TØNDER JAZZFESTIVAL // ANMELDELSE – Den canadiske producer- og guitarlegende Daniel Lanois leverede en historisk koncert i Telt 1 på Tønder Festival i sidste uge, hvor han dannede en trio med de to danske stjernemusikere Jesper Haugaard på bas og Jeppe Gram på trommer, skriver Dan Marmorstein, der har sin egen historie om og grund til at kalde Lanois en helt.
Dér stod han pludselig. Bare sådan lige uden videre. Som trådte han direkte ud af en af de drømme om meditative og fordybende klangverdener, han vanemæssigt maner frem ved at række tilbage til et sted – langt borte og dog så forunderligt tæt på – forankret et sted i vores fælles bevidsthed og i vores individuelle erindringer om, hvordan smuk musik stundom kan tage form og krystallisere sig. Dér stod han med sin elguitar, som han anslår og slår an med urokkelig kraft og intensitet, men som han aldrig nogensinde bruger som et våben til at fremvise billig nu-skal-jeg-sgu-vise-jer-hvem-der-bestemmer-machismo eller narcissistisk glimmer.
Nej, når det kommer til den upolerede oprigtighed og autenticitet, der hviler i sig selv, er det her den ægte vare. Midt på scenen i Telt 1 står ingen ringere end Mr. Daniel Lanois.
Daniel Lanois’ musik er noget helt for sig selv. Det er, som om tonerne strømmer direkte ud af landskabet, ud af dybe kløfter
Han havde rejst langt for at nå frem til den sønderjyske by Tønder. Det har været en sand Technicolor-bane, der har ført ham fra Hull i Quebec, Canada – hvor han voksede op med at spille blikfløjte og pedal steel-guitar – gennem et overflod af erfaringer med at fremføre sin egen musik og producere plader for et imponerende antal øvrige begavede musikere (heriblandt Emmylou Harris) og bands.
Daniel Lanois’ musik er noget helt for sig selv. Det er, som om tonerne strømmer direkte ud af landskabet, ud af dybe kløfter … og der lader da også til at være en stærk forbindelse til den oprindelige amerikanske befolknings musik.
Og dog: Når jeg lytter til Daniel Lanois, der lokker klange ud af sin Gibson Les Paul Goldtop-guitar, leder det mine tanker hen på Neil Youngs lyd, og endnu mere på Dave Davies’ subtile forvrængninger og nyskabelser.
En magtafgivende powertrio: Daniel Lanois, Jesper Haugaard og Jeppe Gram
Aftenens første sang, “Jolie Louise”, er en støt vuggende lille vise, hvor Lanois – vekslende mellem fransk og engelsk – fortæller historien om en ung charmør, der møder en dejlig kvinde og flytter med hende til Lafontaine for at arbejde på en mølle. Da han mister sit job, mister han også forstanden, griber til flasken, slår Jolie Louise og ender med at miste alt. Den støt vuggende rytme står som en stærk kontrapunktisk kontrast til den nøgne ensomhed og rå virkelighed, historien formidler.
Mere fragmenteret og impressionistisk i sin opbygning er fortællingen i “Where Will I Be”. Her møder han en indiansk pige i Ottawa, og de billeder, han maler, er ublufærdigt erotiske. På dette nummer fik Daniel Lanois selskab af Jesper Haugaard på kontrabas og Jeppe Gram på trommer, som udfyldte det Algonquian-tonede bagtæppe, hvorover Daniel Lanois synger om et hjerte, der ”opens wide like it’s never seen love”.
En powertrio, kunne man fristes til at kalde dem, skønt det, de tre mænd i virkeligheden har gang i, nærmere er et bevidst afkald på magt: En stræben efter at skabe plads til hinanden, at give efter og lade lytteren træde ind i og bebo musikkens ofte stille og intime rum.
Følgelig: En magtafgivende trio. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan den æteriske og overjordiske stemning, man oplever på Lanois’ pladeindspilninger, her på en måde træder et lille skridt i baggrunden til fordel for den rene og skære umiddelbarhed i denne ”Hand Made Music” – helt i tråd med Tønder Festivals kerneånd.
Lydteknikeren bag pulten skal desuden have ros for eksplicit at have afholdt sig fra at skrue så højt op for bas-potentiometrene, at det, vi hørte i teltet, primært blev til bas.
