Bolsonaro – ind fra højre

af i Internationalt/Politik & Samfund/Syd- og Latinamerika

ANALYSE – Søndag fik Brasilien ny præsident. Lad det være sagt med det samme: Alt, hvad man har kunnet læse af frygtelige ting, passer. Der er vel nærmest en tendens i medierne til at underdrive hans rædselsfuldhed, fordi sandheden forekommer overdrevet. “Men hvordan kunne det Brasilien, som jeg elsker, finde på at vælge en kandidat, der hylder det militærdiktatur, som flere af mine venners forældre kæmpede og led for at få afskaffet,” spørger Lars Luplau. 

Han er for tortur. Han har ikke det store imod forfølgelse af minoriteter og han synes, at det som mangler i Brasilien – der har en af verdens højeste mordrater – er flere våben.

Jeg vil ikke i denne omgang forklare, hvem Jair Bolsonaro er og hvad han står for. Det er godt beskrevet andre steder. Den simple version er, at han er en fascist, der de næste fire år skal lægge arm med Brasiliens demokratiske institutioner for at få lov til at udøve sin regeringsmagt på fascistisk vis.

Hvis han får sin vilje, er det ikke utænkeligt, at vi ser en udvikling, hvor censur og politisk forfølgelse igen kommer til at præge Sydamerikas største land.

En lille forsmag fik man i dagene op til valget, da politiet – som generelt siges at være meget begejstrede for Bolsonaro og de udvidede beføjelser, han har lovet dem – gik lidt for grundigt til værks, da de skulle undersøge om en række universiteter blandede sig i valget i strid med reglerne.

Hvordan er det kommet så vidt?

I stedet for at gå i dybden med Bolsonaro og hans politik, vil jeg her søge at udfolde et nuanceret bud på, hvordan det kunne komme så vidt. Hvordan kunne det Brasilien, som jeg elsker, finde på at vælge en kandidat, som hylder det militærdiktatur, som flere af mine venners forældre kæmpede og led for at få afskaffet?

Jeg starter derfor omkring 25 år tilbage i tiden. Blot otte år efter, at militærdiktaturet havde trukket sig.

Da jeg første gang besøgte Brasilien i 1993, var den ekstreme inflation noget, som sprang mig i øjnene. Så man et par bukser i et butiksvindue kunne det godt tænkes, at de kostede det samme dagen efter – men to dage efter var prisen helt sikkert steget. Hyperinflationen gik især ud over småsparere og begrænsede disses muligheder for at forbedre deres livsvilkår.

Samtidig var det et land, hvor der især i den nordøstlige region var millioner af mennesker, der levede i ekstrem fattigdom. En tredjedel af befolkningen levede fra hånden til munden, og deltog slet ikke i det økonomiske kredsløb. Underernæring og sult var et reelt og udbredt problem i de fattigste egne.

Plano real

Fernando Henrique Cardoso var finansminister under præsident Itamar Franco. Som sociolog uddannet fra Sorbonne havde han skrevet en lang række artikler om Brasiliens udfordringer. Han havde sit blik rettet mod inflationen som den mest betydningsfulde forhindring for forandring og i sin tid som finansminister introducerede han Plano Real.

Fra 1994 til 1998 fejrede han hvert år, på årsdagen for Plano Real, at inflationen var normal ved – for rullende TV-kameraer – at købe et brød hos sin lokale bager

Det var en økonomisk og monetær pakke, der skulle få bugt med inflationen. I første omgang gik han på TV og fortalte, at møntfoden nu ikke længere hed cruzeiro men i stedet cruzeiro real, og at man fjernede tre nuller i forhold til den tidligere møntfod.

Hyperinflationen havde ført til, at der fandtes sedler med en pålydende værdi af en halv million cruzeiro. Og det blot tre år efter at være indført som afløser for en tidligere møntfod, der var løbet løbsk.

De økonomiske reformer, der fulgte, inkluderede blandt andet en stram finanspolitik og et ret stort rentespænd i forhold til dollaren. Den 1. juli 1994 kunne regeringen præsentere den nye møntfod, som har været gældende siden, nemlig realen. Den var låst fast til dollaren 1:1.

Og det virkede. Med den succesfulde bekæmpelse af inflationen på cv’et blev Fernando Henrique valgt som præsident og fra 1994 til 1998 fejrede han hvert år, på årsdagen for Plano Real, at inflationen var normal ved – for rullende TV-kameraer – at købe et brød hos sin lokale bager. Og det kostede stort set det samme år efter år. Indtil det ikke gjorde det mere. Men det vender vi tilbage til.

