Fakta og tendenser i den svenske valgkamp

i Europa/Featured/Politik & Samfund af

DET SVENSKE VALG – Der er valg i Sverige søndag. Sverigedemokraterna (SD) vil gå frem i forhold til valget for fire år siden, Socialdemokraterna (S) og Moderaterna (M) vil gå tilbage, sådan er det. Og med vanlig glæde ved de enkle og let forståelige fakta, vil store dele af pressen i udlandet, fortolke det som en sejr til højrepopulismen. Men kernen i historien er en anden, fremhæver Jakob Brønnum. Det drejer sig nemlig mindst ligeså meget om en bølge, der ser ud til at kunne være bremset.

Mens den internationale presse fortæller, hvordan fremmedhadet i Sverige har skabt Sverigedemokraternas succes og populismens talerør overalt gentager den triumferende analyse i debatten og forventer “en jordskredssejr”, går mere nuancerede aspekter af den svenske politiske situation dem forbi.

For hver dag der går ser Sverigedemokraterna ud til at få lavere og lavere fremgang i forhold til meningsmålingerne for en måned siden. Mens SD flere gange har været på op til 22 procent i målingerne, hos mindre meningsmålingsinstitutter endda højere, viser flere senere målinger under 17 procent, hvor de ved det forrige valg fik knap 13 procent af stemmerne.

At S ser ud til at være gået tilbage og V og SD frem, er udslag af en og samme politiske dynamik. Flygtningekrisen

Hvad man så ikke altid får bemærket i farten er, at regeringens støtteparti, Vänsterpartiet (V), for tiden får sin bedste målinger siden 2004 med 10 procent. Regeringen består af Socialdemokraterna (S) og Miljöpartiet (MP).

At S ser ud til at være gået tilbage og V og SD frem, er udslag af en og samme politiske dynamik. Flygtningekrisen.

De mennesker, der mener, at de 160.000, landet modtog under de folkevandringslignende tilstande i 2016, da Tyskland modtog en million flygtninge, var for mange, går fra de gamle partier til Sverigedemokraterna.

Og dem, der synes, at regeringen ikke burde have lukket grænserne, som det skete, da det blev uholdbart for Sverige, sammen med Tyskland fortsat at agere som Europas nyttige idiot, går til Vänsterpartiet. Selvfølgelig er der flere nuancer i helhedsbilledet, men den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens lukning af grænserne kostede flere stemmer, end den vandt.

Men hvem er de mest eksponerede svenske politikere? Hvem trækker overskrifter, og hvem træder i spinaten?

Jimmie Åkesson og spillelidenskaben

Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson, udgav forud for valgkampen en bog, Det Moderna Folkhemmet, der forsøger at beskrive, hvordan Sverigedemokraterna, med de oprindeligt stærke nynazistiske koblinger, vil redde velfærdssamfundet, det der i svensk sammenhæng oprindeligt hed Folkhemmet.

Han gør i bogen så store historiske fejltagelser, at den er blevet afvist som historieforfalskning. En af dem er at påstå, at det parti, der er skaber af Folkhemmet, den svenske velfærdsmodel, nemlig Socialdemokraterna, havde visse nazistiske sympatier i 1930’erne.

Naturligvis det pure opspind.

Nogle kan måske mene, man bør holde politik og privatlivets kasinospil adskilt. Jeg er overbevist om, at det kun kan skyldes, at de ikke har læst Dostojevskijs ludomani-roman, Spilleren

Det er lykkedes flere under valgkampen at nå langt ud med enkle, klare budskaber om, hvordan SD’s politik er socialt helt skæv, også kønspolitikken, hvor man vil ændre i nogle af de lighedsprincipper, de senere regeringer har indført.

Fremfor alt blev Åkesson klædt af af Carl Bildt (M), den tidligere statsminister og højt værdsatte internationale politiker i et tv-program forleden, hvor han fremstod som ukyndig på væsentlige områder, såsom EU’s tilblivelseshistorie, svensk historie og detaljerede indhold i og konsekvenser af partiets egne forslag.

Bildt belærte ham flere gange åbenlyst, og åbenlyst pinligt. ”Det var synd for Åkesson, men det kan blive mere synd for vores stakkels land,” som den borgerlige avis, Dagens Nyheters kommentator skrev.

