BREXIT // ANALYSE – Mandag i denne uge stod det klart, at 15 af premierminister Theresa Mays konservative partifæller har i sinde at forlade partiet og stemme for det såkaldte Cooper-Letwin-forslag – der forlænger forhandlingerne, før landet forlader EU – hvis ikke May fjerner ”no deal”-alternativet i den kommende afstemning. Mays svar kom hurtigt, men hun ligner en leder, der har mistet kontrollen, skriver Hans Christian Andersen.
NEWCASTLE – Det er ikke for meget sagt, at tingene nu falder helt fra hinanden for den britiske premierminister, Theresa May.
I mandags var hun til EU-møde i Sharm-el-Sheik. Det lugter vel altid lidt af ferie, kan hun have tænkt, da hun satte sig ved morgenbordet overfor den tyske kansler Angela Merkel. Dette var ikke noget Brexit-møde, vi hørte, at begrebet “forlængelse af Brexit-50 perioden” var blevet nævnt af nogen, men det var ikke blevet diskuteret formelt.
Cooper-Letwin-forslaget siger, at hvis Theresa May taber afstemningen 12. marts, tvinges hun og hendes regering til at bede EU om en forlængelse af Artikel 50-perioden, så alle får tid til at få en ordentlig aftale i stand om Storbritanniens udtræden
I søndags havde Theresa May endnu engang besluttet at udsætte den meningsfyldte afstemning – på engelsk “meaningful vote” – i det britiske parlament. Den skulle have givet parlamentet mulighed for at stemme om Theresa Mays efterhånden berygtede aftale om Storbritanniens udtræden af EU 29. marts i år. Det er den aftale, der indeholder den problematiske bagstopper, som parlamentet er så meget imod.
May havde regnet ud, at hun ville tabe igen. Så hellere udsætte afstemningen til 12. marts – to uger før Storbritanniens udtræden. På den måde ville hun kunne tvinge parlamentet til et meget enkelt valg: hendes aftale, med den nordirske bagstopper, måske lidt modificeret. Eller udtræden uden aftale, kaotisk, ud over kanten, ud af flyet uden faldskærm. Kalkulen er, at parlamentet ikke ville turde eller ønske at vælge den udvej.
Cooper-Letwin-forslaget
Så måske hun troede, hun havde lidt kontrol, mens hun drak morgenkaffe med Merkel.
Men nej. Hjemme i London havde endnu tre af hendes konservative juniorministre besluttet at tvinge hende i knæ – vi kunne læse deres brev i avisen Daily Mail tirsdag:
Enten fjernede hun “no deal”-alternativet fra afstemningen, altså der ville kun blive tale om en aftale.Eller også forlod de det konservative parti, så de kunne stemme for et Labour-konservativt forslag, der fremsættes onsdag det såkaldte Cooper-Letwin proposal opkaldt efter de to stillere.
Den britiske permierminister kan ikke styre hverken sit parlament eller sit kabinet. Hun siger et, hendes ministerkolleger det modsatte, hun styrer den politiske bus strengt efter sin køreplan indtil passagererne råber, at de ikke vil det samme sted hen som hende. Og så drejer hun meget fornuftigt rattet
Cooper-Letwin-forslaget siger, at hvis Theresa May taber afstemningen 12. marts, tvinges hun og hendes regering til at bede EU om en forlængelse af Artikel 50-perioden, så alle får tid til at få en ordentlig aftale i stand om Storbritanniens udtræden.
Det vil i realiteten sige, at Cooper-Letwin-forslaget, hvis det gennemføres og bliver til faktisk lov – det er der lige tid til – vil fratage den britiske regering evnen til at styre Brexit-forhandlingerne.
Fjerner ”no deal” fra afstemningen
I løbet af dagen blev udviklingen endnu værre for May.
Det blev efterhånden klart, at hele 15 konservative overvejede at forlade partiet, så de kunne stemme for Cooper-Letwin. Theresa May måtte gøre noget.