Halen i klemme

Som årene gik, blev Fernando Henrique mere og mere upopulær. Reformerne mærkede man særligt i middelklassen, mens de fattigste til gengæld fik mulighed for at arbejde sig lidt opad, nu da man rent faktisk kunne gemme penge fra en måned til en anden.

Men middelklassen var ved at få nok, og selvom det kan synes paradoksalt at magten derfor tippede til venstre så er der en god forklaring:

Arbejderpartiet, PT, med den karismatiske leder Lula da Silva havde stillet op til alle præsidentvalg siden demokratiet, efter 21 år med militærdiktatur, blev genindført i 1985. Ved de første par valg, som han tabte, hed det sig, at han nok ikke ville få lov til at regere, selvom han vandt. Man mente, at militæret da ville rykke ind igen for at beskytte nogle helt andres interesse. Nemlig de magtfulde godsejere, der traditionelt haft stor indflydelse på brasiliansk politik.

Fernando Henrique fik på den måde gjort noget for de fattigste, men efter flertallets mening slet ikke nok – og middelklassen kunne han ikke tilgodese, når det også skulle deles lunser ud, der hvor han havde halen i klemme

Her er det lige på sin plads at minde om, at proportionerne i ordet ‘godsejer’ er lidt andre i Brasilien end det, som vi normalt tænker på herhjemme. Et gods af rimelig størrelse i de fjernere egne af Brasilien kan sagtens være på størrelse med Fyn.

Og Fernando Henrique var dybt afhængig af godsejerne, personificeret ved António Carlos Magalhães, guvernør i delstaten Bahia. Flertallet i parlamentet gik gennem ham. Satirikerne havde kronede dage, når de skrev jokes, om, hvordan Fernando Henrique til hverdag end ikke kunne gå hjem fra præsidentkontoret, før han fik lov af António Carlos.

O rabo preso eller ‘halen i klemme’ kalder man det i Brasilien. Det var Fernando Henriques store problem. Han fik på den måde gjort noget for de fattigste, men efter flertallets mening slet ikke nok – og middelklassen kunne han ikke tilgodese, når det også skulle deles lunser ud, der hvor han havde halen i klemme.

Den goodwill, han havde opbygget, fordi han fik stoppet inflationen, var efterhånden slidt op, og selvom vi slet ikke taler om inflationsrater i nærheden af hyperinflationens tid, så var brødet hos Fernando Henriques lokale bager mod slutningen af 1990’er steget så meget, at han ikke længere skulle nyde noget af at købet det for rullende kameraer.

Realen havde også mistet værdi over for dollaren og arbejdsløsheden var rekordhøj. Vejen var derfor banet for PT og Lula, der i 2002 overtog regeringsmagten.

Lula – den mest populære præsident nogensinde

Drevet af en kinesisk økonomi i højeste gear, og en deraf følgende enorm efterspørgsel på råstoffer, oplevede Brasilien i de første mange år med Lula en økonomisk fremgang, som man sjældent havde set.

Arbejdsløsheden raslede ned, minimumslønnen steg og i det fattige Nordøstbrasilien hjalp økonomiske og sociale hjælpeprogrammer med stort set at komme underernæring og ekstrem fattigdom til livs. Derudover sikrede Lula, at Brasilien blev tildelt værtskabet for VM i fodbold i 2014 samt OL i 2016.

Lula var den mest populære præsident nogensinde, og meget få gad høre på de økonomer, blandt andre Fernando Henriques tidligere finansminister Pedro Malan, der tændte advarselslamperne og fortalte, at kilden med mælk og honning ville tørre ud på et tidspunkt.

Efter to regeringsperioder overtog Dilma Rousseff embedet fra Lula i 2010. Og så kom regningen. Efterspørgslen fra Kina faldt til nærmest ingenting, og med en finanspolitik, som ikke blev indrettet efter de nye tider, begyndte man at akkumulere underskud på statens finanser.

Lulas efterfølger Dilma Rousseff vinder valget i 2010. Foto: Wikimedia Commons.

