TV-SERIER OG STREAMING // KOMMENTAR OG ANMELDELSE – De to miniserier Generationer på DR og Reservatet på Netflix er begge ambitiøse og vellavede, men opleves alligevel forskelligt. Den ene blev underligt overset, den anden skabte debat. POV’s filmredaktør sammenligner serierne, som han i øvrigt anbefaler. Den ene dog nok mere end den anden.
Normalt når man ser en film eller en tv-serie, så forholder man sig mest til, om handlingen er god, om der er nogle personer, man kan holde med eller hade, og generelt om man føler sig underholdt.
Men det, man ofte ikke skænker en tanke, er, at afsenderen af et medieprodukt har en intention om at ramme eller bevæge bestemte målgrupper, som er afstemt med det institutionelle aspekt. Så hvor vises tv-serien, og hvilke traditioner og arbejdsforhold er der tilstede dér? Det kan man naturligvis ikke vide som seer, men man kan kigge på, hvordan det opleves.
Begge disse forholdsvis nye serier er såkaldte miniserier og består af seks afsnit. Netflix’ Reservatet har afsnit på omkring 38 minutter, mens afsnittene i DR’s Generationer varer en lille time. Sidstnævnte har altså omkring to timer mere at gøre godt med, og varigheden spiller ind på tempo og oplevelser.
Ligheder i udgangspunktet
Begge serier foregår i et moderne, ofte navngivet Danmark, blandt veluddannede mennesker uden de mindste økonomiske problemer, og begge har et kriminalistisk hovedplot, der omhandler en mulig forbrydelse.
De kredser også begge om forældre- og især moderskab, kontakten mellem generationer, kønsroller og tilmed deling af krænkende billeder blandt unge.
Men selvom begge handlinger har en realistisk klangbund, så er der forskel på det. Reservatet foregår i det segment af befolkningen, hvor man har au pairs ansat – nord for København – mens Generationer mere bredt har coronanedlukningen, som influerede alle mennesker, som bagtæppe.
Den serie veksler desuden mellem to geografiske yderpunkter i landet, nemlig det indre København og Frederiksberg og marsklandet ved Vadehavet i det sydvestligste Jylland.
Man kan sige, at Netflix-serien lidt bastant omhandler den indbyrdes afsmitning mellem relationelle og socio-økonomiske forhold, mens DR-serien mere afvekslende kigger på forholdet mellem enkeltindivider, samfundsforhold og en mere uhåndgribelig spiritualitet.
Men begge serier har det tilfælles – jeg tænker, det er lidt tidstypisk, idet verden i disse år er svær og uhåndterlig – at ikke alt forklares, og at ikke hele handlingen får en pæn rød sløjfe om, som ellers jo er det mest udbredte i klassiske tv-serier.
Hidtil har jeg mest talt om det, man kunne kalde handlingsplanet: Hvad sker der helt konkret? Men så er der også fortælleplanet: Hvordan fortælles der – og med hvilke virkemidler? De to planer interagerer naturligvis i og med, at det jo også er ”fortælleren”, der bestemmer handlingen, men det er især på fortælleplanet, at man oplever en forskel på de to serier.
Man er smuk nord for København, knap så smuk i røjsere ved Vadehavet.
Begge er produceret med den højeste grad af professionalisme med godt skuespil, flotte billeder, en meddigtende lydside og så videre, men på en mere eller mindre uhåndgribelig måde opleves de to serier jo helt forskelligt.
Billederne i Reservatet er for eksempel smukke, men også en anelse glossy sammenlignet med Generationers mere hverdagsagtige fotografering, hvilket i begge serier kan siges at være en afspejling af karakterernes generelle fremtoning. Man er smuk nord for København, knap så smuk i røjsere ved Vadehavet.
Et genkendeligt Danmark?
I Reservatet er der måske heller ikke så meget plads til de enkelte karakterers særtræk, og flere af dem virker lidt stereotype i det, for ikke at sige lidt parodiske. Man får fornemmelsen af, at det er vigtigt for serien, at vi hurtigt kan aflæse dem som typer.
Serien – som primært er en krimi – benytter sig i stor udstrækning også af en upålidelig fortæller. Vi skal i det enkelte afsnit narres til at tro, at først den ene og så den anden er skyldig i en au pair-kvindes forsvinden.
