ETIOPIEN // KRONIK #4 – Til tilråbet ”hvide dæmon!” blev englen Tom Gardner fra The Economist jaget ud af Etiopien af vilde stammekrigere. Det er det billede, han selv fremmaner. Virkeligheden er imidlertid, at han – og andre notabiliteter fra den rige del af verden – var de allerværste til at puste til hadet og retfærdiggøre voldshandlingerne i landet. Denne sidste af i alt fire artikler tager livtag med den beskyldning, der er allermest gruopvækkende, hvis den er sand – og infam, hvis den er falsk: At voldtægt ikke alene foregik, men var en systematisk og socialt accepteret praksis i Tigraykrigen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Voldtægt rammer os i hjertet langt mere end mord. Vi føler ikke alene medlidenhed med offeret, men også afsky over, at nogen kan være så syge i hovedet, at det giver dem seksuel tilfredsstillelse – eller hvad pokker det end er, de får ud af det. Allerstærkest reagerer vi på synet af en hjælpeløs kvinde i kløerne på en eller flere sådanne klamme røvhuller. Som det hører sig til genren, serverer Tom Gardner – i sin nyligt udgivne bog The Abiy Project: God, Power and War in the New Ethiopia – lige netop sådan et nærbillede af rædslerne i Tigraykrigen i det nordlige Etiopien fra 2020 til 2022. Og ja, det er kvindens etniske identitet som tigrayer, der gør, at hun må lægge krop til.
Sådan en personlig gyserhistorie lægger ikke op til at tænke rationelt, men til at lade sig fylde af vrede. Det er let at insinuere, at et varmt hjerte er i nærkontakt med disse voldsomme følelser, hvorimod et koldt hjerte kræver beviser. Tom Gardner skriver således, at de etiopiere, der krævede beviser, ”førte en hjerteløs kampagne for at så tvivl om anklagerne fra tigrayske kvinder”.
I en moderne krig kommer motivet til at lyve om voldtægt altså ikke fra en hævngerrig, sindsforstyrret kvinde, men fra en topstyret, kynisk propagandaafdeling
Ikke overraskende var ingen i de store medier ivrige efter at blive kaldt for voldtægtsapologeter ved at insistere på evidens, ikke engang i det sjældne tilfælde, hvor offeret blev identificeret ved navn, såsom Mona Lisa Abraha, en 18-årig tigrayer, der ifølge sit hjerteskærende vidnesbyrd i New York Times mistede en arm, da hun kæmpede sig fri af en sadistisk etiopisk soldat, selv om hun måneden forinden havde sagt til Al Jazeera, at det skete, da en hel bande af eritreanske soldater forsøgte at voldtage hende.
For en god ordens skyld: Det kan ikke benægtes, at seksuel vold fandt sted i krigen, og ja, på begge sider. Den eneste vej frem er at støtte civilsamfundet og retsvæsnet i at efterforske sager og bringe flere på anklagebænken end den håndfuld af sine egne soldater, som Etiopien hidtil har dømt. For det her burde ikke være nødvendigt at sige, men er det nok desværre: Etiopiens offentlige opinion vil have en hær, der er disciplineret og anstændig.
Stort set ingen ønsker, at nogen som helst borger af nogen som helst etnicitet skal blive voldtaget. Stort set alle kræver, at voldtægtsforbrydere – også dem på deres egen side i krigen – skal straffes, hvis de bliver fundet skyldige. Men vel at mærke ikke fundet skyldige af sensationalistiske medier eller af organisationer, der lever af at signalere godhed gennem harmdirrende anklager, men fundet skyldige med beviser, der holder i retten. Og i en moderne krig kommer motivet til at lyve om voldtægt altså ikke fra en hævngerrig, sindsforstyrret kvinde, men fra en topstyret, kynisk propagandaafdeling.
Mandlig ære og vanære
Intet appellerer mere til en mands ære end at beskytte sin kvinde, moder og søster mod perverse uhyrer. I dette tilfælde appellerede det desværre også til nogle mænds vanære, da soldater fra Tigrayfolkets Befrielsesesfront (TPLF) påberåbte sig ”hævn” som motiv for at voldtage kvinder i Amhara- og Afar-regionen. Her gælder dog samme pointe som før: Stort set ingen tigrayere – heller ikke fanatiske TPLF-sympatisører – ønsker, at deres soldater skal begå voldtægt.
