TØNDER FESTIVAL/ ESSAY – Efter et turn-around er Tønder Festival i dag anerkendt som en af Nordeuropas største og vigtigste internationale festivaler for americana- og rootsmusik. I år var der 20.000 gæster på festivalpladsen, bl.a. POVs Jan Eriksen, der begav sig på en todøgnsrejse, der kulminerede med en regnvåd koncert med countrystjernen Emmylou Harris – og en form for forsoning.
I årevis kaldte jeg USA mit andet hjemland – musikken, tv, filmene, litteraturen, kulturen, mytologien, menneskerne, den amerikanske ånd og gospel. Historien om landet, der – godt nok på bekostning af store befolkningsgrupper – rejste sig af forarmelse og blev til verdens mægtigste nation. Jeg har flere gange sagt, at jeg føler mig mere forbundet med Highway 61 end med Hærvejen.
Det har ændret sig drastigt de seneste år.
Selvom rejsen til Tønder Festivalen først og fremmest handlede om musikalske oplevelser på Danmarks bedste musikfestival, kørte jeg tidligt torsdag 27.8 sammen med en gammel ven mod Sønderjylland med håb om en form for americana trosbekræftelse.
Det skulle blive en først solrig, men stadigt mere grå og våd rejse på vej mod en slutning med mindelser om temaet i en af nedennævnte The Felice Brothers sange, det prægtige ”Jazz on the Autobahn”:
“She said this is what the apocalypse will look like.”
Selve apokalypsen, ja. En syndflod åbnede sig over Tønder, da det absolutte hovednavn, Emmylou Harris, sang sent fredag aften. På det tidspunkt og sted var det nærmeste, vi kom Noahs ark en ‘båd’, der vist i årevis har stået på festivalpladsen ved siden af en sandbunke mest til glæde for børn.
Rustikke rablerier
Torsdag middag: Min ven og jeg havde næppe lyttet et minut til The Felice Brothers ene sanger, Ian Felice, på Open Air scenen, før vi vendte os mod hinanden. ”Bob Dylan,” sagde vi i kor. Smilende.
”Som om intet er sket, siden Dylans tidlige/midt 70er album, omkring Before the Flood,” står der i noterne. Skrevet i lykkelig udvidenhed om, at Tønder 32 timer senere ville blive ramt af The Flood.
The Felice Brothers musik bygger på en fond, som bl.a. Bob var med til at koge ind, dengang stort set al ‘music’ var ‘handmade’, som der står på Open Air scenens bagtæppe. Men det skulle dog hurtigt vise sig, at Felice Brothers er så meget andet.
Teksterne er gennemsyret af en galsindet, sort-absurd humor på en bund af dyb melankoli. Som ikke bliver mindre fremført i Ian Felices rablende knastørre sangstil. Indimellem lød han som Lou Reed. Som f.eks. i den nævnte “Jazz on the Autobahn”: “My Honda Fit’s got mice in it / The biggest investment of my life’s infested with mice”.
Det skulle vise sig, at gruppens anden sanger, bror James, på sin vis er en bedre sanger end storebror, især hvis man er til den dybere krydrede soulstil. Også det har storebror i øvrigt skrevet en sarkastisk, næsten ond, selvironisk sang om. Stående der foran scenen fik jeg klart fornemmelsen af The Felice Brothers som Ians projekt.
Man kan beskrive musikken som et egenartet miks af pubcrawl syng-med-sang, malende billedrig ordekvilibrisme iklædt et alt-countryrocket udtryk. Indimellem decideret swingende, minimalistisk blueset eller med stomp-and-clap folk-rock energi. Men altså, ord er ludfattige her. F.eks. lød ”Love Me Tenderly” mest som en sang, man ville høre pianisten spille i en saloon i en gammel sort/hvid western. Imponerende i øvrigt hvor meget lyd, de fire musikere kunne få ud af deres instrumenter.
Jeg tilegnede mig ubetalelig erfaring i kø-møveri foran Saltlageret i et fjernt årtusinde og har desuden en fortid som forstopper på diverse fodboldhold i syvende plovfure
Det slog mig flere gange, at gruppens sangskriver har god smag for den markant gode melodi. Tommelen op. Det er ikke en selvfølgelighed i diverse alternative rocksammenhænge.