At SD’s politikere gang på gang kommer i konflikt med retssystemet, og at man har måtte luge ud i medlemslisten og smidt 14 nazister ud blandt partiets kandidater til valget, er ikke nyt eller overraskende.

Men blandt de interessante og påfaldende momenter, man kan iagttage hos lederen, Jimmie Åkesson, kom et uventet aspekt på et tidspunkt til udtryk. Det viste sig, at han havde spillet 700.000 kr. væk på netkasinoer.

Man kan undre sig over, at der ikke laves flere kalkulationer over, hvordan han ville reagere som magthaver, når han kan finde på at spille 700.000 kr. væk om natten, mens han passer sit Rigsdagsarbejde om dagen. Det skal dog siges, at han holdt et halvt års pause fra politik, efter forholdet kom frem.

Som politiker kan man indgå kompromis om det meste. Men man kan ikke gå på kompromis med nogen, som ikke mener, at jøder og samer kan være svenskere –  Jan Bjørklund

Nogle kan måske mene, man bør holde politik og privatlivets kasinospil adskilt i kommenterende journalistik. Jeg er overbevist om, at det kun kan skyldes, at de ikke har læst Dostojevskijs ludomani-roman, Spilleren (1866), så de har fået indsigt i, hvordan ludomani påvirker et menneskes beslutningsevne, og hvilken selvovertalelseskraft om fuldstændigt urealistiske forhold, det kræver at blive ludoman.

Det har flere gange virket som om Jimmie Åkesson har opfattet valgkampagnen som en badetur, eftersom han som nævnt står til at øge stemmetallet fra lige under 13 procent til måske over 18 procent ved dette valg. En øgning, der givetvist ikke kan bruges til noget som helst.

Der er nemlig i svensk politik stort set enighed om ikke at samarbejde med SD. Det er endda på et tidspunkt nedfældet som politisk aftale, som jeg skal komme tilbage til.

Eller som Liberalernas (tidligere Folkpartiet) leder Jan Bjørklund, der var undervisningsminister i den forrige borgerlige regering, har sagt: ”Som politiker kan man indgå kompromis om det meste. Men man kan ikke gå på kompromis med nogen, som ikke mener, at jøder og samer kan være svenskere.”

Ulf Kristersson og samarbejdet med SD

Læg vel mærke til Ulf Kristersson, selvom det kan være svært.

Men han er muligvis Sveriges kommende statsminister. Han har ikke været med i forreste række ret længe, og han gør ikke noget påfaldende indtryk, han er pæn og virker seriøs, men farveløs. Det er imidlertid ikke noget dårligt politikerimage i vor tid. Han bliver statsminister, hvis det lykkes ham som leder af Moderaterna at vende den meget dårlige udvikling, partiet har været igennem.

Ulf Kristersson i februar 2018 (Wikimedia Commons/ Frankie Fouganthin

Moderaterna, oppositionens største parti, står til at tabe ligeså meget, som regeringspartiet Socialdemokraterna gør lige nu. Ulf Kristersson var minister i den forrige regering under Fredrik Reinfeldt, hvor partiet var det største i Alliansen, firkløverregeringen med også Centerpartiet, Kristdemokraterna (KD) og Folkpartiet (der nu hedder Liberalerna).

Da Reinfeldt tabte valget, gik han af, både som statsministrer og partileder og overdrog ledelsen til Anna Kinberg Batra. Hun måtte imidlertid gå af efter pres fra baglandet, da hun havde flirtet lige lovlig meget med mulighed for et samarbejde med Sverigedemokraterna.

Ulf Kristersson greb chancen, stillede op og blev valgt af partiets medlemmer. Moderaterna kan siges at have samme position i Sverige som partiet Venstre i Danmark, men selvom det er et hyperliberalt parti, er det nok dybest set også ideologisk set et delvis konservativt parti.

