DIAGNOSER & ARBEJDSPLADS // KRONIK – Flere får en diagnose, men mange holder den for sig selv på arbejdspladsen af frygt for at blive set anderledes eller mødt med skepsis. Tavsheden har også en pris for organisationen i form af tabt viden, sygefravær, opsigelser og talent, der aldrig kommer i spil. “Det er en organisatorisk informationsblokade,” skriver Alberte Scharffenberg-Kjær. Hvad skal der til, for at flere kan være åbne om deres diagnose på arbejdspladsen?
For nogle uger siden bragte Børsen en kronik om, at arbejdspladser er designet til gennemsnittet, og at op mod 20 % af befolkningen er neurodivergente. Pointen var klar: Arbejdspladser er skævt designet, forskellighed er en ledelsesopgave, og virksomheder, der ikke formår at rumme den, taber talent.
Jeg er enig. Men jeg savner et spørgsmål, som sjældent bliver stillet: Hvorfor stiger antallet af diagnoser?
Debatten tager antallet af diagnoser som en given præmis, man skal forholde sig til. Sjældent som noget, der i sig selv fortæller os noget om de strukturer, vi har bygget.
“Alle har også bare ADHD efterhånden”
“Alle har også bare kræft nu om dage” er en vending, jeg aldrig nogensinde har hørt nogen bruge. Det til trods for, at der i 2025 levede knap 50 % flere danskere med eller efter kræft end i 2014. Kommenteres stigningen overhovedet, forklares den – med rette – blandt andet med en aldrende befolkning, tidligere opsporing og bedre behandling. Ingen sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten.
Jeg genkender den selvfølgelighed, hvormed mennesker uden faglighed inden for emnet gør sig til dommere over legitimiteten af andres livsvilkår
Omvendt hører jeg “alle har også bare ADHD efterhånden” overraskende ofte.
Der er ikke noget mærkeligt i, at mange har en oplevelse af, at ADHD fylder en del i samfundet i dag: Blandt børn blev antallet af diagnosticerede med ADHD mere end tredoblet fra 2006 til 2016, og også blandt voksne er antallet af diagnoser siden steget markant.
Det interessante er det, der ligger implicit i sætningen, som ofte følges op med kommentarer som:
“Det kan jo ikke passe, at der pludselig er så mange, der har ADHD.”
“Der er også kommet alt for meget fokus på at skulle føle og mærke efter og gøres særlig.”
“Hvorfor er det nødvendigt for så mange at få diagnosen? Hvorfor kan vi ikke bare være dem, vi er?”
Underforstået: hysteri og overdiagnosticering af mennesker uden reelle diagnoser er årsagen til de støt stigende statistikker.
Jeg kender udsagnene, fordi jeg selv er en del af “alle-er-også-bare”-minoriteter – både min seksualitet og min hjerne adskiller sig fra majoritetens. Min ADHD-diagnose er ny, og jeg har ikke delt den med særlig mange. Ikke fordi jeg ikke vil – det føles bare underligt at nævne den uden en relevant sammenhæng.
Og jeg genkender den selvfølgelighed, hvormed mennesker uden faglighed inden for emnet gør sig til dommere over legitimiteten af andres livsvilkår. Uden filter og uden omtanke for, hvad man pålægger modtageren.
Det er præcis den samme impuls, der styrer, hvad organisationer gør, når en medarbejder ikke trives, ikke performer eller ikke passer ind: Vi spørger, hvad der er galt med den enkelte, men går sjældent skridtet videre og spørger, hvad der er galt med den struktur, den enkelte befinder sig i.
Er de synlige tilstande mere legitime end de usynlige?
Årsagen til, at langt flere danskere lever med eller efter kræft, er ikke, at mange af de over 420.000 danskere er gået til lægen og har insisteret sig til en fiktiv diagnose, som lægen til sidst har overgivet sig til at give dem. Forklaringen skal blandt andet findes i en aldrende befolkning, tidligere opsporing og bedre behandling. Demografiske og strukturelle forklaringer. Selvfølgelig. Ingen sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten.
Men når det handler om diagnoser, man ikke kan se på en scanning, oplever jeg, at mistroen lever i bedste velgående. At mange sætter spørgsmålstegn ved diagnosers rigtighed og berettigelse. Forskellen afspejler en dybt forankret forestilling om, hvor grænsen mellem legitimitet og selviscenesættelse går.
Er det mennesket eller strukturerne, den er gal med?
Er det en fuldkommen utopisk tanke, at stigningen i neurodivergente diagnoser i høj grad kan forklares med, at strukturerne er anderledes i dag end for 50 år siden?
For ADHD er der flere mulige forklaringer.
En handler om viden. Diagnosen blev tidligere opfattet som noget, næsten udelukkende drengebørn kunne få, og som de ville vokse fra. Siden blev det klart, at ADHD er stærkt arveligt, at symptomerne for mange fortsætter ind i voksenlivet, at piger og kvinder også kan have ADHD, og at hyperaktiviteten ikke nødvendigvis viser sig som synlig fysisk uro. Sundhedsvæsenet blev klogere. Det har sandsynligvis den naturlige konsekvens, at flere kan se sig selv i kriterierne, og opsøger udredning med henblik på at forbedre deres livsførelse.
