KLUMME – ”God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?” Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt, skriver taxamand Jesper Grunwald i ugens klumme.
Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.
Men det er nu også ret selvfedt!
At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.
Selv at blive elsket!
Jeg holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.
Hun er en lille, meget tynd gammel dame, som følges på vej af en ansat. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.
Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde: ’F*** dig!’ Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i”
Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se, men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.
”God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?”
Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.
For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælperarmen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.
Det går godt.
Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejrsglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere Taxamand.
Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.
Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.
Jeg vidste det!
Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holder i døren. Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.
Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår. Men vi kigger kort på hinanden – og smiler
Vi er ”seatede”.
”Så kan du godt køre mig til dødens forgård!”
Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.
”Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det”, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.
Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.
Hun smiler igen.
Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjemsliv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem.
Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.
Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i et af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i caféer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var i området i 60’erne som bondedrengen på feriebesøg hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ‘jomfru’ – og skred som chef.
”Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde: ’F*** dig!’ Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.”
Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.
Vi maser på med anekdoter fra vores ‘fælles’ fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.
Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage
Så holder vi i dødens forgård, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.
Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.
”Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage”, siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod og holder fast den brøkdel af et sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.
Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger
”OK?”, tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.
”OK!”, svarer jeg stumt med et selvbevidst udråbstegn!
Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her
Foto: Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