Hun fløj hjem i selskab med sin taleskriver og bekendtgjorde tirsdag, at hun nu selv har tænkt sig at fjerne “no deal” fra afstemningen.
Tirsdag formiddag – under et møde med ministerkabinettet – præsenterede hun så sit forslag for sine ledende kolleger og senere blev det fremlagt for det britiske underhus: Hvis hendes forslag ikke stemmes igennem af parlamentet 12. marts, vil Brexit-datoen blive udskudt – måske hele tre måneder til udgangen af juni måned.
Med andre ord siger hun nu, at hun i stedet for at true med et ”stem for mit forslag, ellers ryger vi ud af EU helt kaotisk”, er alternativet en udsættelse og ikke længere en “no deal”.
Noget hun for ikke lang tid siden erklærede, at det ville hun under ingen omstændigheder gå med på. ”Vi er ude 29. marts,” har det konsekvent lydt fra hende indtil i dag. Nu siger hun: ”Vi er ude 29. marts eller på et andet, ikke nærmere angivet tidspunkt”.
May har mistet kontrollen
Det er måske ikke ligefrem at kaste håndklædet i ringen, men hermed har den britiske premierminister medgivet, at hun ikke kan styre hverken sit parlament eller sit kabinet. Hun siger et, hendes ministerkolleger det modsatte, hun styrer den politiske bus strengt efter sin køreplan indtil passagererne råber, at de ikke vil det samme sted hen som hende. Og så drejer hun meget fornuftigt rattet og styrer derhen, hvor de insisterer på, at de skal hen.
At hun har mistet kontrollen er der efterhånden ingen tvivl om, men der er nu ikke kun negative sider ved udviklingen i den kaotiske britiske Brexit.
May klarer på en eller anden måde skærene, men om hun nogensinde kommer i havn – det føler man sig aldrig helt sikker på
Theresa May er sikkert klar over, at den konservative udbryder-politiker, Anna Soubry, har fået lavet en rapport, der gør det soleklart, hvor stor skade en hård Brexit vil gøre på den britiske økonomi.
Briterne vil overhovedet ikke være i stand til at gøre nationen klar til at overleve en hård Brexit pr. 29. marts. Premierminister May er svag men ikke dum: Det er fornuftigt at give parlamentet råderum til at gennemtvinge en forlængelse af Artikel 50-perioden.
Og sådan fungerer Theresa May som leder, et ord man efterhånden har svært ved at bruge om hende uden ironi.
Hun er kommet i en situation, hvor hun ser ud til at flagre hid og did for de politiske vinde, men hun har helt klart også syn for, hvor nationens problemer ligger, og hun navigerer udenom. Hun klarer på en eller anden måde skærene, men om hun nogensinde kommer i havn – det føler man sig aldrig helt sikker på.
Jeremy Corbyns problem
Nu er den politiske situation ikke nem nogetsteds i det britiske parlament.
Labour-lederen, Jeremy Corbyn, der på bedste 1970’er-vis ser EU som en kapitalistisk sammensværgelse, der bør udryddes, påstår, at han bakkede op om ”remain” ved folkeafstemningen i 2016.
Det virker meget lidt troværdigt, men hans mange vælgere – og der var mange ved sidste parlamentsvalg i 2017 – er enige med ham i tanken om, at EU er et antidemokratisk centralistisk bureaukrati, som man skal melde sig ud af. Ligesom Corbyn er Labour-vælgerne i de gamle industriområder ”leave”-støtter, de vil ud af EU.
Paradoksalt nok er den gamle by-revolutionære Corbyn blevet leder af et stort Labour-parti med mange unge vælgere, der hellere ser ham støtte ”remain”. De er unge og internationale, de vil ud i verden. EU er ”verden”.
