BORGERPLIGT // KRONIK – Er nutidens politiske mennesker dem, som vi har valgt ind til at sidde på posterne i Folketinget og de andre politiske institutioner? Eller er vi også selv politiske mennesker, fordi vi er borgere i det politiske fællesskab, som ofte og lidt upræcist bliver kaldt for samfundet? Det spørger filosof Peter Schjødt om i denne kronik.
Samfundstjeneste er en straf, som man kan idømmes for at have begået kriminalitet. Det er sjældent, at straffeloven giver anledning til samfundsmæssige visioner. Men idéen om samfundstjeneste burde vel ikke udelukkende være et anliggende for straffeloven.
Det er naturligvis ikke sikkert, at det var straffelovens begreb om samfundstjeneste, som op til det seneste valg inspirerede Lars Løkke Rasmussen til tanken om en borgerpligt. Men i Moderaternes partiprogram er der et afsnit, som spiller lige ind i den klassiske politiske diskussion om forholdet mellem individ og samfund: “Det moderne Danmark er ikke kun truet udefra, men også af en begyndende mangel på sammenhængskraft. Vi lever i større og større grad vores liv sammen med mennesker, der ligner os selv samtidig med, at der bliver større og større diversitet i befolkningen.”
I Moderaternes partiprogram hedder det derfor, at der “er brug for at gøre noget nyt og anderledes for at sikre, at fremtidens generationer får de værdier, der holder vores fællesskab oppe, ind under huden.”
Borgere er vi tilsyneladende helt for os selv og af os selv, hvilket faktisk underminerer hele forestillingen om et samfund
Socialdemokratiet og venstrefløjen forholdt sig ikke til forslaget. Fra borgerlig side blev det kaldt for noget vrøvl: Fx skrev Martin Ågerup fra Cepos, at “Ideen om, at unge mennesker først gør noget, der er til gavn for samfundet, får dannelse og fremmer sammenhængskraften, når statslig tvang er involveret, er forvrøvlet og en fornærmelse af danskerne.”
Borgere er vi tilsyneladende helt for os selv og af os selv, hvilket faktisk underminerer hele forestillingen om et samfund. Måske er det lige netop dette problem, som kan tematiseres gennem Lars Løkke Rasmussens funderinger over en borgerpligt.
Det politiske menneske?
Er nutidens politiske mennesker dem, som vi har valgt ind til at sidde på posterne i Folketinget og de andre politiske institutioner? Eller er vi også selv politiske mennesker, fordi vi er borgere i det politiske fællesskab, som ofte og lidt upræcist bliver kaldt for samfundet? I hvert fald definerede Aristoteles for over 2300 år siden mennesket til at være et politisk væsen.
Denne oldgræske bestemmelse af mennesket havde imidlertid langt dybere konsekvenser end blot forestillingen om mennesket som en aktiv politisk deltager i bystatens politiske anliggender. Der var tale om, at menneskelivet i sig selv blev kvalificeret af det politiske liv; næsten som om politik var stedet, hvor det individuelle liv udviklede sig til det gode liv i fællesskab.
I dag er det imidlertid en nødlidende forestilling, at det gode liv og det gode samfund udspringer fra den politiske sfære. At beskrive eller opleve sig som et politisk menneske hører ikke længere til i de flestes selvforståelse.
Det store drama i dag er, at mennesker afviser at anerkende andre mennesker som fælles skabninger
Allerede filosoffen Thomas Aquinas kritiserede i midten af 1200-tallet forestillingen om mennesket som et politisk væsen. Efter hans opfattelse var det langt mere optaget af det familiemæssige og nære end af det større politiske fællesskab.
I nyere tid har bl.a. den politiske filosof Hannah Arendt sagt, at det store drama i dag er, at mennesker afviser at anerkende andre mennesker som fælles skabninger, hvilket jo nødvendigvis må svække forestillingen om et politisk fællesskab og et fælles samfundsmæssigt ansvar.
I den forbindelse skal vi heller ikke glemme, at den britiske premierminister Margaret Thatcher i 1987 slog fast, at “there is no such thing as society. There are individual men and women, and there are families”. Det, hun mente, var dog, at samfundet ikke er adskilt fra mennesket, men tværtimod en levende struktur af mennesker.
Det snakkende menneske
Hvad karakteriserede så det menneske, som Aristoteles kaldte for et politisk væsen? Først og fremmest var det politiske menneske et snakkende menneske, og noget tyder på, at det netop er den politiske snak eller samtale, som er blevet afbrudt. Det, som kaldes for den offentlige samtale, er blevet tømt for konstruktivt politisk indhold. Den offentlige samtale om politik og fremtidens samfund er blevet til det offentlige skænderi.
Jeg kommer tit på en café i København, hvor nogle af bordene er reserveret til kunder, som vil tale sammen i stedet for at sidde med en computer, iPad eller smartphone. Det er helt i forlængelse af den historiske tradition, hvor cafélivet har været en aktiv del af den offentlige og demokratiske samtale om samfund, kultur og idéer om fremtidens udvikling i det politiske fællesskab.
