MORS DAG // KRONIK – Det er mors dag, hvor vi fejrer den kvinde, som vi tror, vi kender. Ofte forstår man ikke betydningen af det, man gennemlever, mens man rent faktisk gennemlever det. Sådan må det nødvendigvis være med ens barndom, og ikke mindst med forholdet til ens mor, skriver Peter Schjødt.
Det er mors dag og derfor skæver jeg til romanforfatteren Rachel Cusk. Hun skriver i bogen Et livsværk, at morens og farens liv begynder at bevæge sig i hver sin retning, når et barn bliver født, selv om det allerede er fra undfangelsen, at kvinden overlader hele sin krop til barnet. Men, som en forfatteren Deborah Levy understreger i Livets omkostninger, så medbringer moren trods alt også hele sit eget liv, og det kan vi som hendes børn først begynde at begribe, når vi bliver ældre.
verden er fuld af børn, som ikke kender deres forældre, som andet end deres forældre
Her på mors dag er der værd at tænke lidt over, at ingen kan være i tvivl om, at verden er fuld af forældre, som ikke kender eller forstår deres børn. Men det er også omvendt; verden er fuld af børn, som ikke kender deres forældre, som andet end deres forældre, og man kan naturligvis spørge, om det overhovedet er muligt at kende sine forældre, som andet end forældre, og ikke mindst sin mor, som andet end sin mor?
I hvert fald siger Rachel Cusk, at ”Moderskabet var for mig en slags indhegning der adskilte mig fra resten af verden.” Måske er man simpelthen afskåret fra at kende sin mor, som andet end sin mor, i hvert fald så længe hun lever. Det er værd at tænke over på mors dag.
Mors dag: Pigen på fotografiet – den ukendte mor
Når jeg ser på fotografier af min mor, som fx i dag på mors dag, stopper jeg næsten altid ved et, hvor jeg ikke kender hende, men det er alligevel mit yndlingsbillede af hende.
Her er min mor, som jeg aldrig så hende, og aldrig kendte hende, kun lige omkring 18 år, ufattelig smuk. Selv om det er et gammelt billede, står det skarpt og tydeligt, men jeg ser pigen gennem et tusmørke, og oplever slet ikke nogen overensstemmelse mellem hende og den erindring, jeg har om min mor. Det er et mysterium, at et menneske, der har stået mig så nær, nærmest er en fremmed på fotografiet. Hun er som en fiktion, trods den ubestridelige virkelighed, som det dokumenterer.
Forfatteren Vladimir Nabokov skriver i sine erindringer om en mand, som lider af kronofobi, angst for tidens gang. Manden blev ramt af panikanfald, når han så billeder fra den tid, hvor han ikke selv eksisterede. Det kunne f.eks. være billeder fra hans mors ungdom, hvor hun overhovedet ikke havde hans eksistens i bevidstheden, og slet ikke kunne have det; hvor han ikke bare var fraværende, han var ikke-eksisterende, og “ingen sørgede over hans fravær.”
Ligesom jeg har svært ved at skabe en forbindelse til min mors yngre jeg og hele hendes livsudfoldelse, før hun blev mor, havde hun det måske også selv
Det er nok de færreste, som oplever denne form for kronofobi ved at se et gammelt fotografi. Men jeg tror, at mange mærker vanskeligheden ved at give navn og selvstændigt liv til deres mor, som hun var, før hun satte én i verden. Det er værd at tænke over på mors dag. Vi siger jo, at ”her er min mor som barn, og her er hun som ung, og i dag er hun min afdøde mor.” Der er en verden og et liv til forskel på fotografiets unge pige og den ubegribelige tilstedeværelse, som det samme menneske senere fik, da hun blev min mor, og som hun stadig har nu, mange år efter hendes død. Så måske knytter kronofobien sig til oplevelsen af, at jeg på ingen måde har nogen tilstedeværelse i denne piges liv.
