TERROR // ANALYSE – 10 år efter terrorangrebet, bliver ofrene for Bataclan-angrebet mindet i Paris, men terroren har ikke sluppet sit greb. Grusomme terroraktioner er siden fulgt efter. Truslen og terroristernes metoder er ændret, men politiet afslører stadig flere planer om attentater, og de anholdte bliver stadig yngre.
PARIS – De blodige spor af drabene på 21 uskyldige mennesker aftenen i forvejen var væk, da jeg som Politikens korrespondent i Paris stod foran cafeen La Belle Équipe i det indre Paris den 14. november 2015. Men chokket over tragedien lå som en sort skygge over gaden og hele kvarteret.
En ung kvinde gik grædende hen til afspærringen foran cafeen, hvor hun lagde en stor buket blomster. To veninder støttede hinanden, da de lagde et eksemplar af A Moveable Feast, Ernest Hemingways hyldest til Paris, ind bag afspærringen.
”Vi græder sikkert også i morgen. Men Paris er stadig en fest. En gruppe religiøse fanatikere skal ikke bestemme, hvordan vi ønsker at leve vores liv”, lød det meget bestemt fra en af dem.
De samme ord havde lydt fra mange, da en million mennesker demonstrerede på Place de la République den 11. januar 2015 i solidaritet med de 12 ofre for to terroristers angreb på avisen Charlie Hebdo tre dage tidligere. Få måneder efter slog terroristerne til igen, og myrderierne har fortsat lige siden under andre former.
Det er ikke slut. Lørdag advarede chefanklageren for den franske anklagemyndigheds anti-terrorsektion mod at undervurdere den terroristiske fare.
Terrortrussel vokser
”Den jihadistiske trussel er både i omfang og hvad angår graden af forberedelse af aktioner taget til i de seneste tre år”, udtalte Olivier Christen til nyhedsbureauet AFP.
I et interview i netmediet The Conversation den 13. november konstaterer forskeren Laurene Renaut, at gerningsmændene til attentater og anholdte er yngre end tidligere. Da hun indledte sin forskning i 2017 fandt radikaliseringen stadig sted i etaper.
”Men siden slutningen af 2023 og begyndelsen af 2024 bliver tidsrummet mellem det tidspunkt, hvor de unge begynder at ’forbruge’ propanda på nettet, til det øjeblik, hvor nogle beslutter sig for at deltage i voldelige aktioner, kortere og kortere”, siger hun. Ikke mindst på TikTok er propagandaen meget effektiv.
Alene i år har politiet afværget seks attentater. Sidste måned anholdt politiet tre unge kvinder, der nu er sigtet for forberedelse af terroraktioner. Også knivangreb på uskyldige borgere griber om sig.
De ville ramme vores ungdom, vores glæde. De vil aldrig få os til at bøje nakken
Truslen er af en anden karakter end terroraktionerne for nøjagtigt ti år siden, hvor en velorganiseret gruppe med støtte fra et såkaldt kalifat i Raqqa i Syrien gennemførte den hidtil største aktion i Frankrig, konstaterer både forskeren Laurene Renaut og indenrigsminister Laurent Nuñez i et interview i avisen Le Figaro.
Blodbadet på cafeerne
De tre kommandoer bag attentaterne for ti år siden bestod af veltrænede terrorister med et stort netværk bag sig, og alligevel gik det galt for de tre første terrorister.
De forsøgte at sprænge en selvmordsbombe foran Stade de France, hvor over 50.000 var samlet til en fodboldkamp. En selvmordsbomber udløste sit bælte med granater, der ud over terroristen selv dræbte en chauffør, som havde kørt fodboldtilhængere til kampen. Få minutter efter eksploderede flere granater tæt ved en af tribunerne: To selvmordsbombere mistede livet uden at påføre de omkringstående skade.
Kort tid efter stoppede en sort Seat med tre terrorister foran cafeen La Belle Équipe i et kvarter med mange restauranter og cafeer nær Place de la République i det centrale Paris. To af dem sprang ud af bilen og begyndte omgående at skyde løs på gæsterne, der nød den milde novemberaften på terrassen foran cafeen.
