ETIOPIEN // KRONIK #3 – Til tilråbet ”hvide dæmon!” blev englen Tom Gardner fra The Economist jaget ud af Etiopien af vilde stammekrigere. Det er det billede, han selv fremmaner. Virkeligheden er imidlertid, at han – og andre notabiliteter fra den rige del af verden – var de allerværste til at puste til hadet og retfærdiggøre voldshandlingerne i landet. Denne tredje af i alt fire artikler viser eksempler på, hvor doven en journalistik, man kan slippe afsted med, når man kommer fra et prestigiøst medie i Vesten for at dække det berygtede Afrika.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan skelner man mellem sandhed og løgn i et hidsigt og beskidt krigspropaganda¬scenarie som i den såkaldte Tigraykrig fra 2020 til 2022? The Economist-korrespondenten Tom Gardners nyligt udgivne bog The Abiy Project: God, Power and War in the New Ethiopia følger denne formel: Hvis noget er blevet fremsagt tilstrækkeligt mange gange af individer, medier eller internationale organisationer, der går for at have moralsk autoritet, så må det være sådan.
Nogle udsagn om krigen blev så fortærskede, at selv en fodnote med kildehenvisning anses for unødvendig. Således nævnes det i forbifarten, at den oprørske Tigray-region led under ”bombardementer af boligkvarterer”.
Men der er faktisk aldrig fremvist ét eneste foto af disse bygninger lagt i grus. Enhver kan i dag rejse til Tigrays byer. Der går flere fly om dagen til regionshovedstaden Mekelle, hvorfra oprørslederne fra Tigrayfolkets Befrielsesfront (TPLF) styrede krigsindsatsen over alt i det nordlige Etiopien.
Deres luksusvillaer blev rigtignok ramt af droner. Men ikke et eneste sted ses ruinhobe af almindelige menneskers hjem som dem, vi får serveret dagligt i nyhederne fra Ukraine og Gaza.
Tom Gardner slipper afsted med det, fordi ”de gode” i hans historie – inklusive ham selv – er indbegrebet af respektabilitet i den liberale demokratiske forståelsesverden, som hans målgruppe af læsere lever i.
Således går han i brechen for de godgørende internationale organisationer, NGO’er og vestlige ambassader ved at håne etiopiske anklager om TPLF-infiltration i deres rækker som indlysende paranoia. Han konkluderer: ”Ikke en gang den internationalt anerkendte tigrayske generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), tidligere TPLF-medlem og etiopisk udenrigsminister Tedros Adhanom Ghebreyesus, blev skånet.”
Jovist, Dr. Tedros er i den grad internationalt anerkendt. I sit hjemland var han nok mere frygtet end anerkendt, da han var med i inderkredsen af det TPLF-ledede diktatur som sundheds- og udenrigsminister i de allermest undertrykkende år fra 2005 til 2016. Men det er fortid. I nutiden har han rebrandet sig selv som de rige landes yndlingsafrikaner.
Ingen husker længere, hvordan han begyndte sit lederskab af WHO med at udpege Robert Mugabe som goodwill ambassador. Eller hvordan han fremprovokerede et skænderi med Taiwan for at indynde sig hos magthaverne i Beijing.
Siden Tigraykrigen brød ud, har han givet den fuld gas som en såkaldt donor darling med tweets som: “Tolerance. Venlighed. Medfølelse. Fred. Kærlighed. Sig #NejTilHadtale.” Og apropos hadtale tilbragte han krigen med uden skyggen af bevis at beskylde Etiopien for sådan noget som “tæppebombardementer”, “nedbrænding af en hel by i Tigray” og – allerflest gange – “folkemord”, der – som beskrevet i den første af disse i alt fire artikler – var nøglen til over for verdenssamfundet at retfærdiggøre en voldelig opstand mod en valgt regering. Samtidig udsendte han kodede beskeder til sine egne om at intensivere blodsudgydelserne.
”We are the world”-sangen som propagandavåben
Tom Gardner skriver, at i juni 2021 “på et lukket møde i FN’s Sikkerhedsråd sagde FN’s humanitære chef, Mark Lowcock, at dele af Tigray nu led under hungersnød, en skarp irettesættelse af premierministeren”.