Min mor havde levet i 38 år, før hun fødte mig. Derefter levede vi i fælles tid i 39 år. Hendes mand, min far, døde ung, og hun levede alene i mange år. Ligesom jeg har svært ved at skabe en forbindelse til min mors yngre jeg og hele hendes livsudfoldelse, før hun blev mor, havde hun det måske også selv. Jeg tænker, at hun mange gange har siddet alene hjemme ved det lille spisebord i køkkenet med det fotografi, som jeg nu sidder med, og har spurgt sig selv, hvem hun mon var, hende den unge pige på fotografiet? Måske har hun prøvet at genkalde sig følelsen af, hvordan det var at være hende, den unge pige. De samme spørgsmål, som jeg i mange år har stillet.
Måske har mysteriet været lige så stort for min mor, som det i dag er for mig, når jeg ser pigen på fotografiet her på mors dag. Da jeg flyttede hjemmefra, husker jeg, hvor tit min mor var tavs, når jeg besøgte hende. Ikke en modvillig tavshed, men en stilhed, hvor jeg fornemmede, at hun så tilbage, eller ind i sig selv, for at genskabe erindringen om den tid, hvor hun ikke var mor, hvor hun bevægede sig frem mod et nyt liv. Det var, som om hun forsøgte at skabe en forbindelse til den unge pige på fotografiet. Måske prøvede hun at finde svar på det, som Rachel Cusk kalder ”det store spørgsmål”: hvad vil det sige at forvandle sig fra kvinde til mor?
En stille eksistens, som egner sig til forstørrelse
På bagsiden af fotografiet af den unge pige er der et stempel med teksten: “Egner sig til forstørrelse.” Min mor var det mest selvudslettende og beskedne menneske, jeg har kendt. På den måde søgte hun aldrig forstørrelse, men hun havde fortjent det. Hun var et af de mennesker, som Herman Bang kaldte for “stille eksistenser.”
Alligevel er der et dybt mysterium forbundet med hende, som der er med alle mennesker; et mysterium, som påkalder sig forsøget på forstørrelse. Her på mors dag tænker jeg over, hvem hun var, den spøgelsesagtige og ukendte pige på fotografiet. En kvinde træder ikke først ind i historien, når hun bliver mor. Hun inkarneres ikke først som menneske med fødslen af et barn. Jeg vil fejre mors dag ved at hylde de 38 år, hvor hun overhovedet ikke var påvirket af mig, ikke havde født mig, ikke fyldte sit liv med det at være min mor.
Først da hun havde være død i nogle år, begyndte jeg langsomt at kunne deltage i hendes liv fra perioden før min fødsel
Hendes liv begyndte den dag, hvor hun i december 1919 blev født på sygehuset i Nykøbing Mors. Det var Jantes By, som Aksel Sandemose skrev om. Der, hvor Janteloven blev til med romanen En flygtning krydser sit spor. Min mor kom fra en “god” familie. En familie, som kunne have en central placering i tv-serien Matador. Hendes far var direktør for Morsø Støbegods, omdrejningspunktet for Nykøbings økonomiske liv og udvikling. Hun kom fra ”de højere lag,” som man ville have sagt i Matador. Den store villa ud mod Limfjorden, barndomshjemmet med stuepige, barnepige, og andre tjenende ånder, min mor som barn på skøjter ud over Limfjorden, min mor på et fotografi, hvor hun ligner en ung fransk skuespillerinde – jeg kan ikke genkende dette menneske som min mor.
Hun blev ikke i familien, den solide familie, som i øvrigt nærmest gik i opløsning, da min morfar døde ret ung i slutningen af 2. Verdenskrig. Min mormor flyttede til København med alle syv børn. Men herefter er der ikke taget mange billeder af min mor. Hun forsvinder på det nærmeste. Jeg har dokumenter, som viser, at hun tog til Stockholm og blev uddannet som laborant og arbejdede i nogle år på et sygehus i Sverige. Ellers intet, kun nogle få billeder fra diverse bryllupper i familien sammen med nogle anbefalinger fra forskellige ansættelser på sygehuse og hos læger i København.
