KONCERT // ANMELDELSE – Forleden lagde ”sangskrivernes sangskriver” John Hiatt vejen forbi Amager Bio. Det har han gjort mindst tre gange før, men denne gang var det en afsked. Hiatt er på sin sidste turné. Jan Eriksen, for hvem Hiatts musik er blevet en form for livsven, overværede koncerten. Han beskriver sin oplevelse som magisk.
Der skete noget magisk, da John Hiatt efter godt og vel halvanden time nåede til ekstranumrene. På et tidspunkt tidligere under koncerten havde en begejstret tilhører råbende opfordret Hiatt til at spille ”Lipstick Sunset”. Et meget, meget smukt, sanseligt, ikke specielt lykkeligt kærlighedsstykke. Nu havde manden på scenen så besluttet at spille sangen som en gestus til publikum i Amager Bio, men det skulle hurtigt vise sig, at han havde glemt ordene til versene. I samspil med de af publikum, der kender teksten, lykkedes det Hiatt at gennemføre nummeret med et selvironisk smil på læben.
Nogen vil sikkert finde det pinligt. For mig var det et bevægende øjeblik, hvor forbindelsen mellem kunstner, sang og lytter fik sit eget udtryk. Hvor den berømte fjerde væg mellem kunstner og publikum smeltede, som en isterning i et whiskyglas ville gøre udenfor i hedebølgen eller i ”The Summer Heat”, som Hiatt synger om i netop ”Lipstick Sunset”. Den perfekte afskedsstund i forholdet mellem Hiatt og hans loyale danske publikum.
Hvis der findes et land, befolket af mænd, der er røvtrætte af at være bedre til at ‘tænke’ end ‘leve’ kærlighed, er jeg indbygger og ”Have a Little Faith in Me” en form for nationalsang.
Siden sin debut i 1974 har John Hiatt opbygget et renomme som sangskrivernes sangskriver i en genre, han selv betegner som countryblues. Måske nok en kontroversiel herre, der især i begyndelsen ofte endte i opgør med diverse musikbosser, kolleger med flere, og som løbende har måttet kæmpe med sine dæmoner. Men listen over de musikere, der har fortolket hans sange, er om muligt længere end hans præsidents synderegister, så her er bare nogle få:
Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez og Joe Bonamassa til Joe Cocker, hvis version af ”Have a Little Faith in Me” var et mindre hit selv i Danmark, hvor americana/roots musikken dengang i 80’erne var en kummerlig, vindbøjtelomsust flække i Tennessee. Det har heldigvis ændret sig siden.
Selvom albummet Bring the Family (1987) blev en lille hitlistesucces, har Hiatt aldrig for alvor opnået stor kommerciel succes.
Hiatts grillkulsglødende vokal
Min historie med John Hiatt begyndte den dag, Bring the Family dumpede ind på Gaffas kontor i Aarhus, hvor jeg dengang arbejdede som redaktør. Jeg lyttede til albummet igen og igen. Sange som ”Memphis in the Meantime”, ”Thing Called Love” og de nævnte ”Lipstick Sunset” og ”Have a Little Faith in Me”. De sange talte til mig – både den jeg var dengang, og den jeg senere blev – ved jeg nu.
Siden har Hiatts musik fulgt mig som en af mine i øvrigt mange musikalske frænder. I hans grillkulsglødende, passionerede vokal finder jeg en ufiltreret blanding af lyrisk ynde og ubesmykket hverdagsrealisme. Ofte er sangene små historier, små ’film’ i sig selv. Hiatts latterligt melodiøse sange forener ubesværet mørke bekendelser med rå humor og dyb følelsesmæssig forløsning. Hvis der findes et land, befolket af mænd, der er røvtrætte af at være bedre til at tænke end leve kærlighed, er jeg indbygger og ”Have a Little Faith in Me” en form for nationalsang.
Få kan som Hiatt trænge ind til kernen i løbet af rocksangens kanoniserede tre minutter. Indtil forleden har jeg set ham live tre gange, den ene på Roskilde Festival sammen med Little Village med Ry Cooder, Nick Lowe og Jim Keltner. Hold kæft, et band.
Inden jeg for tre år siden besluttede mig for at stoppe som musikredaktør og anmelder her på POV, lyttede jeg til en playliste bl.a. med sange som ”Before I Go”, ”Adios to California”, ”You Must Go”, ”Drive South” og ”Memphis in the Meantime”, der på vidt forskellig baggrund alle handler om at (være på vej til at) kaste sig ind i sin (imaginære) Thunderbird for at forlade det kendte. Enten fordi man er tvunget til det, har fået nok, er faldet, må videre uden at vide til hvad. Eller stadig mærker den magnetiske tiltrækning fra rockmusikkens hjerteland og, om ikke andet i overført betydning, har trang til at “drive south”.