Men netop fordi gode mennesker væmmes ved voldtægt og føler trang til at slå voldtægtsforbrydere ihjel, er voldtægtsanklager et fantastisk effektivt dæmoniserings- og rekrutteringsredskab. Det vidste det sofistikerede TPLF-propagandaapparat naturligvis alt om. En tigraysk journalist, der deserterede fra Radio Dimtse Woyane (”TPLF’s stemme”), bevidnede på etiopisk TV (i øvrigt til en kendt interviewer, der også er tigrayer), at tigrayske sexarbejdere var blevet betalt for at posere som universitetsstuderende og fortælle voldtægtshistorier til udenlandske NGO’er. Der var flere lignende vidnesbyrd, men intet udenlandsk medie turde røre den slags med en ildtang.
Dette kan ikke siges nok: Det første offer i krig er sandheden. Derfor skal krigskorrespondenten granske beviserne, hvis han vil stå på ofrenes og ikke på krigsgalskabens side. Så hvordan navigerer Tom Gardner i dette sprængfarlige minefelt?
Han kaster fandenivoldsk en granat i luften i form af en teori om, at eritreanske og etiopiske soldater dyrkede kammerateriet (male bonding) ved sammen at voldtage tigrayske kvinder. Så vidt jeg ved, er dette aldrig blevet påstået før, hvilket må være årsagen til, at ingen kilde er angivet (ud over et bidrag fra litteraturen om krigsvoldtægter generelt).
For at imødegå Etiopiens forsvar om, at seksuel vold var begrænset til nogle brodne kar, blev voldtægtsstatistik til en vigtig kampplads i propagandakrigen
Hånden på hjertet: Ville bevisbyrden have været lige så luftig for henslængte spekulationer om, at norske og danske soldater styrkede sammenholdet i Afghanistan på bekostning af afghanske kvinder? Selvfølgelig ikke, og Tom Gardners gennemgående formodning om, at voldtægt tjente som belønning og moral-booster for den menige soldat i Etiopien, siger alt om, hvordan han ser på mennesker i denne del af verden.
Tom Gardner går endda skridtet videre og beskriver etiopierne som et voldtægtsfolkefærd. Ifølge hans bog hørte mange af dem de tigrayske klager som et ”krav om særrettigheder” (special pleading). For voldtægt er hverdagskost i etiopiske krige, skal vi forstå. Som illustration af den psykopatiske mentalitet citerer han en etiopisk forretningsmand, der skulle have sagt til ham. ”Det er karma; de får løn som forskyldt”. Vi journalister krydrer ofte vores historier med udsagn fra anonyme lokale. Men når der ikke er mulighed for at tjekke, om sådan et citat er ægte, kunne man nok forvente af The Economists mand i Østafrika, at det ikke er noget, der i så ekstrem grad dæmoniserer og opildner til had.
Tom Gardner skriver desuden, at voldtægtsforbrydere slog babyer ihjel for at ”rense ud i slægtslinjen” (purify bloodlines). Som kildehenvisning får vi en fodnote til en vidt og bredt omtalt og hædret Al Jazeera-artikel med overskriften: Ingen tigraysk livmoder bør nogensinde føde. Den blev skrevet af en etiopisk borger af tigraysk oprindelse, Lucy Kassa, der med Tigraykrigen fik et bragende internationalt gennembrud for en stribe af verdens mest prestigiøse medier. Hendes varemærke var grafiske detaljer om rygradsrislende ondskab. Et eksempel er hendes historie i magasinet The New Humanitarian om en gruppe etiopiske soldater, der efter et sadistisk forhør henretter en fireårig dreng for øjnene af sin mor.
Med sit øgenavn ”modige Lucy” (courageous Lucy), en anset menneskerettighedspris, et smukt østafrikansk udseende og en grådkvalt stemmeføring var det, som om hun havde licens til at give den en tand mere end sine kolleger i fremstillingen af etiopiere som depraverede, dyriske og diabolske. I hendes versioner blev civile ikke alene myrdet, men skåret i stumper og stykker. Kvinder og piger blev ikke alene voldtaget, men gruppevoldtaget med en rødglødende jernstang stukket op i skeden. Hendes kometagtige karriere trods gentagne beviser på utroværdighed er beskrevet over flere afsnit af min bog Getting Ethiopia Dead Wrong – med et overraskelsesmoment til sidst.