Offentligheden er ikke blot de offentlige bygninger og institutioner, regler, embedsmænd, sagsbehandlere og professionelle politikere. I en leksikal definition af offentlighed hedder det fx, at der er tale om “en social og kulturel sammenhæng, hvori borgere i et borgerligt liberalt samfund udveksler idéer, vurderinger og kritik vedrørende fælles anliggender.” Idealet er, at borgerne, gennem offentlig debat, kan “udvikle fælles forståelser, som kan præge de politiske beslutninger”. Det vigtige er, at denne offentlighed hverken er en del af staten eller af det private.
Det offentlige rum
Dette offentlige rum kan imidlertid blive invaderet fra både den statslige og den private side, og i begge tilfælde bliver det offentlige rums integritet og rolle undermineret.
For det første kan totalitære politiske tendenser invadere det offentlige rum og gøre det overflødigt og unødvendigt, fordi skellet mellem den totalitære stat og det offentlige rum bliver gennembrudt. Når undersøgelser viser, at totalitære tendenser spreder sig i stadig flere ellers demokratiske lande, peges der bl.a. på stærkere statslig kontrol over medierne, anslag mod ytringsfriheden, forbud mod bestemte sammenslutninger, partier og foreninger, politisk indblanding i retssystemet osv.
For det andet kan det offentlige rum blive invaderet af det private, og det er det, som i stigende grad er en global tendens for lande, som ellers betragter sig selv som demokratiske, med en åben og tilgængelig offentlighed. Den offentlige samtale og debat oversvømmes således af en dagsorden, som repræsenterer det enkelte menneske eller gruppes stærkt personliggjorte identitetspolitik, som undergraver mulighederne for en offentlig debat om en mere samfundsgjort fremtid.
Når det private bliver til det offentlige
Det offentlige rum er skrumpet ind, selv om den offentlige diskussion og meningsudveksling forekommer at være både sikret og udbredt til alle. Nutidens offentlige rum er privatdrevet, og hedder sociale medier, og de tidligere ideologiers overbevisningskraft er forvandlet til nettets algoritmer, som er endnu mere effektivt end ideologierne, sætter mennesker op imod hinanden og skaber fjendskabshistorier og syndebukke.
Det er ikke mange år siden, begejstringen var stor over de muligheder for mere direkte demokrati, offentlig diskussion, lettere adgang til folkeafstemninger o.l., som internettet åbnede muligheder for.
Så sent som i 2006 kunne man læse artikler om, hvordan internettet kunne “genoplive antikkens klassiske demokratiske principper og flytte flere beslutninger fra nogle få politikere til hele befolkningen”. Og i 2017 sagde Mark Zuckerberg, at det i fremtiden ville være Facebooks mission, at “bringe verden tættere sammen” gennem “meningsfulde” Facebook-grupper.
Den digitaliserede offentlige sfære med sociale medier er landet på niveauet for personlige skænderier, hadkampagner, spredning af konspirationsteorier, opfordring til vold m.m.
De positive forudsigelser om fremtidens offentlige sfære på internettet er indtil videre endt med, at den digitaliserede offentlige sfære med sociale medier er landet på niveauet for personlige skænderier, hadkampagner, spredning af konspirationsteorier, opfordring til vold m.m.
Den slags liv i den offentlige sfære opfylder måske nok nogle socialpsykologiske behov hos den enkelte bruger, fordi det kan være en beroligende handlingserstatning. Men som politisk funktion mister denne cyberspace-offentlighed sin betydning – og der findes i dag næsten ikke noget alternativ.
Personaliserede nyheder og algoritmer rammesætter det enkelte menneskes “personlige offentlige rum”. Men det er et offentligt rum, som skræller samfundsdimensionen og den politiske funktion af borgernes selvforståelse. Hannah Arendt skrev, at intet er lettere end at ødelægge moralen hos mennesker, som ikke tænker på andet end at sikre deres eget private liv. En tom dagsorden i det offentlige rum destruerer menneskers eneste chance for at tænke på noget andet end deres private liv.
Medborgerskab
Det er ikke noget nyt, at medborgerbegrebet antages for at være i krise. I forbindelse med Verdensudstillingen i Paris i 1900 var der et tema med overskriften “éducation sociale”. Her blev der diskuteret forskellige muligheder for at danne mennesker til gode, nyttige, ansvarlige medborgere.
Det kan således både være det politiske menneskes sidste krampetrækning eller begyndende genfødsel, når en stor tværgående europæisk undersøgelse viser, at de yngre generationer faktisk er mere villige end ældre til at foretage store livsstilsændringer, der ville hjælpe med at bekæmpe klimakrisen, som jo er en fælles krise, der rammer alle. I hvert fald viser det, at der er mange, som gerne vil handle politisk og se politisk handling som en del af deres personlige vej til det gode liv i det gode samfund.
Moderaterne skriver i deres program, at de vil “Styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft gennem en ny borgerpligt for alle unge”. Måske ville det ikke vække så stor modstand blandt de unge, som blandt de ældre, modne og “erfarne” samfundsborgere, som jo ved, hvad der er ret og rimeligt både på egne og andres vegne i det politiske fællesskab.
Og måske kunne en nærmere diskussion af idéen om borgerpligt medføre mere samtale og kendskab til fællesskaber på kryds og tværs og ikke mindst møder ansigt til ansigt mellem mennesker, som er uenige om det meste, men opdager, at man kan tale sammen om at finde fælles veje ud af fælles problemer – altså være sammen om at være medborgere.
Læs flere kronikker af Peter Schjødt
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her