ET LIV AT MINDES – Det er i dag tre år siden Don Peder, som Peder Kolind blev kaldt af beboerne i byen Granada i det sydlige Nicaragua, døde af et hjertestop 70 år gammel. Hans liv endte brat, men han efterlod et markant aftryk, der er værd at minde ham for. Lise Floris mødte første gang den filantropiske mand og hans velgørenhedsprojekt, Carita Feliz, i 2010 og samler i denne longread trådene fra hans liv. Som han selv sagde: ”Intet ville være mere forkert end at tro, at jeg gør det for at hjælpe andre. Jeg gør det kun for mig selv. Jeg gør nytte, og det er det, der betyder noget for mig.”
“Don Peder, Don Peder!” Hun kommer humpende imod os og viser sin betændte fod.
Peder kigger på mig med sine venlige øjne og forklarer, at han kun i ganske få tilfælde hjælper med kontante beløb, men kvinden her har tydeligvis ikke råd til lægehjælp, og hun har små børn der afhænger af hende.
Vi går rundt sammen med Peder i de støvede gader i et af Granadas fattigste kvarterer, og han fortæller livligt om hver eneste familie her. Han kender alle, og alle kender ham. Ud over min datter Rebecca, som er fem år gammel, har Peder en skare af børn efter sig.
Hvem var Peder Kolind? Og hvordan var han havnet i Nicaragua? Hans curriculum fremstår ved første øjekast som et kompliceret virvar af ventures, franchising og markedsføringssystemer
Vi skriver juli 2010. Min mand og jeg rejser rundt med vores tre børn samt fem meget tunge rygsække, som klæber sig til os den ekstreme varme. Det er mit første besøg i Nicaragua.
Vores primære formål med rejsen er, at besøge min svoger, Diego, som har slået sig ned i Nicaragua. Vi lægger vejen forbi byen Granada, som er kendt for sine farverige, historiske bygninger fra kolonitiden og dermed er blevet en af Nicaraguas største turistattraktioner.
Men der er også en anden grund til, at vi gerne vil besøge Granada. Jeg har nemlig hørt om en ganske særlig velgørenhedsorganisation, som har til huse her. Jeg ved det godt; det er en klassiker. Den vestlige middelklassefamilie, som gerne vil vise deres børn hvor privilegerede de er. Vi kontakter ikke desto mindre Peder Kolind som vi igennem venner har fået anbefalet at kontakte. Vi har aldrig selv hørt om Peder. For sådan var han. Kongen af Granada – men ganske ukendt i Danmark.
Mod nye mål
Hvem var Peder Kolind? Og hvordan var han havnet i Nicaragua? Hans curriculum fremstår ved første øjekast som et kompliceret virvar af ventures, franchising og markedsføringssystemer. Men kort fortalt forlod Peder Danmark i 1982 efter at han sagde sagt sit job op i Dansikring, som han selv havde være med til at stifte. Nu ville han slå sig ned i England sammen med sin kone Annette og deres tre sønner. Her blev han en af pionererne indenfor overvågede alarmsystemer til mindre virksomheder såvel som til private hjem.
Markedet for alarmsystemer boomede i de år, og Peder arbejdede i pendulfart mellem England og USA alt i mens pengene strømmede i kassen. Men efter 10 år på farten viste der sig en dag det, han senere beskrev som ”et tegn fra en højere magt”.
Historien er som taget ud af en film. Bedst som Peder i 1993 står i lufthavnen på vej til endnu et møde, går han i stedet til billetskranken og køber en enkeltbillet til Costa Rica. For han har hørt at det skulle være verdens smukkeste land. Og et halvt år senere – i en alder af 49 år – beslutter han sig for, her og nu, at gå på pension.
Peders oprindelige plan var at sidde og nyde den smukke udsigt med en god cognac i hånden. For sådan havde han forestillet sig at livet som pensionist skulle være. Han må imidlertid have glemt, at det med at sidde stille ikke lige var ham.
