POV SPORT // ANALYSE: ”Hvad gør van Aert, når Van der Poel angriber?”, spørger POV Sport-cykelekspert Thomas Riis forud for onsdagens brosten i Tour de France. Bliver Jumbo Visma-manden i gult og passer på sine kaptajner eller ryger han lige i baghjulet på Poel? Det kan blive onsdagens store spørgsmål.
Tour de France er i gang.
Dagene i Danmark bød først og fremmest på en overvældende opbakning og en nervepirrende enkeltstart. Tidskørslen i de våde københavnske gader gav dog i højere grad indikationer på, hvem der kan holde hovedet koldt end på, hvem der i det store hele står stærkest i kampen om at vælte Pogacar af tronen som Tourens konge.
Da Vingegaard stod med tårer i øjenkrogen på scenen i Tivoli, var luften tyk af forventninger, men på fredagens enkeltstart viste han sig aerodynamisk nok til at skære sig igennem dem. Han går til opgaven med en urokkelig ro, og på tirsdagens etape til Calais cementerede han sin position som Pogacars stærkeste udfordrer.
Jumbo Visma – sammen hver for sig
Vingegaards hold, Jumbo Visma, synes godt forberedt på de udfordringer, der møder dem i denne Tour. Med van Aert, Benoot, van Hooydonk og Laporte står deres to kaptajner med en hær, der ikke blot kan beskytte mod tidstab, men, som vi fik en forsmag på tirsdag, i særdeleshed kan orkestrere offensiver, der kan bringe et tilsyneladende dårligere sammentømret UAE – Team Emirates i problemer.
Resultatlisterne fra løbets første etaper giver tydelige tegn på, at Pogacars tropper langtfra har lagt den samme energi i at beskytte deres kaptajn som Jumbo Visma. Hvor de sortgule hver dag er rullet over stregen i stort set samlet flok og med næsten alle ryttere konsekvent placeret i feltets bedste halvdel, er de af navn forenede arabiske emirater, UAE – Team Emirates, drysset i mål hver for sig, primært i feltets sidste halvdel.
Det betyder ikke, at Pogacars mandskab lige nu er dårligere stillet. For som Armstrongs tidligere sportsdirektør, Johan Bruyneel, påpeger i deres fælles podcast, har han formentlig tæret mindre på holdets kræfter, end hvad tilfældet er hos Jumbo Visma. Det kræver mere fokus og flere kilometer i vinden at holde sig samlet og fremme i feltet.
Hvor Storebæltsbroens indflydelse på løbet blæste i vinden, blæser de nordfranske brosten ingen steder
Til gengæld har Pogacars mandskab løbet en risiko, de næppe kan tillade sig at fortsætte, når feltet onsdag rammer pavéerne på etapen til Arenberg Porte du Hinaut. Hvor Storebæltsbroens indflydelse på løbet blæste i vinden, blæser de nordfranske brosten ingen steder. Der vil uundgåeligt opstå splittelse i feltet, der vil blotlægge ethvert klassement-holds manglende støtte til deres kaptajn(er).
Ganske vist er Pogacar eminent til at passe sig selv og er ofte endt med at drage lige så meget fordel af Jumbo Vismas arbejde som de to, til hvem arbejdet var dedikeret. Men det hollandske mandskab kommer ikke til at give Pogacar et nyt hjul, hvis han punkterer, en ny cykel, hvis han styrter, en ny flaske, hvis hans egen rystes af flaskeholderen, plads på viften, hvis der er sidevind, og de lukker ikke et hul, så han kan spare på kræfterne.
Van Aert flyver sin vej
Jumbo Visma forsøger i disse dage at signalere, at prioriteterne er afklarede forud for Tourens første store prøve, men diskussionen om van Aerts rolle og forpligtelser over for sine klassementskaptajner fik en ekstra gnist med hans eminente sejr tirsdag til Calais.
Det store spørgsmål efter den etape er naturligvis, om van Aert burde have ventet på Vingegaard og Yates, da han mod toppen af den sidste stigning konstaterede, at hans holdkammerat kun lige akkurat var ved at miste hans hjul. Belgieren valgte ikke at se sig tilbage igen, men i stedet grave så dybt, at han var sikker på at eliminere Vingegaards muligheder for at tage sekunder på Pogacar.
Måske ville den gule Red Bull-belgier have misset sin chance for at baske med vingerne henover stregen, og måske ville Vingegaard ikke have endt med at tage tid i klassementet. Hvad der til gengæld er stensikkert, er, at tvivlen ikke kom Vingegaard til gode, og at Jumbo Vismas ageren viser, at de på holdet forventer mange flere muligheder for at tage tid på Pogacar under La Grande Boucle.
Forenede ambitioner
Vingegaard udtalte mandag, at van Aert i den gule trøje kommer til at køre for de to klassementshåb, og til franske L’Équipe udtaler Frans Massen, sportsdirektør på Jumbo Visma, at de ikke vil forsvare van Aerts føring for enhver pris. “Holdet er ikke sammensat for at forsvare hans gule trøje”, sagde han.
Hvad det nøjagtigt betyder, er dog endnu uklart før onsdagens brosten.
Van Aert selv udtaler, at han ser terrænet som en glimrende mulighed for at “forene alle vores ambitioner”. Marion Zeeman, en anden sportsdirektør på det hollandske hold, der er hjemsendt med covid-19, siger, at de er i en “ekstraordinær situation, hvor det er den gule trøje selv, der må forsvare den gule trøje”.
Disse udtalelser efterlader ikke kun spænding om løbet, men også om, hvad Jumbo Vismas prioriteringer er, når de bliver sat på spidsen.
Det synes åbenlyst, at holdet kender prisen for at holde deres superstjerne i for kort snor: Så forlader han det
Belgierens agenda synes langtfra at være den samme som hans kaptajners. Måske kan deres ambitioner forenes, men når van Aerts ærkerival og storfavorit til etapen onsdag, Mathieu Van der Poel udtaler, at han går efter at overtage den gule trøje på etapen til Arenberg, synes ‘foreningen af ambitioner’ i bedste fald at være et undvigende svar, i værste fald at være drømmetænkning.
Hvad gør van Aert?
Det er spørgsmålet. For det kommer han til, og der synes ikke at være udmeldt et klokkeklart svar herpå. Om dette scenarie er udtænkt internt på holdet, finder vi ud af onsdag. (Hør Radio Riis-POV-casten om dobbeltheden i Wout van Aerts rolle hos Jumbo Visma)
Da Roglic i vinter blev spurgt til van Aerts jagt efter den grønne trøje i årets Tour, svarede han med et grin, “hvordan skal man kunne forbyde ham det? Ikke at have ham på holdet ville være at miste to ryttere!”.
Det synes åbenlyst, at holdet kender prisen for at holde deres superstjerne i for kort snor: Så forlader han det. Det bliver spændende at se, om de også kender prisen for at give ham for lang snor.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her