Det journalistiske scoop her er, at FN’s humanitære chef misbrugte sin moralske autoritet til at sprede krigspropaganda for en klike med årtier på bagen som grove krænkere af menneskerettighederne i Etiopien
Jovist. I løbet af krigen gjorde Mark Lowcock dårligt andet end skarpt at irettesætte Premierminister Abiy Ahmed. Selv den økonomiske politik stod for skud i et dystert debatindlæg med titlen ”How to destroy a country”. Her forsikrede han, at Abiy Ahmed styrede Etiopien lukt imod afgrunden. Han forsvarede arven efter TPLF’s 27-årige lederskab af landet – og indirekte sin egen rolle i den periode som chef for Storbritanniens ulandsbistand. Endelig opremsede han Abiy Ahmeds krigsmål: ”Det første er at udsulte befolkningen [i Tigray] enten til underkastelse eller helt ud af eksistens”.
Det journalistiske scoop her er, at FN’s humanitære chef misbrugte sin moralske autoritet til at sprede krigspropaganda for en klike med årtier på bagen som grove krænkere af menneskerettighederne i Etiopien. Men Tom Gardner er mere interesseret i en agtværdig kilde til sin og The Economists beskyldning om, at Etiopiens krigsførelse brugte sult som våben. Og her kan han nok føle sig på sikker grund, for altså – ærligt talt – hvem i alverden skulle kunne trumfe den moralske autoritet fra selveste FN’s humanitære chef?
Tja, et godt bud er Dr. Steven Were Omamo, landedirektør for Etiopien i FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) fra 2018 til slutningen af 2021. Han ankom fra sit hjemland Kenya med en flot karriere inden for landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed. Han var den nødhjælpsmand i konflikten, der havde fingeren mest på pulsen som øverste ansvarlige for logistik og forhandlinger med begge parter om humanitær adgang.
Og her er hans reaktion på, hvad Mark Lowcock sagde i FN’s Sikkerhedsråd: ”Os i felten i Etiopien var målløse over den erklæring. Ikke alene var det ikke hans rolle at erklære hungersnød. Vi vidste også, at han ikke havde nogen evidens for det. Der var ingen ekspert, der troværdigt kunne underbygge hans påstand. Tværtimod havde eksperter netop afvist, at der var hungersnød i Tigray. Men en udtalelse fra FN’s øverste nødhjælpskoordinator [Mark Lowcock] kunne ikke ignoreres. Hvert eneste større nyhedsmedie bragte historien”.
Citatet er fra Dr. Omamos bog At the Centre of the World in Ethiopia. Den skildrer, hvordan FN’s nødhjælpsfolk i felten fik deres arbejde saboteret af FN’s politisk udpegede topledere, såsom Mark Lowcock, der hellere ville fægte med armene i verdenspressens rampelys end opbygge et godt samarbejde med de lokale myndigheder om fødevareuddeling.
Disse spændinger i FN-systemet blev bekræftet af andre episoder, såsom fyringen i oktober 2021 af Dr. Omamos landskvinde, Maureen Achieng, chef for Etiopiensmissionen af FN’s Internationale Migrationsorganisation (IOM). Det skete, fordi hun i lækkede lydoptagelser havde klaget over FN-spidser uden for Etiopien, der aggressivt støttede TPLF i krigen.
Tricket i den forplumrende manøvre er at holde Etiopiens regering ansvarlig for al elendighed i Tigray
Dr. Omamo beskriver en række forhindringer for at få nødhjælpen transporteret sikkert ind og ud ad Tigray og andre regioner. Men den etiopiske centralregering handlede – uagtet sine militærstrategiske interesser – som en pålidelig partner for WFP.
The Economist skylder Etiopien og verden en anmeldelse af Dr. Omamos detaljerede vidnesbyrd. Det tiltrak sig nogen opmærksomhed fra et tidsskrift specialiseret i udviklingssamarbejde, men er blevet ignoreret af massemedierne. Det kan være fordi, det er ubekvem læsning på de mange redaktioner, der ukritisk lod sig besnære af klassikeren om Etiopien og menneskeskabt hungersnød.
De store medier opgav hurtigt ævred med at formidle den moderne etiopiske historie, der førte til Tigraykrigen. Men ih hvor de dog nød at minde publikum om den legendariske Live Aid Concert tilbage i 1985, hvor alle gode mennesker sang med på We are the World.
