LIV & MENNESKER // KLUMME – Vi er på vej – ”Y” og jeg – til en af skolerne for særlige børn. Men det er sådan set ligegyldigt, for sådanne ture kører jeg næsten hver dag på mine vagter – og jeg bevæger mig mere og mere ud af diagnose-synsvinklen. Det er turens længde, der betyder noget, og hvor tæt kontakt, vi har med hinanden.
Nogle af mine særlige børn har brug for stilheden – eller taler måske slet ikke. Andre har bare brug for roen på dette ukristelige tidspunkt sådan som alle børn og voksne, der leder efter balancen mellem kedsommelig gentagelse, og hvad der så bliver det særlige ved dagen i dag. Vi har kørt sammen nogle enkelte gange – ”Y” og jeg – og på rekordtid er jeg blevet en af hendes ubetingede fans. Hun er lille af bygning, er 13 år, har dobbelte, lange fletninger med det sorteste hår, der findes. Hun har jævnligt sat mig til vægs – både med sin modne, menneskelige nysgerrighed – og nogle gange med ren faglighed i tal og matematik.
Og så har jeg fundet min lige i snaksalighed.
I dag taler vi om blufærdighed, om generthed – om at vække opmærksomhed på måder, der ikke rigtigt er tiltænkt.
– Hvad er det mest pinlige, du nogensinde har oplevet, Jesper? (Hun kalder mig aldrig Taxamand eller lignende onkel-udtryk. Det overlader hun til børn og fulde folk!)
Mens jeg tænker og både agter at give et ordentlig svar på et konkret spørgsmål og lige skal sortere for historier, der ikke holder i børnehøjde, er hun allerede i gang:
Og da det blev min tur, råbte jeg mit navn så højt og tydeligt, at jeg nærmest skreg det. Alle de voksne begyndte at grine
– Jeg bryder mig bare ikke om at vække opmærksomhed, hvor mange lægger mærke til det, siger hun. Og så går det alligevel galt en gang imellem. Første gang var for nogle år siden på en tur, hvor vi børn skulle råbe vore navne op. Jeg er nok sådan en, der virkelig gør, hvad jeg får besked på. Og da det blev min tur, råbte jeg mit navn så højt og tydeligt, at jeg nærmest skreg det. Alle de voksne begyndte at grine, og jeg kunne bare høre, at det var helt, helt pinligt.
Pause.
– Men kom nu Jesper, du må da også have gjort noget pinligt?
Hun får den værste historie, som stadig – efter flere årtier – ligger i mit baghoved og bliver trukket frem af og til, når jeg møder den genfortalt. (Hvorfor holdt jeg dog ikke min kæft?)
En ung journalist på udlån til en af de mest seriøse radiokanaler og afdelinger i statsradiofonien: Jeg havde kun mødt chefen en gang – til ansættelsessamtalen – hvorefter han rejste til et længere ferieophold. Jeg startede på arbejde og blev hurtigt gode venner med en ansat militærnægter (der senere blev radioens direktør og min chef – og derfor har haft gode, sarkastiske årsager til at holde historien i live, når jeg blev for kæphøj).
Den korte udgave er, at vi en hyggelig eftermiddag over en øl indgår et væddemål – om jeg er i stand til at komme ind ad døren på en ny måde hver dag resten af mit udlån til afdelingen. Idioten her sagde ja og glemte for en stund, at der var mange måneder tilbage af mit udlån.
Jeg havde en taget en sok på hånden eller en handske på foden – eller dansede wienervals uden en partner
Det var sjovt en uge eller to: Jeg gik baglæns. Jeg hinkede. Jeg havde en taget en sok på hånden eller en handske på foden – eller dansede wienervals uden en partner. Også den næste, hvor han troede, han havde vundet. Men så sang jeg – og det havde jeg ikke gjort før. Med tiden var det overhovedet ikke sjovt længere – men jeg VILLE vinde.
En af de fortrydelige dage havde jeg tilfældigt en sovepose med. Her var løsningen. Jeg foldede den ud, tog den ”på” – og hoppede som en etbenet kænguru ind i kontorfællesskabet. Der var ingen af de kendte ansigter til stede. Bortset fra chefen, som jeg kun havde mødt den ene gang – til ansættelsessamtalen.
Nu tilbage fra den lange rejse.
Han kiggede på mig, sendte mig et ”Hej” med det mest overbærende ansigtsudtryk og med en usynlig taleboble med nogenlunde disse ord: ”Hvorfor fanden har jeg ansat den idiot?”
Nu kan jeg ikke se ”Y” i bakspejlet. Hun ligger klukkende af grin hen over bagsædet, mens fremstammer noget om, at det godt nok er noget af det pinligste.
Så fatter hun sig og tager opfordringen op.
– OK, siger hun, da latterkrampen er forduftet. To historier. Den første handler om, hvordan jeg efter fodbold kravlede hele vejen på knæene gennem en idrætshal, fordi vi havde fået at vide, at vi ikke måtte gå på gulvet med støvlerne på. Der blev grinet af alle de voksne, jeg mødte – men jeg gennemførte det. Støvlerne rørte ikke gulvet.
Hun holder en pause. Nu husker hun trumfen:
Det er såmænd bare sådan nogle små hvide orme, der nogle gange findes i vores lort
– Det pinligste – det var nok min far, da jeg havde en ven på besøg. Det blev sindssygt pinligt for mig. Vi sad ved spisebordet – min familie og så min ven. Pludselig nævner min far ordet – jeg husker ikke hvorfor – BØRNEORM. Bare han ikke har hørt det – bare han ikke har hørt det, ham min ven.
For sent!
– Børneorm – hvad er det, spørger min ven. Selv kunne jeg have gemt mig under bordet.
– Børneorm! svarer min far. Det er såmænd bare sådan nogle små hvide orme, der nogle gange findes i vores lort.
– Og så talte vi ikke mere om det. Altså indtil næste dag, hvor jeg fortalte ham, at den forklaring, – det emne kunne han godt ha’ sparet mig for. Ved middagsbordet!
Nu er det mig, der overtager kluklatteren, men jeg prøver at genkalde mig, hvor ofte jeg selv har plantet upassende ord og sætninger, da mine piger var små.
En far, der selv synes, han er morsom.
Pinligt!
LÆS ALLE TAXAMANDENS KLUMMER HER
Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