Igen var det middelklassen, der mærkede opbremsningen hårdest. Med de højere minimumslønninger mærkede man i middelklassen, at prisen på at få klippet sit hår og få serveret sin mad på en restaurant nu udgjorde en relativt større del af det månedlige budget. De fleste brasilianske middelklassefamilier havde været vant til at have mindst en person ansat på fuld tid til at hjælpe med husholdningen. En såkaldt empregada.

Med de stigende minimumslønninger blev det lige pludselig svært for rigtig mange familier at finde penge på budgettet til det. El og vand steg også i pris, uden at middelklassens lønninger fulgte med, og arbejdsløsheden begyndte at stige. Først en anelse, men da recessionen ramte i 2014 eksploderede den.

Middelklassens vrede og frustrationer rettede sig mod magthaverne, og dem, som havde siddet på magten i 13 år, var PT. Modstanden mod Dilma voksede og fortællingen var meget klar:

Opsvinget i 00’erne havde intet med regeringsførelsen at gøre. Tværtimod havde man syndet ved at lade økonomien buldre afsted uden at tænke på at stimulere generisk vækst. Samtidig havde det vist sig, at PT var omtrent lige så korrupt, som alle andre partier der havde haft magten i Brasilien. Lula var under mistanke for korruption og flere af partiets tillidsfolk var kendt skyldige i samme.

Fronterne skærpes

PT’s retorik var ikke ret imødekommende over for kritikken. De så en forkælet middelklasse, der var vant til at have folk til at lave mad, gøre rent og vaske tøj for sig. En middelklasse, der nu beklagede sig over at skulle møde de fattige og ukultiverede brasilianere i lufthavnen, fordi mange flere havde fået råd til at rejse.

Den uforsonlige tone i debatten og den folkelige modstand mod Dilma og PT tog til. Dilma blev afsat i 2016 ved en meget tvivlsom proces, som PT’s tilhængere ikke tøver med at kalde et statskup. For den middelklassevælger som dybest set syntes, at det var en god ting, at fattigdommen var på retur, og at underernæring ikke længere var et kæmpeproblem i de fattigste dele af landet, var det en svær situation. For det var nemlig også for den gruppe blevet sværere at betale elregningen og huslejen.

Retorikken flyttede en masse middelklasse-brasilianere fra at være politisk uenige med PT til at være stålsatte modstandere

Og hvis de nævnte det, kunne de være sikre på at få smidt i hovedet, at de var privilegerede mimoser, der ønskede at genindføre de feudale tilstande og de facto-slaveriet, hvor alle middelklassefamilier havde empredagas til at opvarte sig for en løn, som man knapt kunne leve af.

Jeg skal indrømme, at man ikke skal lede længe, heller ikke i min brasilianske omgangskreds, for at finde folk, der lever op til PT’s karakteristik af middelklassen, men antallet af middelklasse-brasilianere, der bare gerne vil have enderne til at mødes, og som ikke græder ved udsigten til at skulle vaske og stryge deres eget tøj, er givet meget højt. Og som vælgersegment har PT skubbet dem fra sig.

Så retorikken flyttede en masse middelklasse-brasilianere fra at være politisk uenige med PT til at være stålsatte modstandere. Og der var rigeligt at være utilfreds med. Selvom man i mange år havde hørt om sammenhængen mellem kriminalitet og fattigdom, kunne man konstatere, at faldet i antal fattige og sultne på ingen måde havde nedbragt kriminaliteten.

Brasilien har en af verdens højeste mordrater, og tager man tilbage til tidligere præsident Fernando Henriques lokale bager, kan man konstatere, at den er flyttet til en anden lokation på grund af gentagne røverier. Finder man stedet, kan man i øvrigt konstatere at et brød koster omtrent 10 gange så meget som dengang i 1994. Minimumslønnen er på samme tid syvdoblet, mens en typisk middelklasseløn er tredoblet.

Bolsonaro – alt andet end PT

Og ind fra højre kom Bolsonaro. Til en middelklasse, som var parat til at se bort fra alle hans fejl og mangler, alene fordi han tilbød noget der ikke var PT.

Brasilien er et ganske værdikonservativt land. Og alene det faktum, at Bolsonaro er imod fri abort og hans modstandere var for, sikrede ham en enorm vælgerbase som udgangspunkt. For rigtig mange vælgere er spørgsmålet om abort det vigtigste af alle. Det vil sige for modstandere, som både tæller katolikker og tilhængere af den hastigt voksende evangeliske kirke.