Lucy Kassa var aldrig ved fronten i Tigraykrigen. Også hendes historier var baseret på anonyme vidnesbyrd. Man havde bare værsgo at tage hendes ord for det. Og det gjorde de store medier så sandelig, også The Economist. Det eneste bevis for voldtægtshistorierne, som hun nævnte, da en BBC-journalist noget så skånsomt antydede relevansen af det, var ”lægejournaler”. Så vidt vides fremlagde hun aldrig nogen, men de ville heller ikke have været svære at forfalske for det TPLF-styrede oprørsregime i Tigray.
Ikke voldtægt, men massevoldtægt
For at imødegå Etiopiens forsvar om, at seksuel vold var begrænset til nogle brodne kar, blev voldtægtsstatistik til en vigtig kampplads i propagandakrigen.
Tom Gardner finder det ”plausibelt”, at det sande tal er 100.000 voldtagne kvinder. En fodnote henviser til Tigray-regionens myndigheder (altså TPLF) og angiver: ”Dette tal er senere blevet understøttet af et omfattende studie udført af Columbia Universitets biostatistiker Kiros Berhane.”
Her appellerer Tom Gardner til Columbias Universitets moralske autoritet, men afholder sig faktisk fra at smide yderligere et respektabilitetskort, nemlig at denne stikprøvebaserede undersøgelse endda blev publiceret i British Medical Journal (BMJ). Det lyder i den grad respektabelt (medmindre man da er anti-vaxxer eller noget i den dur).
Men forskellen mellem legitim og illegitim voldsanvendelse er ikke relevant for de vilde afrikanere. Denne attitude gennemsyrede det vestlige diplomati
Men hvad der burde være allermest respektabelt i god journalistik, er en kritisk gennemlæsning af studiet. At Kiros Berhane og hans team i Tigray har tigrayske navne er ikke diskvalificerende, men bør i det mindste foranledige et tjek af deres holdninger til konflikten.
Det tog jeg mig tid til. Jeg fandt studiets konklusion lige så forudsigelig som en undersøgelse gennemført af nordkoreanere i Nordkorea for at dokumentere det nordkoreanske folks kærlighed til deres leder. Columbia University og BMJ bidrager med deres troværdighed til forudbestilt hadpropaganda beregnet på at forhindre forsoning i Etiopien. Tag dog ikke bare mit ord for det. Start med min artikel, men læs derefter studierapporten i BMJ, googl personerne bag undersøgelsen, og sæt jer ind i det politiske klima i Tigray, hvor disse stikprøve-interviews fandt sted.
Tom Gardner antyder faktisk ét sted i sin bog et mere nuanceret syn på voldtægtsanklagerne. Det gør han dog ikke for at vurdere sandhedsværdien, men for at illustrere sin pointe om, at FN var partisk til fordel for og ikke imod Etiopien: ”Rent faktisk støttede toplederskabet af adskillige af de største FN-agenturer i Addis Ababa i det store hele Premierminister Abiys regering. Fx viste lækkede lydoptagelser fra et internt møde om seksuel vold i Tigray i marts 2021, hvor instinktivt mange FN-ansatte sympatiserede med deres etiopiske kollegers argumenter. Men så stærk var den officielle propaganda – med dens narrativ om Etiopien alene mod verden – at sådanne ubekvemme fakta blev forbigået i tavshed.”
Denne smøre viser, hvor lidt Tom Gardner gad lytte til etiopierne. Selvfølgelig skelnede de i deres klager om TPLF-sympatier i FN imellem de forskellige individer, der udgør en så vidtstrakt organisation. Ja, Tedros Adhanom Ghebreyesus og Mark Lowcock blev – af grunde omtalt i de forrige artikler – til nationale skurke. Men andre FN-ledere som Steven Were Omamo og Maureen Achieng blev til nationale helte.
De omtalte lydoptagelser fra marts 2021 var en privat diskussion mellem syv FN-ansatte om det vanskelige ved at skelne mellem voldtægtsfakta og voldtægtspropaganda. De følte sig under pres fra sensationalistiske medier til at blåstemple saftige voldtægtshistorier og dermed bære ved til bålet.
En af de syv var malawieren Letty Chiwara fra FN’s Kvindeorganisation. Hun havde udtalt tabu-ordene: ”Tage det med et gran salt”. Det gjorde hende i nogles øjne til ondskaben selv. Men masser af etiopiere takkede hende for hendes redelighed.
