ESSAY – Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af halvfemserne, hvor ikke mig, men mor og far arbejdede hjemme under granatregn, der faldt rundt om de sødlige bosniske æbler, ingen kunne plukke de dage. Jeg tror, at mor lavede årsregnskab for Røde Kors, og det var far også med til, men derudover talte han saltkorn i den store 50 kg sæk, han købte, så der var salt nok til krigen, der jo nok kom til at vare ved.
Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af halvfemserne i Bosnien, hvor jeg arbejdede hjemme uden at vide det. Jeg holdt det nøgne bryst op mod radiatoren, som var min skudsikre vest mod kys og granatsplinter, og jeg fulgte de små brag, der kom tættere og tættere på og fik hud til at bølge som havet. Bragene, de kom så af de fine glatte granater, der var kolde, og så blev de varme og faldt med musik, og de ændrede form til tusinde ujævne splinter, der ramte ruder og piger og sprættede deres lunger og tøjdyr op. De efterlod gabende huller i facaderne, som jeg femogtyve år senere ville skodde smøger i, når jeg engang havde taget mig sammen og var blevet glad og tilfreds og festryger.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i starten af halvfemserne, som faldt på min fødselsdag, og det var ikke okay. Jeg skulle pakke mit børneværelse til en bitte blå rygsæk, inden vi skulle haste over en bro, som så blev sprængt, og braget varede lidt længere den her gang, det hører jeg stadig. Jeg husker ikke, hvad jeg tog med i den rygsæk, måske bukser og underhylere, måske nogle fotos af fødselsdage og sommerhuset. Jeg kan bare ikke huske det, men jeg husker dog, at jeg ikke var kvalificeret til det arbejde.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april i starten af halvfemserne sydpå, hvor solens stråler veg uden om røgen fra husene, der brændte. Man bad mig forklare min lillebror, at jeg skulle tage ham ud til toget uden mor og far, ud til toget, der var grønt og gemte på børn på flugt fra kugleregn, børn der skulle nordpå til Polen og så til Danmark, hvor der var en varm seng, men endnu ikke blade på træerne. Og det var så skræmmende senere at finde ud af, at der fandtes et helt kongerige uden blade på træerne i april.
Det gælder for krigere som for teknisk-administrative medarbejdere, at kys, klit og øl smager bedst i timer og minutter, hvor livet er truet af krig og virus
To-tre årtier efter halvfemserne er der nu igen hjemmearbejdsdage i april, og om lidt vil jeg igen kunne kigge tilbage og sige, der var engang hjemmearbejdsdage i april, og det var i starten af tyverne i det nyeste århundrede, som mest var regnfuldt, men ikke i den april, som var badet i solens stråler, der ledte og ledte og fandt så de små sprækker i menneskeansigterne, hvor solstrålerne hørte hjemme.
Og der var engang en hjemmearbejdsdag i april i starten af tyverne, hvor det nu var mig, og ikke mor og far, der arbejdede hjemme under et saddeltag, der stadigt var varmt efter vinterens sidste sne. Mor var 40 km vestpå, hun arbejdede ikke, men havde det godt, og far var lidt længere væk, han var jo død, og gad vide, hvordan han ellers havde det i april i starten af tyverne. Og jeg arbejdede hjemme i et hus, der ikke brændte, og man sendte mig krævende opgaver med trækfuglene, og det var ikke okay, at de tog al min vågne tid og krudt de der dage i april, hvor jeg glemte at smile til børnene under aftensmaden, når de allermest havde brug for det, og hvis skyld var det?
Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, hvor jeg indimellem fik sultne kys til frokost i stedet for en leverpostejmad. Jeg kunne lige nå at spise mig mæt inden for den lille halve time. Det gælder for krigere som for teknisk-administrative medarbejdere, at kys, klit og øl smager bedst i timer og minutter, hvor livet er truet af krig og virus. Og hvis man ikke fik andet mad end hendes mundsaft sådan en dag, gik det også an. Smagen hang ved resten af dagen og mættede. Der var smagsnoter af hindbær og champagne. Og et strejf af hvid chokolade, hvis man mærkede godt efter.
Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, hvor jeg udover staten også arbejdede som lærer i folkeskolen. Jeg fik en hjemmeboende elev i 4A til at arbejde med ordklasser i fire af husets rum. Jeg holdt ham i hånden, og vi kiggede og kiggede og fandt hele ti navneord i børneværelset, tolv verber i køkkenet, otte tillægsord i stuen og seks forholdsord i entreen. Alle ordene er der stadig den dag i dag, på et ark med linjer i et rækkehus, der ikke brændte, men var gult og havde vægge af yoghurt, og så har man ikke sagt for meget.
