En indvandrer fra fjernvarmeland

i Featured/Danmark/Liv & Mennesker af

I en 4. sals lejlighed på Viktoriagade ligger en ung fyr og er ganske uafvidende ved at drømme sig ud af hele gesjæften. Han har ikke taget junk, men det er rimeligt at antage at han aftenen forinden har slået rimeligt eftertrykkeligt til Søren.

Der er næsten ingen ilt i lokalet og sorte sodfnug danser rundt som i et akvarie i hele det lille værelse.

Fyren er tilflytter fra det midtsjællandske fjernvarmeland og han har sgu, uvant med den Vesterbro’ske mekanik som han er, glemt at åbne spjældet i petroleumsovnen.

Den slags kan man dø af. Fyren er mig, og det gik som det skulle. Min kammerat kom hjem og fik åbnet vinduerne. Tænk hvis han i stedet var gået ned på Cafe Fattys for at lukke natten ned med maner.

Istedgade var sgu et noget anderledes sted, når alt man kendte til var Vestegnen og Roskilde.

Første nat jeg sov der, faldt jeg i søvn til harmonika-musik fra en anden lejligheds festivitas. Ingen klagede, og det lød også pissehyggeligt. Jeg kan huske jeg smilede mig i søvn … her var folk varme og levende tænkte jeg.

Senere lærte jeg at det var de ikke altid alle sammen. Det skete at man stødte på individer der var ret kolde og bogstavelig talt ret døde. Den gang var der junk overalt.

Jeg var musiker, rodløs, ulykkelig og altid med på den værste, for den værste er altid bedre end ingenting.

Noget, der til gengæld aldrig skete, var, at man stod kl 03 om natten og tænkte: hvor skal vi egentlig ha den næste bajer? Det gav altid sig selv, og en anden ting jeg hurtigt lærte, var, at det som regel kun var nødvendigt at løbe fra en røvfuld hvis man decideret selv udløste den. Folk havde for travlt med deres egne projekter til at en smule eyeliner-punk ku’ imponere. Dejlig lille kontrast til det harmoniske købstadsliv jeg ellers kom fra.

I sen 80erne havde man naturligvis ikke mobiltelefoner og i Istedgade og omegn var der ingen dørtelefoner heller. Det betød at opgangen tit flød over med junkiernes helt særlige visitkort: kanyler, blodstænk og menneskelort. Det var om at se sig for når man kom hjem, og lys i opgangen var der som regel ikke noget af.

Det var især om vinteren, for i det tiår var vintrene marv- og benfrysende kolde og junkier kan vist hverken lide kulde eller for megen offentlighed, når de dyrker deres noget særegne hobby. Den gang var stoffet heroin, og det gav dem et noget andet, mere roligt men også mere brandfarligt, tempo end det man ser i dag.

I dag er stofferne Coke eller speed. Det var tit, man så dem stå ret op og ned og i gaden og ‘nyde’ suset. De stod på samme måde som man gør når man står på ski, let bøjede i knæene og arme der sørgede for at kropsapparatet ikke væltede, præcis som med skistave, og så naturligvis i ultra-slowmotion.

Man hørte sætninger som “Heeeey … ka’ du ikk’ låån’ ma tusind-og-otte til et fix og en kakaomælk?”, selv junkier skal vel have noget føde en gang i mellem. Kulden mand. Sådan en petroleumsovn kan kun varme det rum op den står i, så man har et rum, der næsten ikke er til at være i af hede og så er resten af lejligheden bare pissekold.

Når man kommer hjem fra et par dages fravær er hele lejligheden bundfrossen. Lejligheden havde indbygget lokum. Min kammerat var stolt i gang med at forvandle den fra et slum til et nogenlunde værdigt habitat, og den lignede en mellemting mellem ungkarlehybel og byggeplads, hvilket den jo sådan set også var.

Han havde selv installeret tønde og koblet den på den faldstamme, der åbenbart må have været, og her slog kulden næsten skår i vores ellers såre gemytlige samvær. Jeg kom nemlig hjem en dag med min bror, og han sku’ pisse noget så eftertrykkeligt.

Låsen drillede i døren, så jeg løb med ham op af trappen. Havde jeg bare givet ham nøglen, havde han aldrig fået døren op. Jeg slår døren op til den klingende sibiriske hjemmehygge, og han spurter ud og kaster straks og med lydelig lettelse sit 37 grader kurfyrstelige i den iskolde kumme og så *PING*, så sprak den! Et hul på størrelse med en gl. femkrone og en fin revne fra kant til fod.