Flere gange tænkte jeg på Band of Horses bare for at smide en reference.
Efterhånden fik jeg en fornemmelse af et indblik i en dybt originalt sangskrivers univers. Det er ikke hverdagskost. De fleste sangskrivere rummer (forhåbentlig) et originalt indre kildeudspring eller hovedstol, som Steffen Brandt kalder det. Det hører til sjældenhederne, at jeg fornemmer den kerne blottet så klart under en koncert på en festivalscene i det nådesløst grelle sollys, omgivet af mad- og ølboder, hvor distraktionerne i øvrigt står i kø.
Overfyldte tønder er naue skie
Torsdag eftermiddag: I takt med, at festivalen har vokset sig større, har arrangørerne måttet indføre et kø-system til flere scener. Først til mølle, først ind. Det kritiseres kraftigt på Facebook af nogle deltagere, mens andre skriver, ‘slap af, følg med tiden, det går jo’. Tomme tønder buldrer mest, overfyldte tønder er naue skie, som det muligvis hedder på synnejysk. Vel derfor kø-systemet er indført. Især ved de små scener var der konstant lange køer. Jeg hørte især nogle klager i forhold til det bette spillested, Vise-Møllen, hvor køerne var meget lange.
Der er ikke køer ved Jam Scenen, hvor der tilgengæld virkede lettere kaotisk de par gange, vi var omkring. Jeg tilegnede mig ubetalelig erfaring i kø-møveri foran Saltlageret i et fjernt årtusinde og har desuden en fortid som forstopper på diverse fodboldhold i syvende plovfure. Så vi fandt pladser i teltet til Susto Stringband. Egentlig bygger det på et sortklædt indie-rockband fra Ashville, South Carolina.
Det er noget af det, musik kan. Røre ved vores grundfølelser i en grad, at man risikerer at udvise en vis rummelighed og forståelse for menneskers livsvalg
I dag er bandet med lederen Justin Osborne i front fæstnet i et krydsfelt mellem hillbilly, bluegrass, roots og country. Old time music, kalder de det selv. Og det gjorde de velspillende traditionalister forfriskende godt. Jeg bemærkede især et mere eller mindre fejlfrit, tæt samspil. Når samspillet mellem guitarer, violin, guitar og clawhammer-banjo er tæt på symbiotisk, yeehaw-swinger og charmerer det som ikke ret meget andet.
Særlig to sange gjorde indtryk. Den ene om en af de her glædesfyldte sommeraftener uden mislyde, hvor alt fungerer – selskabet, vejret, stemningen. ”The right people in the right place,” som Osborne sagde. Fedt nummer. Det samme med den for den amerikanske singersongwriter mytologi arketypiske historie og sang om Last Chance Lindas bar ved vejen, hvor Florida bliver til Florida Keys.
Nogenlunde deromkring glemte jeg småknævr, mas, Skat og gled ind i musikken. Men det holdt hårdt. Bandleder Osbornes historier mellem numrene var for lange. Så underholdende, sympatiske og rørende de ellers var, især den om den hyppigt turnerende Osbornes savn af sine børn.
I en tid, hvor kynisme nærmere end medfølelse og menneskelighed virker som det hjul, den såkaldte civilisation drejer sig om, ikke mindst i Osbornes hjemland, kunne man jo sige, at han kunne finde sig et job i Ashville tæt på børnene. Så ville den potte være ude.
Men det er noget af det, musik kan. Røre ved vores grundfølelser i en grad, at man risikerer at udvise en vis rummelighed og forståelse for menneskers livsvalg.
… og så tog hun træskoene på og begyndte at steppe
Torsdag aften: Kan man skrive en sang med det plot, at lyden af træsko på træ lyder fedt? Ja, det kan man. I hvertfald den nordengelske musiker Kathryn Tickell. Absolut et af festivalens store højdepunkter, da mangeinstrumentalisten Amy Thatcher iklædte sig et par træsko og begyndte at steppe løs under Tickells sang – selvfølgelig til stor, fortjent begejstring i Telt 2.
Nu har jeg lige været i Edinburgh, hvor jeg groft sagt landede midt i Harry Potter merchandise, den årlige comedy festival og det årlige Tatoo. Så lyden af sækkepibe er ikke fremmed. Men ellers ikke rigtig noget, jeg dyrker til daglig.