Helt fra starten af krigen sprang Tom Gardners Etiopiensdækning i The Economist også på den vogn, hvilket senere foranledigede overskriften omtalt i sidste artikel: “No favours for killers”. I sin bog nedtoner Tom Gardner imidlertid dette med denne slående indrømmelse: ”I midten af juli [2022] fortalte en ansvarlig fra WFP til BBC, at hungersnød var blevet afværget.” Aha, kan vi så bare glemme de harmdirrende anklager i The Economist i løbet af hele 2021? Nej, så meget trækker Tom Gardner dog ikke i land, idet han fortsætter med et ”men”, hvorefter han argumenterer, at der stadig pågik en ”langsom strangulering” af Tigray.
Tricket i den forplumrende manøvre er at holde Etiopiens regering ansvarlig for al elendighed i Tigray. Men det var TPLF og ikke regeringen, der havde trukket Tigray ind i en dybt forarmende totalkrigssituation. Ifølge TPLF-lederen Debretsion Gebremichael var der tale om en ”folkekrig”, hvor alle ressourcer inklusive børnene skulle mobiliseres. Ja, Etiopiens regering opretholdte en militær blokade, men ikke en humanitær belejring af Tigray.
Tom Gardner skriver, at eftersom regeringen ”påstod”, at brændstof blev beslaglagt og anvendt til TPLF’s krigsindsats, så blev brændstofforsyningerne til Tigray kvalt til skade for nødhjælpsuddelingen inden for regionens grænser. Hvad Tom Gardner udmærket ved, men udelader i sin bog, er, at TPLF-soldater kaprede tolv WFP brændstoflastbiler til brug i sin sidste, desperate offensiv i slutningen af august 2022.
Tom Gardners bog springer også over, hvordan TPLF systematisk konfiskerede WFP’s lastbiler. De første godt 400 var pist forsvundet allerede i september 2021. I midten af 2022 rapporterede Etiopiens Kommission for Håndtering af Katastroferisici (EDRMC), at ud af de 3.297 lastbiler, der var kørt ind i Tigray, var 1.128 ikke kommet tilbage. De blev indrulleret i TPLF’s krigsmaskine. Det var altså FN-udstyr beregnet på at redde menneskeliv, der endte med at blive brugt til at tage menneskeliv.
Den etiopiske indignation over dette fandt ingen forståelse i de dominerende dele af verdenssamfundet, der affejede Etiopiens vitale interesse i krigens udfald som en simpel distraktion fra den humanitære katastrofe. Tom Gardners fordømmelser af Etiopiens nødhjælpstilgang bygger også igen og igen på den moralske dom – eller rettere amoralske dom – at det er anti-humanitært at bekymre sig om de etiopiske liv, der går tabt, hvis oprørshæren forsynes med vigtige ressourcer.
Kan The Economist dække sig bag, at andre var meget værre?
Er det en formildende omstændighed, at Tom Gardners fordrejninger var det rene vand sammenlignet med hans kollegers? Fx kastede Will Brown, The Telegraphs korrespondent med bopæl i Kenyas hovedstad Nairobi, alt plus køkkenvasken efter Etiopien i løbet af krigen. Der blev aldrig fulgt op på noget, når han ramte ved siden af, såsom i påstanden om kemiske angreb på civile.
I slutningen af november 2021 skrev denne prisbelønnede engelske journalist, der trods sin unge alder allerede ”har rapporteret fra over 30 lande”, at “etniske tigrayere [rundt omkring i Etiopien, men uden for Tigray] efter sigende bliver taget til fange, spærret inde i koncentrationslejre og myrdet”. Denne afsindige beskyldning blev der heller aldrig fulgt op på.
I februar 2021 belønnede Associated Press sin journalist Cara Anna som ”Ugens Bedste” for hendes ”beslutsomme kildearbejde” bag en gyserfortælling fra den hellige by Axum om 800 tigrayske kirkegængere, der var blevet omringet af soldater, slæbt ud på det centrale torv, mejet ned med maskingevær og ædt af hyæner.
Denne version af, hvad der skete, mindes stadig hvert år af tigrayske etnonationalister, der utvivlsomt vil fortælle den videre til deres børn og børnebørn. Jeg gik undercover online for at få Cara Anna til at sige noget mere. Hun faldt for begge mine to falske personer, og det er både hovedrystende og underholdende, hvordan hun slår knuder på sig selv for hverken at dementere eller stå på mål for sin historie, som hun tydeligvis godt ved, var et falsum.