Det er stadig vanskeligt at forstå, at briterne kunne nå frem til, at nationens problemer ville blive løst, hvis bare nationen blev ledet fra Westminster
Det giver naturligvis Corbyn et problem. I går, tirsdag, besluttede han sig for at gøre noget ved det. Han erklærede, at han og hans partiledelse nu går ind for Brexit, men det skal være deres egen Labour-Brexit med medlemskab af en toldunion og et meget nærmere forhold til EU, end May har foreslået.
Hvis ikke Labour får sådan et nyt Brexit-forslag stemt igennem i parlamentet, vil partiet gå ind for en ny folkeafstemning om Brexit. På stemmesedlen skal der være et valg imellem enten ”remain”, dvs. at Storbritannien bliver i EU; eller en Labour-Brexit.
Det har Theresa May allerede taget højde for.
Ved at tilbyde en eventuel udsættelse af Brexit her om en måned, neutraliserer hun sin opposition hos de konservative og Labour. Hun giver dem simpelthen en slags Cooper-Letwin-udvej, frit og frejdigt.
En ny folkeafstemning bliver svær at få igennem parlament
Labours vej frem er at fremsætte forslaget om deres egen Brexit-løsning, som parlamentet vil stemme ned nu på torsdag. De konservative har stadigvæk et flertal sammen med det nordirske DUP. Labours næste træk – en ny folkeafstemning – bliver svær at få igennem parlamentet, der skal stemme om den slags. Og den bliver ikke mindst svær at få forbi de mange hundredtusinde Labour-vælgere, der stemte for at komme ud af EU og ikke stoler på politikere, der går ind for endnu en folkeafstemning.
”Forræderi”, råber de, ”eliten prøver at aflyse Brexit, vi vidste, vi ikke kunne stole på politikerne.”
Jeg vil stadig gætte på, at Theresa Mays forslag i den sidste ende bliver gennemført. Det er rent faktisk det eneste forslag, der er gennemarbejdet af både Storbritannien og af EU
Så der står vi i denne uge, hvor Theresa May prøvede at udsætte afstemningen om den britiske udmelding af EU og i stedet så sig udmanøvreret af politiske modstandere hos både sit eget parti og oppositionen.
Det ser kaotisk ud indefra Storbritannien. Det er stadig vanskeligt at forstå, at briterne kunne nå frem til, at nationens problemer ville blive løst, hvis bare nationen blev ledet fra Westminster. Det vil måske en dag ske, men det med ledelse ser det skralt ud med for øjeblikket.
Hvad kommer der til at ske?
Jeg vil stadig gætte på, at Theresa Mays forslag i den sidste ende bliver gennemført. Det er rent faktisk det eneste forslag, der er gennemarbejdet af både Storbritannien og af EU, og hvis May nu siger, at ”no deal” er taget af bordet, ja så er der jo kun hendes forslag tilbage.
At hun nu ”giver efter” og giver sine politikere mulighed for at udskyde Brexit nogle uger eller måneder støtter jo faktisk den samme konklusion: Storbritannien får lidt mere tid til at gøre sig klar, ikke til ”no deal” men til den forventede udmelding af EU.
Det er en lang og ubehagelig proces, der ikke har givet de britiske politikere eller det britiske demokrati et særligt godt ry
Den hårde Brexit-fløj vil være nervøs for, at ”remain”-siden får held til at aflyse Brexit helt (er der mon ikke en hel del danskere, der også gerne så det?), men det vil netop motivere dem til at skubbe på for at få Mays forslag stemt igennem. Hellere det end at blive i EU.
Det er en lang og ubehagelig proces, der ikke har givet de britiske politikere eller det britiske demokrati et særligt godt ry.
”Sådan en flok pattebørn,” siger mange briter. ”Nogen skulle give dem besked på at tage sig sammen og gøre deres arbejde.”
Men det gør de i virkeligheden også, famlende og i zigzagkurs men på vej hen mod, ja, jeg fristes til at sige på vej hen til randen, men i virkeligheden bare hen til udgangen.
Hvad der sker udenfor, har de ikke haft tid til at tænke meget på endnu.
Topfoto: Flickr
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