Stefan Löfven er nok det nærmeste en gammeldags socialdemokrat, man har set på partiformandsplads siden danske Anker Jørgensen. Löfven er tidligere svejser og har gjort politisk karriere bl.a. gennem fagpolitikken. Han har ikke været nogen meget populær statsminister, men han har arbejdet stenhårdt, sammen med Miljøpartiet, støttet af Vänsterpartiet, på at rulle den privatisering tilbage som den tidligere regering har skabt i det svenske skole- og sygehusvæsen

Politisk ligger de to samarbejdspartnere i Allianse-regeringen 2006-2014, Centerpartiet (C) og Liberalerna (L) til venstre for partiet, hvor Centerpartiet synes at have mange fællestræk med Centrum Demokraterne, særligt med de indvandringsåbne holdninger, og Liberalerne flere med De radikale, end med både De konservative og Venstre.

Stefan Löfven og velfærdssamfundet

Stefan Löfven har været statsminister i nu fire år og er vel nok det nærmeste en gammeldags socialdemokrat, man har set på partiformandsplads siden danske Anker Jørgensen. Löfven er tidligere svejser og har gjort politisk karriere bl.a. gennem fagpolitikken.

Man hører ham ofte taknemmeligt fortælle, hvordan fællesskabet hjalp hans familie under svære barndomskår.

Hans opfattelse af samfundet er, at det stærke velfærdssamfund, skaber et stærkt fællesskab. På den måde er det ofte et meget enkelt budskab Löfven høres frembringe i sine taler. Löfven er lun, nærværende, favnende, men har ikke den store personlige politikerkarisma, altså det man kalder star quality i modsætning til sin forgænger, Fredrik Reinfeldt (M).

Han har ikke været nogen meget populær statsminister, men han har arbejdet stenhårdt, sammen med Miljøpartiet, støttet af Vänsterpartiet, på at rulle den privatisering tilbage som den tidligere regering har skabt i det svenske skole- og sygehusvæsen.

Og globaliseringens effekter har han stået op mod: Han kritiserede i 2016 den berømte, skånske Findus-fabriks nye, udenlandske ejere for at lukke fabrikken. Den omsatte for et to-cifret milliardbeløb om året, altså en meget stor virksomhed. Men man kunne spare et eller andet sted under 10 procent ved at lægge den sammen med en anden fabrik i et andet land, der omsætter for et en lille smule større to cifret milliardbeløb. Det gjorde man, uden hensyn til, at et helt lokalsamfund mistede sit eksistensgrundlag.

Han har arbejdet for at modvirke NPM, New Public Management, neoliberalismens offentlige udgave, hvor målstyring og fragmentering af fagligheden, gør at de gamle faggrupper udhules og samfundet bliver mere teknokratisk, mindre menneskeligt.

Blandt partiets slogans har været et opgør med det, der kaldes ”vinst i välfärden”, altså det, at riskkapitalister må investere i og maksimere deres indtjening gennem offentlige opgaver. Regeringen tabte en afstemning i Rigsdagen om at forbyde det, men det var ikke et såkaldt kabinetsspørgsmål, og den var derfor ikke tvunget til ikke gå af.

Hvis Alliansen, altså M, C, L og Kristdemokraterna, samt SD vælter Löfvens rød-grønne regering efter et valg, vil Alliansen ikke kunne regere på andet end SD’s stemmer

Der har været flere, større og mindre skandaler i hans regeringstid, ikke mindst en skandale om et hul i data-sikkerheden i forbindelse med en udlicitering i Transportstyrelsen, der truede med at koste tre ministres, afgang, men endte med at styrke Löfven. Skaden var sket under den forrige regering, men Löfvens folk burde have udvist større årvågenhed og opdaget det.

Det styrkede ham som landets leder, fordi han nægtede at lade sin forvarsminister indgå i den rokade, hvor to andre ministre måtte gå på grund af denne uagtsomhed. Forsvarministeriet var kun marginelt indblandet i sagen, og ved at afvise en mistillidsafstemning til forsvarsministeren, viste han, at han kunne få hele Rigsdagen til at stå sammen om en højere, fælles sag, nemlig enheden om landets forsvar. Det var en periode, hvor forsvarkommandoen, Forsvarsmakten, havde advaret mod potentielle russiske interesser og påpeget, at Gotland burde været bedre befæstet.

