Fantastiske skabninger 2: For lidt zoologi, for meget action

i Film/Kultur af

ANMELDELSE // FILM – Fantastiske skabninger 2: Grindelwalds forbrydelser er seneste skud på stammen i Harry Potter-universet og noget af et udstyrsstykke med en overflod af 3D-effekter, stjerneskuespillere og overraskende plottwists. J.K. Rowling er manuskriptforfatter, og det kan mærkes i dialogen, i karaktertegningerne og i kærlige og kække HP-jokes som går lige ind i fangirl-hjertet her.

Filmens hovedperson er Newt Scamander (spillet af Eddie Redmayne), forfatter til bogen Fantastiske skabninger og hvor de findes, som også er titlen på den første film i fantastiske skabninger-serien.

Men hvor de smukt animerede „fantastiske skabninger“ havde en central funktion i plottet til den første film (de slipper ud af Newts kuffert og han må fare rundt i New York for at genindfange dem), så er de i Fantastiske skabninger 2 nærmere gjort til ornament, og actiondramaet får lov at træde i forgrunden:

Året er 1927, og overskurken Gellert Grindelwald (spillet af Johnny Depp) befinder sig i Paris og er ved at opbygge en skare af følgere. Hans ideologi handler om racerenhed – han vil udrydde de fleste mugglere og holde resten som arbejdsslaver – og en ung Albus Dumbledore (spillet af Jude Law) vil stoppe ham. Fordi de har indgået en blodpagt (magisk ritual), kan Dumbledore imidlertid ikke selv gå op mod Grindelwald, så Dumbledore sender den frygtløse Newt Scamander til Paris for at besejre Grindelwald.

Jeg håber, vi senere får en forelsket Dumbledore at se, og jeg håber, at de kommende film bliver mindre actionprægede og tillader sig dvæle – ved magiske dyr, en forelsket ung mand eller noget helt tredje

Scamanders rejse til Paris kommer til at gå ret vildt for sig og ender i et stort opgør på kirkegården Père-Lachaise.

Der er en masse andre karakterer og forviklinger, som indgår i det mangetrådede plot, men Grindelwald som en magisk version af Hitler er det gennemgribende narrativ. Med sit store persongalleri, ledetråde og forviklinger minder filmen om en krimi med magiske elementer og et enormt budget.

Niffleren som filmstjerne

En af filmens fineste scener er udramatisk og foregår hjemme hos Scamander: Han kommer hjem til et hurlumhej af små væsener, der river og flår i alt, hvad der skinner. Det er nifflerungerne, der er sluppet ud af deres bur.

Niffleren ligner en blanding af et næbdyr og en muldvarp, og opfører sig altså som en skade – og så er den bare vildt cute.

I slutningen af optrinnet får en af nifflerungerne øje på guldpapiret uden om en champagneprop; den formår ved et uheld at få proppen af, mens den sidder oven på den, og så flyver den sig en tur.  Det er i øjeblikke som dette, fantastiske skabninger-konceptet er bedst: Når filmen giver sig hen til det nuttede, det quirky, det komiske. Og det var den første film bedre til end den anden.

Helt klart en toer

Fantastiske skabninger 2 er så absolut en toer: Hvor første film etablerede seriens univers og fik forklaret dets sammenhænge, logikker og karakterer, skal man kende universet for helt at kunne følge med i opfølgeren.

Det ligger i titlen, og det er ikke så sært, når filmen er en slags spinoff af Harry Potter-bøgerne. Indforståetheden er ikke et problem, men et vilkår – man skal have lidt forhåndsviden.

Så er filmen rig på forhistorier til Harry Potter-bøgerne: Slangen Nagini optræder i menneskeform, alkymisten Nicolas Flamel er stadig i live, og vigtigst bliver der tegnet et portræt af Dumbledores ungdom.

Den bærer også præg af, at del 2 er tidligt i serien. Den er nemlig bygget op omkring forholdet mellem Dumbledore og Grindelwald, men de når langt fra at møde hinanden i denne film. Der er noget uforløst over skildringen af deres forhold, simpelthen fordi toeren fungerer som optakt til kommende film – vi skal blive hængende for at se mødet, duellen.

En forelsket Dumbledore

Dumbledore var forelsket i Grindelwald, har Rowling sagt, og jeg skal ikke læse meget mellem linjerne for at finde den forelskelse i den sidste af Harry Potter-bøgerne (Harry Potter and the Deathly Hallows).

IFantastiske skabninger 2 er forelskelsen forsigtigt antydet, idet Dumbledore siger: „We were closer than brothers“. Så er der et flashback, hvor de indgår blodpagten med flettede fingre. Det er ikke til at vide, om Dumbledores forelskelse bliver synlig på film, om den er gengældt, om den skal defineres som romantisk forelskelse, venskab eller hvad ved jeg. Der er rig mulighed for at bruge det populære Harry Potter-univers til at skildre en mærkelig kærlighedsrelation på en spændende måde.

Jeg håber, vi senere får en forelsket Dumbledore at se, og jeg håber, at de kommende film bliver mindre actionprægede og tillader sig dvæle – ved magiske dyr, en forelsket ung mand eller noget helt tredje.

Selvom Fantastiske skabninger 2 har nogle problemer, som gør det til en kun halvgod film, så er der mange fine ansatser til resten af serien.


POV har ikke mulighed for at lønne skribenterne, men vil du støtte Anne Mari Borcherts arbejde, kan du gøre det via MobilePay 60645075. På forhånd tak.


Foto: PR

Anne Mari Borchert (f. 1991) er kandidat i Litteraturvidenskab og i Litterär Gestaltning. Har bidraget til en række tidsskrifter med skønlitterære tekster.