JULEESSAY – På tredje hylde fra oven i min mosters palisandertræreol udspiller sig hver december en fortælling. Kulissen er den samme år efter år, og aktørerne kan tilnærmelsesvis kaldes familiemedlemmer, for deres tilstedeværelse gennem julemåneden er ligeså selvfølgelig, som vores er det, altså os, der er familiemedlemmer af kød og blod, fortæller Lea Cathrine Clausen i en rigtig julefortælling.
Den første dag i december åbner min moster skotøjsæsken, der har været gemt under den samme stak halstørklæder bagest i skabet i gangen, foråret, sommeren og efteråret igennem, siden hun arvede den fra sin mor. En halv kokosnød og et lille rundt spejl er de første ting, der tager plads på hylden.
Så folder hun tre baner sne ud. Det er gulnet på siden, der vender ned mod hylden, men kridhvidt på den anden side, som glimter som den ægte vare, efter sølvstjerner så små som sandkorn bliver strøet over.
Glasfelterne i de små tegnede vinduer er skåret ud, og indeni står en rød fyrfadsstage, der er ligeså gammel som huset selv, mindst 80 år. Den yngste nisse er 40 år gamme
Kokosnøden bliver kælkebakke og det lille spejl til en sø, altid på de samme steder. Centrum for fortællingen er et lille hus af papir. 20 kvadratcentimeter, ikke mere. Røde mursten, røde sprossevinduer, og på det ene hushjørne når et lille grantræ det røde tag, hvor den todimensionelle sne ligger tungt mod teglstenene.
Glasfelterne i de små tegnede vinduer er skåret ud, og indeni står en rød fyrfadsstage, der er ligeså gammel som huset selv, mindst 80 år. Den yngste nisse er 40 år gammel.
Skotøjsæsken var min oldemors, så min mormors, og nu min mosters. I mange år har historien været den samme. Der er to nisser af porcelæn, de er større end alle de andre figurer, og min moster har hæklet nissehuer til dem, de har ellers huer i forvejen, men de er naturligvis i porcelæn, og moster synes, at det ser ud som om, at de fryser om ørerne.
De to figurer har de sidste mange år stået porcelænsskulder mod porcelænsskulder ved et lille bål af stablet flis omkring et stykke gult silkepapir. En lille nisse kælker på kokosnøddebakken, og flere står og kigger ind i det lille hus gennem vinduerne. Sådan har det været år efter år.
God jul til Perle
Mine forældre fik et julekort af min mormor i julen 1990. Efter ønsket om en glædelig jul til datter og svigersøn står der: ”Perle skal også ønskes en god jul. Den er altid parat, når jeg har brug for den”.
Perle var mine forældres gule Opel Kadett. Når mormor var blevet fragtet fra A til B, oftest af sin svigersøn, ville hun ved destinationen stå ud og mere kærligt end nogen anden lukke bildøren og klappe taget et par gange, ganske blidt.
Det er et fænomen blandt kvinderne i vores familie. En afart af affektionsværdi.
Min moster og onkel Calle havde måneden inden begravet deres labrador, Mikki, i haven, og i mit seksårige hjerte kunne jeg ikke bære, at se fjernsynet lide nogen anden skæbne. Det fortjente det samme højtidelige farvel
For alle artefakterne af plastik, metal, garn, porcelæn og papir, biler og nisser har ikke alene en værdi, fordi de er fortællingen om vores historie, fordi de er rekvisitter i fortællingen om os, min oldemor, min mormor, min mor, min moster, mine kusiner og mig selv. De har hver og én en sjæl, de har egne fortællinger, egne liv.
En eftermiddag da jeg var seks år gammel, kom jeg hjem til en mor i sorg. Hun fortalte mig, at fjernsynet med en knitrende lyd og dansende gnister havde skudt en kompakt røgsky mod loftet.
