HOLOCAUST // ESSAY – Den 6. juni 1944, hen mod slutningen af Anden Verdenskrig blev Preben Hansen, der dengang var 19 år, afhentet af Gestapo i Aarhus. Nazisterne arresterede også Prebens bror, Ib på 16 år, og deres far, Thorvald. Ib og Thorvald kom aldrig hjem fra KZ-lejrene. Preben gjorde, men hans liv var ødelagt af de rædsler han havde levet med, fortæller Prebens barnebarn, historiker Marius Hansen, der i disse dage har haft en ny anledning til at mindes sin families historie, fordi Grethe Bartram – kvinden, der stak de tre mænd – døde i sidste uge.
Besættelsens farligste stikker, aarhusianske Grethe Bartram er død, og selvom jeg ikke glæder mig over nogens farvel til denne jord, vil jeg heller ikke begræde, at døden endelig har indhentet den kvinde, der bragte så mange familier så megen ulykke.
Da de hvide busser ankom til KZ-lejren i Neuengamme for at hente de danske og norske fanger, spejdede Preben forgæves efter sin lillebror, men han måtte sande, at han skulle hjem alene
Min morfar Preben (1925-2000) var 19 år den 6. juni 1944, da Gestapo kom for at arrestere ham, hans bror Ib på 16 år (1928-1945) og deres far Thorvald Hansen (1895-1945).
Thorvald var autodidakt kunstmaler og her slægtede hans talentfulde sønner ham på. Ib havde allerede som 14-årig udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling og Preben blev ved anholdelsen afbrudt i forberedelserne til optagelsen på Kunstakademiet.
De var samtidig kommunister og forud for arrestationen medlemmer af en bladgruppe, der udgav det illegale ”Aarhus-Ekko”, der til tider blev trykt i hjemmet i Vestergade. Dertil var Preben en del af Samsing-gruppen i Aarhus, der begik sabotage og modtog våben fra England.
Fra Århus Arrest blev de tre, sammen med resten af byens kommunistiske modstandsbevægelse, der var optrevlet i juni 1944, overført til Horserød.
Men herefter skiltes deres veje, og de to brødre så aldrig hinanden igen. Ib og Thorvald blev sendt til Frøslevlejren i første halvdel af august, mens Preben blev sat i Vestre Fængsel, indtil han også blev overført til Frøslevlejren to måneder senere, den 12. oktober.
Ib blev den yngste dansker fra Frøslevlejren, som blev sendt til Tyskland
På tragisk vis var Ib, der kun var 16 år, ugen forinden sendt til en af KZ-lejren, Neuengammes udelejre, Hannover Stöcken.
Han havde røget i arbejdstiden, og en vis Rapportenführer Wassermann satte ham derfor på en transport sydpå, til trods for at Gestapo i Aarhus ikke havde ham på listen over dem, der skulle afsted.
Ib blev den yngste dansker fra Frøslevlejren, som blev sendt til Tyskland.
Godt to uger efter Ib var sendt sydpå, fulgte Preben og Thorvald, den 20. oktober. De blev sendt til en anden af Neuengammes udelejre, KZ-lejren Alt Garge, uvidende om, hvilken KZ-lejr den 16-årige Ib var endt i.
Kammeraten Niels Jørgensen, redaktør på det illegale Hjemmefronten skrev om Preben og Thorvald:
”Der er ingen paa Holdet, heller ikke Russere eller Polakker, som kaldte Preben og hans Far andet end ”Far og Søn”. De sørgede altid for at komme til at arbejde ved siden af hinanden, paa samme Skinnehold eller ved samme Tipvogn.”
Jeg tør slet ikke forestille mig det psykiske pres der lå på de to, foruden det fysiske, i de tre måneder de trællede i Alt Garge
“Efterhaanden som vi lærte hinanden saa godt at kende, som man vel kun gør, naar man deler ondt sammen, forstod jeg, at de to sammen bar en Byrde tungere end den, der var tildelt os andre.
Jeg tør slet ikke forestille mig det psykiske pres der lå på de to, foruden det fysiske, i de tre måneder de trællede i Alt Garge.