Kathryn Tickell er virtous på såkaldt Northumbrian smallpipes. Modsat tatoo-sækkepiberne, der blæses med med munden, opereres denne med en tråd omkring armen. Den har en helt anden, blødere sjælfuld og distinkt lyd, nærmest som en fløjte. Hun har i årevis samarbejdet med Sting. F.eks. er det hende, der leverer den smukke smallpipe-lyd på hans ”Fields of Gold.” Desuden har hun medvirket i hans musical, ”The Last Ship”.
Det skulle ret hurtigt vise sig, at Tickell og hendes band spiller en form for fusionsmusik. Baseret på den oprindelige britisk/keltiske musiktraditon og fortællinger med elementer af moderne rock, jazz-akkorder og elektronisk musik. Der er to synthesizere på scenen.
Tickell var så beleven at nævne, at vikingernes hærgen havde inspireret myterne og dermed bl.a. nogle stille sange, nogle af dem så æterisk bjergtagende som udsigterne i det tågede nordøstengland og Skotland på en god dag. Både dem man rent faktisk ser og de tusind år gamle lejrbålsfortællinger, man vagt kan forestille sig ved synet. Bandet er passende nok opkaldt efter det nordumbrianske ord for tusmørke.
Tickell, Thatcher og især Stef Conner synger vidunderligt godt, de er fremragende musikere. Indimellem i det, jeg vil kalde mytesangene, var det lovligt kedeligt og stillestående, messende.
Men så var der også de stærke numre, hvor bandet skiftede til et højere tempo, båret frem af de for folkemusikken karakteristiske, successivt dragende crescendoforløb. Ja, nærmest hypnotiserende i afslutningsnummeret, som jeg tror hedder ”Quilley Reel”. Med sit markerede spil havde bandets mandlige trommeslager, Joe Truswell, en stor del af æren. En lille lykkestund.
Med andre ord trak smilerynkerne op mod alle de andre rynker under de første numre, da McMurtry og band indledte koncerten glidende på et langsomt bluesrocktog i downtempo
I de passager blev jeg blev flere gange mindet om, hvordan heavy metal (f.eks. Iron Maiden og Led Zeppelin), indiepop (f.eks. Coldplay) på hver sin måde bygger på den britiske folkemusiktradtion.
Dejligt med et feminint bud på en opdatering af arven fra musikhistoriens syngende fårehyrder og barder. Det virkede som om, energien i teltet smittede af på Kathryn Tickell and the Darkening.
Og de dér træsko. De kan noget.
Den kyniske knark
Torsdag aften: Det viste sig, at jeg kendte en smule til James McMurtry i forvejen. Han popper indimellem op på diverse ’vi tror du kan li’ playlister på min Spotify. Hver gang bemærker jeg, at også hans stemme minder lidt om Lou Reed. McMurtrys sangskrivning bygger på samme roots rock fundament som tusinder andre. Fik jeg nævnt Dylan før? Rockmusik, som den kom til at lyde, da lyden af Dylans litterært forankrede, fabulerende historiedrevne sangskrivning flød sammen med The Rolling Stones selvbevidste loose, swagger guitarlyd og The Allman Brothers southern blues, country-præg og gospel-soul.
Med andre ord trak smilerynkerne op mod alle de andre rynker under de første numre, da McMurtry og band indledte koncerten glidende på et langsomt bluesrocktog i downtempo.
Murtry skriver skæve sange,”om moderne medicin og hallucinationer”, som han selv sagde. Efter vi kom hjem fra Tønder, læste jeg, at alt-country kongen, Jason Isbell, engang har sagt dette om McMurtry: ”James is a hard man. But he’s a good man, and one hell of a songwriter.”
Murtrys ”South Texas Lawman”, som han spillede på Open Air scenen, er sammen med ”Choctaw Bingo” vist det nærmeste han kommer et hit. ”Nu vil jeg spille et medley af mit eneste hit,” som han sagde med en gammel joke. En sang om en desillustioneret betjent, der hader sin alder, blev leveret med et sejt svampet beat. Det samme med ”Choctaw Bingo”, der bl.a. handler om et familiemedlem, som sælger krystal meth, og ”Annie”, som han introducerede som sangen om reporteren, der tilfældigvis sad i samme fly som George Bush d. 11. september 2001.