I interviews for at promovere sin bog har Tom Gardner indrømmet, at nogle mediedrevne rædselsrapporter viste sig at være opfundne. Det har desværre ikke skærpet hans kritiske sans
Cara Anna fortsatte med at rapportere om grusomheder fra krigen, næsten altid baseret på anonyme vidner. Disse artikler bliver så henvist til på kryds og tværs, og snart efter er det bare gængs viden. Der er frit slag for at bagvaske Etiopien.
For mig er det den store skandale, der bør skrives om: De store medier gjorde sig selv til de virkelige hyæner i en afrikansk krig. De hylede i kor uden det individuelle instinkt til at kræve hinanden til ansvar for løgne, der var beregnet på at skabe frygt, had og krig.
Min bog Getting Ethiopia Dead Wrong går i detaljer med, hvor skruppelløst nogle af disse nok så højt respekterede individer opførte sig. Tom Gardner når ikke op til sokkeholderne på de værste. Hans bog går dog på intet tidspunkt efter kollegerne, bortset en flygtig kritik af CNN’s ”vildt forkerte påstand” om, at ”tigrayske tropper” stod ”lige uden for hovedstaden Addis Ababa”.
I interviews for at promovere sin bog har Tom Gardner indrømmet, at nogle mediedrevne rædselsrapporter viste sig at være opfundne. Det har desværre ikke skærpet hans kritiske sans.
Således skriver han, at Den Etiopiske Menneskerettighedskommission (EHRC) ”underspillede omfanget” af en massakre begået af eritreanske soldater (Eritreas diktatoriske regime var en allieret i krigen, men er siden raget uklar med Etiopiens regering).
Det beror ikke på kritisk granskning af de forskellige rapporter, som den jeg har foretaget, men på at Amnesty International – i kraft af sin respektabilitet – må have vurderet massakrens omfang korrekt (om end han mener, at Amnesty skrev ”en usædvanligt forhastet rapport” om en anden massakre, hvor morderne var forbundet med TPLF).
Faktum er, at EHRC er den eneste organisation, der har efterforsket krigsforbrydelserne i felten, inklusive sammen med FN-hyrede specialister. Men Tom Gardner skælder kommissionen ud for at være partisk. En fodnote nævner, at dens chef, Daniel Bekele, en gang udtrykte nogle personlige holdninger. Bonusinfo: Disse personlige holdninger gjorde ham faktisk til politisk fange under det tidligere TPLF-ledede regime.
Bevisbyrden er let som fjer, for os fra de civiliserede lande kender jo de dér vilde afrikanere, ikke?
At gå efterforskere af krigsforbrydelser efter i sømmene for politisk bias er naturligvis fair nok, men Tom Gardner har nul tålmodighed med etiopiske klager om politisk bias. Den stiltiende antagelse er, at Amnesty International som vestligt funderet organisation er mere troværdig end EHRC som etiopisk organisation. Det kan naturligvis være tilfældet. Eller ej.
Den gode journalist finder ud af det ved at sammenligne de forskellige undersøgelser, kaste et kritisk blik på deres metoder og evidens, på deres kilder, på kildernes mulige motiver, på hvor godt konklusionerne matcher eller modsiger det, vi ved med sikkerhed. Men i besvarelsen af samtlige kontroversielle spørgsmål om, hvad der skete i Tigraykrigen – for mange til at opremse her – ender Tom Gardners fodnoter og links (når man ved, hvem står bag de hjemmesider og institutioner, han henviser til) hos de individer, jeg har afsløret i min bog som aktivister, propagandister og endda skamløse løgnere.
At gøre rede for det tager en hel bog, men det korte svar er: Nej, det er ikke en formildende omstændighed, at Tom Gardner var mindre ekstrem end de andre reportere fra Tigraykrigen. For hans relative moderation udspringer ikke af grundigere journalistik for at grave sandheden frem. Hans nyhedsdækning i The Economist og hans efterfølgende bog kaster blot et mere respektabelt skær over tilsviningen af etiopierne.
Som vi skal se i fjerde og sidste artikel, portrætteres de endda over én kam som den slags, gode mennesker har allermest lyst til at slå ihjel, nemlig voldtægtsforbrydere. Bevisbyrden er let som fjer, for os fra de civiliserede lande kender jo de dér vilde afrikanere, ikke?
Denne serie er den danske vinkel på en længere artikel i det etiopisk-amerikanske magasin Abren.org.
Læs de andre artikler i serien her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
