Jeppe Alling Jacobsen: Så’ der bold

i Sport/Kultur af

ESSAY – Der er intet som den varme, man kan opleve, når spillerne, der matcher deres mange tusinde fans, kommer helt ned til os efter kampen og klapper ad os og med os. Det skriver Jeppe Alling Jacobsen i dette essay om sporten, du elsker eller hader, og som for ham er smukkest som et forum, hvor vi ikke behøver at forstå hinanden som unikke: ”Vi behøver ikke have hver vores mening. Vi behøver ikke være noget hver for sig. Vi er bare én i et kort øjeblik i et liv, hvor vi ellers har travlt med at være et helt unikt jeg.”

Jeg står på Olympiastadion i Berlin. Det er en fed plads. Lige bag det ene mål hvor mange tusinder af Hertha Berlin-fans i deres ’Blau-weisse Trikots’ står og synger med på schlagerhymnen Nur Nach Hause. Hertha har besøg af HSV (Hamburger Sports-Verein), og der er mødt 70.000 mennesker op for at se kampen. Stemningen er på kogepunktet, mens spillerne giver hånd og ønsker hinanden god kamp. De to anførere mødes med dommeren, der kaster en mønt op i luften. Han griber den sikkert og peger på HSV’s anfører, som må bestemme, hvilken banehalvdel hans hold starter på. Hertha får lov at give bolden op. Spillet fløjtes i gang.

Fodbold er et mystisk fænomen. Snakker man med de mennesker, der hverken kan eller vil forstå det smukke ved sporten, får man samme svar hver gang: ”Hvorfor skulle man dog bruge to timer af sit liv på at kigge på svedende mænd, der render efter den samme lille kugle? Hvorfor får de ikke bare én hver i stedet? Det ville da være meget nemmere.”

Selvom fodbold måske skaber skel mellem de interesserede og de ikke-interesserede, har de det til fælles, at fodbold fylder. Det fylder i bybilledet og i den nationale økonomi. Derudover er det næsten lige så sikkert som guitarsoloer til en rockkoncert, at alle kender mindst én ’fodboldfreak’, der ofte har svært ved at holde sig tilbage til en familiefrokost, når hans eller hendes hold har vundet en kamp dagen forinden.

Således må alle vi fanatikere altid stå til ansvar for spillets originale regler og forsøge at sige, at det naturligvis er okay, hvis andre ikke bryder sig om sporten – så længe det også kan accepteres, at fodbold udgør en yderst anseelig procentdel af ens egen livsværdi. Fodbold er altså mystisk i den forstand, at det er en sport, der skiller vandene. Enten er fodbold altafgørende, eller også er det opblæst og fuldstændig ligegyldig.

Uanset hvad, må man forstå, at sporten er kommet for at blive.

I Tyskland alene er der over seks millioner registrerede fodboldspillere, gennemsnitligt sidder næsten 750.000 mennesker klar på de forskellige stadions weekend efter weekend; den samlede løn til spillerne i den bedste tyske række har for længst oversteget 5 milliarder kroner om året, og man behøver ikke at se sig om i mange sekunder i en større tysk by for at få øje på almindelige mennesker, der bærer deres holds hjemmebanedragter som et stolt symbol på deres tilhørsforhold. Selvom fodbold måske skaber skel mellem de interesserede og de ikke-interesserede, har de det til fælles, at fodbold fylder. Det fylder i bybilledet og i den nationale økonomi. Derudover er det næsten lige så sikkert som guitarsoloer til en rockkoncert, at alle kender mindst én ’fodboldfreak’, der ofte har svært ved at holde sig tilbage til en familiefrokost, når hans eller hendes hold har vundet en kamp dagen forinden.

Der er altså ingen vej udenom. Selv om man ikke ønsker det, vil man blive konfronteret af fodboldens væsen.

1-0

Der er næsten spillet en halv time, da Vedad Ibišević bringer Hertha Berlin foran 1-0. 68.000 mennesker hopper, løfter armene, klapper og krammer hinanden i ét stort kaos, mens musikken brager ud ad højtalerne, og Ibišević peger på sit eget navn bagerst på sin trøje med begge sine tommelfingre. Folk, jeg ikke kender, klapper mig på skulderen og råber ”Dänische Berliner” efter mig, mens de vifter med deres fadøl og afkræver mig en skål.