Selvom “Brunnsvik” langt fra er ligeså ordrig og konkret, står den allerede sammen med bl.a. landsmanden Erik Winnerbäcks ”Söndermarken” på min hylde med store coming of age rocksange.
Krøllede sort-ironiske karakterdrevne sange leveret ubesværet med et solidt og fedt rocksway. Man må give McMurtry at han, som han lød i Tønder, har et udtryk. Det kan man tage eller forlade. Efter fem kvarter savnede min ven og jeg variation og nogle brud – måske et enkelt hurtigt nummer.
Koncerten med den kyniske knark i den smukke solnedgang over marsklandet er nok ikke en af dem, man husker til evig tid. Men den 64-årige sangskriver var et sympatisk bekendtskab.
James McMurtry, den kyniske knark, han er en af vore egne.
En fest af et rocksammensurium
Sent torsdag aften: Før Tønder begrænsede mit kendskab til svenske Jesper Lindell sig til en single, “Moving On”, indspillet sammen med duoen First Aid Kit. Min ven og jeg fik aldrig set ham og hans band på Nashville Nights sidste år. Det var dumt.
Koncerten torsdag aften i Telt 2 med Jepser Lindell & The Brunnsvik Sound var en forrygende oplevelse. Det var gospel. En fest af et soulrocksammensurium. Hold da kæft.
Just hjemvendt fra Tønder læste jeg et interview med Lindell, hvor han forklarede, at han og musikerne tidligt var rejst til Memphis og Muscle Shoals for at få en fornemmelse af den autentiske rocklyd, han ønskede som hjerteslaget i orkestrets udtryk. De er senere vendt tilbage for at indspille to album, der udkom for et par år siden.
Allerede fra første nummer, ”Witcha Way Did it Go” var der tryk på den soulrockede lyd. SOUL skrevet med Caps Lock.
Jeg var til min første koncert i et fjernt årtusinde som 13-14 årig, har anmeldt koncerter i præcis 45 år. Efterhånden har jeg udviklet et shitometer med værdi fra 0 til 10, der ’måler’, hvor meget musikerne på scenen giver af sig selv
Jeg tænkte flere gange på så forskellige kunstnere som nævnte Allman Brothers, Van Morrison, Alabama Shakes og den tidlige Springsteen. Og som Dylan lød i perioden med uforlignelige The Band. Apropos The Band minder Jesper Lindells mørke, let raspende stemme mig om Levon Helm – og John Hiatt.
Men egentlig er det uretfærdigt med alle disse referencer. Lindells sang er hans egen. Måske er det noget nordisk – hvor den oprindelige soul har smerte og party i udtrykket, er der en dyb melankoli hos Lindell.
Udover sangskriver og sanger Jesper består bandet af musikere, der betjener guitarer, bas, mandolin, trumpet, keyboards/orgel og en fantastisk trommeslager af typen, der nærmere følte sine slag end slog hårdt.
Det skarpe sammenspil slog mig flere gange. I uptempo såvel som i stille numre. Præcise guitarsoli, en enkelt trumpetsolo. Orgelet, der konstant smøg sig rundt om de andres spil. Ja, der var sgu ligefrem noget andægtigt i orgelspillet i samklang med de øvrige musikere.
De spillede en sang, ”Brunnsvik,” der, fortalte Lindell, reflekterer over hans opvækst i en flække af samme navn i Dalarna. Den smukke natur omkring søen, drømmene, venskaberne, musikken. Selvom “Brunnsvik” langt fra er ligeså ordrig og konkret, står den allerede sammen med bl.a. landsmanden Erik Winnerbäcks ”Söndermarken” på min hylde med store coming of age rocksange.
Alene følelsen der i Telt 2, da Lindell og band sang og spillede den, var gribende.
Og nej, selvfølgelig er det svenske orkester ikke hverken James Brown, Prince eller Aretha Franklin, der faktisk har indspillet i Muscle Shoals. Men der er et eller andet med svenske rockmusikere og inspirationen fra den amerikanske rootsrock, som de mestrer langt bedre end danske.