”Hundreder af Gange har jeg gået med Preben og Thorvald Hansen og skubbet de med Skærver tungt belæssede Jernbanevogne, mens de to fortalte om Hjemmet i Aarhus, om deres hyggelige Familieliv og om Moderen, der holdt af at overraske dem efter endt Arbejdsdag med Pandekager med Jordbær-syltetøj og Flødeskum. Men aldrig snakkede vi saadan, uden at de til Slut blev lidt fjerne i Øjnene og mumlede om, at de maaske nok kom hjem, men hvordan det mon gik Ib?”
I midten af februar 1945 bredte følelsen af, at være på vej hjem da de i åben pram blev sendt op ad Elben mod Neuengamme der fik russere og polakker til at bryde ud i sentimentale sange:
”Men Thorvald Hansen gled den dag Døden i Møde. Han var slidt op af Sult og alt for haardt Arbejde. Det var aabenbart kun Omhuen for Preben, denne ene af hans ganske unge Sønner, som var med ham i Alt Garge, der havde holdt ham oppe saa længe.”
“Vi troede jo slet ikke, at han var mærket af Døden. Lidt havde han vel nok skrantet i den sidste Tid i Alt Garge. Et Par Fodsaar havde generet ham i Forbindelse med noget Vand i Benene. Men det var knapt noget, man tog Notits af under de Forhold – og SS’erne da mindst af alle. Til faa Dage før Rejsen til Neuengamme havde han maattet arbejde som vi andre.”
Werner Best enten kunne, eller ville ikke, hjælpe min oldemor Emma, der gennem sin advokat i København sendte ham gentagne anmodninger om i det mindste at lade hendes yngste søn Ib komme hjem til afsoning i Danmark
Han døde den følgende nat på reviret i Neuengamme. Det var den 16. februar 1945, dagen efter Ibs 17 års fødselsdag.
Werner Best enten kunne, eller ville ikke, hjælpe min oldemor Emma, der gennem sin advokat i København sendte ham gentagne anmodninger om i det mindste at lade hendes yngste søn Ib komme hjem til afsoning i Danmark.
I Hannover-Stöcken arbejdede Ib på blyfabrikken Varta, der fremstillede akkumulatorer til ubåde og fly.
Her blev han køjekammerat med maleren Christian Brønnum fra Hjørring der som kommunist var blevet anholdt allerede den 22. juni 1941.
“Naar vi om Aftenen kravlede ned under de snavsede Tæpper i vores Køje, talte Ib gerne om sin Mor og Stuerne derhjemme, om sin Far og Bror, der kort efter ogsaa kom til Neuengamme. Jeg blev selv ligesom fortrolig kendt med dem alle.”
“En Dag talte vi om, naar vi skulde rejse hjem. Ib foreslog mig at gøre Ophold i Aarhus. Jeg skulde med ham hjem. Vi skulde have gule Ærter og Pandekager, desuden Æblekage og Kaffe. ”Nej, hvor vi skal spise os mætte, og saa…” ”Og hvad saa?” afbrød jeg. ”Jo… så skal der vel nok males.”
Men Ib blev efter et par måneder syg og indlagt på reviret. Her døde han den 15. marts, uvidende om sin fars død i Alt Garge og kun en måned efter sin 17 års fødselsdag.
Da de hvide busser ankom til KZ-lejren Neuengamme for at hente de danske og norske fanger, spejdede Preben forgæves efter sin lillebror, men han måtte sande, at han skulle hjem alene
Her lå han ved siden af Steen Lykkeberg, som han kendte hjemme fra Aarhus og som sidenhen skrev om sine oplevelser i Nu løber vi linen ud – Oplevelser og erindringer om Besættelsen 1940-45-:
”I køjen ved siden af mig lå Ib. Hans dage var talte, hans krop var befængt med store flegmone sår, så store, at man kunne putte en knyttet næve deri. Selv i dette helvede, hvor enhver var sig selv nok, var jeg rørt over hans skæbne, og den måde han mødte døden på.”
“Han led frygteligt, men aldrig hørte jeg et beklagende ord. Her lå han, allerede en anerkendt kunstner som 14-årig. Han fortalte mig meget om sin mor, om sin barndom. Han sukkede efter vand, som det var døden at drikke. ”Hent vand til mig, Steen! Jeg dør alligevel, om jeg får det eller ej.” At tænke på det i dag og skrive om det, det gør ondt, mon nogen fatter det?”
