Hvorfor står venstrefløjen ikke bedre vagt om demokratiet?

af i Danmark/Debat/Politik & Samfund

POLITIK // KOMMENTAR – Det er bekymrende, at dele af den yderste venstrefløj gang på gang har mere travlt med at bortforklare og forsvare angreb på ytringsfriheden end på at stå vagt om demokratiet, skriver Bjarke Larsen efter episoden på Ørestads Gymnasium, der ikke er uden fortilfælde.

Forestil dig en episode, hvor en flok demonstrerende KU’ere råbte ”luder” efter Pernille Skipper, mens hun var på vej ind til et debatarrangement om demokrati. De optrådte også så truende, at Pernille Skipper følte sig tvunget til at forlade arrangementet, og der blev vist også kastet noget efter hende og de andre deltagere.

Hvordan ville du reagere?

Forhåbentlig med utvetydige fordømmelser af den måde, KU’erne optrådte på – uanset baggrunden for deres vrede og frustrationer. I det tænkte tilfælde tror jeg også, det ville være tilfældet.

Men hvis vi vender situationen om, bliver billedet straks mere mudret. I hvert fald hvis du befinder dig på venstrefløjen.

Det ser vi i disse dage, hvor de sociale medier flyder over med kommentarer til episoden torsdag den 7. marts på Ørestad Gymnasium. Her var rollerne bare byttet om: I stedet for en venstrefløjspolitiker gik det ud over en borgerlig minister, og i stedet for at det var f.eks. KU’ere, der optrådte sexistisk, aggressivt og potentielt voldeligt, var det frustrerede gymnasieelever, der ofte stemmer rødt og som venstrefløjen opfatter som allliancepartnere.

Og vupti: Nu handler det ikke om at fordømme den foragt for den demokratiske samtale, som episoden var udtryk for.

Nu handler det ikke om at tage entydigt afstand fra luder-tilråbet.

Nu kan en feministisk og venstreorienteret kvindelig debattør i en debatttråd på Facebook finde på at affærdige det med en bemærkning om, at det ”at råbe “luder” er ikke rosværdigt nej, men heller ikke forbudt.”

Jagten på hår i suppen

Andre har travlt med at finde hår i suppen i forbindelse med pressens dækning af episoden på Ørestad Gymnasium. Blev der kastet mønter efter ministeren eller var det noget andet? Hvor mange mønter blev der kastet?

Har man ikke brugt nogle billeder til at illustrere artiklerne, der viser en overvægt af elever med indvandrerbaggrund, og som derfor spiller på fremmedfrygten og stigmatiserer denne gruppe?

Selvfølgelig skal pressen rapportere nuanceret og retvisende, og fejl skal rettes. Men trods flere dages ihærdig kulegravning har ingen endnu anfægtet det centrale i hændelsen: Gymnasiets gæster blev chikaneret i en grad, så de følte sig tvunget til at forlade stedet

Intet har været for småt at kaste sig over i noget, der ikke kan kaldes andet end en afledningsmanøvre, der skal fjerne fokus fra det helt uacceptable i elevernes optræden, som retfærdiggøres med elevernes ”forståelige” vrede over nye fraværsregler og regeringens årelange besparelser, der er forsøgt camoufleret under det orwellske navn ”omprioriteringsbidrag”.

Selvfølgelig skal pressen rapportere nuanceret og retvisende, og fejl skal rettes. Men trods flere dages ihærdig kulegravning har ingen endnu anfægtet det centrale i hændelsen: Gymnasiets gæster blev chikaneret i en grad, så de følte sig tvunget til at forlade stedet.

Hvad så med, om I forholdt jer til det, alle jer derude på den del af venstrefløjen? Hvad med, om I tog afstand fra Pernille Skipper, der i et tweet skrev, at eleverne ”udnyttede deres forsamlings- og ytringsfrihed på en ordentlig og awesome måde”.

Tænk sig at skulle høre det fra en fremtrædende, kvindelig politiker, der i alle andre sammenhænge har ført en prisværdig kamp mod hverdagssexisme.

Og ja, jeg ved godt, at Skipper senere har nuanceret sin holdning, men det skete på den mest halvhjertede måde mulig. Og det var vel at mærke ikke et af de lidt for hurtige tweet, man nu og da ser, og som politikeren bagefter fortryder.