Det er ikke almindelig glæde, de udstråler. Det er eufori, nærmest en fornyet livslyst. Jeg mærker den selv strømme fra tæerne og hele vejen op igennem kroppen og ud i fingerspidserne. Selvom det er november og råkoldt, bunder jeg min kølige fadøl og råber med, da stadionspeakeren insisterende spørger efter resultatet. ”EIN ZU NUL FÜR HERTHAAAAA”.

Fodbold er også et fravalg

Det siges, at vi lever i individualismens tidsalder. Enhver er sin egen lykkes smed, og vi har alle sammen travlt med at realisere os selv og give vort eget liv uvurderlig mening. Vi vælger bestemte uddannelser, hører noget bestemt musik, læser noget bestemt litteratur og nogle bestemte aviser og træffer i det hele taget en masse valg, der udgør, hvilken person vi er. Og vi er unikke. Det er meget vigtigt for os at være unikke. Ingen anden må være som mig. Der er skarpe skel mellem dig og mig. Mit og dit.

På den måde er det ikke blot fodbold, der skiller vandene. Ethvert valg, vi træffer for os selv, er med til at adskille os, og det er tilsyneladende noget, de fleste af os er glade for. Det er væsentligt for de fleste af os, at man kan skelne os fra andre.

Ethvert fravalg af denne type er identitetsskabende. Sådanne fravalg skaber det klare skel mellem dig og mig, som vi så godt kan lide som mennesker. Det gør os unikke

På den måde bliver det også ofte vigtigt for de fodboldindifferente at tage stærk afstand fra enhver fodboldsnakkende tosse. For fodbold er et aldrig udtømt emne og et fænomen, der bare ikke vil gå væk. Det er der, når du tænder fjernsynet eller radioen, det er der, hvis du bor i en by med et stadion, når folk går sammen gennem gaderne, det er der, når folk mødes på barerne og råber og drikker, og det er der, når dine børn skal køres til træning og kamp.

Fodbold er overalt, og bryder man sig ikke om det, virker det oplagt, at man må have et behov for at tage afstand fra det. Sådan er mennesker. Vi tager afstand fra det præsente, som vi er ligeglade med. Vi vil ikke identificeres med det, vi synes er småirriterende.

Fravalget af fodbold vil for mange derfor bestå som noget, der har behov for eksplicit at blive udtrykt – gerne over for én eller flere der har valgt fodbolden til.

På den måde minder fodbold lidt om politik. Det er en stor del af hverdagen, det presser sig hele tiden på. Hvis man er ligeglad, kan man eksplicit gøre opmærksom på det ved at stemme blankt eller bryde ind i en debat med et ”øv, hvor er politik dog spild af tid.”

Ethvert fravalg af denne type er identitetsskabende. Sådanne fravalg skaber det klare skel mellem dig og mig, som vi så godt kan lide som mennesker. Det gør os unikke.

2-0

Der er bare fem minutter tilbage af opgøret, da højrekanten Mitchell Weiser bringer Hertha Berlin foran 2-0. Denne gang er jubelbrølet mere præget af stor lettelse end egentlig eufori. Folk smiler og giver hinanden high-fives. Det afgørende mål kom i hus, og man kan nu ånde lettet op og spå, at man går en skøn uge med solskin i møde.

Jeg tænder min mobil og ser, at min kæreste har haft ringet. Det må absolut vente, til spillerne har været nede hos os fans og sige tak for støtten. Der er intet som den varme, man kan opleve, når spillerne, der matcher deres mange tusinde fans, kommer helt ned til os efter kampen og klapper ad os og med os. Når 11 spillere og 68.000 mennesker smelter sammen i én taktfast applaus. Det er det smukkeste, jeg ved.