Farvel til den musikalske livsven
Så da jeg læste, at denne fornemme besynger af den eksistentielle rastløshed var på vej ud på en afskedskoncertturne (han fortsætter med at indspille), stod det klart, at jeg måtte finde penne frem igen for at sige pænt goodbye til min musikalske livsven.
Men jeg var skeptisk. Jeg er ikke så meget til ”musiker alene med akustisk guitar”-koncerter på større spillesteder. Slet ikke til storyteller-koncerter, hvor der tales mere end spilles. Medmindre det er Niels Hausgaard. Ofte virker det mest, som om der er tænkt mere på pengepungen end på musikken ved den slags koncerter. Jeg foretrak Hiatt i hans sædvanlige elektriske rockklæder. Troede jeg.
Den strømførende Hiatt, jeg har tidligere har oplevet, har været meget rock’n’roll. Igen og igen på gulvet der i Amager Bio overvejede jeg, hvordan i alverden jeg skulle formulere, det jeg så, bedre end som ‘et enmandsband’
Samme dag, som Hiatt spillede i Amager Bio, læste jeg i et debatforum, at nogle nordmænd, der havde overværet Hiatts koncert i Oslo et par dage forinden, beklagede sig over hans nedslidte stemme og distancerede optræden.
Men allerede i de første sange ”Before I Go” og ”All the Lilacs in Ohio” – også den emmende af sanselighed – lød Hiatt opvarmet. Allerede der favnende, på sin egen lidt famlende måde.
For mig var symbiosen mellem os i salen og den enlige sanger på scenen for alvor skabt under og efter hans version af “Crossing Muddy Waters”. Et varmt, varmt bifald og John Hiatt, der takkede, nærmest lidt genert.
Jeg har engang set John Hiatt beskrevet som selve essensen af heartland rock. Hans sangkatalog rummer sange, der i tekst og form hylder essensen i rockmusikkens urkerne i det dybe, bluesede Tennessee. Alene titlerne på hans sange taler deres eget sprog om “The promised land”, som han synger i “Riding with the King”. Den sang er nok mest kendt i en rimelig sumpet version med Eric Clapton og B.B. King. Og selvom Clapton muligvis indspillede den som et dobbelttydigt, drilsk indslag i den never ending debat om, hvorvidt Elvis stjal bluesmusikken fra de sorte musikere, er Hiatts sang en hyldest til Elvis’ musikalske rejse på tværs af Mississippis mudrede vande.
Den strømførende Hiatt, jeg har tidligere oplevet, har været meget rock’n’roll. Igen og igen på gulvet i Amager Bio overvejede jeg, hvordan i alverden jeg skulle formulere det jeg så, bedre end som ‘et enmandsband’. Hiatt er en fremragende guitarist, indimellem virkede det – for mig i hvert fald – nærmest som om, han spillede eller ‘skubbede’ sine akkorder et nanosekund på forkant af sang og melodi. Det skabte dynamik og nerve, når det var bedst.
Det hvileløse hjerte
Selv med, hvad der er tilbage af Hiatts sangstemme, er der denne her rytmik i hans sang. Det hørtes naturligt nok tydeligt her, hvor det jo bare var ham. Som sådan oplevede jeg hans sang som en form for rytmegruppe. Det var meget medrivende og meget rørende med al sin no-shit-attitude.
Måske lidt dristigt kan man sige, at hovedparten af Hiatts sange beskæftiger sig med (drømmen om) bevægelse mod ukendt land, hvor græsset altid er lidt mere sexet end på den kendte side af hækken, og hvor det måske alligevel viser sig, at det hvileløse hjerte finder hvilen i hverdagen, for nu at parafrasere over digteren Martin Andersen, som Kim Larsen gendigtede.
Så på mere end én måde fulgte koncerten den klassiske fortællemodel – hjemme, ude, hjem. For som han sagde, inden han begyndte på “Real Fine Love”, som han dedikerede til sin kone gennem 40 år:
“Jeg har prøvet at stikke af et par gange, men på en eller anden måde trækker hun mig tilbage.”
”Tak, det har været en varm og fantastisk aften,” sagde Hiatt sådan nogenlunde også efter finalen med tre forrygende ekstranumre, “Riding with the King”, “Lipstick Sunset” og “Have a Little Faith in Me”, og ramte dermed hovedet på sømmet.
Og som han så tilføjede med en tør og kølig humor så sprukken som hans sangstemme.
“Når jeg kommer hjem og siger til min kone, ”jeg tror, de elskede mig,” vil hun sige, ”du kan starte med at tømme opvaskemaskinen.”
Jeg forlod Øresundsvej og cruisede hjem med en helt speciel glæde i hjertet. Og jeg tømte opvaskemaskinen som det første, da jeg kom hjem. Meget rart at få den slags overstået.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og