LIV & MENNESKER//KLUMME – Det værste er ikke tallet. Det er ret nemt at overbevise sig selv om, at der er noget fedt ved at blive klogere. Sådan prøver POV’s skrivende taxamand, Jesper Grunwald at tage hul på endnu en fødselsdag. Denne gang har han opnået en alder, der nærmeste har en magisk betydning. Samhørighed med en generation, han dårligt nok tilhører. Han fylder 68 – og han drømme-tænker på en af sine sovende vagter.
Det enkle liv – det er smukt.
Man tør næsten ikke sige andet i disse tider, hvor ”the simple life” både er gjort til boligindretniung, tv-koncepter – og nærmest en filosofi, så man kan være sikker på, at 1700-tals filosoffen Rousseau ikke levede forgæves. Hvorfor i himlens navn lade sig bure inde af religiøse og politiske dogmatikker, når det smukkeste, vi kan give hinanden er – frihed!
Lige nu, sådan i det nære, selvoptagede perspektiv, kan de stikke friheden skråt op. Jeg har for meget af den.
Solen har skinnet i dag, og optimisterne påstår, at vi er på vej mod forår. Men nu er vores nærmeste stjerne på vej ned, som vi siger, selv om virkeligheden er, at vi så at sige vender ryggen til lyset, indtil solen igen ”står op” om godt og vel 12 timer.
Lige nu vender kulden, den vinteragtige, tilbage. Og der er ikke det fjerneste at lave for en taxichauffør i den post-coronale tidsalder. Ikke der, hvor jeg hviler nu. Jeg har sluttet min progressive, eldrevne arbejdsplads til opladeren og blunder. Kan jeg ikke tjene penge, kan jeg i det mindste hvile ud.
Den naive optimist
Jeg er på mange måder en slags naiv optimist.
Men med udsigten fra parkeringspladsen til det grå rådhus i den økonomisk velnærede forstad, hvor jeg engang ejede en bolig i den dyre vandkant, er ikke opløftende i den tilbagevendende lediggang.
Og så er der den tilstundende fødselsdag, som på den gode måde knytter mig til den forkætrede generation, hvor jeg føler mig mest hjemme. Men også en lidt vemodig påmindelse om forgængelighed. At jeg har taget dens største bid af en kage, der bekommer mig vel.
Jeg fylder 68 og regnes af de mest inkluderende medier for lige netop at tilhøre ”68-generationen”, selv om jeg blot blev konfirmeret det år, hvor studenter i Europa og USA gjorde oprør mod den akademiske frihedsforsnævring og de meningsløse krige.
Men lige nu, mens jeg slumrer ind i vogn 6828, er mine eftertanker mere vemodige end oprørske. Og alt andet en ungdomsoprørske.
De fleste kender oplevelsen af selv en lille, nagende tvivl. Et forvarsel om ændringer, der presser sig på.
It’s not the destination – it’s the journey
Jeg har mærket det flere gange i mit liv. Engang for en halv snes år siden fik det mig til ret impulsivt til at dreje mod syd i Rødovreudfletningen i de københavnske forstæder efter en solistisk drømmetur til MC-forhandleren i Nørresundby.
Det var egentlig meningen, at jeg skulle nordpå til strandvejsboligen i Hellerup. Jeg valgte at køre direkte til HR-afdelingen og sige et job op i den fede del af lønskalaen og slutte mig permanent til flokken af lønafhængige, gråhårede mænd. Rigtige mænd, der kører Harley Davidson – det fantastiske amerikanske motorcykelbrand.
Harley Davidson, der i markedsføringen har stjålet deres følsomme salgsslogan fra den amerikanske skribent og tænker Ralph Emerson, der levede og døde i 1800-tallet: ”It’s not the destination – it’s the journey”.
Det fede liv handler ikke om rejsemålet, men om selve rejsen.
Jeg tror, at et skjult kamera vendt mod den småsovende gamling af en chauffør her på ladepladsen i den guds- og kundeforladte forstad ville afsløre et smil. For hvor har jeg dog citeret de ord ofte for at skjule vemodet over aldrig selv at blive selvejende lowrider på det fedeste, tohjulede køretøj i verden.
Jeg prøver at falde i søvn igen. Alle disse tanker om livets forgængelighed og ”husk nu at ha’ det sjovt, mens det står på” er jo lige så sande, som klichéer grundlæggende er det. En eksistentiel rosenkrans af selvoverbevisning i håbet om at gentagelsen af ordene til sidst får én til at tro på budskabet.
Det er sandt, livsbudskabet, og det findes i mange udgaver.
En af mine Facebook-venner, min tidligere læges sekretær, sendte mig et billede af en noget besynderlig gravsten på det Færøerne, hvor hun selv er født. En mindesten over James Bond som lider martyriet – tilsyneladende – i den 25. film i rækken med den udødelige agent 007.
Jeg smiler igen i min halvsøvn. Smiler lidt uroligt.
Jeg har gennem dagen siddet og kigget på billedet og kunne egentlig godt finde på en dag at stjæle citatet fra “No Time to Die”.
Bonds kolleger skåler på mindet om den hyper-perfekte agent, der nipper til sin rystede men ikke rørte Dry Martini: ”The proper function of man is to live, not to exist”. Menneskelivets formål er at LEVE ikke bare at eksistere.
Det er jo så indlysende. Og sandt. Og som andre citater i den virkelige virkelighed er det stjålet fra kloge mennesker i fortiden – denne gang fra den amerikanske forfatter Jack London.
Jeg vender mig igen – slapt utålmodigt i taxisædet med det kunstige læderovertræk. Kroppen er godt nok blevet noget stivere.
Jeg er blevet en ægte 68’er. Tænker på, at jeg har trukket min filosofiske indpakning af chaufførjobbet lige vel langt, og at jeg for helvede snart må være blevet gammel nok til at leve som en virkelig pensionist. Sådan en med housecoat og hjemmemalet økologisk Fairtrade-kaffe til morgenmaden – kl. 14. om eftermiddagen i sofaen foran tv-skærmen med udsigt til 4-5 afsnit af den nyeste Netflix-serie.
Nyde min – efter alle pejlemærker og et langt arbejdsliv – helt velberettigede status som legitimt ugidelig.
Jeg kan ikke lide billedet.
Og hvad vil konen sige til denne klump gammelfar, når hun selv returnerer fra sit job i forventning om, at bare en smule oprydning og måske ansvaret for aftenens lune anretning er taget?
Den bette mand er fuldstændig ligeglad, hvor rejsen den går hen …
Nu vågner jeg helt af den umulige søvn og slumrende eftertanke.
Jeg passer bedre i virkelighedens verden end i drømmene. Finder min playliste på Spotify. Min yndlings-singer-songwriter, digteren fra Udkantsdanmark. Frederikshavnere Allan Olsen.
Egentlig leder jeg nok efter et en slags serum mod det vemod, der passer så dårligt til mig, den forfængelige gamling på 68.
”Pindsvin i Pigsko”, 1992. Det album er netop en af mine musikalske rosenkranse. Og nummeret ”De kommende år” spiller:
”Den bette mand er fuldstændig ligeglad, hvor rejsen den går hen.
Bli’r det fedt at være ham undervejs,
det er det, der tæller …”
Og så kommer omkvædet:
”… så han tør se lidt lyst på de kommende år, på de kommende år …”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