Jeg har en video på min telefon, hvor man kan se de første par rækker foran scenen danse lystigt. Midt i det hele står to yngre kvinder og ser på Jesper, som kvinder og mænd altid har og altid vil se på ham/hende centerstage, når de rammer lige præcis dét punkt. Rock’n’roll.
Jeg har noteret en underfundig sang om manden, der var gift med djævelen, som enten var hans kone eller alkoholen, han tyllede i sig. Der bliver drukket en del i de der countrysange
Jeg var til min første koncert i et fjernt årtusinde som 13-14 årig, har anmeldt koncerter i præcis 45 år. Efterhånden har jeg udviklet et shitometer med værdi fra 0 til 10, der ’måler’, hvor meget musikerne på scenen giver af sig selv. Alt muligt andet ufortalt. Denne aften med det svenske powerhouse ramte pilen det blodrøde 10-tal.
Det beviser bare den gamle mundheld, at de bedste fester er de spontane, hvor man kommer uforberedt. Og nå ja, det gjorde ikke værre, at Brunnsvikerne sluttede af med en saftspændt version af ”Polk Salad Annie”. Mest kendt i en version med selveste direktøren for det hele, Elvis Presley.
Måske derfor vi senere tilbragte et par timer i selskab med en udsøgt whisky i en samtale om religion. Jeg husker ikke alverden, men dog at jeg krydsede fingre for, at Emmylou Harris nogle timer senere ville synge sin fortryllende smukke version af ”The Darkest Hour is Just Before Dawn”. Titlen bygger på et mange hundrede, måske tusinde år gammelt ordsprog, baseret på en eller flere sentenser fra biblen. Alle med det positive budskab, at der altid kommer lys efter mørke.
Svensk humor undervurderes af og til
Lørdag middag: Så blev det lørdag, og det begyndte at dryppe fra oven.
Den såkaldte ”Gentlemens Circle” i Telt 1 så vi først og fremmest for at få et glimt af den hypede superproducer- og musiker, Daniel Lanois, der var på scenen sammen med fire andre, unge sangskrivere.
Konceptet med en flok musikere, der sidder sammen og taler om deres musik og spiller egne numre, stammer fra USA. Selvfølgelig. Nogle vil nok sige, at det stammer fra dengang, vores forfædre sad rundt om bålet og slog på hule træstammer.
Under festivalen Nashville Nights kaldes konceptet ’writers round’. Uden at turde lægge hovedet på blokvognen, bestod disse sangskriverrunder oprindelig af egentlige samtaler mellem musikere. Sådan har jeg oplevet det på Nashville Nights.
I Telt 1 var der minimal intern kommunikation mellem de enkelte sangene. Måske skyldtes det ærefrygt for Lanois, nervøsitet eller måske bare, at det med at tale med hinanden er out of fashion.
Til min glæde deltog Jesper Lindell i Gentlemens Circle. Han sang og spillede en sang om at besvime efter at have spist alt for meget pasta i Spanien. Svensk humor bliver af og til undervurderet. Desuden en ganske rørende sang til hans kæreste. Det lød nærmest som et frieri. Og så spillede han ”Bruunsvik” igen.
Altså et scenarie, der mindede mig mere om at trisse henover parkeringspladsen ved specialkomponentfabrikken Alfa Laval i Gladsaxe om mandagen i regnvejr for mange år siden – end om et klubjob.
Ros til Erik Koskinens guitar, der udspydede en stormflod af honky tonk Fogerty-lyd, som jeg plejer at kalde det. Jeg har noteret en underfundig sang om manden, der var gift med djævelen, som enten var hans kone eller alkoholen, han tyllede i sig. Der bliver drukket en del i de der countrysange.
Den 40-årige sangskriver, Aaron Lee Tasjan, gjorde det største indtryk. Blændende fortæller, skriver gode melodier. Hans ”Memphis Rain”, som jeg hørte en del gange på festivalens officielle playliste, er en rigtig god sang. Fed feeling, fed melodi. Og hans historie om sin inspiration til sangen var ubetalelig sjov.
Den hæsblæsende, morsomme “12 Bars Blues” tog alle med storm. Selv Daniel Lanois. ”He took it away,” sagde han grinende bagefter.
POVs Dan Marmorstein anmeldte Daniel Lanois koncert torsdag. Læs hans glimrende anmeldelse her.
