BØGER // ANMELDELSE – Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowicz’ bog Verden venter ikke på os forsøger med held at forklare, hvordan Tyskland, der siden 1949 har været kendetegnet ved politisk stabilitet, økonomisk succes og et levende demokrati, er kommet i en situation, hvor utilfredshed og politisk uro vokser.
PARIS – For første gang i den tyske forbundsrepubliks historie kan vælgerne i en delstat give et højreradikalt parti mulighed for at danne regering. Det kan blive det opsigtsvækkende resultat af valget til landdagen i Sachsen-Anhalt den 6. september.
Ifølge flere meningsmålinger står det højreradikale parti Alternative für Deutschland (AfD) til at blive det klart største parti med omkring 38 procent af stemmerne.
De traditionelle magtpartier står til gengæld svækkede tilbage. De kristelige demokrater (CDU) må ifølge målingerne nøjes med omkring 25 procent, mens socialdemokraterne (SPD) er nede på blot seks procent. Venstrefløjspartiet Die Linke ligger på omkring 11 procent.
Hvordan er Tyskland havnet her?
Det spørgsmål står centralt i bogen Verden venter ikke på os – Tyskland i opbrud, skrevet af Steen Nørskov, DR’s Tysklandskorrespondent, og Philipp Alexander Ostrowicz, der underviser i tysk litteratur og samfundsforhold på CBS.
Den grundige og velskrevne bog forsøger med held at forklare, hvordan et land, der siden 1949 har været kendetegnet ved politisk stabilitet, økonomisk succes og et levende demokrati, er kommet i en situation, hvor utilfredshed og politisk uro vokser.
Faxmaskinen og gældsbremsen
I årtier fremstod Tyskland som et forbillede. Økonomien blomstrede under det såkaldte Wirtschaftswunder, og det politiske system var præget af stabilitet omkring de to store folkepartier. Samtidig fungerede den offentlige sektor effektivt i sammenligning med mange andre lande.
I dag er billedet mere sammensat.
Togene kører stadig i Tyskland. Men de kører ikke nødvendigvis til tiden, skriver forfatterne. I 2024 ankom kun omkring 60 procent af togene rettidigt. Til sammenligning lå Danmark på 75 procent. Det niveau havde Tyskland selv ti år tidligere. I Østrig og Schweiz er punktligheden helt oppe omkring 90 procent.
En (sandfærdig) anekdote fortæller meget. I begyndelsen af sommeren 2024 meddelte Forbundsdagens administration, at den sidste faxmaskine var blevet slukket. Alligevel var det i foråret 2026 stadig muligt at komme i kontakt med den tyske finansminister ved at sende en fax.
Utilfredsheden er særlig tydelig i det tidligere Østtyskland. Her spiller erfaringerne fra genforeningen stadig en afgørende rolle
Netop denne type eksempler bruger Nørskov og Ostrowicz i deres bog. Ikke for at være ondskabsfulde, men for at illustrere det triste forhold, at landet på mange områder har svært ved at følge med udviklingen.
En væsentlig årsag til miseren er paradoksalt nok den stabile økonomiske politik, som i 70 år gav anledning til beundring, ikke mindst blandt Tysklands naboer. Forfatterne gennemgår den tyske forfatnings såkaldte gældsbremse, som indtil en reform sidste år lagde et loft over den offentlige gæld og dermed tvang skiftende regeringer til en forsigtig økonomisk politik.
Tyskland gik i stå under Merkel
Her som i andre kapitler forklarer forfatterne den historiske kontekst, hvilket er en af bogens store kvaliteter. Et af efterkrigstidens mange traumer var den økonomiske politik i 1920’erne med ekstreme inflationsrater, og gældsbremsen handlede derfor også om kollektiv hukommelse og erfaringer.
I de gode tider var der alligevel overskud til store statslige investeringer og velfærd. Situationen har været en anden efter den økonomiske krise fra 2008, dereguleringen af verdenshandlen og Kinas indtog på verdensmarkedet med kvalitetsprodukter og højteknologi. Og i de seneste år en energikrise som følge af krigen i Ukraine.
Forbundskansler Angela Merkel fulgte i sine 16 år som regeringschef sparepolitikken slavisk. Den skabte tryghed i vælgerkorpset. Men Tyskland gik i stå.
Fattigdom og nedslidning
Tyskland er stadig et rigt land med en veluddannet befolkning og et solidt demokrati. Men tempoet er sat ned. Mens andre lande investerede massivt i digitalisering, grøn omstilling og infrastruktur, blev mange nødvendige reformer udskudt.
I dag mærkes konsekvenserne tydeligt. Mange skoler, hospitaler og daginstitutioner er nedslidte. Infrastruktur som broer og de tidligere så berømmede motorveje, en del af den tyske identitet, er i dårlig stand, og digitaliseringen er flere steder helt utilstrækkelig.
Samtidig er de sociale problemer vokset. Omkring 15 procent af befolkningen lever i fattigdom, og yderligere fem procent befinder sig lige over grænsen. Det gælder både i det tidligere Østtyskland og i udsatte områder i vest, blandt andet i Ruhrdistriktet og byer som Duisburg og Gelsenkirchen.