Han er til dato det eneste menneske jeg kender der har pisset et lokum i stykker! Ingen havde penge dengang, og det ærgrede naturligvis min udlejende kammerat gevaldigt, og sådan var mange ting den gang: Automatisk helt ekstreme, man skulle bare være der, så gik et eller andet galt.

Esben 2
Foto: Uwe Friedrichsen.

Jeg var musiker, rodløs, ulykkelig og altid med på den værste, for den værste er altid bedre end ingenting.

Gennem musikken fik jeg hilst på Onkel Danny, og det skete tit, at jeg stødte på ham om natten, når jeg relokerede fra vandhul til vandhul. Han kom gående der i trenchcoat og blød hat og lignede noget fra sine egne romaner. Han hilste sgu altid så pænt – fandens at man ikke var lidt mere nærværende og fik koblet sig på hans gåtur. Men for en ung fyr kommer nok så meget legendarisk litteratur og indsigt alt for ofte til kort, når der er øl og kvinder i farvandet.

Noget, der til gengæld aldrig skete, var, at man stod kl 03 om natten og tænkte: hvor skal vi egentlig ha den næste bajer? Det gav altid sig selv, og en anden ting jeg hurtigt lærte, var, at det som regel kun var nødvendigt at løbe fra en røvfuld hvis man decideret selv udløste den

Det var i øvrigt dengang jeg lærte “Mit Navn Er Keith” at kende. Han og en kammerat, Lars, reddede mig fra en af de røvfulde, jeg selv var kommet til at udløse. Sådan et par 2 meter høje fyre er sgu altid gode at være venner med, når man er så rap i kæften som jeg er.

Stedet hed Keegans og lå i Stenosgade. Det var en af den slags irske pubber ,der rent faktisk blev ejet og betjent af folk fra Irland og derfor kun havde det fornødne irske islæt i form af Kilkennys, Guinness og en dartskive, ikke meget messing-mahogni og faux pap der. Et pool bord var der også. A merry bunch må man sige, og altid klar på lidt retfærdigt håndgemæng. Ejeren havde en overgang polititilhold og måtte ikke komme der, men hvis man var ok, var de strålende mennesker og man ku’ sgu altid pantsætte sine nøgler eller lignende for en aftens druk, når man var på spanden.

Når Keegans lukkede kl. 05 gik turen til Cafe Fattys i Viktoriagade. Her ku’ man få en kop kaffe, et rundstykke med ost eller spegepølse og et blødkogt æg til sin bajer, og den, der kan sin litteratur, ved, at en vis Ole Jastrau angiveligt har slået sine opdigtede, men måske alligevel virkelige, folder på det sted i 30’erne.

Stedet var fyldt med folk af alle slags, men allerede dengang må der ha’ været en hvis gentrificering – jeg husker i hvert fald flest der, som jeg selv, var unge tilflyttere af forskellig, både subkulturel, kunstnerisk og halvulykkelig, observans. Det var jo også pissenemt at få en lejlighed dengang. Man gik lidt rundt og gloede, og så – bam – der står noget tomt. Ring til telefonnummeret og flyt ind og betal 3-500 kr. om måneden i husleje.

Jeg flygtede fra købstadens småvoldelige småborgerlighed til Vesterbros rå, men indiskutable, rummelighed og jeg bor her stadigvæk. Men købstaden må være gæret over. Som tung sirup er den rendt ned af Valby bakke og nu bor jeg altså i den igen. Alting koster en million og der er fa’me flere kaffesteder end der i hine dage var bajersteder – harmonikamusik er der til gengæld ikke noget af.

Hvis jeg skal give en rigtig Istedgade-historie, må det blive den om verdens største skuespiller og en Oscar-performance, som kun jeg og en stakkels betjent fik lov at opleve.

Vintrene var godt nok isnende, men sommeren ku’ til gengæld være de rene stegeovne. Jeg kommer gående ned af Istedgade sådan en sommervarm dag. Solen knalder aldeles uden nåde ned fra en aldeles skyfri, asfalten hænger ved i skoene og alt tøj er klistret ind til kroppen.

Lugten i gaden ku’ blive ret stram på sådan en dag. Lige ved en trappe op til et rødt bordel (mellem Ækel Latrinesgade og Viktoriagade tror jeg det var) holder en af de der blå Ford kasser der nu om stunder har et golf-skilt i bagruden og plads til 6-8 mand. På forreste passagersæde sidder en betjent iført fuld sort uniform og hat, ganske mutters og svedekeder sig, helt klart en led tjans.

Trappen op til himmerige var en af den slag trapper, der lissom forsvinder ind i huset, og som først har en dør, når du er gået en trappe op. Etablissementet findes ikke længere, karréen er byfornyet for længst, og bygningen er revet ned og genopstanden i ny, moderne og garanteret petroleumsfri gestalt.

