FV26 // ANALYSE – “Hvis Mette Frederiksen genvinder regeringsmagten, trækker det i retning af en ny socialdemokratisk ledet regering med SF, Moderaterne og nok også de radikale ombord”, skriver politisk redaktør og kommentator Helle Ib. “Et af de helt store spørgsmål bliver i givet fald, om den socialdemokratiske tilnærmelse til SF kommer til at dominere billedet – eller om Moderaterne og De Radikale får styrke til at trumfe en anden kurs igennem i den økonomiske politik.”
Med krigen i Mellemøsten kan slutspurten i den danske folketingsvalgkamp blive påvirket af det skær af polykriser, som var med til at begrunde og legitimere det særegne regeringssamarbejde i 2022.
En ny midterregering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne som akse ligner imidlertid ikke det mest sandsynlige udfald denne gang – om end intet er afgjort.
Alligevel kan fornyet krisebevidsthed om de globale trusler få effekt på valgkampen. Ikke blot i form af, at vælgerne i stigende grad slutter op om stærke og erfarne ledere frem for eksperimenter – et fænomen, Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) i en vis grad har nydt godt af siden nytår. Effekten kan også vise sig efter et valg, hvor mængden af modsatrettede politiske ønsker og krav har tårnet sig op – og hvor rystelser udefra og mulig påvirkning af energipriser, forsyningskæder, renter og andet kan få betydning, når der skal skrives regeringsgrundlag.
Hvis Mette Frederiksen genvinder regeringsmagten, trækker det i retning af en ny socialdemokratisk ledet regering med SF, Moderaterne og nok også de radikale ombord
Bekymring for tilbageslag i økonomien kan blive definerende for en ny regerings første tid – og præge de voldsomme interne armlægninger, der må forventes mellem centrale partier.
Hvis Mette Frederiksen genvinder regeringsmagten, trækker det i retning af en ny socialdemokratisk ledet regering med SF, Moderaterne og nok også de radikale ombord.
Et af de helt store spørgsmål bliver i givet fald, om den socialdemokratiske tilnærmelse til SF kommer til at dominere billedet – eller om Moderaterne og De Radikale får styrke til at trumfe en anden kurs igennem i den økonomiske politik.
Opgøret om blå eller rød retning
Det er ikke et ligegyldigt opgør om retningen. Skal skattestigninger finansiere øget offentligt forbrug og udvalgte velfærdsinitiativer – eller er der brug for en mere blåtonet økonomisk politik med reformer, der øger arbejdsudbud, råderum og konkurrenceevne?
Socialdemokratiet og SF på den ene side og Moderaterne og De Radikale på den anden side kommer til at trække i hver sin retning – men ét står klart: Hovedaktørerne har alle en voldsom interesse i, at et regeringssamarbejde lykkes ved dette valg, for det kan blive knald eller fald for deres egen politiske fremtid.
Det er hér, de tiltagende globale farer og udfordringer kommer ind i billedet:
De kan blive det alibi, partierne har brug for i fortællingen om, hvorfor hårde kompromiser må indgås og indfrielse af egne mærkesager har meget lange udsigter.
Ingen toppolitiker er så adræt og kreativ som den, der virkelig vil magten – og som har brug for et alibi for at kravle ned ad den træstamme, der under alle omstændigheder bliver trængsel om efter valget.
Som socialdemokratisk formand er Mette Frederiksen udkommet i mange versioner:
Der var den rødere Mette, der efter den hårde SRSF-regeringsperiode fra 2011-2015 lagde maksimal afstand til dagpengereformer, selskabsskattelettelser og andet fra den blå værktøjskasse, som ikke mindst SF skar sig på.
Der var midter-Mette, der talte om opgør med blokpolitikken, om hårde prioriteringer, om nødvendigheden af upopulære beslutninger og om arbejdskraft som den ny valuta.
Og senest er den rødere version tonet frem igen. I stadigt kraftigere farve siden det sviende kommunalvalg sidste år.
