POV SPORT // 13. ETAPE – Mads Pedersens sejr på 13. etape af året Tour de France var en opvisning i panache, karakter og atletisk klasse. En rigtig væddeløber.
Jeg skrev til ham i går, at jeg syntes, han lignede en mand i form. Svaret var kort: ”Jeg klager ikke”. Typisk svar fra hans side, men jeg ved godt, at det betyder, der er diamanter i benene, og mine forventninger til i fredagen var i zenith af samme grund.
Sjældent har man set en rytter kæmpe så vedholdende og determineret for at skabe og opretholde et udbrud. Jeg mener faktisk kun, at det er Magnus Cort, der formår noget lignende.
Med til at træffe beslutningen om at insistere har utvivlsomt været en opbygget indebrændthed over ikke at have nået de resultater, han havde ventet i løbets første uge
For Mads Pedersen er en sådan situation blot lidt mere kompliceret, fordi han også ville være blandt favoritterne i en forventelig reduceret massespurt, så det har det første lange stykke tid, hvor han spenderede benzin som en 12-cylindret Bentley, været i overvejelse, hvorvidt han skulle fortsætte flugten eller lade sig falde tilbage og samle kræfter igen.
Med til at træffe beslutningen om at insistere har utvivlsomt været en opbygget indebrændthed over ikke at have nået de resultater, han havde ventet i løbets første uge, og der er ingen tvivl om, at han har været i krigshumør i startboksen.
At han fik et meget stærkt følgeskab i Stefan Küng, Filippo Ganna, Fred Wright, Hugo Houle, Matteo Jorgensen og holdkammeraten, Quinn Simmons, har også haft sin betydning.
Væddeløberen
Jeg må sige, at jeg undervejs var pessimist på udbruddets vegne. Normalt er betingelsen for, at et udbrud kan holde, at feltet på et eller andet tidspunkt slipper det, så det kan optjene tre-fire billige minutter. I dag skete det aldrig, der blev kørt efter det hele dagen. Det var en benhård armlægning over 170 kilometer, som feltet endte med at tabe.
Mads P. stred og kæmpede som en løve fra start til mål i et terræn og et vejr, der ellers ikke er hans, men vi så i Harrogate (da han blev verdensmester i 2019, red), at når han har disse dage, så kan han gå på vandet.
Jeg kender den mine, han har på, når han er i den dræberboks. Der er fokus og ild i øjnene og munden er let åben, og på stigningerne sidder han ubesværet i sadlen og pedalerer med en vidunderlig souplesse. Når jeg ser ham sådan, kan jeg ikke tro, at han kan tabe. Det tror jeg heller ikke, at han selv kan.
Hans indsats som indpisker og animator belønnede ham da også allerede inden, rytterne var i mål, med det særlige røde rygnummer, som tildeles etapens mest angribende rytter.
Mange lider af den vrangforestilling, at Mads P. er sprinter. Det er han ikke. Han er en lynhurtig allrounder, og han var helt sikkert udbruddets hurtigste mand, hvor de fleste nok havde troet, at han ville være glad for at holde udbruddet samlet.
Men på den sidste stigning lancerede han et rasende angreb, som efterlod Kúng, Ganna og Jorgensen bagude, mens Wright og Houle med møje fik lukket hullet.
Trademark-spurt
Få ryttere er så løbskloge som Mads, og da feltet var uden mulighed for at komme op, var der risiko for, at de fem følgesvende ville begynde at stikke til højre og venstre, og at han som hurtigste mand, ville skulle holde styr på det hele. Så hellere reducere gruppen, så der stadig var jagtende folk bagved, der animerede følgesvendene, som nu blot var to, til at arbejde for deres podiepladser.
Afslutningen var endnu en magtdemonstration. Mads P. kørte sin 300 meter trademark-spurt fra spids og kørte Wright og Houle direkte ud af hjulet, og han havde god tid til at nyde sin overvældende sejr.
Jeg har aldrig før hørt Mads være rørt til tårer over en sejr, som han var da TV2’s Sanne Jakobsen interviewede ham efter, han var kommet i mål. Men jeg ved godt, hvad der ligger bag de mange følelser.
Han har trænet som en afsindig i månedsvis til Grand Depart i København, har sultet sig selv i fire måneder. Ethvert tænkeligt offer har han bragt for at komme i gult på dansk grund, og så faldt alt til jorden i de sidste dage op til start, da han blev så syg efter DM, at holdet overvejede at trække ham blot tre dage før start.
Og han fortalte mig så historien, hvorpå jeg ville vide, hvorfor ingen havde hørt om det
Med den viden, jeg har nu, fatter jeg ikke, at han kunne blive nummer 6 på enkeltstarten og nummer 3 i Nyborg, men på det tidspunkt tænkte jeg bare, at han ikke helt sprudlede som i Belgien Rundt kort forinden. Først efter 6. etape hvor jeg chattede med ham om aftenen, nævnte han noget om, at han var ved at være ovenpå efter ”sygdommen”.
“Har du været syg,” spurgte jeg.
Og han fortalte mig så historien, hvorpå jeg ville vide, hvorfor ingen havde hørt om det.
Nej, han ville ikke have, at nogen skulle mistænke ham for at have dårlige undskyldninger, hvis ikke han fik førertrøjen. Og han meddelte mig, at jeg ikke skulle snakke om det.
Jeg deler kontor med hans storebror, Mark, og spurgte om han vidste, at Mads havde været syg. Nej, det vidste han ikke noget om.
Mads i en nøddeskal
Det er Mads i en nøddeskal, og at han nu i dag fik honoreret den umenneskelige indsats, han har leveret over mange måneder for at nå hertil, gør et knæk i stemmen mere end forståeligt. Jeg ved, at han også her sender en tanke til alle de afsavn, hans kone har måttet lide, mens han har været i boks, og alt har måttet indrette sig efter hans stræben efter succes i Tour de France.
Alle disse ting ligger bag den rasende indebrændthed, han gik ud af startblokken med fredag ved middagstid med 192 kilometer til Saint Etienne.
Mads P. er et forbillede og et mønster og monster som væddeløber, og han skal have et stort tillykke med denne velfortjente triumf.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