Det var en ren fryd at konstatere en generel tilbageholdenhed over for den tillokkende trang til at pumpe bassen op i et niveau, hvor alt andet drukner
I min optik er dette ellers en tilbagevendende folkesygdom, der forurener og forgifter næsten enhver pop- og rockkoncert i sommerdanmark – især når musikken spilles udendørs eller af en DJ. Det var en ren fryd at konstatere en generel tilbageholdenhed over for den tillokkende trang til at pumpe bassen op i et niveau, hvor alt andet drukner – hvilket syntes at gælde for de fleste af de koncerter, jeg nåede at høre på dette års Tønder Festival.
Hatten af for hjerterne og hjernerne bag festivalen, hvor kunstnerisk leder Maria Theessink og hendes stab af professionelle og entusiastiske frivillige lader til at ramme plet hele vejen igennem! Jeg må sige: Dette er en igennem fantastisk musikfestival og et hjertevarmt knudepunkt for stammen af håndspillet musik-entusiaster.
Og så var det tid til at synge om floden. En stor del af musikken denne aften vækker følelsen af at blive båret frem af en strøm. Som var det – endnu mere end at være undfanget af mennesker, af musikere og komponister – selve floden, der taler. “Still Water” er en kærlig hymne til Grand River i Caledonia, Ontario, Canada: En sang, hvor sangeren i øvrigt tydeligvis spejder efter sin bror. Som The Band i sin tid sang på deres Cahoots-album: ”If you hear a lonesome drone, it’s as common as a stone; and gets louder, as the day grows dim: that’s the River Hymn”.
På dette tidspunkt i koncerten spændte Daniel Lanois elguitaren af, gik over til sin pedal steel-guitar og tog hul på instrumentalnummeret “JJ Leaves L.A.” fra sit mesterværk fra 2003, Shine.
Jeg undrede mig en smule og måtte spørge mig selv, hvorfor Lanois træder volumenpedalen så helt i bund, når han spiller på sin steel-guitar. Jeg kan kun formode, at han ønsker udtrykket så råt og stærkt, at den cantabile stemme bliver en kende forvrænget og skærende.
Under alle omstændigheder er Lanois en sand mester på dette pult-instrument, hvis klang øjeblikkeligt vækker associationer til den amerikanske countrytradition som sådan – og i kraft af sin klangfarve til hawaiiansk musik.
Senere på aftenen præsenterede Lanois sine to medmusikere som ”My JJs from Denmark”. Faktisk var det parret Mathilde Bondo og Lasse Heiner, der for nylig – ved deres 50-års jubilæumskoncert – bragte Daniel Lanois i kontakt med både den ualmindeligt kreative og delikat smidige medspiller, jazztrommeslageren Jeppe Gram (der leverede nogle utroligt spændende, men aldrig påtrængende fills), og den urokkeligt solide Jesper Haugaard, hvis fødder stod så plantet i jorden, at Lanois uafbrudt fik frihed til at søge mod råheden, det uslebne og musikkens øjeblikkelige nærvær.
Denne stille, intime sang hviskes nærmest frem; det er et sandt poetisk og kærligt epistel sunget/talt til hans engel, hans sweet baby, hans Tremolo
“Frozen” blev ligeledes fremført som et instrumentalt nummer for pedal steel, bas og trommer. På dette tidspunkt var det respektfulde og lyttende publikum sunket helt ind i oplevelsen. Der var en decideret hyggelig og varm stemning over denne torsdag aften i Telt 1. Da Lanois vendte tilbage til elguitaren, delte han “Fire” – også fra Shine-pladen. Denne stille, intime sang hviskes nærmest frem; det er et sandt poetisk og kærligt epistel sunget/talt til hans engel, hans sweet baby, hans Tremolo: ”Don’t take away my shine; My shine is all I have; My heat, my love, my beauty and my glad; It worries me sometimes that I want love and live a life of sad.”
Daniel Lanois gik på scenen med Emmylou Harris
Derefter blev vi beriget med en skøn overraskelse: Daniel annoncerede, at hans mangeårige ven og samarbejdspartner Emmylou Harris – som jeg vist roligt kan antage ikke behøver nærmere introduktion for den læser, der er nået så langt i artiklen – ville støde til ham.
Og den elegante, majestætiske sangerinde fra Birmingham, Alabama – som også er sangskriver, musiker, kapelmester og aktivist – trådte op på scenen til de tre musikere. Inden de tog hul på Jimi Hendrix’ “May This Be Love”, talte både Emmylou Harris og Daniel Lanois stolt om deres gensidigt givende og varmt modtagne samarbejde på det Lanois-producerede album Wrecking Ball fra 1995 – af forfatteren Jason Ankeny beskrevet som ”a hypnotic, staggeringly beautiful work”.
