TOUR DE FRANCE // KLUMME – Jørgen Leth er mester i cykelfortællinger, men hans grundfortællinger om cykelrytterne som splittet mellem det guddommelige og det djævelske bliver for ensidige, hvis vi forstår dem som en objektiv sandhed, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn i den første af to klummer om cykelløb, fortællinger og menneskesyn.
For et års tid siden gennemtrawlede jeg Jørgen Leths Der var engang en mand som hed Fausto Coppi (2023), hans masterepos af en cykelfortælling over alle cykelfortællingerne, og endnu engang hengav jeg mig helt til hans alvidende fortællerstemme.
Vi kender den, hans stemme. Først og fremmest fra tour-kommentator-rollen, vi ved, hvordan han pauserer, ikke fordi han er i tvivl, men fordi han har fortællingen på sinde, den store fortælling.
Og fortællerstemmen er lige så klar og tydelig – lige så selv-bevidst – på skrift, som den er live. Langt hen ad vejen rolig og behersket, fordi der er et crescendo, der skal bygges op til, der er et klimaks, der venter. Højdepunktet fungerer kun, hvis han starter helt nede ved foden af bjerget, på bunden af alting. Det er turen – det, at arbejde sig langsomt op, der gør toppen til noget særligt. Og rytterne selvfølgelig. De er medfortællere.
På forhånd har de, Leth og rytterne i samskabende helhed, ruten og deres kendskab til historien, til stederne, til vejrudsigten, til modspillere og medspillere i feltet. Derudaf opstår et samspil, en improviseret jazz-koncert.
Det er cykelfortællingens genre.
Med tiden er de kendte elementer blevet udviklet, så vi har et mere eller mindre fast interiør. Vi ved f.eks. der er en djævel på spil i de hårdeste bjerge. Vi ved, at nogle ryttere kan flyve. Nogle er guder, andre er dæmoner. Vi ved at udover kropsbygning og positioner på cyklen, så er blikket vigtigt. Det har vi lært af gentagelserne i fortællingen.
Hvad er en mand?
Lad os tage et sidespring: Sådan kendte vi ham, Jørgen Leth, lige indtil han udgav den. Bogen.
Titlen Det uperfekte menneske (2005) var ellers en total spoiler, ikke? Og så blev titlen til årtiets mest oversete pointe. Leth fortæller om sig selv: En ældre, hvid herre, der fantaserer om at have komplet hoved- og hul-ret til den farvede kokkepiges mindreårige datter.
Det ville vi ikke være med til. Den fortælling ville vi ikke høre. Den mand ville vi ikke kende.
Det er den, Jørgen Leth er: Fortælleren af menneskeheden, hvad enten det er cykelløb eller civilisation, der er emnet
Vi ville ikke høre om, at gamle, hvide mænd får rejsning ved tanken om friskt, ungt fast kød, der står helt og fuldkommen til deres rådighed. Det er også virkeligt grimt.
Sex sammenflettet med magt i fantasien om almægtighed, fantasien om at være Gud.
I fryden over fælles væmmelse overså vi måske nok, at Jørgen Leth først og fremmest brugte sig selv som eksempel. Han talte om den gamle hvide mand, ikke om sig selv, selvom han også var en gammel hvid mand og derfor havde etos med sig.
Det han ville var at fortælle en grundfortælling om mennesket, hvor hans påstand var: ”Det findes (også i mig) og det er et grundlæggende karaktertræk ved mennesket.”
Det er den, Jørgen Leth er: Fortælleren af menneskeheden, hvad enten det er cykelløb eller civilisation, der er emnet.
Leine-Krasnik-gate
Roll on mere end femten år, og så har vi Leine-Krasnik-gate:
I 2022 bragte Weekendavisen med Martin Krasnik ved roret (hvortil han efter en passende periode bag tæppet er vendt tilbage) en podcast, hvor Krasnik taler med Kim Leine om manderoller og maskulin seksualitet.
Dermed bliver problemet – og ansvaret – skubbet tilbage på os kvinder: Det er vores eget problem, at vi kun ser det gode, når vi begiver os ud i verden på jagt efter den eneste ene til at nedlægge os i brude- og barselsseng som sig hør og bør
De taler ikke om en vilje til at ville udføre en voldtægt, men de fremstiller en teori om, at manden i sit mørkeste indre er karakteriseret ved at være præcist så grim og modbydelig og magtliderlig. Det er i virkeligheden en meget sammenlignelig grundfortælling, de afspiller: voldtægtsfantasien som et arketypisk karaktertræk blandt mænd.
Igen fløj vi i flæsket på disse modige, sandhedssøgende mænd.
Dr. Jekyll og Mr. Hyde
De sidste 5-600 års vestlig såkaldt civilisation. En verdensorden baseret på slaveri, udbytning, overherredømme, vold, ydmygelse, magtmisbrug, herskesyge, drømmen om verdensdominans, lysten til at spille Gud, være konge over alt i junglen.
Vestlig civilisation, i en nøddeskal, sådan var vi, det er sådan vi har opbygget vores verden, det hviler vi på.