Et talent af de allerstørste
Fredag eftermiddag: “Meget country musik er sørgelig. Jeg tror, det meste kunst opstår af fattigdom og hårde tider. Det gør ondt i hjertet på mennesker overalt i verden.”
Citatet stammer fra countymusikkens grand old man, Willie Nelson. Der ligger ganske rigtigt en dyb grundmelankoli og måske ligefrem smerte i countrymusikkens DNA. Rigtige countrysangerinder synger, så man mærker smerten.
Således også Emily Scott Robinson, der optrådte på Open Air scenen fredag eftermiddag. Det stod klart lige fra det første anslag i en sang med titlen ”Old Gods”.
Denne her lyse, skærende, let nasale klang med skarp betoning – med meget tydelig diktion. Jeg har engang læst, at den sangstil opstod, fordi sangerinderne i klassisk hill billy og bluegrass måtte skrue op for vokalen for at kunne trænge igennem lyden af diverse instrumenter.
Og så er det med følelsen, den kompromisløse insisteren på tilstedeværelse.
Emily Scott Robinson sang såre smukt sine sange med den helt rigtige klang, så jeg fik denne her fornemmelse af nærhed. Eller for nu at bruge det udtryk igen – autencitet. Godt hjulpet på vej af orkesteret.
Igen – hun begår sig i en stil, der er som skabt til små intime scener. Der stod hun, bandet og vi på en plads, der normalt fungerer som parkeringsplads, en stor scene, regnen var nu begyndt at falde som mørkegrå skyer i mit papkrus med kaffe, som Carly Simon – der ikke har en disse med country at gøre – næsten synger. Altså et scenarie, der mindede mig mere om at trisse henover parkeringspladsen ved specialkomponentfabrikken Alfa Laval i Gladsaxe mandag morgen i regnvejr for mange år siden – end om et klubjob.
Og alligevel sang Emily Scott Robinson så såre smukt sine melodier, at jeg fik denne her fornemmelse af på en gang hvisketæt nærhed og samtidig åbne snedækkede vidder .
Emily Scott Robinson fortalte, at hun for nylig er blevet tilknyttet pladeselskabet Oh Boy Records, der blev skabt af salig John Prine. For, at det ikke skal være løgn, hedder det aktuelle album ”Appalachian”. Så er georgrafien også på plads.
Da sanger og guitarist Michael Belazis introducerede en sang med titlen ”Dandelion”, troede jeg, der ikke er nogen årsunge, et øjeblik, at de ville spille det gamle The Rolling Stones nummer
Noget af en ære med det pladeselskab. Måske derfor, men ikke kun, tror jeg, udstrålede Emily en positiv energi. Det virkede naturligt.
Jeg er ikke sikker på, at hendes band nød det ligeså meget som hende, der virkede oplagt og kom med bemærkninger som, ”her på festivalen må I ikke få jeres paraplyer med ind, fordi de minder om våben. I mit land går folk rundt på gaden med rigtige våben.”
Selvfølgelig sang og spillede de en hyldest til Dolly Parton, Dollys egen ”Little Sparrow”. En sang der, forstår man, har inspireret Emily til at tro på sig selv.
Rigtigt gribende for mig blev det, da Emily spillede et par numre på akustisk guitar. Især ”Time Traveller”, der usentimentalt, bittersødt handler om hendes demensramte bedstemor, ramte mig, der på nærmeste hold har set den forbandede sygdom forvandle et menneske til en skygge. At se hende stå der helt alene på scenen i regnen at synge empatien ind i hjerterne på publikum. Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Det er det, countrymusik kan.
Hvad den musikalske fremførelse angår, var det en forglemmelig koncert med et til lejligheden sammensat orkester. Men solisten centerstage, Emily Scott Robinson, er et talent af de allerstørste.
Søndagshygge på en fredag
Lørdag aften: Køer eller ej. Er man på Tønder Festival, skal man opleve Bolero scenen. Et spejltelt i en et par hundrede år gammel belgisk tradition oprindelig bygget som omrejsende, mobile dansesale. Teltene blev konstrueret i træ, lærred og facetslebet glas.