Dette tweet kom to dage efter episoden.

Det var udemokratisk og uacceptabelt. Punktum

Vi vil i de kommende dage og uger se masser af venstrefløjsaktivister, der fortsætter med på stadig nye måder at forsvare og bagatellisere elevernes optræden og Skippers brug af awesome i stedet for at fokusere på det centrale: At elevernes optræden var udemokratisk. Punktum.

Denne måde at reagere på er set før fra venstrefløjens side, og der tegner sig for mig et bekymrende mønster, der viser, hvor spinkel villigheden til at forsvare demokratiet og de demokratiske spilleregler er på dele af venstrefløjen, når det er ”ens egne”, der optræder udemokratisk.

Selvfølgelig blev der formelt set taget afstand fra volden, men det var hele tiden efterfulgt af et stort ”men” – et men, der forsvarede og dermed legitimerede demonstranternes vrede og frustration over udviklingen

Selvfølgelig skal man ikke overdramatisere episoden på Ørestad Gymnasium, men det er vigtigt at fastholde det principielle i sagen.

Som journalist og debattør Niels Ivar Larsen skrev på Facebook:

”Personer, der finder det i orden at buhe af en minister, der stiller sig til rådighed for demokratisk samtale, er ikke demokrater. Så enkelt er det. Det ryster mig, at der alligevel er så mange, der ikke ser klart i denne sag på grund af antipati over for regeringen. Det er dybt bekymrende. Uanset hvor overdramatiseret fortællingen om episoden måtte være, så lykkedes det at få saboteret en debat, der kunne have fundet sted, og alene det er et demokratisk nederlag. At udvise foragt for en minister, der vil diskutere, er at udvise foragt for demokratiet, for demokrati ER samtale.”

Paying lip service

Det var samme mønster, da unge fra den yderste venstrefløj gik amok og smadrede dele af Nørrebro og omegn, efter at Ungdomshuset på Jagtvej var blevet lukket.

Alt, alt for mange på venstrefløjen havde mere travlt med at forsvare og forklare de unges ”forståelige frustrationer” end at tage afstand fra de meget voldsomme tilfælde af hærværk og vold mod politiet, de unge udløste over en lang periode.

Det var også samme mønster, da utilfredse EU-modstandere 18. maj 1993 fremprovokerede et voldeligt slagsmål med politiet, fordi de var ”frustrerede” over, at et flertal i befolkningen havde stemt ja til Edinburgh-aftalen (hvor Danmark fik de fire forbehold over for dele af EU’s udvikling).

Det udviklede sig så voldsomt, at hovedparten af de betjente, der blev indblandet, i dag lider af en række eftervirkninger, bl.a. PTSD og andre kroniske bivirkninger – og de fleste var tvunget til at forlade politiet.

Det er for øvrigt samme mønster vi gennem årene har set i debatten om ytringsfrihed, eksemplificeret ved debatten om Jyllands-Postens Muhammedtegninger

Selvfølgelig blev der formelt set taget afstand fra volden, men det var hele tiden efterfulgt af et stort ”men” – et men, der forsvarede og dermed legitimerede demonstranternes vrede og frustration over udviklingen.

Amerikanerne har et glimrende udtryk: to pay lip service. Det kan bedst oversættes med, at man siger noget (for det føler man sig mere eller mindre tvunget til), men man mener det ikke sådan rigtig for alvor. Noget andet er vigtigere.

Ytringsfrihed, men …

Det er for øvrigt samme mønster vi gennem årene har set i debatten om ytringsfrihed, eksemplificeret ved debatten om Jyllands-Postens Muhammedtegninger.

Også her var der en formel opbakning til retten til at trykke tegningerne (hos de fleste i hvert fald), men vægten i debatten var hele tiden på det efterfølgende ”men”.

”Selvfølgelig går jeg ind for ytringsfrihed, men tegningerne burde ikke være bragt” – og så en hel masse argumenter for, hvorfor det lige præcis var en dårlig idé at trykke disse tegninger. I stedet for en hel masse argumenter for, hvorfor det er vigtigt at beskytte ytringsfriheden i lige præcis de tilfælde, hvor den er truet.


Topillustration: Pernille Skipper på Twitter.

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark