begyndte at fri til en mand, der ikke vil have mig. Det ser jeg simpelthen ikke noget formål i,” sagde Støjberg til Ritzau.

Uvenskabet går langt tilbage
De to viste tænder ad hinanden, allerede da de var i regering sammen.
I 2013 prøvede Løkke at sende Støjberg til Bruxelles som spidskandidat til Europa-Parlamentet, da den hidtidige Ellen Trane Nørby var blevet gravid.
Tilbuddet kom ikke direkte fra Løkke, men fra Venstres kommandocentral i Søllerød.
“Tror I ikke, I skulle finde én, der interesserer sig for EU,” svarede Støjberg kort for hovedet.
Stafetten endte hos Ulla Tørnæs.
Inger Støjberg er primært vred på Lars Løkke, fordi han åbenbart ikke mente de stramninger, han indførte, af et ærligt hjerte
Inger Støjberg forsvarede ganske vist Lars Løkke under formandsopgøret med Kristian Jensen.
Men snart var der igen ballade. I 2018 prøvede Løkke at presse Støjberg til at tage til Marokko for at underskrive den omstridte Marrakesh-erklæring. Men hun sagde blankt nej, og Løkke måtte selv tage afsted.
“FN-erklæringen er et symbol på, om man vil være en del af det internationale samfund eller ej. Grænseoverskridende problemer kræver grænseoverskridende samarbejde – ikke isolation. Jeg er som statsminister ikke i tvivl om, på hvilken side af stregen Danmark skal befinde sig,” skrev Løkke i en pressemeddelelse.
På kort tid mobiliserede folk på internettet sig imod migrantpagten. Det kunne ses på de sociale medier, hvor politikere, meningsdannere og journalister blev bombarderet med opslag og kommentarer, og Løkke blev beskyldt for at være landsforræder.
“Jeg har selv i de her uger følt et tryk på mig, som jeg aldrig har oplevet før,” fortalte Lars Løkke Rasmussen i flyet hjem til Avisen Danmark.
Inger Støjberg er primært vred på Lars Løkke, fordi han åbenbart ikke mente de stramninger, han indførte, af et ærligt hjerte.
Dagen før valget sidste år sagde hun til Ekstra Bladet:
“Det kan da være lidt underligt, at man har haft en chef i fire år – for det har jeg jo haft – der godt kunne bruge mig på udlændingeområdet for så at komme nu her efterfølgende og sige: ‘Hov, det var da egentlig bare noget, jeg sagde for at være statsminister.’
Altså, det her har haft store konsekvenser for mig, jeg har haft livvagter lige siden for at føre den udlændingepolitik. Lars Løkke løber fra alt, hvad vi lavede på udlændingeområdet.”
Efter at han blev smidt ud af Venstre, dannede han det nye midterparti Moderaterne og talte for en regering hen over midten. Partiet fik 16 mandater, Løkke selv fik 38.439 personlige stemmer og blev nr. 3 på top 10-listen. Partiet kom i regering.
Inger Støjberg blev i rigsretssagen mod hende i 2021 idømt 60 dages ubetinget fængsel for den ulovlige instruks om adskillelse af unge asylpar, mens hun var udlændinge- og integrationsminister.
Efter at hun havde afsonet med fodlænke, sad hun i sin have med en erhvervspraktikant og en laptop og begyndte at starte et nyt parti.
Ved folketingsvalget fik Danmarksdemokraterne 14 mandater og blev dermed det femtestørste parti i Folketinget sammen med Liberal Alliance. Støjberg blev valgt for sit parti i Mariagerfjordkredsen (Nordjyllands Storkreds), hvor hun med 47.211 personlige stemmer fik andenflest personlige stemmer i landet efter Mette Frederiksen.
Venstre mistede ved valget 20 mandater og endte på 23. Lægger man de mandater sammen med mandaterne fra de to udbryderpartier fra Venstre, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, giver det 53 mandater – flere end de 50 mandater, Socialdemokratiet fik.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her