”Intet ville være mere forkert end at tro, at jeg gør det for at hjælpe andre. Jeg gør det kun for mig selv. Jeg gør nytte, og det er det, der betyder noget for mig.”
Som Peders yngste søn Andreas beskriver Peder, var han enenergibombe:
”Han var handlingsorienteret og nysgerrig og havde altid en holdning til tingene og ville afprøve sine ideer i stedet for at filosofere for meget.”
Det smukke hus og de tropiske omgivelser i Costa Rica var ikke nok. Svaret på hvad næste kapitel i livet skulle være, fandt Peder under et besøg i nabolandet Nicaragua. Her blev han mødt med desperation og fattigdom, og det blev hurtigt tydeligt for ham, at der var akut brug hans hjælp. Børn gik rundt i gaderne og tiggede og med sin sædvanlige handlekraft, fik Peder hyret en dame der kunne lave mad til dem. Således blev 70 sultne maver mættet midt på gaden den første aften i Granada.
Dagen efter kom der dobbelt så mange børn og efter nogle dage, var Peder klar over at han måtte finde en mere holdbar løsning. Penge var ikke noget problem så uden at tænke to gange, købte han et hus ved Lake Nicaraguas bredder i Granada, som blev ombygget til børnecenter. For enden af Calle San Juan del Sur, blev fundamentet for Carita Feliz, Peders mest omfattende og kendte projekt lagt.
Hjertebarnet Carita Feliz
Peder grundlægger organisationen Carita Feliz (oversat: Det glade ansigt) i foråret 2001. Han ansætter et team som skal stå for den daglige drift af centret. Sammen finder de ud af hvad byens fattigste børn og unge har brug for. Det basale behov for mindst et måltid mad om dagen bliver dækket ved hjælp af et køkkenhold.
Under kyndig ledelse af den karismatiske kok Bosco, laver personalet aftensmad til omkring 4-500 børn og unge hver dag. Det bliver også besluttet, at man vil tilbyde undervisning i adskillige akademiske såvel som praktiske fag. Offentlige skoler er gratis i Nicaragua, men undervisningsniveauet går ofte hånd i hånd med de faldefærdige strukturer.
I dagstimerne oser Carita Feliz af liv. Børnene kommer til ekstra undervisning enten før eller efter skole og sidst på eftermiddagen, er det ganske normalt at se en gruppe der lærer at bage i det ene hjørne mens andre laver piñatas de kan sælge til fødselsdage og andre fester – og i et helt tredje hjørne kører ghettoblasteren på fuldt blus, så de unge dansere kan øve det show de vil optræde med for turister om aftenen.
Carita Feliz bliver et trygt sted for hundredevis af børn og unge, og når de er i centret, glemmer de alt om livets store udfordringer for en stund.
Jeg kan stadig huske Peders saglige smil, da han fortæller mig at hans mål var opnået; at give de unge det skub der betyder at de kan klare sig selv og forhåbentlig bryde med den ekstreme fattigdom der har karakteriseret deres barndom.
“Jeg gør det for min egen skyld”
Peder var ualmindeligt generøs. Men han kunne blive tosset, når nogen tog hans gavmildhed for givet. Børnene fik at vide at de skulle tale pænt til hinanden, til deres forældre og til lærerne.
De skulle behandle andre med respekt og alle skulle hjælpe til. Det var vigtigt at overholde aftaler og komme til tiden, og den store jernport til Carita Feliz blev således lukket på slaget 18. Hvis man ikke var ankommet til aftensmad til tiden, var det bare ærgerligt. Ingen mad før næste aften.
Carita Feliz var blot én ud af flere store bedrifter. Peder var også med til at grundlægge et sportsakademi, et museum for præcolombianske potter, krukker og urner og ikke mindst Villas Sonja, som er opkaldt efter Sonja Christensen, der sammen med hendes mand, indsamlede midlerne til et bofælleskab for fattige familier i Granada.
