
ETIOPIEN // KRONIK #2 – Til tilråbet ”hvide dæmon!” blev englen Tom Gardner fra The Economist jaget ud af Etiopien af vilde stammekrigere. Det er det billede, han selv fremmaner. Virkeligheden er imidlertid, at han – og andre notabiliteter fra den rige del af verden – var de allerværste til at puste til hadet og retfærdiggøre voldshandlingerne i landet.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Hvide dæmoner ud af landet,” hilste et reklameskilt The Economist-korrespondenten Tom Gardner i Etiopiens hovedstad Addis Ababa i september 2021. Det skriver han i The Abiy Project: God, Power and War in the New Ethiopia, udgivet ultimo 2024. Det suppleres med en fodnote, der bebrejder regeringen for at tage flere måneder om at få det bortcensureret.
Jeg var der også, og det er muligt, at de indfødte forestillede sig et par horn over mine kolde blå øjne. Jeg blev dog ikke opfordret til at forsvinde, men blev ofte stillet spørgsmålet af chokerede lokale: ”Hvorfor har Vesten dolket os i ryggen?” Jeg blev dem svar skyldig, i hvert fald indtil udgivelsen af min bog Getting Ethiopia Dead Wrong knap tre år senere.
I oktober noterede jeg mig på etiopisk TV, at Tom Gardners spørgsmål stadig blev høfligt besvaret på officielle pressekonferencer, selv om The Economist på lederplads krævede hårdere sanktioner mod landet under overskriften ”No favours for killers”.
Det var centralregeringen, der blev betegnet som en bande mordere, og ikke Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF), hvis milits ellers den 12. juli 2021 havde indledt sin march mod hovedstaden og sået massiv død og ødelæggelse på sin vej.
Trusler om hævn blev tweetet i forvejen af oprørernes brovtende talsmand, Getachew Reda, kendt for sine masseanholdelser af journalister syv år tidligere, hvor han var landets kommunikationsminister. Så, ja, byen var nok en anelse anspændt.
Tom Gardner blev dog fortsat tolereret i november 2021, hvor han og jeg havde en kollegial email-udveksling. Ja, det var næsten, som om vi kunne have været gode venner, trods vores uenighed om konflikten. Jeg argumenterede, at liberale demokrater som os to burde støtte den valgte regering i at opretholde freden i landet. Han mente, at det var halsløs gerning, og at vi i stedet burde presse den trængte premierminister Abiy Ahmed til at ”forhandle om en ny magtfordeling”.
For det overvældende flertal af etiopiere var det imidlertid udelukket at forhandle ud fra så svag en position. Og på det tidspunkt gik TPLF og en del vesterlændinge (godt nok ikke Tom Gardner) efter et decideret regimeskifte.
Den journalistiske kliché i hele den måned (stadig november 2021) var: ”et spørgsmål om uger, hvis ikke dage”. Kabuls fald blot fire måneder forinden stod klart i erindringen, og der var en forventning om, at det ville gå hurtigt.
Det var underforstået, at handlingen skulle komme fra de rige lande og ikke fra de etiopiere, der rent faktisk handlede og forhindrede blodbadet ved at melde sig under centralregeringens faner
Vestlige ambassader evakuerede deres ikke-etiopiske personale. Jeffrey Feltman, USA’s særlige udsending, brugte udtrykket ”en blodbadssituation” om hovedstadens forestående fald. Det var før, den britiske akademiker og BBC-mand, Alex de Waal, mediernes superstjerne-ekspert omtalt i forrige artikel, blev dyster og bitter. På det tidspunkt var han fyr og flamme og forsikrede igen og igen, at TPLF’s overlegne soldater havde besejret Abiy Ahmed endegyldigt. Til taberne havde han dette råd: ”Se regnskabets time i øjnene.” (Face your day of reckoning).
Andre var mere påpasselige med ikke at vælge side. EU’s udenrigsboss Josep Borrell fordømte både angrebet på og forsvaret af Addis Ababa. ”Vesten må presse på for en våbenhvile i Etiopien,” indledte Marcus Rubin sin leder i Politiken den 23. november, der ligesom en leder i The Economist 19 dage tidligere havde som overskrift at: ”Det er nu, der skal handles for at forhindre et blodbad”.
Det var underforstået, at handlingen skulle komme fra de rige lande og ikke fra de etiopiere, der rent faktisk handlede og forhindrede blodbadet ved at melde sig under centralregeringens faner. De kom fra alle landets etniske grupper. Den nyudnævnte forsvarsminister Abraham Belay var fx tigrayer.
Dæmoniserende dæmon
Hvis Tom Gardner blev set i Addis Ababa som en ”hvid dæmon”, var det fordi han – ud over at være hvid – dæmoniserede Addis Ababa ubønhørligt. I The Economist påstod han, at der blev drevet klapjagt på ”alle etniske tigrayere”. Der blev ikke sparet på grafiske detaljer: ”Tigrayere blev pågrebet og proppet ind i varehuse og gamle fabrikker. Selv læger og sygeplejersker blev slæbt ud af hospitaler, hvis de var tigrayere.” Tom Gardners bog fra ultimo 2024 nedtoner dette en del, men insisterer dog på, at ”indbyggerne [i Addis Ababa] vendte sig imod deres tigrayske naboer”. Han opgiver et tal på 15.000 anholdte i løbet af få uger. Det tages for givet, at deres tigrayske identitet var det eneste motiv.
