POV SPORT //ANALYSE – Ikke så meget at skrive hjem om i Danmarks åbningskamp ved EM. Men vi gør det selvfølgelig alligevel. Det blev til en forventet storsejr over Montenegro på 31-20.
Tjo, man skal jo holde gryden i kog, holde fire-fem tv-eksperter beskæftiget, og der er lang vej hjem. Og vel var der da slinger i valsen i den danske EM-premiere på vejen mod de guldmedaljer, danskerne er storfavoritter til at vinde.
Og vist var der da et bump i ny og næ, lidt småsten i maskineriet, og hvad man ellers kan finde af udtryk for fejl i et opgør, som Danmark altså vandt med ni mål, 30-21, over Montenegro. Meget mere kan man i hvert fald ikke forvente på måltavlen.
Eller jo, det kunne man måske også godt, eftersom den hed 18-10 i dansk favør ved pausen, men alligevel, så går dampen også lidt af det hele. Koncentrationen. Og så kan man ellers være aldrig så ærgerrig som hold eller enkeltspiller. Den kamp kunne de ganske enkelt ikke tabe.
Deres modstander har i stedet haft corona på besøg i lejren, så bagkæden i stedet blev til smittekæden
Når vi så har fået vendt den manglende koncentration, et par håndfulde tekniske fejl og lidt finjustering, der gerne skal på plads til de næste kampe, så skal man både huske på, at Nikolaj Jacobsens forsvarende verdensmestre og OL-sølvvindere kun har haft en enkelt testkamp op til slutrunden.
Deres modstander har i stedet haft corona på besøg i lejren, så bagkæden i stedet blev til smittekæden, og således var det uden både cheftræner og et par øvrige stærke folk, de stillede op til premieren i Debrechen i Ungarn. Ikke at det havde gjort den store forskel. Montenegrinerne var blevet kørt midt over alligevel.
Efter forgodtbefindende
Lad os i stedet vende blikket mod de trods alt positive ting i den solide åbningssejr. Mikkel Hansen kan stadig kline bolde ind i målhjørner efter forgodtbefindende, hvis han får pladsen til det. Rasmus Lauge er tilbage med den rå kraft og supplerende styrke, der nok skal blive brug for i både angreb og forsvar, og Niklas Landin kan stadig snige en Hummel-sko på den anden side af størrelse 45 helt op i krydset på egen kasse, så han nærmest er umulig at passere.
Mikkel Hansen har ikke spillet så meget i PSG i indeværende sæson, fordi træneren har accepteret, at han skal tænke nyt og arbejde med at spille en ny førstemand ind på venstre back, da Hansen rykker til Aalborg Håndbold, når vinter bliver til sommer. Man kan sagtens fornemme sulten, og når han lige får skærpet koncentrationen mod bedre modstandere, kan han igen blive aldeles afgørende for en dansk slutrundetriumf.
Mikkel Hansen rundede mål nummer 1200 mod Montenegro, har dog stadig godt 300 op til legenden og Nikolaj Jakobsens gamle rival på venstre fløj, Lars Christiansen, men tre-fire gode sæsoner mere i rødt og hvidt, og han kan med lidt god vilje ramme rekorden, ingen nogensinde troede ville komme i fare. Tænk sig, 18 slutrunder på stribe indtil nu, så har man ligesom også været der.
Mikkel Hansen har været kåret som verdens bedste håndboldspiller tre gange, Niklas Landin én gang i forrige sæson, og lur mig, om ikke også Danmarks nytilkomne højre back får tildelt den titel indenfor en overskuelig fremtid. Alene på et år har han som debuterende slutrundespiller opnået at blive valgt til all star-holdet ved VM og som MVP (mest værdifulde spiller) ved OL.
Mathias Gidsel er 22 år en måneds tid endnu, og selvom det måske ikke var hans bedste landskamp, æren som kampens spiller tilfaldt da også en Niklas Landin for sit uimodståelige spil i kassen, og mon ikke Mikkel Hansen sneg sig op på andenpladsen i det regnskab.
Om han også var rodet ind i det niende, ved jeg ikke, for da rundede jeg lige i ro og mag Nespressoen
Hvis man lige ser tilbage på det første kvarters tid af den kamp, så går det måske sådan lidt ubemærket hen. Det hele var lidt rodet og usammenhængende på trods af en 2-0-føring, så 2-2, og stille og roligt satte styrkeforholdet sig. Men hvis man i den periode holdt øjnene fæstnet ved Mathias Gidsel, så scorede han én gang, havde næstesidste hånd på fem gange som assist og tilkæmpede sig et straffekast. Og så fiskede han bolden i forsvaret til kontraen til 8-4.
Om han også var rodet ind i det niende, ved jeg ikke, for da rundede jeg lige i ro og mag Nespressoen. I guder, hvor Gidsel brænder benzin af i sin duellerende eller konfronterende angrebsstil. Vi må håbe, at tanken er stor nok til at nå op på samme antal slutrunder som Mikkel Hansen eller for den sags skyld Niklas Landin, der hænger med en enkelt i forhold til Hansen, 17 af slagsen.
Er der så pokkers meget andet at sige end blot gentage pausestillingens 18-10 og de endelige cifre på 30-21? Næh, så det lader vi være med.
I stedet tager vi, om ikke en overflyvning, så da en konstatering af, at alle favoritterne vandt i de ni åbningskampe, der blev spillet. Dog med undtagelse af én, og det var en gedigen overraskelse, at værterne Ungarn med et fanatisk publikum i ryggen tabte med hele tre mål til Holland, 31-28. Den gør nas på hjemegnen.
Selvom vi ikke promoverer spillelysten her på redaktionen, så er værterne trods alt hos Danske Spil rangeret som nummer fem til odds 12,00, hvis de skulle løbe med det hele. Frankrig til 6,5 på andenpladsen. Danmark? Den hedder odds 2,05. Så bliver favoritværdigheden vist ikke tydeligere…
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her