
POLITIK // ANALYSE – Mona Juul vil i regering – helst med Venstre, men også med Mette Frederiksen, hvis det bliver nødvendigt. Det kan give Konservative indflydelse, men strategien risikerer både at udviske forskellen til Venstre og skabe tvivl om partiets kurs mellem blå blok og en lyserød midterregering.
Når man skræver for vidt, risikerer man at blive sparket i skridtet.
Den smerte mærkede Ny Alliance med Naser Khader i spidsen ved valget i 2007. Partiet ville ikke svare på, om det pegede på en rød eller en blå statsminister, og konsekvensen var, at Ny Alliance blødte vælgere gennem hele den tre uger lange valgkamp. Fra et udgangspunkt på over 10 pct. før valgkampen endte det med at få 2,8 pct. på selve valgdagen. Vælgerne ønskede ikke at købe en lottokupon.
Det kommer til at forfølge Mona Juul gennem valgkampen, hvor hun for alvor skal bevise, at hun kan ride på to heste samtidigt
Sådan kommer det næppe til at gå for Det Konservative Folkeparti, der trods alt har en base på mellem 3-5 pct. af vælgerne, der vil stemme på partiet uanset, hvad de bliver budt på.
Konservative vil i regering – uanset farve
De Konservative holdt i weekenden landsråd, og den relativt nye formand, Mona Juul, havde endelig gjort sin stilling op med hensyn til, om hun vil indgå i en ny midterregering med Mette Frederiksen ved bordenden. Et spørgsmål, der har forfulgt Mona Juul siden hun fik ansvaret for Konservatives beslutninger efter Søren Papes pludselige død sidste år.
Og svaret er altså, at hun vil i regering – helst en blå regering med Venstres formand, Troels Lund Poulsen, som ny statsminister. Alternativt en lyserød regering med Mette Frederiksen. Konservative vil med andre ord ride på to heste frem til valget.
Til gengæld får Mona Juul nok lagt billet ind som erhvervsminister, hvis hun lykkes med sit projekt om at få Konservative med i en blå eller lyserød regering
Mona Juul havde forud for partiets landsråd været nede i de konservative annaler og fundet Poul Schlüters gamle motto fra 1970’erne:
”Vi er borgerlige stemmer, der arbejder.”
Det lyder som et bekvemt alibi for at kunne sætte sig til rette ved kaffebordet med Mette Frederiksen og i øvrigt allerede under de forestående finanslovsforhandlinger med Nicolai Wammen at vende de andre blå partier ryggen og indgå en aftale.
Soloaftale kan give ”friendly fire” fra blå blok
For finansministeren vil en soloaftale med Konservative være en kæmpe fjer i hatten. Den vil slå sprækker det borgerlige konvent, hvor de fire blå partiledere for bare et par uger siden stod skulder ved skulder i Fredericia og var enige om 50 blå mærkesager.
For Mona Juul vil en soloaftale med Wammen demonstrere, at det revitaliserede motto er ment alvorligt. Ikke nødvendigvis, at det er politisk klogt, for hun vil komme under heftig ”friendly fire” fra sine venner i den blå lejr.
Med mottoet i bagagen og den tidlige åbning til Mette Frederiksen vil Mona Juul undgå enhver anklage om løftebrud efter valget, hvilket som bekendt har redet Venstre som en mare, siden partiets daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, forud for valget i 2022 blankt afviste at pege på Mette Frederiksen som statsminister. Det kostede i sidste ende Ellemanns politiske karriere.
Konservative har nu varslet deres vælgere om, hvad der venter, og Mona Juul undgår et løftebrud ved at skifte hest midt i vadestedet. Spørgsmålet er bare, om vælgerne er tilfredse med den forklaring, eller om hun risikerer samme skæbne som Naser Khader i 2007?

Risikoen er i hvert fald overhængende. Vælgerne er ikke meget for lottokuponer. De vil vide, hvad de får for deres stemme. Det kommer til at forfølge Mona Juul gennem valgkampen, hvor hun for alvor skal bevise, at hun kan ride på to heste samtidigt. Det er en svær og risikabel cirkuskunst.
Det vil udstille, hvor skrøbeligt det blå sammenhold er, hvilket de andre blå partier også fik en forsmag på, da Mona Juul op til weekenden havde ladet fremstille en plakat, hvor partiformændene var rangeret efter deres erhvervserfaring.
Her lå Mona Juul med 28 års erhvervserfaring suverænt i toppen med adskillige hestehoveder ned til Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Morten Messerschmidt. Hvis nogen føler sig trådt på, kan man næppe fortænke dem i det.
Til gengæld får Mona Juul nok lagt billet ind som erhvervsminister, hvis hun lykkes med sit projekt om at få Konservative med i en blå eller lyserød regering.
Som en særlig cadeau til De Konservatives primære statsministerkandidat havde partiet inviteret Troels Lund Poulsen med til landsrådet, hvor han optrådte med sin sædvanlige balancegang i at være smigret over at være potentiel statsminister og så bevare loyaliteten over for den nuværende SVM-regering.
En balancegang med Venstre – og et risikabelt projekt
Med invitationen ligger også et klart signal om, at De Konservative har lænket sig til Venstre. Konservative vil følge Venstre i tykt som tyndt efter næste folketingsvalg. Helst i en blå regering. Sammen i en lyserød midterregering eller i en fælles opposition til en rød mindretalsregering.
Onde tunger vil derfor kunne hævde, at en stemme på De Konservative er en stemme på Venstre, hvilket bliver en særlig opgave for Mona Juul at modbevise under valgkampen.
Fire år mere som bænkevarmer er uudholdeligt, når man som Konservative er ”borgerlige stemmer, der arbejder”
Hun er således nødt til at finde en synlig kant mod Venstre, hvilket bestemt ikke er nogen let opgave uden, at hun skal skrue sig så højt op i en falset, at skårene ikke kan klinkes efter et valg.
Kravet om en genindførelse af store bededag vil næppe overleve den første kaffekop med Mette Frederiksen, og Mona Juul skal nok ikke gøre det til et ultimativt krav for Konservative, der for alt i verden vil i regering, hvis chancen byder sig.
Fire år mere som bænkevarmer er uudholdeligt, når man som Konservative er ”borgerlige stemmer, der arbejder”.
Mona Juuls dobbeltbeslutning om at pege på Troels Lund Poulsen og at have Mette Frederiksen som statsminister-reserve har i det perspektiv været nødvendig.
Risikoen er blot, at hun kommer til at skræve for vidt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og