Klokken var 21.36. Da de få minutter efter kørte væk, lignede terrassen en krigsskueplads med lemlæstede lig, skrigende mennesker, smadrede tallerkener med madrester. Inde i cafeen lå overlevende på gulvet eller vandrede dybt chokerede rundt. Værten Gregory fandt sin hustru Djamila, som døde i hans arme.
Udenfor behandlede læger fra hele Paris de sårede, som endnu ikke var blevet hentet af ambulancer
”I mit hus blev 21 mennesker myrdet. Ti af dem havde været en del af mit liv i måneder, i år. Når jeg tænker på dem, er det dele af mit eget legeme, som er revet væk”, sagde Gregory under retssagen mod den eneste overlevende terrorist, Salah Abdeslam og gruppens hjælpere i september 2021.
Få minutter før myrderierne foran La Belle Equipe havde de samme terrorister dræbt 15 mennesker på terrasserne foran cafeerne Le Carillon og Le Petit Cambodge.
Mobilen ringede og ringede
Kl. 21.40 trængte en kommandogruppe på tre terrorister, som alle er født og opvokset i Frankrig, ind på spillestedet Le Bataclan, hvor 1.500 mennesker var samlet for at høre det amerikanske band Eagles of Death Metal.
Da det franske politis specialenheder flere timer efter befriede de hundredvis af gidsler, terroristerne havde samlet på den øverste etage af Bataclan, havde 90 uskyldige og de tre terrorister mistet livet. Nogle faldt omgående for terroristernes kugler. Andre blev likvideret med koldt blod, når deres bødler ville sikre sig, at en såret var død.
Jeg går ikke i teatret, heller ikke i biografen, jeg tager ikke metroen, jeg gør alt til fods, jeg passer på overalt
Scenerne var ubeskrivelige. Chefanklageren for anti-terrorenheden, François Molins var inde i Bataclan tre gange, fortalte han sidste uge på fransk tv. Ud over de lemlæstede lig og de ubærlige lyde fra de sårede hørte han en mobiltelefon ringe. Den ringede og ringede i hånden på en kvinde, der aldrig fik mulighed for at svare.
Udenfor behandlede læger fra hele Paris de sårede, som endnu ikke var blevet hentet af ambulancer.
Terroraktionerne den 13. november 2015 kostede 130 mennesker livet foran Stade de France, foran flere cafeer og på spillestedet Bataclan.
Hverken had eller hævn
Over 200 mennesker blev såret, og mange af dem lider stadig både fysisk og psykisk. Mange af dem har ikke overskud til at deltage i de ceremonier, der finder sted i dag i Paris på 10-årsdagen for tragedien.
Under den månedlange retssag i 2021, en af de mest omfattende i Frankrigs historie, forsøgte medejeren af La Belle Équipe at fremstå afslappet, da han blev afhørt som vidne og offer.
Da dommeren spurgte, hvorledes han var i stand til at vise denne resiliens, faldt masken.
”Jeg går ikke i teatret, heller ikke i biografen, jeg tager ikke metroen, jeg gør alt til fods, jeg passer på overalt, jeg leder efter nødudgange. Nogle gange går det helt galt for mig, det forandrer os fuldstændigt.”
Journalisten Antoine Leiris’ hustru og mor til et spædbarn var med til koncerten i Bataclan. Hun kom aldrig tilbage. Hendes mand skrev året efter bogen, hvis danske titel, I får ikke mit had, afspejler holdningerne blandt mange overlevende og de afdødes familier. Antoine Leiris bog er en kærlighed til livet, hvor han nægter at lade hadet til gerningsmændene definere sit liv.
Under processen i 2021 gav de overlevende ofre og de afdødes familier heller ikke udtryk for hævnfølelser. Islam eller muslimer stod heller ikke for skud. Jeg oplevede det samme 11. februar tidligere i 2015, da jeg stod på Place de la République sammen med en million mennesker. Luften var fortættet med sorg, men der var ingen hævnfølelser eller had.