Peder Kolind sad så at sige aldrig stille. I Granadas bybillede kunne man se ham trave rask afsted, gerne i kakifarvede shorts og sandaler og ofte med sine tre dalmatinerhunde i snor. Han kom til Carita Feliz mindst en gang om dagen og det var til aftensmåltidet. Men ofte kom han op til tre gange dagligt.
Historien er som taget ud af en film. Bedst som Peder i 1993 står i lufthavnen på vej til endnu et møde, går han i stedet til billetskranken og køber en enkeltbillet til Costa Rica. For han har hørt at det skulle være verdens smukkeste land. Og et halvt år senere – i en alder af 49 år – beslutter han sig for, her og nu, at gå på pension
Når Peder fandt tid til at slappe af, nød han sit smukke hus La Casa Roja hvor den autentiske koloniale stil mødte tidsløs dansk design. I den indre gårdhave med pool kunne man høre cikaderne synge i takt med god musik der strømmede ud af stereoanlægget. Her opladede Peder Kolind sine batterier. Og her kunne han gå til ro om aftenen med vished om at han havde gjort en forskel – for sig selv.
Peder sagde i 2007 til Journalist Mette Korsggaard fra Nordjyske: “Du må ikke skrive, at jeg gør det for at hjælpe de fattige. Intet kunne være mere forkert. Jeg gør det kun for mig selv. Jeg gør nytte, og det er det, der betyder noget for mig.”
De selvsamme ord gentog han for mig den aften i 2010, da vi stod i hans køkken i la Casa Roja. Peder var i fuld gang med at aktivere mine børn, som naturligvis skulle hjælpe med at lave aftensmad. Som vi står der og marinerer kyllingen, sagde jeg til ham: ”Peder, det må være så fantastik at mærke at man gør en forskel.” Hvorefter Peder løftede sit glas til en skål og svarede: “At hjælpe andre er bedre end den bedste flaske rødvin du kan forestille dig.”
Alt har en pris
Når Peder sagde, at han kun hjalp andre for at hjælpe sig selv, er det et meget godt eksempel på paradokset altruisme-egoisme. Peder var, under sin hæsblæsende karriere, meget væk fra familien. Og ikke desto mindre valgte han at flytte til Mellemamerika og gå på pension mens familien var i England hvor børnene var vokset op og gik i skole. Andreas husker Peders beslutning som et hårdt slag.
Alligevel, havde han kæmpe respekt for sin far og stor interesse i hans velgørenhedsarbejde. Han siger det nok bedst kan forklares med at familier har systemer hvormed man lærer at acceptere og tolerere hinandens tanker, væremåder og ideer. Han fortsætter:
”Min far bidrog på en måde som gjorde det hele til et eventyr og takket være den intense karriere på blot 20 år, fik han os alle tre igennem universitetet i England og gav os et liv hvor vi ikke manglede noget.”
Peders kone Annette og de tre sønner Jens, Rasmus og Andreas støttede op om Peders liv og beslutninger – trods alt. Og til de store mærkedage i Granada sad de side om side med ham og smilede om kap med hundredevis af børn og unge der følte at de var tæt knyttet til hele familien Kolind. Ikke bare Peder.
Chokket
Tre uger inden mit andet besøg hos Carita Feliz i 2015 læste jeg nyheden. På Facebook af alle steder. Peder Kolind var død. Jeg var rystet. Jeg havde netop fået en e-mail fra ham et par uger forinden. Peder var blevet indlagt efter et fald i sit hjem og trods lægernes skepsis, var han meget opsat på at blive udskrevet så hurtigt som muligt.
Men sådan skulle det ikke gå. Filantropen Peder Kolind dør af et hjertestop den 14. juni 2015.
Mayling Busto, daglig leder af Carita Feliz og Peders højre hånd siden 2008, husker dagen som var det i går. Peder døde netop som hun var ude at hente vand på gangen udenfor hans hospitalsstue.
