Taxamandens klumme: Ikke et ord om ’The Snake Oil President’

af i Klumme/Liv & Mennesker

KLUMME – “Det er Grundtvig. Det er Danmark 170 år efter enevældets fald og den første grundlov. Det er frisindet fra de første venstrefolk til hippierne, som klippede toppen af materialismen i min ungdom i 60’erne og 70’erne.” Helt utilsigtet har de sidste ugers hændelser gjort Taxamanden til en slags nationalromantiker.

Du gør det ikke!

Du gør det ikke!

Du gør det ikke!

Det kriblede ellers i fingrene hele denne uge.

Journalisten ville pille råddenskaben fra hinanden og fortælle sine læsere, at der er noget helt galt i verdens politik, når rædselsscenarierne overhales af virkeligheden. Når bossen for verdens mægtigste magt dropper sit besøg i et af verdens ældste kongeriger, fordi han ikke kan få lov til at købe den største luns – Grønland

Debattøren ville spørge, hvad vi gør med vores udenrigspolitik, når den erklærede, vigtigste allierede bevidst spiller de europæiske lande ud mod hinanden for at forblive herremand i den vestlige verden?

Vi kigger på hinanden via bakspejlet. Og der er kun én ting at gøre. Vi giver os til at skraldgrine. Jeg lyver lidt og siger, at her i Danmark tager vi det ikke så tungt, når store statsmænd går helt ud til kanten for at fastholde sig i rampelyset

Taxamanden vil bare ha’ fred. Måske er det min forløsning i morfar-rollen. Om lidt sidder jeg der i min drømmerolle med min virtuelle merskumspibe og fortæller historier fra hele verden. Den kan være grusom med dens dæmoner og ulykker, men i slutningen er der håb – og kærlighed.

Jeg vælger af holde kæft.

Jeg magter det ikke. Der er statsledere så absurde, at selv vores statsminister bruger ordet. Hovedpersonen – verdens mægtigste mand – reagerer i overensstemmelse med sit iscenesatte ansigtsudtryk i den reality-serie, The Apprentice, der gjorde ham kendt i den brede befolkning: Sammenknebet.

En tøsefornærmet statsmand, der har haft en guldske i munden fra fødslen og siden har kæmpet indædt for hele tiden at få sin vilje.

”You are fired”, var hans hovedreplik i tv-serien.

Han er typecastet til underholdningensindustriens anden division.

Men så – en dag – fik han drømmerollen som sit lands overhoved.

Jeg kører med amerikanere hver dag. Jeg elsker det land, som skæbnen har givet mig mulighed for at besøge mere end en halv snes gange. Jeg er vild med amerikanerne og deres gæstfrihed. Deres rytmiske musik. Deres smeltedigel af levende kulturer. Det skandinaviske og tyske i Wisconsin. Den britiske elegance i New England. Det mexicanske i Sydcalifornien. Det kinesiske, det jødiske, det italienske.

You name it.

”Nå, Mr. Cabdriver, hvordan går det med salget af Grønland. Er kursen for opadgående eller nedadgående.”

Min kunde ryster på hovedet og siger, at han er flov, og så hælder han en række vrede kommentarer ud med rigelig brug af f-ordet

Vi kigger på hinanden via bakspejlet. Og der er kun én ting at gøre. Vi giver os til at skraldgrine. Jeg lyver lidt og siger, at her i Danmark tager vi det ikke så tungt, når store statsmænd går helt ud til kanten for at fastholde sig i rampelyset. Min kunde ryster på hovedet og siger, at han er flov, og så hælder han en række vrede kommentarer ud med rigelig brug af f-ordet. Noget der normalt ikke sømmer sig for en mand med en relativt høj europæisk stilling i en amerikansk finansvirksomhed.

Jeg orker ikke at føje mere væmmelse til min politiske kvalme.

Helt utilsigtet gør den seneste uges hændelser mig til en slags nationalromantiker. Det kulminerede i den forløbne weekend, hvor jeg virkede som foredragsholder og ”moderator” ved Folkemødet Møn – en lokal udgave af de store folkemøder på Bornholm og Mors.

Jeg bliver lykkelig i selskab med mit folk – som i mit daglige taxiliv. Vi kan være uenige, så det brager – men vi lytter og vores forhistorie er tættere på, end vi tænker over til dagligt.

Det er Grundtvig. Det er Danmark 170 år efter enevældets fald og den første grundlov. Det er frisindet fra de første venstrefolk til hippierne, som klippede toppen af materialismen i min ungdom i 60’erne og 70’erne.

Jeg er i åben diskussion med en politisk personlighed i en anden ende af skalaen end min egen. Den indfødte syrer versus bonderøven fra Bornholm. Og jeg kan tillade mig at sige det højt, selv om jeg får nogle skeptiske kommentarer i trådene i mine Facebook-opslag: Ja, jeg har mødt Naser Khader ved flere lejligheder de sidste år. Jeg er ofte uenig i hans hårdhændede argumenter mod sine religiøse, arabiske kultur-fæller. Men jeg respekterer hans mod – og jeg kan bare godt li’ personen Naser, der betaler en højere pris for at være dansker end os indfødte.

Gud ske tak og lov for den anstændige debat og for mit land, der fra højre- til venstrefløj tager afstand fra egocentriske købstilbud på en del af kongeriget. Den magtfulde handelsrejsende påstår, at Danmark ejer Grønland. Sørgeligt at verdens mægtigste mand ikke har sat sig ind i bare den elementære historie i de lande, hvor han selv inviterer sig på besøg.

Jeg lader det ligge!

Lige indtil næste kunde fra det store Amerika. Han er lille med skarpe, intelligente øjne. Ikke særligt munter i ansigtet, da også han tager emnet op på eget initiativ

Selv holder jeg kæft, inden jeg skifter emne. For jeg orker end ikke at bruge supersælgerens navn. Jeg er bare taxamand

”Vi har en præsident som først og sidst er en ’Snake Oil Salesman’. Det handler ikke om politik og menneskers rettigheder og frihed. Det handler om at købe og sælge. Det er det univers, han har forstand på. Og det er under den synsvinkel han tænker og handler.”

”Snake Oil Salesman?”

Det er den der plattenslager, der rejste fra by til by i det vilde vesten for at sælge sit mirakuløse fluidum – Snake Oil– der kan helbrede alle lidelser. Fra en let kradsen i halsen til de mest invaliderende lammelser. Et mirakelmiddel, som i realiteten er det rene bedrag.

”Jeg venter bare på, at Snake Oil-sælgeren en dag bliver endeligt afsløret”, siger kunden, der har siddet otte timer i flyet til København fra den amerikanske østkyst og uden at bruge ordet – og tydeligvis har behov for at sige – undskyld!

Han er ikke en blind modstander af sit lands demokratisk valgte hersker. Han er forsker på et af verdens mest velrenommerede business schools.

Selv holder jeg kæft, inden jeg skifter emne. For jeg orker end ikke at bruge supersælgerens navn.

Jeg er bare taxamand.


Jesper Grunwald kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4×48. Hvis du vil, kan du støtte hans skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112


Topillustration: Collage af POV International.

En hyrevognschaufførs bekendelser
Jesper Grunwald er taxamanden.
Og taxamand.dk er mig! 
Sådan er det og sådan bli’r det.
Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner.
Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig.
Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning.
Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det.
Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. 
Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst.
Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk.
Hvad det er jeg kan?
- Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND.
Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112

Seneste artikler om Klumme