Endeløs række af terror
Pariserne reagerede med stor værdighed. Men en gennemgående linje i reaktionerne de følgende dage var nødvendigheden af at bekæmpe den radikale islam politisk og tage de nødvendige sikkerhedsmæssige forholdsregler.
Frankrig – og pariserne – kunne ikke mere. I januar samme år havde de oplevet mordene på journalisterne på Charlie Hebdo og angrebet på det jødiske supermarked Hyper Casher, og siden 1995 havde attentater og terrorhandlinger ramt den franske hovedstad med jævne mellemrum.
I juni opfordrede emiren fra den yemenitiske gren af terrornetværket al-Qaida unge muslimer til med deres knive at dræbe ”islams fjender”
Dagen efter terrorhandlingerne 13. november udtrykte den 23-årige ekspedient Caroline det meget klart overfor mig udenfor Bataclan, hvor hun havde lagt en buket blomster:
”Jeg har intet imod muslimer. Jeg har muslimske venner. Men ingen, hverken dem eller andre skal bestemme, hvad jeg drikker, hvilke bøger jeg læser, hvilket tøj jeg har på, eller om min partner er en mand eller en kvinde. Så enkelt er det.”
Paris’ borgmester Anne Hidalgo udtrykte det på denne måde: ”De ville ramme vores ungdom, vores glæde. De vil aldrig få os til at bøje nakken.”
Samuel Paty
Året efter Bataclan ramte en ny tragedie Frankrig. Den 14. juli 2016 kørte en radikaliseret muslim ind i folkemængden, der på promenaden i Nice fejrede den franske nationaldag: 86 døde – herunder et stort antal muslimer.
Julemarkeder som i Strasbourg har været terrorismens mål samtidig med, at den har skiftet karakter. Terroristerne har ikke længere magtfulde netværk bag sig. Men som både eksperter og de ansvarlige for landets sikkerhed konstaterer, har truslen fået en anden karakter. I juni opfordrede emiren fra den yemenitiske gren af terrornetværket al-Qaida unge muslimer til med deres knive at dræbe ”islams fjender” og hævne de faldne i Gaza.
Det gjorde flere allerede inden krigen i Gaza. Til ofrene fra Charlie Hebdo og Bataclan føjer sig navne som lærerne Samuel Paty og Dominique Bernard. En ung muslim af tjetjensk oprindelse skar i 2020 halsen over læreren Samuel Paty udenfor hans gymnasium i Eragny i udkanten af Paris. Samuel Paty havde brugt Jyllands-Postens Muhamed-karikaturer, som indgår i programmet for samfundslære, i sin undervisning.
Tre år senere myrdede en muslimsk gymnasieelev læreren Dominique Bernard på et gymnasium i Arras i Nordfrankrig. Han udtalte flere gange sit had til vesten, Frankrig og universelle værdier, som han havde lært i skolen, og han gik specielt efter en lærer, som underviste i humanistiske fag.
”I har lært mig om demokrati og menneskerettigheder. I har skubbet mig i retning af helvede”, udtalte han ved et retsmøde.
Slutter ikke med Bataclan
Flere undersøgelser viser, at omkring halvdelen af de muslimske gymnasieelever deler disse holdninger, og spændingerne i det franske samfund er ikke blevet mindre siden Bataclan.
Man er langt fra åbenlyse anti-muslimske holdninger i det offentlige rum. Men partiet Rassemblement National, hvis ledere sætter lighedstegn mellem tilstedeværelsen af en stor muslimsk befolkning og den stigende terrortrussel, repræsenterer ifølge meningsmålingerne 36 procent af vælgerne.
Dertil kommer dele af det traditionelle højre, som i disse uger og måneder forbereder alliancer med Rassemblement National – og som har de samme holdninger.
Det begyndte ikke med Bataclan. Og det sluttede heller ikke med Bataclan.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og