Peders oprindelige plan var at sidde og nyde den smukke udsigt med en god cognac i hånden. For sådan havde han forestillet sig at livet som pensionist skulle være. Han må imidlertid have glemt, at det med at sidde stille ikke lige var ham
Midt i chokket og gråden formår hun at ringe til sine to nære kollegaer i Granada. De bliver enige om, at byens befolkning skal informeres så hurtigt som muligt og sorgen spreder sig som en iskold bølge da bilen med megafon kører rundt i gaderne og annoncerer at Don Peder er afgået ved døden.
En skare af børn og forældre venter foran Carita Feliz, da bilen med Peders kiste ankommer. Akkompagneret af Mayling og Andreas. Blot fem uger efter den kæmpemæssige fest i anledning af Peders 70 års fødselsdag står de selvsamme mennesker omkring hans kiste med følelsen af at have mistet et fundament i livet. En far.
Livet går videre
I løbet af de første 2 år efter Peders død blev det klart for familien Kolind, at der skulle findes en partner der kunne drive Carita Feliz videre. Andreas fortæller ”vi var på udkig efter en løsning der ikke bare sikrede centerets fremtid i 1 til 2 år. Men derimod i 10-20 år”.
Det smukke hus og de tropiske omgivelser i Costa Rica var ikke nok. Svaret på hvad næste kapitel i livet skulle være, fandt Peder under et besøg i nabolandet Nicaragua. Her blev han mødt med desperation og fattigdom og det blev hurtigt tydeligt for ham, at der var akut brug hans hjælp
Han fortæller at familien fastsatte nogle værdier som var vigtige for dem og som de vidste var i Peders ånd. ”Det skulle være en organisation der hverken var for religiøs eller for politisk. Ideelt set skulle den være etableret i Nicaragua med god struktur samt en eksisterende fundraising model.”
Han tilføjer: ”Da jeg mødte CEO for Fabretto, Kevin Marinacci var det tydeligt at deres organisation ville leve op til vores families ønsker.”
Siden Peders død for 3 år siden har der været penge nok til at fortsætte ud ad hans generøse spor, men familien er lettet over at Carita Feliz’ fremtid nu er sikret på anden vis.
”Det har betydet at vi må acceptere at Fabretto på nogle områder prioriterer anderledes end Peder – men vi ved at de vil gøre alt for at sikre fremtiden for hele den generation som fik en positiv start på livet – og ofte sågar overlevede – takket være min far” siger Andreas.
På den måde lever Peder Kolinds arv videre.
Post scriptum
Jeg vil gerne sige mange tak til familien Kolind for at have forstået og accepteret mit ønske om at skrive om Peder. Tak til Andreas for dit input og graciastil Mayling samt hele personalet i Carita Feliz. Tak til hvert eneste barn i Carita Feliz der har beriget mit liv med deres smil og omfavnelser. Granada vil altid være en af mine hjemstavne.
Og til sidst: Undskyld Peder. Du ønskede ikke skulderklap. Men din historie er for smuk til ikke at dele. Æret være dit minde.
—————————————–
Artiklen udkommer, netop som Nicaragua står midt i en alvorlig politisk og økonomisk krise som har resulteret i en revolution mod den længe siddende præsident – og i manges øjne diktator – Daniel Ortega. Den ellers smukke, koloniale by Granada er ikke som vi kender den i disse dage. Det er ingen turister, mariachi spillernes musik er forstummet og der er voldsomme kampe i gaderne. Butikker bliver plyndret og desværre har Carita Feliz også været nødsaget til at lukke i de perioder hvor gadekampene er værst. Jeg er i daglig kontakt med mine venner, bekendte, familie og gudbørn i Granada. De ønsker, hver som en, at verden får øjnene op for situationen.
Kilder:
https://globalnyt.dk/content/kendt-dansker-i-nicaragua-er-doed
https://www.linkedin.com/pulse/peder-kolind-1945-2015-lars-kolind-%E5%AD%94%E6%9E%97%E5%BE%B7/
https://www.securitysales.com/news/in_memoriam_security_industry_veteran_peder_kolind_dies/
https://nordjyske.dk/nyheder/jeg-vil-goere-nytte/7b6b3f62-8046-4c89-9823-888f062fea9c
Topbillede: Centro Carita Feliz
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