Da hun stemte i sammen med Lanois, tog det åbenlyst et øjeblik for Emmylou Harris helt at finde balancen på scenen i Telt 1. Hvad der end måtte anes af noget mere skrøbeligt og gennemsigtigt i hendes vokale styrke og klarhed sammenlignet med 1995, opvejes til fulde af den livserfaring, hun har samlet op gennem de sidste tre årtier. Hver eneste tone, hun synger, bærer på denne dybe indsigt i The Rules of the Road og en tilkæmpet indlevelsesevne.
Næste nummer var endnu et spor fra Wrecking Ball: Lucinda Williams’ “Sweet Old World”. Harris mindede sangens adresseat om ”The pounding of your heart’s drum, together with another one”. For hvert minut der gik, blev Emmylou Harris synligt mere og mere fortrolig med scenen. Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, at Maple Byrne – Emmylou Harris’ mangeårige og tilsyneladende utrættelige road manager og guitartekniker – punktligt havde skænket en kop varm kaffe til Emmylou og placeret den lige foran hende på et stativ. Harris og Lanois leverede derefter en smuk fortolkning af Lanois’ relativt tidlige og bibelsk klingende sang “The Maker”. Efter denne tredje duetsang forlod Emmylou Harris scenen – stille og med ophøjet ynde.
Daniel Lanois ønskede herefter, at publikum i Telt 1 – midt i disse luksuriøse glædesstunder, vi delte – skulle huske på, at der i denne Gone World findes mennesker, der i dette øjeblik mister livet på den ene eller anden måde. Og trioen lettede i en hæsblæsende, energimættet fremførelse af Black Dubs “Ring the Alarm”. Vi blev også forkælet med kærlige fortolkninger af yderligere to sange fra Shine: titelnummeret “Shine” og “Falling at Your Feet”.
Da jeg nævnte for Daniel Lanois, at min hustru, Lone Høyer Hansen, nærer en helt særlig forkærlighed for hans Shine-album, åbnede Lanois refleksivt armene, slog dem om hendes talje og løftede hende fra jorden i et renfærdigt, hjertevarmt bjørnekram. I dét magiske øjeblik svævede min Lone
Tilbage i juli 2011, da min kone og jeg var inde at se Daniel Lanois med hans Black Dub-projekt (Lanois, Trixie Whitley, Brian Blade og Jim Wilson) i Store VEGA i København, besøgte Lone og jeg baren efter koncerten. Iført sin uundværlige uldhue stod Daniel Lanois dér – afslappet og fuldstændig imødekommende. Jeg greb chancen for at præsentere os for Mr. Lanois som gamle venner af en af mine gymnasiekammerater, der arbejder i branchen og ligeledes er Daniels ven. Og han smilede.
Da jeg nævnte for Daniel Lanois, at min hustru, Lone Høyer Hansen, nærer en helt særlig forkærlighed for hans Shine-album, åbnede Lanois refleksivt armene, slog dem om hendes talje og løftede hende fra jorden i et renfærdigt, hjertevarmt bjørnekram. I dét magiske øjeblik svævede min Lone. Jeg må derfor her og nu tilstå, at jeg ophøjede Daniel Lanois til en slags helt – alene på grund af den handling.
Koncerten i Telt 1 blev afrundet med “Sonho Dourado”, hvor Lanois sang teksten på portugisisk. En fantastisk og løftende afslutning.
To eller tre gange i løbet af denne vidunderlige koncert mistede Daniel Lanois tilsyneladende helt sig selv og kastede sig hovedkulds ind i musikkens ånd og udtrykkets glød. Hans musik har tråde til gospel, og man kunne tydeligt høre ham udbryde: “Let’s take it to church.”
Der var i sandhed noget opbyggeligt, opløftende og livsbekræftende ved hele oplevelsen af at tilbringe halvanden time i selskab med denne alsidige, følsomme og uendeligt gavmilde musiker og producer – og hans magtafgivende trio: Don’t take away my shine; My shine is all I have.
DANIEL LANOIS (elektrisk guitar og pedal steel guitar) / Jesper Haugaard (bas) / Jeppe Gram (trommer), Tønder Festivals Telt 1.
Læs flere anmeldelser af Dan Marmorstein her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og