Men det er jo da heldigvis fortid, ikke? Nu er vi blevet de perfekte mennesker, vi altid foregav, vi var, ikke? Jeg forestiller mig, at Leth-Leine-Krasnik måske ville formulere et svar i retning af:
“Det er måske nok, det, vi siger, og måske kan vi også overbevise os selv om, at det er sandt, hvis vi kniber øjnene hårdt nok i og propper Airpods’ne dybt nok ind i ørerne.
Men det er og bliver helt, helt forkert! Det er et lykkeligt, næsten fuldbyrdet, selvbedrag.”
Det, de vil vise os er, at manden er uperfekt, at han er fanget i en kamp mellem drift og moral. De vil vise os kampen i manden mellem godt og ondt. I denne fortælling gentager de faktisk en af feminismens anklager: “manden er i bund og grund styret af sine mest primitive drifter”.
På uforudset vis, bliver det et alibi, hvorved manden kan unddrage sig personligt ansvar for sine handlinger. Det er jo bare sådan, han er skabt! (!!)
Dermed bliver problemet – og ansvaret – skubbet tilbage på os kvinder: Det er vores eget problem, at vi kun ser det gode, når vi begiver os ud i verden på jagt efter den eneste ene til at nedlægge os i brude- og barselsseng som sig hør og bør. Vi er naive, når vi tror på manden, vi burde vide bedre. Det er faktisk vores egen skyld.
Kløften mellem det hørte og det sete
I de sidste år har jeg, mens jeg har siddet og set Tour de France, siddet og tænkt, at den grundfortælling om cykelryttere, som Leth i sin tid etablerede, hvori manden vises som evigt splittet mellem det guddommelige og det dæmoniserede, er et udtryk for det samme blik på verden, som i sin tid blev udtrykt i Det uperfekte menneske.
Kampen er den samme, blot internaliseret i Leth, i Leine, i Krasnik. Det er den kamp, myter er skabt af.
Cykelløbet har i dansk litteratur fået en særlig status – spændt ud mellem tiden, stederne og rytterne over for hinanden og den enkelte rytter i kamp med sig selv. Det er en genetablering af grundfortællingen om den enkelte, der formår at overvinde sine indre dæmoner, og dermed kan opnå heltestatus – og frelse.
Kritikken af Leth-Leine-Krasnik har gået på, at de er nogle usympatiske stympere. Forsvaret for dem kunne lyde: Det er alle (mænd), men det er netop derfor, det de siger er vigtigt, selvom det er ubehageligt. Det er en almenmenneskelig kamp, der beskrives.
Måske findes der i den samme mand, der fortæller, at han fantaserer om voldtægt, en længsel, der ligger endnu dybere, efter at udtrykke empati, følsomhed og omsorg?
Når jeg to-tre timer hver dag tre uger i juli måned ser cykelløb, når jeg lytter til Rolf og Ritter (og Bak), der kommenterer, når jeg sammenligner med Leth og hans grundfortællinger, når jeg holder alle disse fremstillinger af verden op mod det, jeg selv ser, så overvejer jeg selvfølgeligt, om det, jeg hører, passer med det, jeg ser.
Sportskommentaren er et fantastisk sted at få øje på den kløft, der er mellem fremstillingen af virkeligheden og det, man ser med sine egne øjne. Når man først får øje på den kløft, slår jorden revner under en.
For mig at se må det være på tide og på sin plads, at vi stiller spørgsmål ved den Lethske (eller Leine/Krasniske) grundfortælling, at vi går efter den metaforiske bold i stedet for den lige så metaforiske mand.
Måske skal vi overveje, hvordan vi forklarer os selv, og om der kunne være andre forklaringer?
Væk fra et dualistisk syn på manden, mennesket, universet
Jeg vil påstå, at det er en vidunderligt fristende fejlslutning at betragte mennesket, dvs. manden, ud fra den Lethske helte-dæmon-dialektik, der gennemsyrer denne tænkemåde.
Selv voldtægtsfantasier er ikke nødvendigvis symptomatisk for et menneske besat af sine drifter.
Måske er det ikke et uomgængeligt faktum, at disse drifter ligger og roder nederst i enhver mand?
Måske er det derimod et symptom på noget helt andet?
Måske er det afledt af den frustrerede og afmægtige mand, der end ikke formår at føde sine egne børn?
Måske findes der i den samme mand, der fortæller, at han fantaserer om voldtægt, en længsel, der ligger endnu dybere, efter at udtrykke empati, følsomhed og omsorg?
Måske findes der i denne mand endda en længsel efter moderskabet? Efter at kunne føde sig selv igen og igen som en babusjka-dukke?
Hvis dét er sandt, betyder fortællingen om Det uperfekte menneske noget andet, end den selv tror. Måske er den ikke sandheden, men den hysteriske mands mest desperate udtryk.
Det gør den ikke uinteressant, men spørgsmålet må så være, hvorfor det er endt med at blive en grundfortælling, der sidestilles med sandheden?
Colossus i Deadpool (2016):
Colossus: Four or five moments, that’s all it takes …
Deadpool: To???
Colossus: To be a hero. Everyone thinks it’s a full-time job. Wake up a hero, brush your teeth a hero, go to work a hero. Not true.
Over a lifetime, there are only four or five moments that really matter. Moments when you’re offered a choice. To make a sacrifice, conquer a flaw, save a friend … spare an enemy. In these moments everything else falls away. The way the world sees us.
The way we … [ GUNSHOT ]
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