Lige da jeg nærmer mig bilen forfra, dasker en ret slidt udseende fyr nonchalant ned fra bordellet. Han har garntrisse set skidesmart ud i ’79, men det her var altså snarere ’89 og han havde vist ikke skiftet garderobe siden.

Han går helt hen til strisserens åbne vindue og bøjer sig frem mod vinduet med armen på bilens tag. Hans udstråling er så afslappet og rar, at man fuldstændig glemmer, at han ligner noget, man ikke har lyst til at danse med, og i det split-sekund er det tydeligt, at både betjenten og jeg slapper en kende mere af. Vi slap sgu’ ellers godt af i forvejen, fucking hede!

Altså, bare på grund af den her fyr, der jo for helvede ligner en junkie og ydermere vælter ud af et bordel, hvor betjentens kollegaer rimeligvis holder politiforretning og således er i gang med at smadre stemningen upstairs, slapper både betjent og jeg bedre af. Fyren læner sig ind mod politibilen og siger rigtig venligt, ikke kælent eller smart, det lyder sgu ægte varmt og behageligt: “God dag hr. Betjent!”

Den fyr ku’ ha lånt en halvtredser til smøger lige der, hvis han ville, og de kostede ellers kun en tyver pakken dengang. Jeg kan se at betjenten, pludselig parat til høflig borgerservice, allerede er ved at regne ud hvor bykort, lighter, ur og andre småtjenestedingenoter fra politiets høflighedsafdeling forefindes i uniformen, og uden yderligere tilløb stikker fyren hovedet helt op i betjentens fjæs og skriger af sine lungers fulde kraft:

“HIPO-SVIN!!!”

… hvorpå han ganske uanfægtet vender sig om og går sin vej igen.

Jeg har aldrig, hverken før eller siden, fået sådant et chok og hvis betjentens underbukser efterfølgende var pletfri, burde han faktisk ha’ haft en medalje. Det tror jeg dog ikke på at de var, han må ha’ sluppet noget. Han ku’ i hvert fald helt tydeligt ikke holde på ansigtet, og det var hans held, at nakkestøtten var blød, for han spjættede lige så meget med hele kroppen, som jeg gjorde med indvoldene. Selv sprang jeg ikke læk vil jeg dog gerne pointere – jeg er nemlig modstander af enhver form for mytedannelse, men det slår mig at den fyr må ha’ været verdens største skuespiller.

Jeg vil mene, at det er synd, han ikke er mere kendt, og han vil givetvis mene det skråt modsatte. Tonen var rå, når den var det, og det var den tit. Alt det her skete i den tid, det tager mig at gå tre-fire skide skridt, men selvfølgelig, det tager jo altid en helvedes tid at fortælle noget.

Jeg flygtede fra købstadens småvoldelige småborgerlighed til Vesterbros rå, men indiskutable, rummelighed og jeg bor her stadigvæk. Men købstaden må være gæret over. Som tung sirup er den rendt ned af Valby bakke og nu bor jeg altså i den igen.

Alting koster en million og der er fa’me flere kaffesteder end der i hine dage var bajersteder – harmonikamusik er der til gengæld ikke noget af. Jeg tror aldrig jeg flytter og jeg kan bestemt ikke savne al det lort, der var på Istedgade, men jeg følte mig mere hjemme dengang, og den slags savner man altid.

Topfoto: Private.

Teksten er Esben Søvang Maaløes bidrag til Istedgade-bogen “Inside Outside Istedgade”, en udgivelse som Statens Kunstfond og Københavns Kommune står bag. Bogen er tilrettelagt af kunstner Hanne Lise Thomsen, med fotografier af Steven Achiam, samt ikke mindst en lang række fotos og fortællinger fra beboere på Istedgade. Man kan få et frieksemplar af bogen, hvis man retter henvendelse til: Officin Vesterbrogade 75 1620 København V.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Esben Søvang Maaløe er født 1966 og bor i København. Han har ernæret sig som blandt andet musiker, programmør og bartender. Er for tiden kontanthjælpsmodtager og dybt bekymret over udviklingen i verden, vesten, Europa og Danmark. Skabte i april 2015 en vis furore med en kronik i Politiken kaldet 'Her på bunden ser vi skævt til hinanden'. Esben beskæftiger sig som debattør og skribent især med alle aspekter af økonomisk ulighed og dens konsekvenser for et samfund. Har du lyst til at honorere Esbens arbejde, er hans MobilePay 52 80 35 40.

Esben Maaløe søger pt. skrivearbejde. Alt arbejde med tekst har interesse.

Seneste artikler om Featured