Fællesskabet i fodbold

I den tyske filosof Hannah Arendts socialfilosofi kan man læse, at mennesket ikke først og fremmest er individualistisk orienteret i sin realiseringsproces. Mennesker har brug for at adskille den private sfære fra den offentlige. Dermed er den private sfære overladt til den private ejendom, hvilket skal forstås som den enkeltes bolig og ikke den enkeltes bevidsthed.

I det offentlige rum har mennesket brug for at realisere sig selv igennem andre. Det er ikke kun vigtigt at tale, men også at blive hørt. Det er ikke kun vigtigt at se ud på en måde, men også at blive set. Uden fællesskaber, kan vi ikke realiseres. Derfor har vi også en pligt til at være med til at realisere andre.

Lad os antage, at Hannah Arendt har ret i sine teser. Har vi glemt vores forpligtelser, og har vi glemt at møde hinanden i fællesskaber og være lige så interesserede i at hjælpe andre i deres realiseringsproces som i at realisere os selv? Sådanne spørgsmål er vanskelige og bør vel i virkeligheden overlades til netop sociologer og filosoffer.

Fodbold udmærker sig ved at bringe mennesker sammen i et forum, hvor vi ikke behøver at forstå hinanden som unikke. Vi behøver ikke have hver vores mening. Vi behøver ikke være noget hver for sig. Vi er bare én i et kort øjeblik i et liv, hvor vi ellers har travlt med at være et helt unikt jeg

Imidlertid kan jeg sige, at vi, der forstår fodboldens verden og lader os rive med af stemningen og de tusinder af fans i ens tøj og de intense øjeblikke med skud på stolpen, forkert dømte straffespark og alt det, der kan få vores følelser helt i kog, vi har det fællesskab, som Arendt efterlyser.

Det, der adskiller os fra rigtig mange mennesker, der ikke forstår, hvor meget vi bløder, når vores hold taber, og hvor mange glædestårer, vi kan fælde, når vores hold vinder er, at vi i ca. to timer hver uge er én organisme.

Vi råber sammen, bliver hørt sammen, bliver set sammen og har et fælles mål. Og det foregår endda på tværs af landegrænser. Det står på uanset, om vi står skulder ved skulder på stadion, eller om vi råber til hinanden gennem den elektroniske motorvej, som digitalt TV udgør.

Det, der gør fodbold fantastisk, er ikke pengene, antallet af mennesker der dyrker sporten, de 22 mand på banen, samt den bold de alle jagter. Det er ikke de kløfter, der måtte være mellem os sygeligt afhængige fodboldfanatikere, der til tider kan snakke et ganske uforståeligt sprog, og så jer der ikke forstår, hvad vi siger eller på nogen måder har et ønske om det.

Det, der er fantastisk ved fodbold, er, at det generelle skel mellem mennesker ophører for en stund. At vi i to timer om ugen er tusinder af unikke individer, der udgør ét hele. Fodbold udmærker sig ved at bringe mennesker sammen i et forum, hvor vi ikke behøver at forstå hinanden som unikke. Vi behøver ikke have hver vores mening. Vi behøver ikke være noget hver for sig. Vi er bare én i et kort øjeblik i et liv, hvor vi ellers har travlt med at være et helt unikt jeg.

Foto: Wikimedia Commons.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mit navn er Jeppe Alling Jacobsen (24 år), og jeg bor for nuværende i Odense med min kæreste og min syv måneder gamle søn. Jeg har min daglige gang på Syddansk Universitet, hvor jeg er i gang med at læse en kandidatgrad i filosofi. De redskaber, jeg får fra mit studie, forsøger jeg at tage med over i mine skriverier, og det er især lyrikken, jeg beskæftiger mig med. Også det reflekterede essay falder mig ret naturligt. Mine digte er ofte præget af mørke stemninger og en vis livs-, verdens-, og systemskepsis, hvorimod mine essays forsøger at finde håb i forskellige kausale sammenhænge. Jeg henter primært min inspiration i konkrete personlige oplevelser og erfaringer, og jeg er i et vist omfang hele tiden i en proces, hvor jeg søger det gode digt eller det gode essay, i en tanke omkring noget konkret jeg har læst, set, hørt eller oplevet.

Seneste artikler om Sport