
TEATER – ”En orgasme om dagen, holder nazismen fra bagen”. Wilhelm Reich flygtede i sikkerhed for nazisterne i Danmark og blev mentor for de danske psykoanalytikere i gruppen Sexpol, der midt i 30’erne plæderede for prævention, fri abort og fri seksualitet.
Som forestillingen Sexpol på Teater Grob selvfølgelig ikke kan undlade at nævne, er hele Sexpol-gruppens program i realiteten blevet gennemført fra 70’erne og frem. Det med den frie seksualitet kan dog stadig føre til skænderier mellem tilhængere af det eksklusive parforhold og det åbne…
I 30’erne er tankerne selvfølgelig revolutionære. De bliver i den forbindelse også kombineret med politisk revolutionære – det vil sige anti-borgerlige, kommunistiske – tanker. Eller med et andet slagord: Orgasme mod nazisme.

Forbindelsen er måske ikke helt ved siden af. Da Hitler skulle skaffe sig af med konkurrenter i partiets kamporganisation SA, skete det blandt andet med beskyldninger om homoseksualitet. Ligesom kvindens plads i samfundet blev defineret med de tre k’er, Kinder, Kirche, Küche – børn, kirke, køkken. Vilhelm Reichs bøger var blandt de første, der røg på nazisternes bål.
Jalousi er en væmmelig, borgerlig konstruktion, ikke sandt?
Set med nutidens øjne er Vilhelm Reichs metoder, som de dramatiseres, kritisable. Selv om hans intentioner og hans ideer om frigørelse fra barndomstraumer er rigtige nok, så illustreres det i Sexpol tydeligt, at han går over grænsen for, hvornår han understøtter en udvikling hos klienten, og hvornår hans terapi er manipulation og ligeså traumatiserende, som det klienterne har med i bagagen.
Fører og følgere
Idyllen i den lille kerne af Sexpol-medlemmer holder selvfølgelig ikke. Reichs insisteren på, at seksuel sundhed kræver en orgasme om dagen, lægger pres på medlemmerne, og når seksualiteten er fri, hvorfor så ikke dyrke den med flere? Jalousi er en væmmelig, borgerlig konstruktion, ikke sandt?
Personerne i Sexpol er for størstepartens vedkommende taget fra virkeligheden. Lægen Jonathan Leunbach, der blev dømt for ulovlig fosterfordrivelse, genkender nogle måske endda fra omtalen af ham i Matador.
Men Sexpol er ingen tør historisk opremsning. Blandt gruppens medlemmer opstår der meningsforskelle og personlige gnidninger, der truer med at sprænge den. Det ensidige fokus på seksualiteten gør deltagerne blinde for følelserne, der skaber spændinger mellem dem. Nogle bliver skilt, andre vender Reichs teorier ryggen – og imens rykker Verdenskrigen nærmere.
Hvad der måske står stærkest tilbage i sindet efter Sexpol er spørgsmålet til den enkelte; hvad er integritet? Det spørgsmål knytter sig ikke til nogen bestemt epoke
Mest af alt afslører udviklingen, at det er svært at udfordre Reichs autoritet. At én autoritet ofte blot bliver styrtet for at blive erstattet med en anden. Og at de følgere, der én gang har lagt deres lod i vægten hos en autoritet, er tilbøjelige til at følge den helt ud i absurde excesser.
På den måde fungerer dramaet.
Personlig integritet
Kasper Leisner dominerer med sin lange krop og sit autoritære skæg begivenhederne som Vilhelm Reich.
Hans modpol er den til lejligheden opfundne figur Bodil Philipson, der repræsenterer troen på det monogame parforhold og kærligheden over for den ensidige fokus på den frie seksualitet. Hun spilles med sødme, frygtsomhed og i sidste ende integritet af Helle Fagralid.

Mellem dem står hendes mand Tage Philipson (Morten Brovn) – en virkelig figur – der i forestillingen står splittet mellem de to. I sit opgør med den autoritære faderfigur … eller sin udskiftning af en for en anden.
De store politiske linjer kender vi: Jo, Hitler forblev ved magten. Verdenskrigen brød ud. Danmark blev besat. Færre kender historien om Leunbach og Sexpol og Vilhelm Reich, hvis ikke de har studeret den seksualpolitiske udvikling i Danmark. Det retter Sexpol på Teater Grob op på – og runder de enkelte personers skæbne af.
Hvad der måske står stærkest tilbage i sindet efter Sexpol, er spørgsmålet til den enkelte: Hvad er integritet? Det spørgsmål knytter sig ikke til nogen bestemt epoke.
Teater Grobs fine perspektiv på det danske (og den enkeltes) frisind fortjener fem stjerner. Ikke kun fordi jeg er besat af sex.
Sexpol
Teater Grob til 27. september (+ 2.-6. oktober på Aalborg Teater)
Med: Kasper Leisner, Helle Fagralid, Morten Brovn, Kathrine Høj Andersen, Jens Gotthelf, Solvej Kyong-Sook Christiansen.
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Produceret i samarbejde med Teater Stuk og Aalborg Teater
Foto: Emilia Therese
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her