Da min mor kom hjem fra Sverige, tog hun aldrig til udlandet igen. Var hun taget afsted på grund af kærlighed, ulykkelig eller forbudt kærlighed? Hvordan oplevede hun for første gang de vigtigste ting i livet? Behovet for at rejse væk fra familien, få en uddannelse og et arbejde? Kærligheden, det erotiske, håbet, tvivlen og tabet? Hvordan oplevede hun det at møde en mand fra et mørkt arbejderklassehjem i Holmbladsgade, på alle måder fjernt fra sin egen baggrund, blive gift og få et få barn med ham, flytte langt ud på landet og måtte låne penge af sin mor i de første år efter min fødsel?
“Det var det,” sagde hun nede fra sengens hvide vinterlandskab
Der begynder først at dukke fotografier op af hende igen, da jeg er blevet født, og kigger op fra en barnevogn på terrassen ved min mormors sommerhus i Asserbo Plantage.
Ikke et eneste billede af min mor som gravid. Ikke en eneste dagbogsoptegnelse. Nogle breve fra min far til hende svarer tilsyneladende på nogle spørgsmål, som hun må have stillet ham, mens de var forlovede, men hendes egne breve er væk. Min fars svar understreger den ene gang efter den anden, at hun er værdifuld, kostbar, elsket og vidunderlig. Det er et kvalificeret gæt, at hendes egne breve har udtrykt tvivl om dette. Jeg ville ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden og fortælle hende, at hun var en god mor.
De sidste ord: ”Det var det”
Her på mors dag mindes jeg også, at hun var et favnende menneske, det mest blide og tolerante menneske, jeg har kendt. Hun var en kærlig og hengiven mor – sådan husker jeg hende fra de 39 år, hvor vi var her på samme tid. I de 38 år før min fødsel er hun en gåde og er forblevet inde i en skygge. Kun med stort besvær har jeg formået at sætte et puslespil sammen ved hjælp af min fars breve til hende, nogle julekort og enkelte fotografier. Det kombineret med, hvad min hukommelse rummer af løsrevne bemærkninger og fortællinger fra mit liv sammen med hende som min mor.
I de 29 år, der er gået siden min mors død, har jeg dagligt tænkt på hendes sidste ord. “Det var det,” sagde hun nede fra sengens hvide vinterlandskab. Kulden slog ud fra dynen og fyldte den tidlige formiddag i december på Kalundborg Sygehus med et skarpt is-lys. Hun var så forbandet død, og så frygtelig levende. “Det var det,” som var det et livsværk, hun hermed afsluttede; hun havde gjort det, hun skulle, og det, hun kunne. Da jeg sammen med min kone stod ved min mors seng på sygehuset, var det som om ekkoet fra “det var det” fyldte langt mere end de tre ord. De blev til noget mere, efterhånden som jeg gentog dem for mig selv: “Det var det, det var mit liv, levet, forladt, og nu afleveret til dig” – til mig, hendes eneste barn.
De første 38 år af hendes liv kendte jeg hende ikke. Først da hun havde være død i nogle år, begyndte jeg langsomt at kunne deltage i hendes liv fra perioden før min fødsel. Jo ældre jeg bliver, jo længere væk jeg kommer fra min mors død, og jo tættere jeg derfor også kommer på min egen død – jo mere nærmer jeg mig pigen på det gamle fotografi. For mig er mors dag stille og roligt blevet en eftertankes dag over alt det, min mor også var – et menneske, som jeg aldrig så og ikke kendte, men som gennem hele sit liv var mit ophav, selv dengang hun, som pigen på fotografiet, ikke vidste det, og selv i dag, hvor jeg, som den eneste, kan mærke det.
Kan man sige, at jo ældre jeg bliver, jo mere vokser jeg min mor i møde som menneske? Jeg ser på den unge pige igen. I dag ville hun være 106 år. Glædelig mors dag!
Læs andre tekster af samme skribent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