Så græd jeg. Ikke fordi jeg brugte meget tid foran fjernsynet og var ked af at gå glip af aftenens børnetime, men fordi fjernsynet var min mormors.
I alle andre husstande var fjernsynene flade og hang på væggen. Men vores var fra startfirserne, stod på hvinende hjul og havde mørk træbeklædning på siderne. Ledningen, der førte fra fjernsynet til stikkontakten, var rød, og som det stod dér midt i stuen, frakoblet, lignede den en hale, en trist hale, der lå flad på gulvet.
Min moster og onkel Calle havde måneden inden begravet deres labrador, Mikki, i haven, og i mit seksårige hjerte kunne jeg ikke bære, at se fjernsynet lide nogen anden skæbne. Det fortjente det samme højtidelige farvel, som den loyale og glædeskabende labrador havde fået.
Det har vi senere grinet meget ad, at jeg ønskede at begrave fjernsynet i baghaven. Men fjernsynet blev vækket til live på ny, med en reparation, der kostede mere, end hvad et nyt fladt fjernsyn med objektivt bedre billede og lyd ville koste. Det levede videre, imponerende ti år.
Sommeren da jeg fyldte 16, gav det endeligt op. Min far ville smide det ud, ganske naturligt, for det er hvad der sker, med ting, der går i stykker. Fjernsynet står den dag i dag, ni år senere, i mine forældres kælder. Det er svøbt i tæpper for at sikre det mod fugten, indtil den dag jeg henter og genopliver det – måske som et akvarium.
“Overskudsnisser” frem i lyset
Sidste jul så min mosters nisselandskab anderledes ud end årene før. En samling ikke-tidligere-deltagende nisser havde fundet vej til hylden.
Vi tog stilling foran reolen, og moster fortalte. Hun havde været på loftet, der havde hun fundet endnu en skotøjsæske, og i den en pose hvorpå der stod ’Overskudsnisser’. Omkring 30 styks piberensernisser, fabrikeret af min mormor, da hun lå, på hvad der skulle vise sig at være hendes dødsleje, en seng på Aarhus Universitetshospital.
Det var ikke rensdyr, der var spændt for, men en enkelt ged. Den havde en bjælde i røven. Den havde tabt sin hale i rejsen fra skotøjsæske til hylde
Nogle havde måske ladet overskudsnisserne blive på loftet, hvor de i så mange år havde skjult sig. Men min moster måtte finde plads til dem, lade dem indgå i fortællingen, men selvfølgelig som de fremmede, de var.
Således begyndte fortællingen:
En kold aften i december var alle hyldens faste nissebeboere inviteret til julefestivitas i den lokale julehytte. I det røde skær fra lyset i huset hyggede kælkenissen og skøjtenissen sig. I indgangen stod en nissefamilie samlet. Alle fire, far, mor, søn og datter havde påmalede store smil og vinkede til beskueren.
De to store porcelænsnisser stod på hver sin side af den åbne dør. Dørmænd var de. Længst fra huset, i den inderste krog mod højre, sad alle piberenser-nisserne, for sig selv.
Asylnisser, var de. De havde fået bålet af flis og silkepapir, som de sad omkring.
Tre asylnisser havde stillet sig i kø til hyggen, men de var blevet afvist af de to dørmand i hæklede huer. Nu sad den ene ved spejlsøens bred med bøjet hoved. De sørgede, det var tydeligt.
I et øjeblik stivnede mit smil. Så pegede moster på en lille rød kane. Hun forklarede, at den, netop den aften, fungerede som taxaservice for de festende nisser.
Det var ikke rensdyr, der var spændt for, men en enkelt ged. Den havde en bjælde i røven. Den havde tabt sin hale i rejsen fra skotøjsæske til hylde, og som moster proklamerede, skulle det nødigt hedde sig, at den ingen hale havde. Så bjælden måtte være en god erstatning.