“Han blev slæbt ud af sengen i benene af to medfanger. Det sidste, jeg så, var hans hoved, der knaldede mod stengulvet på vej ud i gangen.”
Da de hvide busser ankom til KZ-lejren Neuengamme for at hente de danske og norske fanger, spejdede Preben forgæves efter sin lillebror, men han måtte sande, at han skulle hjem alene.
For min morfar var befrielsen ikke en lykkelig tid.
Han var den eneste, der kom hjem, og han havde mistet sin far, sin bror og sin bedste ven, Willy Samsing, som han i Tyskland havde delt køje med. Willy døde af kz-opholdets følger i Sverige den 26. april 1945.
Hvordan affinder man sig som 20-årig med så uhyggelige uretfærdigheder? Min fatteevne rækker ikke til det
Det er hårdt at tænke på min morfars hjemtur med de hvide busser som muselmand over Sverige i april 1945, til han den 17. maj 1945 igen stod hos Emma i Vestergade, med beskeden om at både Thorvald og Ib var omkommet i Tyskland.
For hvordan affinder man sig som 20-årig med så uhyggelige uretfærdigheder? Min fatteevne rækker ikke til det.
Jeg ved nu, at min morfar, som mange andre modstandsfolk der havde opholdt sig KZ-lejr i Tyskland, pådrog sig KZ-syndrom. Det gjorde hans liv til et helvede, men denne side af ham oplevede jeg aldrig som barn og ung.
Han var bare morfar, der roste mine tegninger, og når jeg klarede mig godt i skolen og som i mine børneøjne var så sej, fordi han havde kæmpet mod tyskerne under krigen.
Efterskrift:
Det var Grethe Bartram, der stak Preben, Ib og Thorvald, og hendes angiverier i juni 1944 førte til, at Gestapo optrevlede hele den kommunistiske modstandsbevægelse i Aarhus. Jeg syntes bare ikke, at det ovenstående skulle handle om hende.
I 2015 skrev jeg speciale om retsopgøret med de kvindelige stikkere i København, og blandt de par hundrede sager jeg gennemgik på Rigsarkivet, var Grethe Bartram i en klasse for sig. I alt angav hun op mod 70 mennesker, hvoraf mange blev tortureret af tyskerne og 33 endte i tyske KZ-lejre, hvor 9 døde.
Bartram blev forsøgt likvideret af modstandsbevægelsen bl.a. af Prebens gode ven, maleren Emil Gregersen, men det mislykkedes i flere omgange. I retsopgøret blev hun, som den ene af kun to kvinder, dømt til døden.
I en mentalundersøgelse forud for dommen blev hun betegnet som en velbegavet, men amoralsk psykopat, selvhævdende, løgnagtig og pralende uden hæmninger af nogen art. Hendes dødsdom blev i 1947 ændret til livsvarigt fængsel, da justitsministeren ikke mente, at folkestemningen tålte en henrettelse af en kvinde. Man fortsatte med at henrette mandlige dømte helt til sommeren 1950.
I 1956 blev hun løsladt og af politimesteren i Aarhus opfordret til ikke at slå sig ned i byen igen, da man ikke kunne garantere for hendes sikkerhed. Hun flyttede til Vessigebro i Halland, hvor hun i interviews med danske aviser gav udtryk for forurettelse over først at være blevet løsladt i 1956, og at hun også selv var et offer.
Det er først meget sent i livet, at hun har vist en smule anger for sine handlinger. Om dette var oprigtig ment, tør jeg ikke gætte på.
Topfoto: Preben Hansen ved tilfangetagelsen af Gestapo og Ib Hansen, der som 16-årig forberedte sig til Kunstakademiets optagelsesprøve. Ib og Thorvald kom aldrig hjem fra KZ-lejren. Billeder stillet til rådighed af Marius Hansens familie.
Forslag til videre læsning og kilder:
Niels Jørgensen ”På det tyske slavemarked” (1945)
Steen Lykkeberg ”Nu løber vi linen ud – Oplevelser og erindringer om Besættelsen 1940-45.” (1983)
Svend Arvid Birkeland ”Taget af tyskerne” (2007)
Henrik Skov Kristensen ”Grethe Bartram” (2010)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