Det er tænkeligt, at Löfven fortsætter som statsminister, eftersom han ser ud til at bevare en marginal føring over for den anden blok, og man behøver ikke gå af, når man ikke har et flertal imod sig efter et valg til Riksdagen. Valget ligger i øvrigt fast hver fjerde år og kun under særlige omstændigheder udskrives “extra-val”, som ikke påvirker datoen for næste valg. Der har været afholdt to sådanne i historien.

Ebba Busch Thor og den fundamentalistiske skole

Ebba Busch Thor har været i kommunalbestyrelsen i Uppsala, en af Sveriges seks største byer. I 2015 overtog hun formandsposten i Kristdemokraterna, som indgik i den forrige regeringsalliance. I foråret afprøvede KD sit forhold til Sverigedemokraterna ved flere lejligheder, og Ebba Busch Thor erklærede, at de to partier på visse områder deler samme synspunkter.

Ebba Busch Thor (KD), 2018. Wikimedia Commons

KD røg solidt under spærregrænsen på 4 procent, efter at have ligget omkring den længe. Men partiet ser ud til at have hentet det tilbage igen. Og Ebba Busch Thor har imponeret ved sin medietække, en slags nyfunden stjernestatus. Kristdemokraterna kan efter alt at dømme opfattes som til højre for Moderaterna på en række områder, særligt familiepolitikken.

Ebba Busch Thor, har – ligesom Melodi Grand Prix-stjernen Carola – en baggrund i højreradikal kristendom og har gået i den mest fundamentalistiske kristne folkeskole i norden, Livets Ords grundskole i Uppsala

Ebba Busch Thor er rystende upræcis i sine meldinger.

For nylig sad hun i et tv-program og beklagede de mere end 500 ældreboliger, der var blevet færre i Sverige under den nuværende rødgrønne regering. Nå, sagde spørgerne, hvor mange ældreboliger forsvandt under jeres Allianse-regering? Det vidste hun ikke lige. Det gjorde interviewerne. Mere end 9000.

Ebba Busch Thor, har – ligesom Melodi Grand Prix-stjernen Carola – en baggrund i højreradikal kristendom og har gået i den mest fundamentalistiske kristne folkeskole i norden, Livets Ords grundskole i Uppsala.

Her finder man den samme radikaliserede religiøsitet, som i den danske frikirke Faderhuset. Det er den form for teologi, som mener, at Aids er Guds straf og den tørre sommer i år straffen for samfundets LGBT-åbenhed, uden at det derved skal antydes, at Ebba Busch Thor nærer disse holdninger.

Hanif Bali, ekstremist

Hanif Bali er ekstremist. Okay han er måske ikke ekstremist, han er medlem af den svenske Rigsdag for Moderaterne, men han opfører sig som en ekstremist.

For nylig offentliggjorde han et billede af sig selv taget i et skoleomklædningsrum, hvor han stod med en AK47 (stormgevær), der peger ud på nogen, som i billedteksten viste sig at være pressen, som han synes er på nakken af ham.

Hvis nogen synes, det lyder ligesom Donald Trump, der kæmper en kamp mod den amerikanske presse, så tager de fejl.

Det lyder ligesom de unge mennesker, der forårsager skolenedskydninger i USA. Og det er netop et billede i en sådan situation, Bali bevidst eller ubevidst kom til at lave.

Hanif Bali er super-twitter-bruger og han er et eksempel på den type politiker, som også Trump er. Den respektløse, karismatiske type, som vil skaffe sig magt på en uortodoks måde og kommer til at fremstå som radikaliseret demokratinedbryder

Der blev naturligvis ramaskrig i den svenske presse, men ikke mindst blandt hans politiske kolleger og billederne blev fjernet hurtigt, men skaden er som det ses her, sket. Og det er ikke første gang, han har lavet meget grove fodfejl.

I en af de situationer måtte han tidligere i år forlade partiets hovedbestyrelse. Særligt kan man se hans billedsprog som et leksikon over freudianske fortalelser, når han behæfter alle mulige sygdomme på sine modstanderes adfærd, som for eksempel det at kalde nogens handling “autistisk”.

Hanif Bali er super-twitter-bruger og han er et eksempel på den type politiker, som også Trump er. Den respektløse, karismatiske type, som vil skaffe sig magt på en uortodoks måde og kommer til at fremstå som radikaliseret demokratinedbryder.

