SMALLTALK // POV PÅ SPIDSEN – “Nu hvor nærmest ingen smalltalker længere, er en af hverdagens små glæder forsvundet,” skriver Ann Mariager. “Jeg elsker ellers den form for lette samtale med et andet menneske, en, jeg ikke kender. At gå en tur og falde i en lille snak med en småbørnsfar, en hundeejer, en tømrerlærling, et par teenagere, der snakker cringe og skibidi og rizz, en løber, der stopper for at tørre sveden af panden, alle mulige mennesker. Men den tid er ved at være slut.”
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
Indimellem kniber jeg mig i armen – eller hvad jeg lige sådan har at knibe i – og tænker: ”Hey, hvad sker der? Er jeg blevet statist i en ny virkelighed? Er den gamle virkelighed – altså den, vi kan føle, smage på, suge langt ned i lungerne og snuble i på et glat fortov – er den ved at være fortid? Er dén nu blevet den kunstige, virtuelle virkelighed? Og er den virtuelle blevet den ægte? Har de byttet plads?”
Ja, det er jeg bange for, de har. Den virkelige verden er nu den, man ser på en skærm og/eller hører i sine earpods eller hørebøffer.
Og det er jeg ked af.
For jeg har det ligesom digteren Dan Turéll: Jeg holder af hverdagen, mest af alt holder jeg af hverdagen. Og med dette systemskifte er en af hverdagens små glæder forsvundet: Den lille snak. Small talk, som det hedder på engelsk. Småsnak. Hyggesludder.
Jeg elsker den form for lette samtale med et andet menneske, en, jeg ikke kender. At gå en tur og falde i en lille snak med en småbørnsfar, en hundeejer, en tømrerlærling, et par teenagere, der snakker cringe og skibidi og rizz, en løber, der stopper for at tørre sveden af panden, alle mulige mennesker, høj og lav, tyk og tynd.
Men den tid er ved at være slut, for nu har de fleste mennesker – ældre som unge – hovedet op i … øh, et andet sted, inde i den dér nye ægte virkelighed, den som engang var virtuel. Når jeg passerer en hundeejer med en sød Jack Russell-terrier, så kan jeg godt finde på at stoppe og sige: Aj, hvor er den kær. Hvad hedder den? Hvor gammel er den?
Og indtil for nogle år siden fik jeg svar. At den hed Maggie eller Viggo eller Torben. Og herefter flettede vi en mild og munter småsnak sammen om glæden ved at have hund, tip til gode hundeparker, advarsler om flåtbid og vupti, så gik vi videre, tak for snakken.
Nu er den gamle virkelighed bare en kulisse, og jeg er statist i den. Og når jeg spørger, hvad hunden hedder, reagerer personen i den anden ende af snoren enten overhovedet ikke, fordi hun har store hørebøffer på eller ved at se mig bevæge munden, hvorefter han hiver en ear pod ud af øret og svarer: ”Øh-a-va?”
Sådan et ”øh-a-va” gider man jo ikke blive mødt med i det lange løb, jeg gør i hvert fald ikke. Så efter en 40-50 omgange ”øh-a-va”er på min vej, opgav jeg. Jeg er gået på afvænning. Jeg er holdt op med at lægge op til en småsnak, for der er ingen, der gider at lege med mere.
Dette er næsten historisk for mig. For jeg har altid været glad for smalltalken. Jeg har forelsket mig i mænd, der kan flette en lille, varm samtale sammen som et julehjerte. Jeg kan lide at omgås mennesker, der sætter pris på en venlig ordveksling. Og jeg holder mig fra dem, der mener, at de er alt for kloge og belæste til den slags banaliteter. Dem, der siger, at tale er sølv og tavshed er guld. Det er sandt, men ikke i alle livets sammenhænge.
Lærte smalltalk i New York
Jeg lærte at hyggesnakke i New York, hvor jeg studerede og arbejdede i første halvdel af 1980’erne. Når vi gik til fester, opdagede jeg, hvordan smalltalken var med til at skabe den gode, hyggelige stemning.
Vi præsenterede os for hinanden, og hvis vi stod i en kreds, så var alle inkluderet. Ikke noget med – som jeg havde oplevet hjemme i Danmark – at lade nogen stå og føle sig overset og fremmed. Næ, ”hvem er du? Du taler med accent, hvor kommer du fra? Nå, Danmark! Jamen, det er jo der, H.C. Andersen kommer fra, ikke? Og Amsterdam er hovedstaden?” Mja, det var nu København – men pyt, nu var småsnakken i gang og alle var med. Vi fandt fælles interesser – nogen var vilde med standup comedy, andre med pastrami-on-rye-sandwiches, andre igen med Bruce Springsteen, nogen med alle tre. Og så cirkulerede vi videre til nye smalltalks i den anden stue.
Efterhånden har vi herhjemme også lært at bruge småsamtalen som en ice breaker, en måde at løsne stemningen på. Men der skulle træning til, og der er ligefrem skrevet bøger om, hvordan man lærer at mestre det, bl.a. Karen Marie Lillelunds Small talk – jatak! Så kulturen er der. Og derfor er jeg ked af, hvis den sygner hen og dør. Noget tyder på det. Vi ser jo ikke hinanden længere. I Fælledparken, hvor jeg kommer jævnligt, går de fleste mennesker med blikket i telefonskærmen eller ørene bøffet til. Få ænser noget som helst omkring sig.
Jeg undrer mig over, hvor skørt man skal opføre sig for at få øjen- og ørenkontakt med dem. Hvad skal der til, for at lyttebøfferne ryger ned om halsen? Og blikket flytter sig fra telefonskærmen?
Jeg tror, jeg vil lade det komme an på en prøve. Den amerikanske skuespiller og comedienne Bette Midler fortæller i en sang om, at i New York bor der så mange weirdos, skøre, excentriske mennesker, at man er vant til at møde lidt af hvert, når man går i gaderne.
Hvis en kvinde f.eks. kommer gående i sommervarmen med et spejlæg placeret ovenpå sit hoved, ja, så er der ikke én, der bemærker det. Man kan gå op og ned ad avenuerne med et fried egg på sin pande, og ingen stopper op og peger eller griner eller stiller spørgsmål.
Jeg har overvejet at teste metoden en dag: Stege et spejlæg, klaske det op på mit hoved med et par hårklemmer og så ellers gå en tur igennem Fælledparken på Østerbro i København. Skulle jeg være så heldig, at der er én, der bemærker det, vil jeg byde på en iskaffe hos manden med Kaffe-på-Hjul-boden på Ingrid Jespersens Plads. Han hilser nemlig altid.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og