MADKLUMMEN // SINGLEMAD – Theils Cantina har købt stort ind hos slagteren. Det betaler sig. Især hvis man har god tid og god fantasi.
En af de værste ting ved at have en husholdning til en og samtidig være afskåret fra at invitere folk over til middag i tide og utide er, at det nemt kan komme til at blive sådan, at man vader lidt rundt i de samme nemme retter, der virker.
Hvis jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal finde på, så er min go-to ting at købe to store stykker overlår af kylling og smide dem i ovnen med diverse slags krydderi på og sammen med, hvad jeg nu ellers har liggende i grøntsagsskuffen. Det er noget med, at det giver mening at spise et enkelt lår og så lave mad til to dage, hvad jeg ofte gør, og jeg elsker kylling.
En af den slags måltider, som man egentlig burde indtage i skyggen på terrassen på et landsted et sted i Toscana sammen med en flok venner en doven søndag
Når man bor alene, så er det altså sin sag at smide en hel flæskesteg eller en kylling i ovnen. Om end jeg har gjort det lejlighedsvis. Det er ikke selve opgaven, der afholder en. Det er nok snarere tanken om, at det vil tage mange dage at spise op, og at man tit når at blive træt af retten i mellemtiden, så man ikke har lyst til at spise den i lang tid.
Tænk stort og drøm
Men engang imellem skal man tænke lidt stort, så derfor lod jeg mig inspirere af en af mine yndlingskogebogsforfattere Diana Henry til at købe et stort stykke kød og lave en af den slags måltider, som man egentlig burde indtage i skyggen på terrassen på et landsted et sted i Toscana sammen med en flok venner en doven søndag, mens man overvejer, om man skal holde siesta eller i vandet bagefter.
Hele fidusen ved den her ret er, at den er superlet at stille an, og så sætter man den i ovnen et par timer, mens man foretager sig andre nyttige ting.
Jeg fik fat i et stort stykke nakke, og det var rørende billigt. 64 kroner kostede det mig, og jeg skulle kun bruge halvdelen. Resten ligger i fryseren, hvor jeg senere kan hente det og bruge som steg eller skære ud i skiver til koteletter.
I en gryde lægger man stegen og hælder halvt op med hvidvin, halvt op med olie (bare tag en billig relativ smagsfri type, fx vindruekerne eller solsikke) og en lille smule olivenolie. Tag to hele hvidløg og skær dem midt over uden at fjerne skallen og læg dem ved, sammen med et par kviste rosmarin og 4-5 laurbærblade og 2-3 citroner i kvarte.
På komfuret lader man det stå ved mellemvarme. Når man kan se, at overfladen på olien begynder at sitre lidt, så er det varmt nok til at komme i ovnen, hvor man lader det stå i smedejernsgryden med låg og passe sig selv i cirka to til to en halv time ved 150 grader.
Når kødet er ude, er det saftigt og så mørt, det trevler. Og hvidløgene er blevet bløde og føjelige og vil gerne spises som mos.
Så har man den fineste aftensmad, der slet ikke kan huske, at den startede sit liv i Toscana
Jeg spiste det de to første dage med tørrede franske chevrier-bønner, som jeg havde blødt op i vand natten over og kogt møre i rigeligt med vand (husk at lade være med at salte bønnerne, når du koger; de bliver hulens seje og hårde af det). På panden varmede jeg lidt løg og rød peber i lidt andefedt, jeg alligevel havde stående, inden jeg blandede bønnerne i og til sidst dryssede med gode mængder af bredbladet persille.
Det smagte af Italien og udlængsel, og noget af det fine ved retten var faktisk, hvor omstillingsparat den var, da jeg først havde fået den til aftensmad to dage i træk.
Bønner, tun og barbecue
Der var stadig bønner til overs, og de blev blandet med syltede rødløg (verdens nemmeste opskrift: løg i skiver med lidt eddike og salt) og en halv dåse tun og lidt revet citronskal, og vupti havde jeg en både lækker og mættende frokost. Man kunne sagtens have fyldt efter med solmodne tomater, hvis man havde fået fingre i nogle.
Resten af kødet fik også en ny forklædning og forvandlede sig til pulled pork. Man trevler kødet med en gaffel og varmer det igennem i en gryde sammen med en sauce af eget valg. Jeg fandt en flaske barbecue sauce i skabet, men man kan også blande sin egen af lidt ketchup, røget paprika og ahornsirup efter, hvad man nu synes, der smager dejligt.
Så sommetider kan det betale sig at gå et skridt længere og se, hvad der er omme på den anden side af frysedisken i forhold til de steder, hvor man helt automatisk plejer at shoppe
Det smækker man i en bolle med lidt hjemmelavet coleslaw og et par blade salat, og så har man den fineste aftensmad, der slet ikke kan huske, at den startede sit liv i Toscana. Hvis man er ekstra sulten, så passer det fint sammen med kartoffelbåde, man lige laver i ovnen med lidt olivenolie og groft salt.
Konklusionen er, at jeg for et stykke nakke, der kostede cirka 32 kroner (halvdelen er jo stadig i fryseren) har fået fire gange meget solid aftensmad. Og endda havde lidt til overs.
Så sommetider kan det betale sig at gå et skridt længere og se, hvad der er omme på den anden side af frysedisken i forhold til de steder, hvor man helt automatisk plejer at shoppe. Og at bruge sin fantasi og opfindsomhed, indtil den dag man kan sidde der i skyggen i Toscana og skovle i sig, mens man hælder efter med god vin og ser ud over bakkernes cypresser og længes efter havet.
LÆS FLERE ARTIKLER (OG THEILS CANTINA) AF LONE THEILS HER
Fotos: Lone Theils, Thils cantina
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