Tidligere i år meddelte han, at han gerne ser M i samarbejde med SD. Det politiske Sverige venter i spænding på, hvad der egentlig er Moderaternes holdning til det spørgsmål.

Valget på søndag

Men hvad skal det hele ende med? Det afgøres søndag. Eller rettere – egentlig afgøres det først 14 dage senere.

Det er ikke nødvendigt for en statsminister at gå af i tilfælde af valgnederlag, men indenfor 14 dage skal Rigsdagen afholde en tillidsafstemning, hvor regeringen skal have flertal. Går statsministeren af, vil Rigsdagens formand udpege en ny forhandlingsleder efter indstillinger fra partierne.

Målinger har vist, at SD helt entydigt har deres stemmebase blandt enlige mænd på landet. Det er dem, der er ramt af den neoliberale globaliserings udflytning af arbejdspladser. Men de er ikke samfundskritiske af natur og retter kritikken mod de fremmede i stedet.

Sverige har ikke haft kommunesammenlægninger, og udkantsfølelsen er – om end den kommer snigende flere steder – slet ikke så fremtrædende som den kan synes visse steder i Danmark. Selv i de geografisk set meget store landkommuner med ned til under 10.000 indbyggere, og dem er der fortsat mange af, findes skoler, svømmehal, bibliotek og alle velfærdssamfundets andre institutioner i hovedbyen med måske kun 4000-5000 indbyggere.

Det, man måske oftest hører klager over, når man taler med mennesker, der bor i mindre byer, er frygten for manglen på lokale fødeafdelinger, hvor der er 46 tilbage i Sverige, efter at der er nedlagt ni siden år 2000. I det hele taget har velfærden på sygeområdet været valgets hovedtema. Køerne til operationer er for lange.

Det vil formentlig være størrelsen mellem blokkene, der afgør, hvem der danner regering, eftersom man stadig holder SD udenfor indflydelse

Tendensen i meningsmålingerne er i midlertid entydig. Både den uafhængige liberale avis Dagens Nyheter og den uafhængigt socialdemokratiske Aftonbladet bringer målinger, der viser, at Sverigedemokraterna mindsker deres øgning i forhold til det forrige valg, at Moderatarna går tilbage, og at Socialdemokraterna indhenter noget af det, de har tabt i meningsmålinger i forhold til valget for fire år siden.

Det vil blive størrelsen mellem blokkene, der afgør, hvem der danner regering, eftersom man stadig holder SD udenfor indflydelse, for ikke at give efter for det, mange opfatter som partiets samfundsnedbrydende populisme. Og endnu en mindretalsregering må så fægte sig gennem de to årlige budgetforhandlinger, som er aksen i det politiske arbejde i Rigsdagen.

Dette princip, “Decemberöverenskommelsen”, blev aftalt mellem partierne i december 2014 og gælder til 2022. Selvom aftalen teknisk set kan siges at være ophævet af KD, har den vist sig at blive efterlevet i praksis. Hvis Alliansen, altså M, C, L og KD, samt SD vælter Löfvens rød-grønne regering efter et valg, vil Alliansen ikke kunne regere på andet end SD’s stemmer og det vil hverken C eller L gå med til.

Löfven har for nylig et par gange i tv-debatter åbnet for en koalitionsregering, der inddrager Centerpartiet og Liberalerne. Om ikke andet er det i hvert fald et valgstrategisk forsøg på at vise sprækkerne i Alliansen, der er potentielt splittet om samarbejdet med SD.

Den seneste tid har SD’s forslag om indskrækning af abort også vakt negativ opsigt. I de seneste dage har S slået tilbage med annoncer, efter at nogle af påstandene i Åkessons bog om folkhemmet var blevet til en SD-valgvideo og vist, hvordan partiet ønsker indskrænkninger i kvinders rettigheder på det økonomiske område og hvad angår barselslovgivningen.

Størrelsesforskellen mellem blokkene svarer til 60.000 til 80.000 vælgere i de fleste målinger, fx 40,2 og 41,7 procent. De resterende procenter er SD’s andel. Men 335.000 svenskere har endnu ikke bestemt, hvem de vil stemme på. Der kan stadig flyttes mange mandater.

Foto: Den svenske rigsdag. Wikimedia commons

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Europa