Man vil måske heller ikke risikere, at præmissen og omgivelserne bliver for fremmedartede og mærkelige, og det er måske derfor, at man har valgt det, jeg kalder ”locationisme”, som er, når man prioriterer lækre lokaliteter frem for realisme.
De to nabohuse i serien ligger henholdsvis med en græsplæne ned til Øresund og på en kuperet skovstrækning ned til en sø. Det giver topografisk ingen mening, men da målgruppen for Netflix er international, så er det vigtigt, at man hurtigt kan aflæse, hvor vi er og i hvilket samfundslag.
Generationer griber det anderledes an, da det her er essentielt, at den ene datter og barnebarn bor på Ribe-egnen, idet der er flere lag i seriens handlingsplan end det rent kriminalistiske.
Det er ikke så vigtigt, hvem der har dræbt spædbarnet, der findes i første scene – det indrømmer bedste-/oldemoren med det samme – men mere alle omstændighederne, som den afslørede hemmelighed medfører i familien.
Og her spiller omgivelserne og naturen en aktiv rolle, og det føles afgørende for handlingen og ikke bare som staffage. I Generationer forekommer der også ting, som er direkte paranormale og mystiske. Vi oplever dem opleve unaturlige ting, de ikke er forberedte på, og resultatet er, at denne serie kan virke mere realistisk end Reservatet på trods af de urealistiske elementer.
”Generationer” er en af de mest ambitiøse, spændende og flertydige dramaserier til dansk tv nogensinde
National eller international
Nuvel, i begge seriers handlinger skal man sluge et par kameler undervejs, men jeg tror, at forskellen skyldes, at DR-serien giver plads til hele mennesker og ”rigtige” locations under en ”rigtig” coronanedlukning, mens Netflix-serien mest læner sig op ad en internationaliseret form, hvor man er mere afhængig af velprøvede skabeloner og karakterer.
I Reservatet går de to familiers drenge for eksempel til brydning (handlingsplanet), fordi det er en velprøvet trope, at den direkte kropslige duel er en god metafor for et styrkeforhold (fortælleplanet).
Desværre tror jeg ikke, at brydning er en særlig populær sport blandt overklassens drenge i whiskybæltet (jeg kan tage fejl), men man har valgt en international ”filmsport”, hvilket ikke vil skurre i øjnene hos udenlandske seere.
Den slags oplever man ikke i Generationer i samme grad, men der er lidt. For eksempel skal advokaten absolut dyrke S/M-sex, men det lykkes faktisk altid at dreje urimelighederne en lille smule senere i handlingen, og ofte med et humoristisk indslag.
Humoren er nemlig også en faktor for fortælleren her, mens humoren i Reservatet stort set kun optræder som dumme vittigheder hos nogle af de mest usympatiske medvirkende.
De mere paranormale og uforklarlige scener i Generationer ser ud til at være inspireret af for eksempel David Lynch-serien Twin Peaks og måske også M. Night Shyamalan-film som Den sjette sans (1999) og Signs (2002), men den formår at gøre det i sin egen dansk-realistiske tone, som bibringer en ekstra toneart til handlingen og karaktererne.
Debatskabende
Dette er selvfølgelig langtfra en uddybende analyse af disse to fremragende serier, men det er kendetegnende for modtagelsen, at den serie, der har affødt mest højrøstet debat, er den, der er lettest at afkode: ”Er overklassen skildret nuanceret nok? Skal au pair-ordningen afskaffes?”
DR-serien har flere lag og flere udtryksformer og kan måske tillade sig det, fordi public service-stationen ikke direkte er afhængig af et højt seertal. Men serien er ikke debatskabende på samme måde, selvom den berører mindst lige så mange aktuelle samfundsproblemer som Netflix–serien.
Man kan måske sige, at jo mere sort-hvidt et medieprodukt fremstår, jo lettere har offentligheden ved at diskutere handlingen, og måske blev Generationer derfor lidt – uretfærdigt – overset.
Det er måske paradoksalt i betragtning af, at der er mange, mange flere, der har adgang til DR, end der er folk, der abonnerer på Netflix her i landet, men i hvert fald har vi her haft fat i både en af de mest succesrige, danskproducerede streamingserier til et internationalt marked til dato og en af de mest ambitiøse, spændende og flertydige dramaserier til dansk tv nogensinde.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og