Med kattevenlige vendinger har Socialdemokratiet nærmet sig SF og skruet ned for den skarpe kritik, som ellers kom til udtryk, da S-toppen eksempelvis i 2024 anklagede SF for ”topmålet af uansvarlighed” og for at slå et ”astronomisk hul i statskassen”, fordi SF ville stoppe stigningen i danskernes pensionsalder.
Ministre: Nej tak til blokpolitik
Uden for referat har ministre i SVM-regeringen løbende givet udtryk for, at de bestemt ikke nærede noget ønske om at vende tilbage til en blokkonstellation med afhængighed af SF, Enhedslisten og Alternativet.
Men med budskaber om sprøjteforbud og rent drikkevand, flere penge til folkeskolen, formueskat, mildere indeksering af stigningen i pensionsalderen og forbedringer af Arne-pensionen har Socialdemokratiet nærmet sig SF igen.
For nylig kom også valgkampens første fælles S-SF-udspil om at afsætte to mia. kr. til at give flere dårligt stillede pensionister en ældrecheck. Et udspil af en noget mere beskeden kaliber end det omfattende samarbejde om fælles politik, som Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) indledte i 2008 i bestræbelserne på at drage nytte af hinanden – og opnå magten.
Ved det efterfølgende valg i 2011 og med De Radikales mellemkomst faldt meget til jorden. Helle Thorning-Schmidt måtte æde sine ord om, at det fælles skatteudspil ikke var ”et forhandlingsoplæg”, men indholdet af et nyt regeringsgrundlag. Og den daværende SF-politiker Astrid Krag måtte som sundhedsminister erkende, at mange valgløfter ikke kunne indfries. Krag havde desværre ikke ”adgang til den skov, hvor pengetræerne vokser”, som hun undskyldte sig med.
Disse træer vokser så heller ikke ind i himlen i dag, hvor SVM-partierne har tilladt sig selv den luksus at beslaglægge en meget stor del af råderummet frem mod 2035.
At der kan blive brug for at åbne statskassen og lede efter dét, der er tilbage i gryden, mere end antydede finansminister Nicolai Wammen (S) i weekenden på LinkedIn – med henvisning til den ”dybt alvorlige situation i Mellemøsten”: ”Den udvikler sig time for time. Det påvirker allerede nu oliepriserne. Socialdemokratiet har, når der har været situationer, hvor danskernes økonomi har været alvorligt ramt, været klar til handling,” skrev han.
Hvad Socialdemokratiet og SF vil stille op efter dette valg, hvis de må skuffe forventningerne – men dog vinder magten ved hjælp af resten af rød blok og Moderaterne – står hen i det uvisse.
Skal SVM’s ”8 mia. kr. i skattelettelser til de rigeste” rulles tilbage, som SF har krævet? Bliver Store Bededag igen en fridag? Skal det socialdemokratiske udspil til formueskat skærpes, så grænsen ikke går ved 25 mio. kr., men 10 mio. kr., som SF har foreslået?
Valgkampens slutspurt og de efterfølgende opgør om den økonomiske politik kan blive blandt de mest spændende og uforudsigelige i nyere tid
SF, der vil bruge provenuet på bl.a. bedre barselsorlov, har i realiteten lempet sit gamle forslag, hvor grænsen blev sat ved 5 mio. kr. En formueskat på 0,5 pct. af formuer over 10 mio. kr. skønnes at indbringe over 9 mia. kr. årligt – og vil ifølge et svar fra Skatteministeriet i 2024 omfatte omkring 70.000 personer. Altså flere end tre gange så mange som det socialdemokratiske forslag.
Forslaget har ikke opbakning fra de radikale, og Lars Løkke Rasmussen (M) har sågar afvist formueskat som en ”rød linje”, der slet ikke må overskrides.
Lige nu synes kun ét sikkert: Valgkampens slutspurt og de efterfølgende opgør om den økonomiske politik kan blive blandt de mest spændende og uforudsigelige i nyere tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og