FODBOLD & RACISME // DEBAT – “At være imod racisme er ikke politik”, skriver Sebastian Dorset før fodboldlandskampen mod England tirsdag. Han siger også, at når herrelandsholdet vil bruge få sekunder på at vise deres modvilje mod racismen, har det mindre med politik at gøre end stort set resten af kampen har.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af de store fordele ved, at vi alle er forbundet via internettet, er muligheden for vidensdeling. Desværre gælder den mulighed også for sinker.
Det gør, at de ubegavede sinker lynhurtigt lærer af de snedigere sinker, hvordan man kamuflerer sit sinkeri.
Det tager et minut, det viser, at spillerne er opmærksomme på, at racisme er et problem også i fodbold, og det viser, at de som forbilleder for børn og unge er imod
Det kan man med selvsyn konstatere, når der nu af uransagelige årsager opstår en debat, fordi herrefodboldlandsholdet har besluttet at sætte et knæ i græsset før kickoff på næste kamp, i sympati med kampen mod racisme.
Det tager et minut, det viser, at spillerne er opmærksomme på, at racisme er et problem også i fodbold, og det viser, at de som forbilleder for børn og unge er imod.
Som en af landsholdsspillerne, herlige Thomas Delaney, sagde til TV2 News: ”Det er en no-brainer”:
Og det er virkelig også svært at finde på gode argumenter imod den fine gestus – altså før internettet kom til undsætning:
Hvis man ville udtrykke sit mishag inden, ville man nok ende med at komme til at afsløre, man havde det lidt stramt med folk fra andre kulturer, men nu kan man finde det officielle sinke-kampråb online:
”Man skal ikke blande sport og politik”.
De, der bruger formuleringen, nærer på overfladen ingen modvilje mod mørke mennesker, kun en dybfølt bekymring for fodboldsporten
Det er et klassisk ”hundefløjte-kneb”:
De, der bruger formuleringen, nærer på overfladen ingen modvilje mod mørke mennesker, kun en dybfølt bekymring for fodboldsporten.
Men de, der siger sådan, ved præcis, hvad de signalerer til meningsfællerne: ”Vi gider ikke alt det dér venstreorienterede gøgl”.
For det er jo et nulargument: At være imod racisme er ikke politik.
Det er almindelig menneskelighed, på samme måde som når fodboldspillerne ifører sig regnbuearmbånd, så forlanger man ikke, at fansene skal gå med i pride-paraden.
Man minder dem bare om, at der er skældsord, der får ca 10% af de fremmødte til at føle, de ikke hører til på tribunerne.
Alligevel er der ingen, der river folk deres bullshit i næsen, når ”blande politik og sport”-klichéen bliver brugt som argument mod hver lille kamp for tolerance på stadion.
Når spillerne har reklamer på trøjen, for banker eller benzinbiler eller bettingfirmaer. Hvorfor er det ikke politisk?
For hvad er den ultimative blanding af sport og politik? Svaret er “landskampe”. To nationers opgør på en civiliseret slagmark.
Eller OL, der historisk har været én lang konkurrence ikke kun for atleterne, men også for de systemer, der har fremavlet dem. Modviljen mod at ”blande sport og politik” er også sjældent til stede, når spillerne har reklamer på trøjen, for banker eller benzinbiler eller bettingfirmaer.
Hvorfor er det ikke politisk?
Er det mon, fordi det er udtryk for en politisk tilstand, som visse opfatter som gudgiven og naturlig?
Er det ikke mere politisk, når de store sponsorer kan bestemme, at helt almindelige Champions League-tilskuere ikke må være klædt i tøj, der reklamerer for konkurrerende produkter?
Er det ikke mere politisk, når pengene fra billetkøb og ungdomsspiller-kontingenter lander i kløerne på korrupte, internationale fodboldbosser med portvinstud og mafiaforbindelser?
Det er en bizar frihedskamp, at man vil forbyde spillerne af egen kraft at demonstrere for, at alle mennesker er lige, men samtidig lader oligarkstyrede milliardorganisationer lave deres egne regler og tildele næste VM-stævne til et menneskerettighedsfjendsk diktatur
Hvad sker der for den bizarre ”autoritative liberalisme”, hvor man er villig til at afgive enhver form for frihed, bare det er dem med pengene, der forlanger det?
Det er en bizar frihedskamp, at man vil forbyde spillerne af egen kraft at demonstrere for det indlysende:
At alle mennesker er lige og ingen skal hånes på grund af deres herkomst, men samtidig lader oligarkstyrede milliardorganisationer lave deres egne regler og tildele næste VM-stævne til det menneskerettighedsfjendske diktatur, der har de dybeste lommer.
Man kan sagtens stå fast på sin ret til at være racist: Det er idiotisk, men modigt.
Men mener man, at kampen mod racisme er politik, og accepten af storindustriens faste greb om fodbolden ikke er, så er man en … ja, sinke.
England og Danmark står sammen mod racisme.
✊✊🏻✊🏼✊🏽✊🏾✊🏿#BlackLivesMatter pic.twitter.com/dWcUewH0S3— DBU – En Del Af Noget Større (@DBUfodbold) September 3, 2020
Topillustration: Racisme og fodbold. England og Danmark står sammen, siger fodboldlandsholdet og DBU på Twitter. Foto: Skærmbillede af DBU’s Twitter-konto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