Vi grinede, til vi græd. Så vendte vi os mod bordet og spiste æbleskiver og drak gløgg. Men asylnisserne spøgte i min bevidsthed gennem hele december.
Ved Verdens Ende
Vi er fra Als. Med flertallet af familiemedlemmerne placeret i Sønderborg.
Ved Verdens Ende, som havnepromenaden er navngivet, ligger et enormt anlæg af røde mursten og irret kobbertag. Mellem bygningerne rungede ekkoer af militære kommandoer indtil forrige år. Kasernen stod stille hen i måneder, mens de uniformerede danske jenser forsvandt fra gadebilledet.
Det var tydeligt, at portene nu blev låste for at indespærre en fare i de røde bygninger, ikke for at holde en trussel ude
En dag stod de store stålporte, der havde dannet værn om indgangen til kasernen, åbne. Hele anlægget blev fyldt med asylansøgere, og selvom de var flere, end soldaterne havde været, var der ingen lyd derfra.
Det var tydeligt, at portene nu blev låste for at indespærre en fare i de røde bygninger, ikke for at holde en trussel ude. Gennem vinteren sidste år stod portene åbne flere gange. Mødet med asylcenterets beboere var for flertallet uønsket, og over sildebord og flæskesteg blev der talt med vrede om de fremmede.
Fundet af piberensernisserne på loftet blev grunden til, at min mosters nisselandskab sidste år afspejlede den virkelighed, der var lige udenfor de frostblomstspyntede vinduer, på parcelhus nummer 48 Ved Skellet.
Et herskende fremmedhad, en frygt, der spredte sig i nabolaget, i landet, og i det meste af verden. Asylnisserne hjemsøgte mig, både under rituel småkagebagning, og når vi sad samlet foran ’Alene Hjemme’.
Det blev juleaften. Hylden var badet i rødt lys fra det lille hus. Der var de alle sammen. Asylnisser hånd i hånd med porcelænsnisser, og selv geden med bjældehale var blevet løsnet fra kanen, så den kunne deltage i dansen.
Og netop der, foran reolen, forstod jeg, hvorfor nisser, biler og fjernsyn får en sjæl i tilgift, når de befinder sig i selskab med kvinderne i min familie. De er en trøst.
Perle fik sit navn og sin julehilsen, fordi den var vidnesbyrd om, at min mormor havde en datter og en svigersøn, der kerede sig om hende, der altid var parate, når hun manglede dem.
Måske især de mange ture til og fra hospitalet i Aarhus skabte Perlesjælen, en omsorgsfuld og varm samling af glas, jern og plastik. Perle indkapslede endeløs kærlighed til en mor, indtil dens rolle som tro væbner en dag var udtjent. Perle var tryghed, når frygten var allerstørst.
Et uhåndgribeligt savn til en mormor, der døde for tidligt, bliver tåleligt, når hendes minde lever videre i et dagligt samlingspunkt. På en hylde lader en uhåndterbar menneskelig krise sig pludselig løse og nærer håb om, at julemirakler måske stadig kan ske
Jeg har aldrig kendt min mormor. Hun døde et halvt år, inden jeg kom til verden. Men hun har stået i hjørnet af vores dagligstue hele min barndom, på hjul og med træbeklædning på siderne.
Måske var det ikke hende, men det var sært levende. De andre arvestykker stod stille hen, fjernsynet fortalte, havde en stemme, mange stemmer, havde sjæl, temperament. Også når det var slukket, lurede det hele alligevel bag den sorte skærm, i dets røde hale, årerne i træet.
Et uhåndgribeligt savn til en mormor, der døde for tidligt, bliver tåleligt, når hendes minde lever videre i et dagligt samlingspunkt. På en hylde lader en uhåndterbar menneskelig krise sig pludselig løse og nærer håb om, at julemirakler måske stadig kan ske.
Topillustration: Forfatterens mormor med nogle af de i artiklen omtalte nisser. Foto: privat.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