Der var engang en masse hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, der startede godt, fordi natten havde været rig på drøm under hud, og man kunne vågne tæt op ad en velkendt kvindekrop i morgenens skær af sæd, sol og P8-jazz
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april i starten af tyverne, der startede skidt, fordi natten var uden søvn og varm røv at klamre sig til. Dagen derpå var kaffen klam og fingrene tunge på tasterne, tunge af drøm, der slap uden om huset, der heller ikke brændte den nat. Dagen derpå flimrede hjertet i brystkassens gelé alene ved tanken om de kommende 7,4 arbejdstimer, der skulle beslaglægges.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april, der startede endnu mere skidt, fordi der havde ophobet sig mails i løbet af natten, mails med fede skrifttyper, der glimtede som deforme sorte stjerner på morgenhimmelen, men hov, hvor var jeg heldig, at jeg ret hurtigt fandt et blødt punkt i væggen på kontoret, som var et børneværelse tømt for børn og sengetøj, og hvor jeg kunne sige til mig selv og kollegerne over skype, at her har jeg plantet en kokospalme.
På få sekunder voksede den sig stærk. Og lige efter kravlede en muskuløs albatros ud af det bløde punkt i væggen og talte til mig. Den var genert og kejtet. Den kunne ikke være her af alle de kabler og skærme, der blændede, og jeg tog dens hånd og hjalp den ud gennem vinduet eller også var det døren ud til haven. Men pyt, jeg vinkede den hen mod saltvandet og blæstens rasende skygger. Hen til sømændene og deres ferske drømme om tøjter på knejper med dampende skød, der kunne finde på at råbe: sut min klit.
Der var engang en masse hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, der startede godt, fordi natten havde været rig på drøm under hud, og man kunne vågne tæt op ad en velkendt kvindekrop i morgenens skær af sæd, sol og P8-jazz. Og efter sådan en nat er man klar og vågen dagen lang.
Jeg skammer mig sådan over bare at sige det, at jeg en hjemmearbejdsdag i april længe tænkte på hendes anden mund, den var rød som en solmoden tomat med en enkelt sprække, og jeg fik sådan lyst til at hoppe i med hovedet først
Der var også en hjemmearbejdsdag i april, hvor det nu var blevet min tur til at tage mig af et årsregnskab og et revisionsprotokollat, som var langt og tørt som kys efter en ørkenvandring. Jeg troede, at far kunne hjælpe, men han var jo uden for rækkevidde den dag, og ingen kunne hjælpe, når du arbejdede hjemme og skulle læse og forstå og gøre ting ved regnskabsstof, der var tal i tabeller og ord i fine lange sætninger, der fik lixtallet til at gå op og op, og det var dit arbejde den dag i april i et hjem, som var et enfamilieshus uden lyden af familie, og huset brændte heller ikke den dag i april, og det er så i orden.
Der var hjemmearbejdsdage i april, hvor mailene fremstod som endeløse rækker af metalbogstaver på en bjergskråning af glas og uden træer, der kunne vugge i vinden og få øjets tics i ro. Jeg spurgte mig selv, hvilket guld gemmer der sig mon i den næste mail, der vil starte med FWD, og det står for forward, som kan betyde videresend, men også en angrebsspiller, og flere andre ting, men lad det nu ligge.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april, hvor jeg og tre børn hjemmearbejdede så seriøst i et gult rækkehus, at der dryppede sved og blod fra alle vandhaner i huset. Og kragerne over huset, som mest af alt var larmende bindestreg i atmosfæren, de tænkte frit og sagde til hinanden, shit der bliver arbejdet hjemme vest for Aarhus C. Og jo længere op de trak, jo mere undrede de sig over alle de huse, der afgav varme ud i det blå i en aprilmåned, der forekom uendelig.
Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, hvor jeg savnede mine kolleger, der ville med over floden i gummibåde og tage fanger, vi kunne tappe for data til vores ledelsesinformationssystem, LIS kaldte vi det. Det kunne have været en blondine med hår som et vandfald af lava, man kunne finde alt muligt spændende i. Med det var det ikke.
Og når det i øvrigt kommer til LIS, altså ledelsesinformationssystemet, skal det siges, at man meget nemt kan komme til at ty til overspringshandlinger, og det er særligt slemt på hjemmearbejdsdage i april, hvor man hurtigt kan få syndige tanker om LIS, altså ledelsesinformationssystemet, som pludseligt ikke er data, men en blåøjet gudinde, og jeg skammer mig sådan over bare at sige det, at jeg en hjemmearbejdsdag i april længe tænkte på hendes anden mund, den var rød som en solmoden tomat med en enkelt sprække, og jeg fik sådan lyst til at hoppe i med hovedet først.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april, hvor jeg fra den tidlige morgen til sidst på eftermiddagen bryggede på planer, der skulle være selvforklarende og enkle og lede mig og flere tusinde af mine kolleger hen imod en funklende stjerne, der vil vente på os lige efter det næste sving.