Også integrationspolitikken har haft svært ved at følge med udviklingen.
Tyskland har ligesom Frankrig måttet erkende, at forestillingen om en homogen befolkning ikke længere holder.
Indvandringen har gradvist ændret samfundet. I 1962 ankom de første italienske gæstearbejdere til Volkswagens fabrikker i Wolfsburg. Senere fulgte tyrkere og andre grupper.
”Wir schaffen das”
Alligevel blev Tyskland længe ved med at betragte sig selv som et land uden indvandring. Så sent som i 1989 fastslog forbundskansler Helmut Kohl: ”Vi er ikke et indvandringsland. Og vi kan heller ikke blive det.”
Virkeligheden udviklede sig i en anden retning.
I 1990’erne begyndte billedet at ændre sig. Döner-kebab blev en del af mange tyskeres menu, og etniske restauranter blev en naturlig del af bylivet. I dag har berlinerne ikke mindre end 16.000 dönersteder at vælge imellem, når sulten melder sig.
Et afgørende øjeblik kom i august 2015, da forbundskansler Angela Merkel besluttede at åbne Tysklands grænser for et stort antal flygtninge og migranter, især fra Syrien.
Med ordene ”Wir schaffen das” signalerede hun både politisk vilje og et moralsk standpunkt.
Ifølge bogen blev beslutningen et symbol på det bedste i Tyskland og et signal til verden om, at Tyskland var rede til at tage ansvar i en international krise. Men den afslørede også store svagheder i systemet.
Myndighederne var ikke forberedte. Der manglede både udstyr, personale og organisatorisk overblik. Situationen blev flere steder kaotisk, og det gav næring til en voksende modstand mod indvandring.
Den ufuldendte genforening
Kun to år efter kom AfD for første gang i Forbundsdagen med 12,6 procent af stemmerne, og siden er det kun gået frem.
Især i den østlige del af landet. Steen Nørskov og Philipp Alexander Ostrowicz forklarer på glimrende vis, hvorledes Tyskland både skulle bearbejde genforeningen fra 1990 og den store indvandring.
Utilfredsheden er særlig tydelig i det tidligere Østtyskland. Her spiller erfaringerne fra genforeningen stadig en afgørende rolle.
Den officielle fortælling var, at Tyskland blev genforenet som én nation. Men virkeligheden opleves af flere, der kommer til orde i bogen, som mere kompleks.
Den statslige institution Treuhand, som skulle privatisere de østtyske virksomheder, gennemtvang omfattende lukninger af selv veldrevne og lønsomme virksomheder, mens andre blev solgt for en slik til vestlige investorer.
Arbejdsløsheden nåede i nogle områder op omkring 20 procent, og især kvinderne blev ramt. Samtidig blev mange ledende stillinger overtaget af vesttyskere, og forskellene i løn og pension mellem øst og vest er fortsat mærkbare.
Forfatteren Ingo Schulze, der selv er vokset op i DDR, formulerer det sådan:
”Man glemmer, at det ikke var en forening mellem to lande, men at det østtyske område blev indlemmet i Forbundsrepublikken … Vesten havde fortolkningsretten.”
Tiltrækker unge
35 år efter genforeningen føler en del af befolkningen i øst sig stadig som borgere i et udkantsområde. Den oplevelse bliver aktivt udnyttet i den politiske debat, ikke mindst af AfD.
Partiet spiller på både økonomisk utilfredshed og identitetsspørgsmål. Samtidig er modstanden mod indvandring og islam blevet et centralt mobiliserende tema. Det er en af mange forklaringer på partiet AfD’s succes, som det fremgår af flere af bogens samtaler med østtyskere.
Højreradikale partier i andre europæiske lande som Rassemblement National i Frankrig og Vox i Spanien bruger det samme tema, og deres stærkeste positioner er i randområder.
Men det vigtigste slagnummer er som i hele den højreradikale bevægelse og MAGA i USA modstand mod indvandring og islam og følelsen af, at vestlig og i dette tilfælde tysk kultur og identitet er truet.
Det slår igennem i alle generationer, og AfD har – ligesom de tilsvarende partier og bevægelser i USA og flere europæiske lande – betydelig tilslutning blandt unge og især unge mænd.
Danske arbejdspladser på spil
Bogen ser også på Tysklands rolle i en forandret verdensorden. Forholdet til Rusland er blevet et centralt tema, ikke mindst efter krigen i Ukraine.
Forfatterne møder flere i den østlige del af landet, der stadig ser Rusland som en historisk befrier, mens de gamle partier opfatter Rusland som en militær trussel mod Tyskland.
Samtidig står Tyskland i et dilemma, som forfatterne formulerer med et ofte citeret udsagn: Landet er ”for stort til Europa og for lille til verden”, og konflikten med USA er om muligt endnu mere smertefuld i det tyske establishment end i det danske.
Udviklingen i Tyskland er ikke kun et tysk anliggende. For Danmark har den direkte betydning. Omkring 100.000 danske arbejdspladser er knyttet til den økonomiske udvikling i Tyskland.
Derfor er det afgørende at forstå, hvad der sker syd for grænsen, og det giver Nørskovs og Ostrowicz’ bog et solidt grundlag for.
Følg Michael Seidelin her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og