Mellem krigsherrer og pacifister
Så her ved vejs ende af den fjerde og sidste artikel står det vist klart, hvorfor – som beskrevet indledningsvist i den første artikel – mange etiopiere var uvillige til at bidrage til The Economist-journalisten Tom Gardners bogprojekt. Eftersom han slavisk gengiver meget af TPLF’s retorik og endda bruger den kontroversielle betegnelse ”Vesttigray” om et territorium, der kun har heddet sådan, siden TPLF annekterede det til Tigray og indledte en brutal tigrayisering af området i starten af 1990’erne, beskyldes han ofte for at være tigraysk etnonationalist og TPLF-tilhænger.
Det trækker han på skuldrene af – med god samvittighed, for det er han faktisk ikke. Han holder heller ikke med Fano-bevægelsen, der nu på andet år har gang i en væbnet opstand i Amhara-regionen. Eller med Oromias Befrielsesfront (OLA), der fører guerillakrig i Oromia-regionen. Faktisk indeholder hans bog nogle fine betragtninger om, hvor ekstremistiske og chauvinistiske disse to etniske militser er. Alligevel tager han det for givet, at det også i disse to konflikter er op til Premierminister Abiy Ahmed at slutte fred. Der menes selvfølgelig ikke ved at bruge flere penge på våben og sikre sig det militære overtag, så det må jo være ved at gøre indrømmelser til oprørerne. En forhandlingsløsning kan være at foretrække frem for krig, men foreløbig er både Fanos og OLA’s mål at erobre hovedstaden.
I mellemtiden bløder de både krigere og popularitet, efterhånden som de tyr til mord på moderate (”kollaboratører”) fra deres egen etniske gruppe, berigelseskriminalitet og indbyrdes stridigheder. Også her lyder det vestlige mantra: ”Der er ikke nogen militær løsning” – præcist ligesom i Tigraykrigen (men bestemt ikke i Ukraine-krigen). Sandheden er snarere, at der ikke findes nogen løsning uden en stærk militær komponent.
Men forskellen mellem legitim og illegitim voldsanvendelse er ikke relevant for de vilde afrikanere. Denne attitude gennemsyrede det vestlige diplomati i løbet af krigen og skinner igennem i Tom Gardners beskrivelse af hændelserne i december 2021, hvor verdenspressens forudsigelse af TPLF-hærens indtagelse af hovedstaden Addis Ababa gøres til skamme. Premierminister Abiy Ahmed, der er kristen protestant, takker Gud for at vende krigslykken. Det udnytter Tom Gardner til at slå på sin bogs pop-psykologiske hovedtema om, at Abiy ser sig selv som en Messias. Kapitlets sidste sætning beklager konsekvensen af, at Etiopiens leder fik slået oprørernes march tilbage: ”Nu så det ud til, han aldrig ville behøve gå på kompromis”.
Det afspejler en tankegang, der ofte slog mig i løbet af Tigraykrigen som normen blandt vesterlændinge med en mission om at ”hjælpe” ulandene: At fædrelandskærlighed, kamp for idealer som demokrati, statsligt voldsmonopol og fred gennem styrke er en luksus for rige lande med en overlegen moral. Fattige lande med en underlegen moral bør nøjes med pacifistiske prædikener og magtdelingsaftaler mellem krigsherrer.
For nu at få proportionerne på plads, så blev Vestens moralske overlegenhedskompleks mere gjort til skamme, end det blev udslagsgivende for denne krig i Etiopien. Ikke desto mindre bidrog det til at oppiske en bitter stemning og forlænge lidelserne. En stribe stærkt karriereorienterede mennesker opførte sig chokerende skruppelløst for at fremstå som godheden selv, imens de spredte frygt, had og krig. De gør det faktisk stadig, og de kommer til at gøre det igen. Tom Gardners Etiopiensdækning siger ikke så meget om Etiopien, som den siger om Tom Gardner og den forskruede selvopfattelse, der råder i hans verden.
Denne serie er den danske vinkel på en længere artikel i det etiopisk-amerikanske magasin Abren.org.
Læs også de øvrige artikler i serien “Frit slag for tilsvining af Etiopien”:
Du finder Rasmus Sønderriis’ bog her. Og abonnér på hans Substack (uden betaling).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