Mens vi ventede på Emmylou, entrerede vi Bolero og så det amerikanske indie-folk-band Oliver Hazard, opkaldt efter en amerikansk søhelt fra den amerikansk-engelske krig i 1812 – 15.
Ikke at der er noget krigerisk over trioens indiefolksy sange med flotte trestemminge vokalharmonier – tværtimod. Musikalsk kan man trække tråde til bands som The Lumineers, Fleet Foxes og et dreampopnavn som Beach House. Jeg har senere opdaget, at Oliver Hazard ofte spiller en version af Simon & Garfunkels ”Cecilia”. Det er egentlig et meget godt billede på trioens lyd.
Emmylous krystalklare stemme, som vi kender den fra pladerne og har hørt den live, er en sindsstemning. Det er klangen en af en sangtradition, der ligger til grund for rockmusikken med mere
Jeg fik fornemmelsen af tre fyre, der meget vel engang kunne have lært hinanden at kende på et college, og som opdagede, at de delte musikalsk smag, interesser og understatet selvironisk, sort humor. I Bolero bevægede sangene sig ubesværet fra det stille til energiske, foot stomping folk-rytmer og for folkemusikken klassiske klimaks. Da sanger og guitarist Michael Belazis introducerede en sang med titlen ”Dandelion”, troede jeg, der ikke er nogen årsunge, et øjeblik, at de ville spille det gamle The Rolling Stones nummer. Men det var deres egen sang.
Michael Belazis synger lidt tørt og anonymt, og jeg kunne godt have ønsket mig flere melodiske spring og flere soli fra guitarist Devin East. Stadig var trioen fra Waterville, Ohio på flere niveauer en varm, intim og charmerende oplevelse. Og publikum var helt med. Det var en af de koncerter, hvor der opstod denne her unikke følelse af ægthed og fællesskab, som livemusik kan skabe.
Jeg forlod Bolero med en fornemmelse af at hængt ud med tre gode venner en hyggelig, magelig søndag eftermiddag på en kaffebar med udsigt til Maumee River, der gennemstrømmer small town Waterville.
Emmylous accept
I løbet af vores to døgn i Tønder talte vi flere gange om klassikeren, forholdet mellem kunst og politik. At det var positivt at opleve, at kunstnerne lod musikken tale for sig selv. Jeg hørte kun en enkelt protestsang. The Comatose Brothers, der spillede som en form for opvarmning til Emmylou Harris, havde en sang om den fordærvende bølge, der åbenbart for øjeblikket truer med at ødelægge USA. Sangen handlede om IPA øl. “We don’t want no IPA,” sang de. Jeg er fuldstændig enig med The Brothers Comatose. IPA er noget sprøjt.
Emmylou Harris og hendes fantastiske orkester gik på scenen præcis på klokkeslættet, 21.45. Det skulle hurtigt vise sig i det første nummer, hendes egen ”Here I Am”, at Emmylous høje, engleagtige sangstemme mildt sagt er slidt. Umiddelbart frustrende. Ikke så meget lige i nuet, hvor regnen sådan set var et større irritationsmoment, og hvor det var forventeligt, at der ville være rust på den 79-årige sangstemme.
Det var mere på sådan et højere plan. Emmylous krystalklare stemme, som vi kender den fra pladerne og har hørt den live, er en sindsstemning. Det er klangen af en sangtradition, der ligger til grund for rockmusikken med mere. For mig er Emmylou lyden af mange sene aftener medio 1990’erne, da jeg for alvor opdagede countrymusikken. I øvrigt takket være min gode ven, der stod ved siden af mig i regnen i Tønder. Som jeg husker det, begyndte snakken om at tage på festival i samme øjeblik, vi læste, at Emmylou ville optræde i Tønder under sin sidste europæiske turne.
Så det var ikke bare det, at sangstemmen vaklede. Det var tydeligt, at regnen påvirkede hende. “Bless your hearts – at I skal stå der i det vejr,” sagde hun sådan cirka, mens hun gradvis kunne se tilskuertallet falde fra vel ca. 15 – 16.000 til et par tusinde, mens folk søgte læ.