Det er også særligt blandt evangelister, at Bolsonaro finder støtte til sin modstand mod homoseksuelle. Eller som hans tilhængere siger: Beskyttelsen af den brasilianske kernefamilie.

Og der er langt flere sikre vælgere at hente ved at befinde sig på den konservative fløj end ved at støtte fri abort og minoriteters rettigheder.

Dernæst kan Bolsonaro med nogen troværdighed tillade sig at sige, at han vil gøre noget ved kriminaliteten og volden. PT har 13 års regeringsførelse bag sig, der fortæller, at de står magtesløse overfor det problem. At det er yderst tvivlsomt, hvad Bolsonaro rent faktisk kan og vil gøre, er en anden sag.

En anden afgørende forskel er også, at Fernando Haddad havde meget kort tid til at forsøge at skabe begejstring for sit kandidatur. Man prøvede indtil det sidste at få opstillet Lula, som i meningsmålingerne lå til at kunne besejre Bolsonaro. Men en korruptionsdom satte en stopper for det. Haddad måtte starte fra nul og eneste ‘sikre’ vælgere var de aller fattigste. Dem, som havde mærket effekterne af Lulas omfordelingenspolitik.

I middelklassen støttede langt de fleste Bolsonaro. En del uden begejstring, men som et klart fravalg af PT. Men der var faktisk også vælgere, der i Bolsonaro så et håb om bedre tider og lod sig begejstre af hans kampagne.

For de middelklassevælgere, som stemte på PT, var det nærmest udelukkende et fravalg af Bolsonaro. Meget få kunne mønstre begejstring for endnu en periode med PT. Som en ven skrev på Facebook: “Jeg foretrækker fire år, hvor jeg skal råbe, at Haddad er en svindler frem for at miste min ret til at råbe.”

Vi lever i interessante tider

Valget blev efter min mening afgjort af middelklassen og af at Bolsonaro her kunne tælle både begejstrede tilhængere og mindre begejstrede, som stemte på ham som en protest mod PT – mens PT ikke på samme måde kunne mønstre begejstring. Langt de fleste stemmer på PT blev givet af frygt for at se Bolsonaro som præsident.

PT har fået skyld for at have skabt Bolsonaro. Det er muligvis en stramning, men de har været blinde for, at de med deres politik og retorik har skubbet flertallet af middelklassens vælgere så langt fra sig, at de har været klar til at støtte næsten hvem som helst – bare det ikke var PT.

Det er også blevet nævnt, at modstanden mod PT skulle være et slags oprør mod korruption. Det er bestemt ikke tilfældet. Det viser resultaterne fra de andre valg, der er blevet afholdt sideløbende med præsidentvalget. Her har man rask væk valgt kandidater fra partier, der har været langt mere involveret i korruption end PT.

Eksempelvis blev Aécio Neves, der i 2014 var præsidentkandidat og tabte til Dilma Rousseff, genvalgt som senator i delstaten Minas Gerais. Hvilket var heldigt for ham, da han således kan opretholde sin parlamentariske immunitet og undgå at blive retsforfulgt i en ret velunderbygget korruptionssag.

Det er således ikke korruption, som sådan, som den brasilianske middelklasse har sagt fra over for. Det er PT.

Om min ven og andre kritikere mister retten til råbe, om Bolsonaros politiske modstandere skal i landflygtighed eller fængsel, og om pressen skal til at leve med censur, det vil de kommende fire år vise.

Man skal ikke glemme, at det trods alt var næsten 45 procent af vælgerne, der stemte på PT, og at mange er så indædte modstandere af Bolsonaro, at de er klar til at gå på gaden for at kæmpe imod hans eventuelle angreb på demokratiet.

Det er svært at se en fredelig udgang på den politiske situation i Brasilien. De næste fire år skal som nævnt vise, om de demokratiske institutioner og den frie presse kan klare det pres, som Bolsonaro nu vil sætte dem under. Som journalist kan man glæde sig over, at der helt sikkert vil blive en masse at skrive om.


Topfoto: Fabio Rodrigues Pozzebom via CCA 2.0 Generic

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Souschef på en sydfynsk efterskole og freelanceskribent.
Skriver om Brasilien, medier, arbejdsmarkedet og fra tid til anden også sport.
Har været skrivende, redigerende, lavet TV men har siden 2004 været beskæftiget i skoleverdenen som underviser og leder.

Seneste artikler om Internationalt