Som sagt var jeg der selv. Jeg noterede mig, at tigraysk folkemusik stadig blev pumpet ud af højttalere i butikscentre, caféer, sågar diskoteker og fitnesscentre. Og som altid mødte jeg tigrayere alle vegne.
Der er fortsat i dag i omegnen af en halv million tigrayere alene i Addis Ababa – fra de fattigste tiggere til de rigeste forretningsfolk. Mange af dem er taxachauffører, som jeg i hine ængstelige dage kunne konversere med på tomandshånd.
Desværre kom etiopiernes troværdighed til kort imod den ensidige fortælling om Afrika
Politisk dækkede de hele spektret fra sympatisører til modstandere af TPLF. Men, ja, alle var nervøse over at blive anklaget for infiltration i en by, hvor de indtil for nylig havde følt sig hjemme. Nogle havde oplevet naboer, der ikke længere hilste, fordomsfulde overfusninger og diskrimination på offentlige kontorer. De var også bange for at blive mål for en ekstremistisk pøbel. Deres situation var prekær, trist og ufortjent. Og uskyldige endte bag tremmer. Det etiopiske retsvæsen er ikke just ufejlbarligt.
Men deres tigrayske identitet kunne ikke have den været eneste årsag til anholdelserne, for så havde interneringslejrene været 20 gange større. Der var rapporter om tigrayske sleeper cells, der havde både spionage og mord på samvittigheden i byer, der var faldet til TPLF. Så faren for at gøre uskyldige til syndebukke for deres etnicitet skulle altså afbalanceres af et forsigtighedsprincip om at redde etiopiske liv.
Det havde det danske udenrigsministerium nul forståelse for. Den 6. december 2021 udstedte Danmark sammen med Storbritannien, USA, Australien, Canada og Holland en ”Fælleserklæring om anholdelser i Etiopien”. Uden nogen form for anerkendelse af den enorme sikkerhedsudfordring blev forsvarerne af Addis Ababa anklaget i en harmdirrende tone for ”masseanholdelse af etiopiske borgere grundet deres etnicitet”.
Hysteriet var blevet pisket op 10 dage forinden i en kronik i The Guardian, sponsoreret af Bill Gates Fonden og med tidligere UNDP-boss og newzealandsk premierminister Helen Clark som medforfatter. Den advarede imod ”massedrab på internerede fanger i Addis Ababa og andre steder”. Etiopierne var ikke i tvivl om hensigten: at mobilisere verdenssamfundets støtte til de tidligere magthaveres generobring af Addis Ababa.
Hvad der prægede folkestemningen i det store billede, var en indædt insisteren på at modbevise propagandaen fra TPLF, fra The Economist, fra den danske regering og fra mange andre respektable stemmer i verden om, at dette var en stammekrig
En senere Reuters-efterforskning nåede frem til, at 18.000 tigrayere blev fængslet, hvoraf ca. 9.000 stadig var det i juni 2022. Mange af dem var militærfolk, hvor der var begrundet mistanke om stærk loyalitet over for TPLF. Alle blev sluppet fri efter krigen.

En pudsig sidenote: I september 2020, knap to måneder før Tigraykrigen brød ud, havde premierminister Abiy Ahmed et langt indlæg i lige netop The Economist. Det var tydeligvis truslen fra TPLF, der optog hans sind. Han fordømte dem, der var ude på at afspore overgangen til demokrati ved at så had og splittelse, og tilføjede: ”For dem, der har vænnet sig til privilegier, føles lighed som undertrykkelse”. Det var en henvisning til perioden fra 1991 til 2018, hvor TPLF havde størstedelen af magten i landet og begunstigede sine egne medlemmer – alle sammen tigrayere – i økonomien, i statsapparatet og allermest skamløst i militæret.
Lagde The Economist spalteplads til den etiopiske leders had mod tigrayere? Tja, det var sådan, det blev læst i TPLF-lejren på det tidspunkt. Men de 27 år med etnisk favoritisme havde efterladt en arv, som etiopierne var nødt til at forholde sig til. Og ja, nogle gjorde det med nag mod alle tigrayere.
Visse ekstremister greb endda til morderisk blodhævn mod tilfældige tigrayere. Men selv da en hær af tigrayere nærmede sig hastigt og varslede failed state og ragnarok, lod det overvældende flertal af etiopiske borgere og politiske ledere det netop ikke gå ud over deres tigrayske naboer, venner og kolleger. Hvad der prægede folkestemningen i det store billede, var en indædt insisteren på at modbevise propagandaen fra TPLF, fra The Economist, fra den danske regering og fra mange andre respektable stemmer i verden om, at dette var en stammekrig.
Desværre kom etiopiernes troværdighed til kort imod den ensidige fortælling om Afrika. Næste artikel ser på, hvordan en giftig cocktail af Etiopiens blakkede ry og Vestens selvforståelse som moralsk autoritet fik fordrejet sandheden og forlænget krigen.
Dette er den anden af i alt fire artikler ser nærmere på, hvordan Tom Gardner og andre – inklusive den danske regering – legitimerede et forsøg på at drukne Etiopiens hovedstad i et blodbad for at afsætte en valgt regering.
Serien er den danske vinkel på en længere artikel i det etiopisk-amerikanske magasin Abren.org. Læs første del af serien i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her