Når omkostningerne ved at sige noget opleves tilpas store, lader folk ofte være
En anden handler om strukturerne selv. For bare 50 år siden var det danske samfund industrielt, analogt og homogent. I dag lever vi i en digitaliseret, globaliseret vidensøkonomi. Konstant vækst, stimuli, hastighed, omstillingsparathed og maksimal udnyttelse af menneskelig kapacitet er omdrejningspunkter for den måde, vi har skruet både samfundet og arbejdsmarkedet sammen på.
Kan det tænkes, at samfundets stigende kompleksitet har den afledte effekt, at den kasse, man skal passe ind i for at leve op til samfundsforventningerne, er blevet så lille, at flere må opsøge diagnosen og den hjælp, man dertil kan få, til at presse sig ned i kassen?
Det er det perspektiv, jeg savner. Vi taler om at rumme de mennesker, der falder uden for. Men vi taler ikke om, at det samfund og arbejdsmarked, vi har designet, i sig selv bidrager til at presse mennesker ud af kassen.
Omkostningen ved at sige det højt
Når nogen siger noget om det, der udefra gør mig anderledes, og bagefter selv indser, at bemærkningen var ved siden af skiven, bliver det som regel min opgave at forsikre dem om, at det er helt i orden – at de ikke skal føle sig dårligt tilpas. Deres forlegenhed lander som et ansvar på mine skuldre.
Det er helt sikkert ikke bevidst eller ond vilje. Og jeg føler også selv et ansvar for at bidrage til at højne bevidsthedsniveauet hos dem, der ikke har minoriteter tæt på deres eget liv. Men det har også den konsekvens, at man bliver bevidst om at afveje situationen, hver gang man overvejer at dele noget om sig selv. Og ofte ender vægtskålen med at tippe mod at lade være.
Når ingen siger noget, ændrer intet sig
Når omkostningerne ved at sige noget opleves tilpas store, lader folk ofte være. Når folk lader være, forbliver organisationens blinde vinkler blinde – den ser bare medarbejdere, der underpræsterer, sygemelder sig eller siger op. Så håndterer man scenarierne. Ét ad gangen. Strukturerne står uændrede tilbage, og fordi de gør det, forbliver det dyrt at sige noget.
Organisationen bliver aldrig bevidst om og klogere på sit eget designproblem, fordi den aldrig får de indsigter, der kunne gøre den klogere. Systemet lukker sig om sig selv.
Og så er psykologisk utryghed pludselig ikke “bare” et individuelt trivselsproblem. Det er en organisatorisk informationsblokade.
Der er en pris at betale
Det resulterer i, at der kommer en regning, der skal betales. Den er bare camoufleret.
Den ligger f.eks. i rekruttering af erstatninger for medarbejdere, der sagde op, uden at nogen fandt ud af den egentlige grund. I langtidssygemeldinger, der registreres som stress, uden at den reelle årsag kendes. Og i det talent, der aldrig søgte, eller som holdt sig tilbage i processen.
Alt sammen betragtet som personaleomkostninger. Intet af det registreres som en konsekvens af organisationsdesignet.
Vi bruger langt flere ressourcer på at presse mennesker ned i kassen end på at undersøge, om det faktisk er kassen, den er gal med
Det er den samme skævhed, som vi ser i sundhedsvæsenet. Danmarks behandlingsudgifter svarede i 2025 til næsten 60 % af de samlede sundhedsudgifter. Udgifter til sundhedsfremmende forebyggelse udgør under 5 %. Vi behandler mennesker til at fungere i en samfundsstruktur, frem for at undersøge, om det er samfundsstrukturen selv, der skaber behandlingsbehovet.
Afviser jeg, at fejl- og overdiagnosticering kan forekomme? Bestemt ikke – det har jeg ikke forudsætninger for at have en kvalificeret holdning til. Jeg tror bare ikke, det er det reelt interessante i det store billede.
Fra ledelsesopgave til designopgave
Pointen, der fyldte mest i Børsen-kronikken, var, at forskellighed er en ledelsesopgave. Det er det – også. Men så længe det kun er det, bliver løsningen individuel: den enkelte leder, der rummer den enkelte medarbejder, én samtale ad gangen. Det skalerer ikke, og det efterlader strukturen uændret.
Forskellighed er en designopgave. Spørgsmålet er ikke, hvordan vi rummer dem, der ikke passer ned i kassen. Det er, hvorfor vi har bygget en kasse, hvor 20 % falder uden for – og hvad der skal laves om, for at kassen får en form, der passer.
Jeg nævner min egen diagnose her, fordi konteksten gav mening, og fordi jeg ikke er bange for, at det har konsekvenser. Men sådan forholder det sig langt fra for alle. Og hver gang nogen tilbageholder relevant information i samfund og organisation, forbliver viden tavs – og opretholder et designproblem, der ikke opdages.
Så ender man med at rette på mennesker, ét ad gangen. Vi bruger langt flere ressourcer på at presse mennesker ned i kassen end på at undersøge, om det faktisk er kassen, den er gal med.
Det skylder vi ikke kun dem, der ikke passer ned i kassen. Det skylder vi os selv som samfund, hvis vi vil have en debat, der faktisk kan rykke noget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og