Der var engang en hjemmearbejdsdag i april, hvor kantinen var lukket, og jeg spiste alene i køkkenet, og de studerende og kolleger i hundredvis, der plejede at spise med og larme og fylde i køen ved kassen og buffetbordet, de kom ikke. Jeg spiste alene og børnene var i skolen lige ovenpå, det var en hjemmeskole og så ikke en rigtig skole, det fandt vi os i, og måske skulle vi ikke finde os i det. Og i al den stilhed, mens jeg nedstirrede rugbrødet, begyndte det at rable for mig efter alle de hjemmearbejdsdage i streg i april, og det begyndte at dufte kraftigt af nosser, den duft, de afgiver lige før de tømmes. Jeg deltog i et skypemøde og kunne se, at alle andre mødedeltagere også var brandvarme nu. Om lidt vil de også slukke for lortet og brændemærke deres regnjakker og koner med kindkys.
Shit jeg elsker og hader og elsker alle de her hjemmearbejdsdage i april, som er den ubetinget ubarmhjertigste måned af dem alle, tænk bare på, hvordan den får liljer til at skyde op af den døde jord, tænk bare på, hvordan den uberørt ser på, mens sløve æbletræer drukner i forårssolen
Der må engang have været en hjemmearbejdsdag i april, som var den første, men gad vide, hvornår vi tæller fra.
Der var engang hjemmearbejdsdage i april i starten af tyverne, som altid fulgte efter glade weekender, hvor jeg fordrev tiden i sollys ved havvandet, der genlød af måger, der bollede ømt, og min kvinde og jeg gik i takt med små stiletskridt, vi havde øvet os i, og vi lukkede tit øjnene, og alt var godt. Hendes bløde baller var sat sammen til den slags røv, der fik verden til at standse, og hun går stadigvæk rundt med den der røv. En af de weekender tilbød jeg hende at puste strandgæsternes øjne ud. Men det syntes hun var for sært. Jeg bad hende så om at fylde alle skudhullerne i sandet op med mælk, hun gik og gemte i munden. Det ville hun heller ikke, og da jeg ikke havde flere gode forslag, holdt jeg min kæft, og det kan også noget, og måske er det helt okay at slutte weekenden i stilhed, for dagen efter er der jo en ny hjemmearbejdsdag i april.
Shit jeg elsker og hader og elsker alle de her hjemmearbejdsdage i april, som er den ubetinget ubarmhjertigste måned af dem alle, tænk bare på, hvordan den får liljer til at skyde op af den døde jord, tænk bare på, hvordan den uberørt ser på, mens sløve æbletræer drukner i forårssolen.
I april er jeg født, og på min fødselsdag vil jeg ikke have opgaver, der skal udføres mellem hjemmets bløde vægge. I april er jeg født, og det betyder, at jeg her altid tænker på Thomas og Marie og deres vilde kælketur ned af de lystige bakker kort efter krigen i april, og hvordan han altid sagde til Marie, hold fast, hold fast, og hvordan de gled videre, så vi altid kommer til at tænke på det, når det er april, og det er det nu, og hvis ikke, bliver det april lige om lidt.
Jeg ser lysere på tingene i april, så lyst, at det smitter som en ordentlig virus og flyder ned ad sidebenene og hen over modersmærkerne, som bestemt ikke er harmløse. Jeg er født i april, og det betyder også, at mor og far havde smidt tøjet og elsket i en sommerferie ved kysten i Kroatien, der mærkeligt nok på det tidspunkt hed Jugoslavien, men det har jeg styr på, selv om det er en lang historie, som man ikke orker at gå i gang med, og ja, kysten var plastret til med plettede håndklæder og tyske vokaler.
Snart vælter der med nye billeder af hjemmearbejdsdage i april i starten af halvfemserne, i starten af tyverne, det hele smelter sammen nu, og snart vil vi igen gå nøgne rundt inde i husene og lejlighederne og savle frit, når skærmene er slukkede, og vi vil lade drømme sive ud af regnearkene, vi vil sejrende marchere gennem appelsinvædede mailtråde, og så engang på den allersidste hjemmearbejdsdag i april vil jeg lægge mit sidste åndedrag i nogens hvide handske, men det er der lang tid til.
Det er der lang tid til.
Foto: Elvir Maleskic
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her