Måske var det følelsen i sangen. Under alle omstændigheder et utrolig sansemættet øjeblik, som jeg er meget glad for at have oplevet
Takket være det suveræne The Red Dirt Band, der efter de første par numre formåede at spille de flere af de forholdsvis forskellige sange, så det lød, som var de skrevet lige netop til denne optræden, var det trods alt okay, det der skete på scenen. Videre med “Orphan Girl”, “Love and Happiness” og klassikeren “Two More Bottles of Wine”, mens regnen tog til.
Jeg sværger ved, lad os bare sige biblen, at da himlen for alvor åbnede for sluserne, havde Emmylou stort set lige sagt, ”Der foregår en masse skørt i mit land lige nu. Men så er der heldigvis en skør mand, Willie Nelson. Skør på den gode måde.”
Jeg skal spare læseren for et vildt ridt på den retoriske prærie med mere eller mindre søgte politiske analogier. Og nøjes med at konstatere, at Jorden i tiden op til syndfloden var præget af ekstrem menneskelig ondskab, vold og et mystisk sammenstød mellem himmelske og jordiske væsner. Gud så, at menneskehedens tanker kun var onde dagen lang. Det siges, at Gud fortrød, at han havde skabt os.
Men så var det, Emmylou sagde det, der foreløbig satte det på plads for mig: “Jeg ved ikke hvorfor, jeg har altid været tiltrukket af sørgelige sange.”
Der har altid været en sårbarhed i Emmylou Harris udtryk, en overvældende følsomhed. Den skrøbelighed, som endnu mere end tidligere høres i hendes slidte stemme, blev ikke mindre i regnen. Jeg ved ikke, om det var en slags ønsketænkning fra min side, men Emmylous kvaler på scenen lagde f.eks. en ekstra dimension i hendes spinkle version af Townes Van Zandts “Pancho and Lefty”.
Hun forsøgte sig med humor. Det er altid godt. En joke om Johnny Cash, Levon Helm og Merle Haggard, som jeg ikke helt fangede. Det handlede om projektet, som ingen pladeselskaber ville binde an med, et album med sange om den lovløse Jesse James – men som dog udkom i 1979. Emmylou sang en version af Johnny Cashs “Help Him, Jesus”.
Som koncerten skred eller måske nærmere gled frem, virkede det som om, Harris havde sammensat sin afskedsturne setliste som en form for kalajdoskopisk genbesøg ikke kun i sin egen karriere, men i countrymusikkens historie som sådan. Der var mange coverversioner, få af hendes egne sange.
Midt under koncerten forlod bandet scenen, og Emmylou stod tilbage alene med sin akustiske guitar og spillede bl.a. “The Road”, som hun skrev og indspillede som en selvbiografisk hyldest til hendes for længst afdøde ven og mentor, Gram Parsons. Det er en af denne verdens mange uretfærdigheder, at han, der var pioner, aldrig oplevede countryrockens succes.
På det tidspunkt var det som om, der skete et eller andet. Som om den legendariske sangerinde fandt en form for accept af tingenes tilstand. Måske havde hun sunget sig varm, måske gjorde det øgede ansvar uden trygheden med The Red Dirt Band i ryggen noget. Måske var det følelsen i sangen. Under alle omstændigheder et utrolig sansemættet øjeblik, som jeg er meget glad for at have oplevet.
Efter dette point of no return sang hun bedre. Varmere og med mere bredde. Virkede stærkere. Tapper – stolt. Og selvom vi, de sidste par tusinde på pladsen, vel efterhånden alle var gennemblødte, og jeg havde opgivet at notere noget som helst, endte det som en magisk oplevelse. Måske ikke så meget musikalsk, men måden koncerten blev afviklet. Historien om Emmylou Harris værdige afsked. Man kan sige, at det endte fuldstændig som i titlen på Harris og The Red Dirt Bands sidste covernummer, Gram Parsons “Return of the Grievious Angel”. Den sørgende engels tilbagekomst. Englen Emmylou var tæt på at blive slået ud af et skybrud, men vendte tilbage og satte et flot punktum.
Set i det altid nådige tilbageblik kan jeg næsten ikke forestille mig en smukkere afsked for Emmylou Harris, end da hun overvandt elementernes rasen og måske også sig selv.
Så nej, Emmylou Harris sang ikke “The Darkest Hour is Just Before Dawn”. Men oplevelsen af koncerten står tilbage som en bekræftelse af sangens budskab, at lyset altid vinder over mørket.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og