
DAG 3 // POV SPORT – Første danske medalje i hus i Tokyo. Håndboldherrerne tog sig yderst stærke ud i mødet med Egypten. Samt uheldige politiske manifestationer i judo.
Man skal være gjort af en speciel hobby, hvis man slår sig ned som semiprofessionel skeetskytte. Medieopmærksomheden begrænser sig nogenlunde til hvert fjerde år, når skydedisciplinen er på OL-programmet.
Jesper Hansen bor i Svebølle på Sjælland, og det kan være så inderlig ligegyldigt, hvordan man siger skål
I denne omgang måtte danske Jesper Hansen endda vente fem år på at blive feteret mediedarling for en dag, da han hentede den første medalje til Danmark ved legene. Af skinnende sølv, og det selvom han nok var favorit til OL-guldet som nummer ét på verdensranglisten, så blev det i stedet til stor glæde og en ”skål, og skeet være med det”, som vi siger i Jylland.
Jesper Hansen bor i Svebølle på Sjælland, og det kan være så inderlig ligegyldigt, hvordan man siger skål, men nok så vigtigt alene at kunne sige det som et tillykke til sig selv for alt det slid, der ligger bag de mange fornemme resultater, Jesper Hansen har præsteret i årenes løb.
KÆMPE STORT tillykke til Jesper Hansen og Dansk Skytte Union med Danmarks første OL-medalje. Sølv efter en formidabel indsats 🥈#allfordenmark pic.twitter.com/ZNfjnVybRC
— DIF – Bevæger Danmark (@DIFidraet) July 26, 2021
For man kommer ikke sovende til en OL-sølvmedalje. 12 timers træning om dagen ni måneder om året på skydebanen er opskriften bag. Og så en forstående bankdame, som Jesper Hansen forklarede på det efterfølgende pressemøde. Man kan ikke leve og rejse rundt i verden til alverdens skydebaner på Team Danmark-støtte alene.
Pengene og eksponeringen er noget større i professionel håndbold, ikke mindst i Danmark, og de forsvarende danske olympiske og verdensmestre, skal leve op til aviskarakterer og lup i hver eneste syning, når de spiller landskampe.
På øverste niveau
For godt 25 år siden leverede kvinderne startskuddet på tre på stribe ved OL i Atlanta. Midt i epoken, hvor kvindefodbold var større hertillands end herrehåndbolden. Med det sidste sæt guldmedaljer i Athen efter også havde vundet i Sydney, gik fusen af kvinderne, og herrerne stod klar til at fylde tomrummet, de selv havde skabt med 35 års medaljetørke og forbandelsens fjerdepladser. Fra sølv ved VM i 1967 var der først medaljer i luften igen i 2002, af bronze ved EM i Sverige.
Sidenhen har de danske herrer løftet sig endnu et niveau, og har vundet guld ved både EM, VM og OL. Men har haft sit hyr med at gøre det på stribe. En god slutrunde blev som regel efterfulgt af en dårlig.
Som de danske håndboldherrer tager sig ud, efter de mødte solid modstand i den anden kamp ved OL mod Egypten, er det svært at forestille sig, at det for en gangs skyld ikke skulle blive til to gode slutrunder i træk.
Alt imens GOG-backen Mathias Gidsel bliver ved med at imponere alt og alle
47-30 over Japan i første spillerunde tæller ikke rigtig, om end Sverige mandag blot slog OL-værterne med to mål, så fik danskerne hård fysisk modstand mod Egypten, der fightede sig til en ét-målsføring ved pausen. Men selv med en startformation så stærk som Mikkel Hansen, Jacob Holm og Mathias Gidsel i den offensive bagkæde, kan man køre fast i det, og det fik landstræner Nikolaj Jacobsen løst ved at køre Mads Mensah ind sammen med Holm og Gidsel i anden halvleg.
Sådan! Egypten bliver besejret med 32-27 🇩🇰🇪🇬🥳 Næste opgave er Bahrain 🇧🇭 på onsdag! #hndbld #Olympics #tokyo2020 #allfordenmark #DEN pic.twitter.com/dZIRMj1dU0
— DanskHåndbold (@DanskHaandbold) July 26, 2021
Mikkel Hansen spillede mest med i overtal og i 7 mod 6-spillet. Til perfektion med assists og afslutninger og syv på syv på straffekast. Alt imens GOG-backen Mathias Gidsel bliver ved med at imponere alt og alle. Han har for de næste forhåbentlig mindst 10 år løst mange års trænertankemylder centreret omkring højre back. Tovejsspiller, venstrehåndet, gennembrudsspiller på både yder- og indersiden, hurtige fødder og et assist-laserblik. Jamen, hvad vil du mere?
Tyder i hvert fald på meget mere, da holdet med Niklas Landin i storform på kassen fik det hele stille roligt vendt og vandt så solidt som 32-27.
Skandale i judo
Hvis OL skal være stedet, hvor alle i fredelig sameksistens uanset religion, hudfarve eller seksuel observans konkurrerer om guld, sølv og bronze eller sågar det gamle motto: ”Det gælder ikke om at vinde, men om at være med”, så har to judokæmpere allerede sat sig ud over både eksistensgrundlag og mottoer for OL.
Ved personligt at politisere og proklamere ved deres blotte tilstedeværelse. I begge tilfælde øjensynligt rettet som en protest mod staten Israel.
Først var det algerieren Fethi Nourine, der i fredags, da han fik lodtrækningen at vide, trak sig og nægtede at stille op til sin kamp mod Tohar Butbul fra Israel. Nourine gav udtryk for, at han sympatiserede for meget med den palæstinensiske sag til at ville møde en israeler:
”Vi har arbejdet hårdt for at komme med til OL, men den palæstinensiske sag er meget større end det,” udtalte Fethi Nourine ifølge Guardian.
Nourine og hans træner, der sympatiserede mad Nourine, blev omgående suspenderet af det internationale forbund, og den algeriske olympiske komite inddrog begges akkrediteringer og sendte dem hjem.
Til gengæld er Tohar Butbul nu ude af OL
Mandag var den så gal igen, da Tohar Butbul, af gode grunde var gået videre til næste runde, 16.-delsfinalerne, hvor han skulle op imod Mohamed Abdalrasool fra Sudan. Sudaneren mødte ikke op til kampen, selvom han tidligere havde ladet sig ”veje ind” i 73 kg-klassen. Hverken det internationale forbund eller Sudan-delegationen har begrundet udeblivelsen.
Til gengæld er Tohar Butbul nu ude af OL, da han vandt sin næste kamp for så at tabe kvartfinalen. Men ikke meget OL-ånd eller tab og vind med samme sind over den vægtklasse…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
POV Sport dækker de vigtigste begivenheder ved OL i Tokyo med både en mand i Japan og hjemmefra.
Følg resultater og stillinger ved OL her på dr.dk, der er rettighedshaver sammen med Discovery.
Topillustration: Jesper Hansen havde fundet finaleformen frem efter en skidt kvalifikationsskydning dagen før. Så meget, at det rakte til en plads på podiet og dansk sølvmedalje. Foto: Getty Images.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.